Lars Køhler: Regeringens nye klimaudspil vil – stik imod dens intention – forringe danske virksomheders konkurrenceevne og fordyre den grønne omstilling

Lars Køhler: Regeringens nye klimaudspil vil – stik imod dens intention – forringe danske virksomheders konkurrenceevne og fordyre den grønne omstilling

22.05.2020



Onsdagens klimaudspil fra regeringen indeholdt ikke de meget omtalte CO2-afgifter, som et hav af organisationer, råd og fagpersoner ellers anbefaler at pålægge danske virksomheder som et omkostningseffektivt og retfærdigt middel til at nå vores klimamål. Det er med andre ord ikke forurenerne, som skal betale regningen, og derfor får de heller ikke et klart incitament til at omstille sig til et fremtidigt grønt marked.


RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Lars Køhler

SÅ KOM DER endelig et reelt klimaudspil fra regeringen. Nu kan vi begynde at se, hvad regeringen vil. Hvordan regeringen mener, at de høje ambitioner fra klimaloven skal udmøntes. Og hvad regeringen lægger i deres kloge ord, om at ”vi ikke kan forhandle med klimaet”. Det ved jeg, vi er mange der har ventet længe på. Faktisk siden det valg sidste år, der, efter en regulær eksplosion af folkeligt engagement og under stærkt pres fra støttepartierne, gav regeringen det stærkeste grønne mandat i danmarkshistorien.

Men lad mig bare sige det som det er: Det, vi nu kan se, er ikke just opmuntrende. 2 mio. ton CO2-reduktion har regeringen regnet sig frem til, at udspillet vil medføre. Sat op mod de 19 mio. vi skal reducere med frem til 2030, så skal der ikke en økonom til at slå fast, at udspillet ikke just er et brøl af en handlingsplan.

Ja, der skal bl.a. bygges energiøer, flere vindmøller, og der skal udfases olie- og gasfyr. Der skal sættes gang i både CCU (opsamling af CO2) og det såkaldte ”Power-to-X”, og der skal justeres lidt på energispareordningen. Og vores affaldssektor skal omstilles til cirkulær økonomi og være CO2 neutral i 2030. Alt sammen udmærket. Men det er ikke initiativer på store klinge, og det er langt fra nok.

Det er faktisk foruroligende uambitiøst og mangelfuldt. I en grad der giver mig bange anelser for både den videre proces og regeringens evne til at omsætte det grønne mandat de fik sidste år til reel handling.

 

CO2-afgifter er ikke brandbeskatning, og de lukker ikke firmaer. De skaber og styrker dem. De forbereder virksomheder på en nær og uundgåelig fremtid, hvor ”enten er du grøn, eller også er du færdig”
_______

 

LAD MIG BLOT SÆTTE fingeren på den mest åbenlyse mangel af dem alle: de manglende CO2-afgifter. Faktisk er den så åbenlys, at hele 10 ud af 16 spørgsmål stillet til de 3 ministre på pressemødet handlede om denne mangel og ikke udspillets indhold. Og med god grund. For jeg kan næsten fylde en hel kommentar med de forskellige organisationer, råd og fagpersoner, der anbefaler netop de manglende CO2-afgifter som et af de vigtigste værktøjer i kassen til at håndtere den grønne omstilling så retfærdigt og samfundsøkonomisk billigt som muligt. Lad mig blot nævne nogle få: 25 nobelprisvindende økonomer, Verdensbanken, Concito, Kraka, Klimarådet, 18 grønne miljøorganisationer, heriblandt Rådet for Grøn Omstilling, De Økonomiske Råd, CEPOS, OECD, IMF, samtlige politiske ungdomspartier og mange mange flere.

CO2-afgifter er en adfærdsansporende mekanisme, der skal sikre den grønne omstilling i vores virksomheder og hos forbrugeren. En mekanisme der skal sikre, at vi får mindre af det, der ødelægger vores klima og mere af det, der gør det godt. Og ikke mindst en retfærdighedsmekanisme, der skal sikre at forurenere betaler en rimelig pris for at forurene, fremfor at lade samfundet og de kommende generationer stå tilbage med regningen. Det er som sagt helt grundlæggende det her.

Udeladelsen af CO2-afgifter blev
forsvaret af både Klimaministeren og finansministeren, med at regeringen ikke ønsker at ”brandbeskatte”, ”slå virksomheder i hovedet” og ”lukke firmaer” med ”monster-afgifter”. Det er både triste og misforståede påstande fra allerhøjeste sted.

CO2-afgifter er ikke brandbeskatning, og de lukker ikke firmaer. De skaber og styrker dem. De forbereder virksomheder på en nær og uundgåelig fremtid, hvor ”enten er du grøn, eller også er du færdig”. De ansporer innovation, højner virksomhedernes konkurrenceevne i et grønt marked, sikrer fremtidens arbejdspladser, og de skaber et fair konkurrencegrundlag ved ikke at lade forureneren slippe for regningen. Indføres de klogt, så kompenseres de konkurrenceudsatte firmaer ved målrettede støtteordninger og midler til forskning, som derved hjælpes til den nødvendige omstilling.

 

[CO2-afgifter] skal sikre, at vi får mindre af det, der ødelægger vores klima og mere af det, der gør det godt. Og ikke mindst en retfærdighedsmekanisme, der skal sikre at forurenere betaler en rimelig pris for at forurene, fremfor at lade samfundet og de kommende generationer stå tilbage med regningen
_______

 

Ingen andre end Dan Jørgensen snakker desuden om ”monster-afgifter”. Klimarådet foreslår fx en indfasning, der skal ende i en CO2-pris på 1.500 kr./ton CO2 i 2030. En pris, der efter min bedste overbevisning, på baggrund af internationale studier, end ikke dækker prisen på den skjulte klimaskade et ton CO2 forårsager. Der er intet monster over et minimumsniveau under langsom indfasning.

PÅ TRODS AF, at både Dan Jørgensen og Nikolai Wammen ville have det til at fremstå, som om deres udspil – og specielt udeladelsen af CO2-afgifter – er sat i verden for at passe på vores virksomheder og bevare jobs, så har jeg svært ved at se det som andet end det modsatte. Med den viden vi har om nødvendigheden og hasten af den grønne omstilling, er det svært at se manglen på grønne ambitioner og politisk mod – som fx at varsle indfasningen af en CO2-afgift midt i en økonomisk krise – som andet end et svigt af erhvervslivet, jobs og den grønne omstilling på sigt.

Sat lidt på spidsen, så er vores virksomheder færdige i morgen, hvis ikke de omstiller i dag. Og omstillingen bliver kun dyrere og sværere for os alle, desto mindre mod vi besidder og handler med.

Vi havde brug for et inspirerende første skridt. Et utvetydigt signal om grønne ambitioner, vilje og hjerte fra regeringens side. Det fik vi ikke. Nu må vi så igen væbne os med tålmodighed og krydse fingre for, at regeringen meget hurtigt tager det næste skridt og gør det med meget mere mod. Ellers må vi sætte vores lid til, at støttepartierne endnu engang formår at løfte regeringens grønne ambitioner. ■

 

Sat lidt på spidsen, så er vores virksomheder færdige i morgen, hvis ikke de omstiller i dag. Og omstillingen bliver kun dyrere og sværere for os alle, desto mindre mod vi besidder og handler med
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Lars Køhler (f. 1975) er Energi- & Klimarådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. Han var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Han har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i 15 år. ILLUSTRATION: Finansminister Nicolai Wammen (S), Miljøminister Lea Wermelin (S) og Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) ankommer til pressemøde om første del af regeringens klimahandlingsplan i Finansministeriet, d. 20. maj 2020 [Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix]