06.03.2020

Magtkampen om det nordkoreanske atomvåbenprogram er ikke alene et spørgsmål om fred og stabilitet på den koreanske halvø. Konflikten afspejler nemlig de væsentligste konfliktlinjer og partnerskaber mellem stormagter og mellemmagter i den nuværende verdensorden, hvor det bliver stadig sværere at skelne mellem ven og fjende.

Af Liselotte Odgaard

Det historiske topmøde mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Singapore den 12. juni 2018 førte til stor global begejstring, men nu dominerer de kritiske røster endnu en gang debatten om den koreanske halvøs fremtid. Efter adskillige runder med topmøder og forhandlinger siden sommeren 2018 er der stadig ingen fremskridt at spore i spørgsmålet om Nordkoreas atomvåbenprogram.

I maj 2019 genoptog landet sine missiltests og har siden gennemført mindst 15 af dem. USA havde genoptaget mindre militære øvelser på den koreanske halvø i november 2018 og efter det fejlslagne Hanoi-topmøde i februar 2019 også sine større militære øvelser. Men der er ikke den samme frygt for krig – eller snak om regimeforandring – som før tøbruddet i 2018. En fastfrosset stabilitet synes at være indtrådt – mellem et Nordkorea, der åbenlyst understøttes økonomisk af Kina og Rusland, og et USA, der forsøger at holde liv i forhandlingerne med Kim Jong-un. Denne artikel spørger: Hvorfor?

Nordkoreas overlevelseskamp
Det nordkoreanske regime har altid haft adskillige forsikringspolicer til at forhindre fremmede magter i at få mod på at angribe landet. Primært: stormagtsbeskyttelse og et stærkt militær. Selvom landet i perioder har lagt sig ud med sine to skiftende stormagtssponsorer – Sovjetunionen (senere: Rusland) og Kina – har ingen haft lyst til at bruge militær magt mod landet. Af frygt for både Nordkoreas trussel om massiv gengældelse – og for at Pyongyang skulle falde i hænderne på en fjendtlig stormagt.

Korea blev efter Anden Verdenskrig delt ved den 38. breddegrad af krigens to primære sejrherrer, USA og Sovjetunionen. I 1950 udbrød Korea-krigen med Nordkoreas invasion af Sydkorea. Den 27. juli 1953 indgik de to lande en våbenhvileaftale, der dog ikke indebar en endelig fredsaftale, og dermed er Korea-krigen aldrig blevet formelt afsluttet. I årtierne efter Korea-krigen blev Nordkorea en fasttømret del af østblokken og støttede sig til både Sovjetunionen og Kina uden at vælge side. Selvom landet i 1970’erne udarbejdede den politiske doktrin juche, efter hvilken man skulle være selvforsynende med varer og tjenester, blev landet aldrig andet end afhængigt af stormagtsstøtte for at fortsætte sin planøkonomiske industrialiseringsproces. Det gælder den dag i dag.

 

Der blev aldrig opbygget den nødvendige tillid til, at USA betragtede det nordkoreanske styre som legitimt. Derfor var det attraktivt for Nordkorea at fortsætte atomvåbenprogrammet for ultimativt at kunne gøre uoprettelig skade på USA og dets allierede
_______

 

I 1963 påbegyndte Nordkorea et fredeligt atomenergiprogram med støtte fra Sovjetunionen. I 1980’erne tilføjede regimet sit atomvåbenprogram. Med Sovjetunionens disintegration efter Den Kolde Krig indledtes et tøbrud over for Vesten, der omfattede en aftale med USA om afskaffelse af atomvåbenprogrammet, der derfor blev lukket ned i 1994. Til gengæld ville USA bistå Pyongyang med udvikling af fredelig atomenergi.

Men de to parter overholdt aldrig aftalen, og i 2002 blev det klart, at Nordkorea fortsat havde et atomvåbenprogram. Der blev aldrig opbygget den nødvendige tillid til, at USA betragtede det nordkoreanske styre som legitimt. Derfor var det attraktivt for Nordkorea at fortsætte atomvåbenprogrammet for ultimativt at kunne gøre uoprettelig skade på USA og dets allierede. USA afviste yderligere forhandlinger, og Nordkorea blev af præsident Bush gjort til en del af ‘ondskabens akse’. Pyongyang reagerede herpå med at udvise inspektørerne fra Det Internationale Atomenergiagentur. I 2003 trak Nordkorea sig ud af traktaten om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben (NPT), og fra 2006 gennemførte Pyongyang atomprøvesprængninger. FN’s Sikkerhedsråd besluttede til gengæld at indføre et sanktionsregime, der har været i kraft siden.

I 2017 blussede konflikten om Nordkoreas atomvåben op. USA havde fået nok af et årti med FN-sanktioner, der ikke havde nogen effekt, fordi Kina og Rusland ikke overholdt dem. USA installerede et missilforsvar i Sydkorea og opgraderede Japans missilforsvar for at beskytte både sine allierede og de amerikanske tropper i området. Det fik til gengæld Nordkorea til at sætte turbo på udviklingen af et interkontinentalt ballistisk missil, der ville kunne ramme det amerikanske fastland med atomvåben og dermed fortsat udgøre en trussel, amerikanerne ikke kunne sidde overhørig.

Den 29. november 2017 testede Nordkorea Hwasong-15-missilet. Testmissilet nåede at flyve 4.500 kilometer opad – i en stejl kurve – inden det vendte næsen mod jorden. Hvis missilet havde været affyret med henblik på at ramme USA og dermed havde fulgt en langt fladere kurve, ville det kunne ramme mål over hele det amerikanske fastland. Selvom der er usikkerhed om, hvorvidt missilet ville kunne bære et atomsprænghoved over så lang en distance – og om missilet vil være præcist nok til at ramme sit mål – var det ikke en trussel, USA kunne ignorere. Da USA ikke selv har et missilforsvar, der med sikkerhed kan skyde et langtrækkende nordkoreansk missil ned, blev konflikten mellem USA og Nordkorea optrappet. Præsident Trump svarede igen på Nordkoreas missiltests og atomprøvesprængninger med trusler om militær intervention.

Med afholdelsen af de olympiske vinterlege i februar 2018 i Sydkorea lykkedes det efter lang tids pres fra Sydkorea, Kina og Rusland at overtale USA til at indstille de militære øvelser med Sydkorea på den koreanske halvø. Til gengæld indstillede Nordkorea sine missiltests og atomprøvesprængninger med henblik på at indlede forhandlinger med USA for at vende den spændingsfyldte situation til stabilitet og samarbejde.

Med det historiske topmøde mellem USA’s præsident Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Singapore 12. juni 2018 var det første gang, at de to landes ledere mødtes. Mødet gav håb om, at der faktisk kunne findes en vej til at overtale Nordkorea til at opgive sine atomvåben. Men nogen aftale, der kunne implementeres i praksis, nåede man ikke – og efter endnu et resultatløst topmøde i Hanoi i februar 2019 – der blev afsluttet før tid – svandt håbet om, at de to lande kunne nå frem til en aftale, der ville gøre en ende på Nordkoreas status som atommagt og sikre varig fred og stabilitet på den koreanske halvø. Her – ved starten af 2020 – er de to lande tilbage i en situation, hvor Nordkorea har genoptaget sine missiltests, og USA sine militærøvelser med Sydkorea på den koreanske halvø, uden at utallige møder på arbejdsgruppe- og ministerniveau har kunnet løse den gordiske knude.

Betyder det så, at vi er rykket tilbage til start? Nej, ikke helt. I hvert fald tre ting har ændret sig siden tilnærmelserne i 2017-2018.

For det første er det blevet slået fast, at Kina og Rusland bakker op om Nordkorea og ikke længere finder grundlag for at opretholde et omfattende sanktionsregime over for landet. Det sikrer det nordkoreanske regime og dets atomvåben i lang tid fremover. Økonomisk er Nordkorea et fattigt land med en meget lav industrialiseringsgrad og en befolkning, der for en stor dels vedkommende lever i fattigdom. Det skyldes, at regimet i årtier har prioriteret at udgøre en dødbringende trussel over for USA og dets allierede, i erkendelse af at hvis USA kunne se sit snit til at intervenere og fjerne regimet i Nordkorea, så ville de gøre det. Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har imidlertid en interesse i økonomiske reformer for at sikre sig mod intern kritik og modstand mod hans styre. De reformer kan han gennemføre med hjælp fra Kina og Rusland, fordi de anerkender styrets legitimitet, de har en moderniseringshistorie, der på en del områder er forenelig med Nordkorea. Samtidig er de – ligesom Nordkorea – USA’s strategiske modstandere i det 21. århundredes verdensorden.

For det andet er rifterne i sammenholdet mellem USA og dets allierede Sydkorea og Japan blevet til dybe sår. Det svækker selvsagt USA’s styrke ved forhandlingsbordet og gør det vanskeligt at se, hvorfor Nordkorea skulle være villigt til at gå på kompromis med sin status som atommagt til gengæld for amerikanske sikkerhedsgarantier.

For det tredje er Trump på valg, samtidig med at han skal tage sig af andre højspændte konflikter, der stjæler rampelyset fra den koreanske halvø. Det gælder alt fra Demokraternes rigsretssag mod Trump til – apropos forholdet til Beijing: den langtrukne handelskrig mellem USA og Kina.

 

Konflikten mellem USA og Nordkorea viser, at sammenholdet mellem Rusland og Kina om at forsvare det nordkoreanske regime og mindske det amerikanske alliancesystems styrke på den koreanske halvø er betydeligt
_______

 

Autokraterne står sammen
Konflikten mellem USA og Nordkorea viser, at sammenholdet mellem Rusland og Kina om at forsvare det nordkoreanske regime og mindske det amerikanske alliancesystems styrke på den koreanske halvø er betydeligt.

Ikke sådan at forstå, at der er tale om en ny ubrydelig alliance mellem Moskva og Beijing. Dertil er den gensidige mistænksomhed for stor. Derfor er der også grænser for, hvor mange militære hemmeligheder de to deler, når de holder fælles øvelser.

Rusland forsøger også at balancere sit voksende økonomiske samarbejde med en række andre partnere i Europa, Asien og Latinamerika – fx Frankrig, Japan og Mexico – for at undgå at blive lillebror i forhold til Kinas globale økonomiske magtposition. Men på den geopolitiske bane udgør de to et formidabelt par, netop fordi de er opmærksomme på begrænsningerne i deres relation. Set fra deres synspunkt har deres samarbejde været forbilledligt: De har holdt sammen om at forhindre USA’s bestræbelser på at få trængt Nordkorea op i en krog – med sanktioner, der skulle tvinge landets økonomi i knæ.

Moskva og Beijing har hele tiden haft ét mål i sigtekornet: stabilisering af situationen på den koreanske halvø, så Nordkorea kan fokusere på økonomiske reformer, der kan gøre regimet mindre sårbart over for udefrakommende trusler.

En af grundene til, at USA’s forhandlingsstrategi er slået fejl, har været antagelsen om, at forholdet mellem Kina og Nordkorea var skrøbeligt, og at Kina var villigt til at ofre sin loyalitet over for sin eneste formelt allierede i Pyongyang for at undgå et højt spændingsniveau og risiko for atomkrig i Kinas nabolag. Det har vist sig at være en fejlberegning af Kinas prioriteringer. I stedet har kineserne prioriteret at bevare regimet – og hvis det indebærer et atombevæbnet Nordkorea, er det ikke noget problem for Beijing, der er langt mere bekymret for USA’s atomare oprustning. At USA i februar 2019 udtrådte af INF-aftalen mellem USA og Rusland, cementerede denne bekymring.

INF-aftalen – der blev indgået i 1987 – forbød de to stormagter at opstille mellemdistancemissiler. Siden 2014 har USA sat spørgsmålstegn ved, om Rusland overholdt aftalen. Imidlertid var den væsentligste grund til USA’s udtræden af aftalen ikke Moskva, men Beijing. I dag er det nemlig ikke Rusland, men Kina, der har den mest avancerede beholdning af konventionelle missiler. De kinesiske missiler kan ikke bare ramme Taiwan, som Kina mener, er en del af sit suveræne territorium, men også fx Japan, Sydkorea og amerikanske baser på Guam i Stillehavet. Som modtræk hertil ønsker USA fremover at have mulighed for at opstille mellemdistancemissiler i Asien.

På denne baggrund er det ikke attraktivt for hverken Kina eller Rusland at fjerne den nordkoreanske atomtrussel fra landkortet. Kina og Rusland har også hele tiden krævet, at Sydkoreas missilforsvar skulle fjernes, for at der kunne ske fremskridt i spørgsmålet om Nordkoreas atomvåben. Men det har USA og dets koreanske allierede ikke udvist interesse for; tværtimod besluttede Sydkorea i 2019 at opgradere sit missilforsvar som svar på den voksende missiltrussel fra Nordkorea. Moskva og Beijing er enige om, at både det sydkoreanske missilforsvar og USA’s udtræden af INF-nedrustningsaftalen puster til et våbenkapløb mellem stormagterne.

 

Rusland og Kina holder liv i den nordkoreanske økonomi. Det er åbenlyst for alle, der har besøgt den nordkoreanske grænse til Kina, at sanktionerne ikke er blevet overholdt af Nordkoreas to stormagtsstøtter
_______

 

Rusland, Kina og sanktionerne
Rusland og Kina holder liv i den nordkoreanske økonomi. Det er åbenlyst for alle, der har besøgt den nordkoreanske grænse til Kina, at sanktionerne ikke er blevet overholdt af Nordkoreas to stormagtsstøtter. Her kan besøgende iagttage betydelig grænsetrafik uden kontrol af ind- og udførsel af varer. Til søs har kinesiske fartøjer lagt hindringer i vejen for USA’s og de amerikanske allieredes forsøg på at hindre varer i at blive overført til og fra nordkoreanske skibe. Gæster i landet kan både finde kinesiske varer og iagttage et betydeligt kontingent af kinesiske fastboende, der kan leje lejligheder i Nordkorea på 49-års kontrakter. Kineserne står for en stor del af nyinvesteringerne i landet – og fabrikker, havne, hoteller, mobiltelefoni og taxaforretninger i det nordlige Nordkorea bærer ofte præg af nordkoreansk-kinesiske samarbejdsaftaler.

I december 2019 foreslog Moskva og Beijing da også FN’s Sikkerhedsråd at ophæve nogle af sanktionerne mod Nordkorea. De ønsker, at Nordkorea igen får lov til at eksportere fisk og skaldyr, tekstiler og statuer (sic!) – og at bygge ny infrastruktur: De mener også, at Sikkerhedsrådet skal lade Nord- og Sydkorea gennemføre fælles jernbane- og vejanlægsprojekter, ophæve forbuddet mod nordkoreanske gæstearbejdere i andre lande (som allerede er en lukrativ kilde til fremmed valuta) og tillade humanitær bistand.

Det russisk-kinesiske argument lyder, at ophævelsen af sanktionerne er en humanitær handling, der vil hjælpe Nordkorea til at komme økonomisk på fode. Samtidig ses lempelser i FN’s sanktionsregime som en forudsætning for at genskabe Pyongyangs tillid til, at USA ikke vil det nordkoreanske styre til livs, men tværtimod er villigt til at arbejde for en afnukleariseringsproces, der konsoliderer Kim Jong-uns politiske magt.

Nordkorea understreger, at de ved topmødet i februar 2019 i Hanoi tilbød at afvikle Yongbyon-anlægget for fremstilling af atomvåben, hvis USA gik med til at lempe sanktionerne. Imidlertid insisterer de tre vestlige permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – USA, Storbritannien og Frankrig – på, at Nordkorea skal tage konkrete skridt til afvikling af sit atomvåbenprogram, før de kan stemme for sanktionslempelser.

Med til historien hører, at Yongbyon-anlægget kun regnes for et af tre nordkoreanske anlæg til fremstilling af atomvåben. Det, Nordkorea tilbød, var derfor at begynde en proces mod afnuklearisering efter noget-for-noget-princippet. Imidlertid fandt Trump-administrationen, at Nordkoreas tilbud var for beskedent til at retfærdiggøre sanktionslempelser.

Det russisk-kinesiske forslag om lempelser afspejler, at de to stormagter i realiteten ikke længere foregiver at overholde sanktionerne mod Nordkorea. Såfremt USA ønsker en afvikling af atomvåbenprogrammet på den koreanske halvø, har Washington derfor ikke andet valg end i det store og hele at gå med på Moskvas og Beijings forslag til, hvordan processen skal drives frem.

Det var præcis det, der skete ved vinterlegene i Seoul. Forud for legene havde Rusland og Kina udtalt, at USA måtte indstille de militære øvelser med Sydkorea, hvis forhandlinger med Nordkorea om varig fred på den koreanske halvø skulle finde sted. USA accepterede dette forslag i februar 2018, og under vinterlegene indvilligede USA i at indstille sine militære øvelser på den koreanske halvø. Til gengæld indstillede Nordkorea sine missiltests og atomprøvesprængninger med henblik på at indlede forhandlinger med Sydkorea og USA for at vende den spændingsfyldte situation til stabilitet og samarbejde.

Magtbalancen på den koreanske halvø i Moskva og Beijings favør har ikke ændret sig. Rusland og Kinas manglende overholdelse af sanktionerne viser med al ønskelig tydelighed, at de prioriterer at understøtte det eksisterende regime i Pyongyang, med eller uden amerikansk accept. Og selvom USA skulle vælge at gå med til forslaget om sanktionslempelser, er det svært at se for sig, at Rusland og Kina skulle finde det specielt attraktivt at prioritere afnuklearisering af Nordkorea – især i en tid med et gryende atomart våbenkapløb, hvor netop Kina og Rusland er USA’s vigtigste modstandere.

 

Mens Kina og Rusland har demonstreret formidabelt sammenhold under konflikten om Nordkoreas atomvåben, gør det modsatte sig gældende i forholdet mellem USA og dets allierede
_______

 

Demokratierne er splittede
Mens Kina og Rusland har demonstreret formidabelt sammenhold under konflikten om Nordkoreas atomvåben, gør det modsatte sig gældende i forholdet mellem USA og dets allierede. Sydkorea presser USA til at være mere kompromissøgende – mens amerikanernes anden allierede i nærområdet, Japan, koncentrerer sig om at forbedre sit forhold til Kina, i erkendelse af at den nordkoreanske nabo fortsat vil udgøre en trussel i de næste årtier.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, har sat alt ind på en tilnærmelse til Nordkorea, der vil ende med, at Nordkorea afskaffer sine atomvåben, og at styret ikke længere truer Sydkoreas overlevelse. Vejen hertil går efter hans mening via en kompromissøgende indstilling til Kinas og Ruslands løsningsforslag. Det viste sig forud for vinterlegene i Seoul, hvor Sydkorea i fuld offentlighed opfordrede til, at USA gik med på det kinesisk-russiske forslag om at indstille de amerikansk-sydkoreanske militærøvelser til gengæld for at få Nordkorea til forhandlingsbordet. Præsident Trump indvilligede dengang i at gå med til forslaget, men det er tvivlsomt, om USA vil vise så stor kompromisvilje igen ved at åbne for de sanktionslempelser, som Sydkorea overvejer. Det ville virke som et amerikansk knæfald for deres vigtigste strategiske modstandere – på et tidspunkt hvor en langtrukken handelskrig udspiller sig mellem USA og Kina, mens Trump fører valgkamp for fire år mere som præsident.

Seoul har offentligt udtalt, at man forhandler med medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd om muligheden for sanktionslempelser. Det står i skarp modsætning til det amerikanske udenrigsministeriums kommentar til det russisk-kinesiske forslag: at tiden ikke var til, at FN’s Sikkerhedsråd overvejede at tilbyde forhastede sanktionslempelser. Det fortæller, hvor langt USA og Sydkorea ligger fra hinanden på spørgsmålet om, hvordan man skal opnå fred og stabilitet med Nordkorea.

Som naboland til Kina er Sydkorea udsat for et langt større pres for at bøje sig for de kinesiske kompromisforslag – især efter et år hvor Trump-administrationen har udfordret Sydkoreas tillid til, at USA er en troværdig alliancepartner. I 2019 har Sydkorea og USA nemlig forhandlet om, hvor meget Sydkorea skal betale til, at USA opretholder baser med 28.500 soldater udstationeret på sydkoreansk territorium, da den gamle aftale udløb med udgangen af 2019. USA har krævet en massiv forhøjelse af Sydkoreas bidrag. Bl.a. forlanger Washington, at Sydkorea skal betale for fælles militære øvelser og for omkostningerne til de udstationerede amerikanske soldaters familier. Seoul har derimod foreslået, at sydkoreanske bidrag til alliancen uden for den koreanske halvø skal tælle med i beregningerne. Parterne ligger meget langt fra hinanden: USA’s udspil er, at Sydkorea skal betale 5 mia. dollars, hvorimod Sydkorea har tilbudt at betale 870 mio. dollars.

Dyb splid mellem Seoul og Tokyo
USA er på sin side mere og mere utryg ved en allieret, der ofte synes at udvise større solidaritet over for sine autoritære naboer end over for sine nærmeste allierede. Det bliver ikke bedre af, at Sydkorea er på så alvorlig kollisionskurs med USA’s nærmeste allierede, Japan, at konflikten igennem 2019 overskyggede Nordkorea-problematikken.

Stridens kerne er Sydkoreas krav om, at Japan betaler erstatning for grusomheder begået under Japans besættelse af den koreanske halvø fra 1910 til 1945. Især erstatning til tvangsudskrevne arbejdere og sexslaver forbliver et stridspunkt. Imidlertid mener Japan, at striden allerede er bilagt. Tokyo hævder, at traktaten med Sydkorea fra 1965, der normaliserede relationerne mellem de to lande og pålagde Japan at give Sydkorea mere end 800 mio. dollars i finansiel hjælp, afsluttede konflikten. Uenigheden er blusset op igen under Moon Jae-in, der bl.a. gik til valg på en genforhandling af erstatningerne med Japan.

Dertil kommer, at Sydkoreas højesteret i 2018 og 2019 dømte japanske firmaer til at kompensere tvangsudskrevne sydkoreanske arbejdere – om nødvendigt ved at beslaglægge de pågældende firmaers aktiver i Sydkorea. Det blev en tand for meget for Japan. I august 2019 annoncerede landet, at Sydkorea ville blive fjernet fra listen over lande med begunstiget handelsstatus. Japanerne indførte ved samme lejlighed eksportkontrol på elektronik til Sydkorea. En dyr historie for en allerede trængt sydkoreansk økonomi, fordi forsyningskæderne for globaliserede firmaer som Hyundai og LG påvirkes. Seouls modtræk var at annoncere sin udtræden af aftalen med Japan om at dele efterretninger – GSOMIA-samarbejdet – et skridt, der ville skyde det trilaterale forsvarssamarbejde mellem Japan, Sydkorea og USA i sænk. Efter voldsomt amerikansk pres omgjorde Sydkorea beslutningen, timer før at efterretningsudvekslingsaftalen udløb.

Efter dette lavpunkt i relationen forsøger Tokyo og Seoul at løsne op for det spændingsfyldte forhold ad diplomatiets vej, men det er ikke ligefrem tillid, der præger forholdet mellem de to absolut vigtigste amerikanske allierede i forhold til Nordkorea-problematikken.

 

Der er ikke mange i Japans Abe-administration, der har tiltro til, at der kan indgås en troværdig aftale med Nordkorea om at afvikle atomvåbenprogrammet. Japan ligger – ligesom Sydkorea – i skudlinjen for Nordkoreas missiler
_______

 

I spørgsmålet om Nordkoreas atomvåben ligger Japan og Sydkorea langt fra hinanden. Mens Sydkorea ofte synes mere enigt med Kina og Rusland end med USA, er Japan mere afvisende i spørgsmålet om, hvordan Nordkorea skal håndteres. Der er ikke mange i Japans Abe-administration, der har tiltro til, at der kan indgås en troværdig aftale med Nordkorea om at afvikle atomvåbenprogrammet. Japan ligger – ligesom Sydkorea – i skudlinjen for Nordkoreas missiler, og flere missiltests er blevet udført over japansk territorium.

I 2019 var Japans premierminister Abe ude med hård kritik af Pyongyangs genoptagelse af missiltests, som han kaldte handlinger, der trodser det internationale samfund. Kim Jong-un svarede igen i november med trusler om, at Abe muligvis snart ville få at se, hvordan et ballistisk missil ser ud på tæt hold. Japan har reageret på truslerne ved at anskaffe sig våben, der betyder, at Tokyo kan levere effektiv afskrækkelse af Nordkorea på egen hånd uden at skulle vente på amerikansk bistand. Fx har Japan Aegis-computer- og radarteknologi påmonteret flere af sine destroyere, og Japans luft- og missilforsvar omfatter bl.a. SM-3 Block IIA ballistiske missiler, der ligeledes er anvendelige til at imødegå et angreb fra Nordkorea med ballistiske missiler.

Ligesom USA ser Japan også Kina som den langsigtede strategiske trussel, og derfor slår Japans militære modernisering to fluer med et smæk, idet løftet også kan bruges til at afskrække kineserne. Eksempelvis er Japans ombygning af sit hangarskib – fra helikopter- til kampflyskapacitet – snarere møntet på Kina end på Nordkorea.

Det skal dog også påpeges, at Japans forhold til Kina er betydelig bedre end USA’s. Hvis der er én ting, Republikanere og Demokrater kan blive enige om, så er det at angribe Kina over en bred økonomisk, sikkerhedspolitisk og normativ front. Som naboland til Kina i en tid, hvor amerikanske sikkerhedsgarantier bliver mere og mere utroværdige, selv for USA’s nærmeste allierede, har Japan arbejdet på en varig bedring til sin gamle fjende Kina, i erkendelse af at Japans sikkerhed er uløseligt forbundet med den folkerige nabo.

Som japanerne ser det, kan de kun komme truslen fra Nordkorea til livs ved at have et godt forhold til Kina. Denne mere kompromissøgende indstilling til Kina, som bl.a. kommer til udtryk ved, at Japan har indledt et samarbejde med Kina om infrastrukturprojekter i Sydøstasien, har båret frugt. Inden for det næste halvår har Kinas Xi og Japans Abe planlagt at aflægge hinanden besøg, og de har aftalt at samarbejde om Nordkorea-problematikken – for Tokyo er klar over, at hvis nogen kan få Kim Jong-un til at indstille truslerne mod Japan, så er det Kina. Denne pragmatiske indstilling til Beijing skal samtidig sikre, at de to stormagters strategiske rivalisering ikke ender i magtanvendelse.

Det betyder ikke, at Japan er på vej væk fra positionen som USA’s vigtigste allierede. Tværtimod har Japan på formidabel vis formået at positionere sig som USA’s troværdige partner nummer ét, samtidig med at Tokyo har udviklet en fornuftsbaseret relation til Kina, der betyder, at Japan kan skabe samarbejde med Kina om fx fælles jernbaneprojekter i Thailand. USA’s langt mere konfrontationssøgende tilgang til Kina levner ikke plads til den slags eksperimenter.

 

Japans udenrigspolitiske koordination med Kina i spørgsmålet om Nordkorea viser, hvor få handlemuligheder USA har tilbage i forhold til Nordkorea. Årsagen: Ruslands og Kinas opbakning til styret
_______

 

USA’s begrænsede handlemuligheder
Japans udenrigspolitiske koordination med Kina i spørgsmålet om Nordkorea viser, hvor få handlemuligheder USA har tilbage i forhold til Nordkorea. Årsagen: Ruslands og Kinas opbakning til styret.

De to stormagtssponsorer er næppe interesserede i en tilbagevenden til den ustabile situation i 2017, hvor Trump og Kims gensidige smædekampagne fik muligheden for krig på alles læber. Derfor vil Moskva og Beijing sandsynligvis gøre deres for at holde Kim Jong-uns militære trusler så meget i ave, at en nogenlunde stabil situation kan opretholdes på den koreanske halvø – også selvom Nordkorea ender med at beholde sine atomvåben. USA må så beslutte sig for, om en noget-for-noget-proces – hvor Nordkorea måske afvikler nogle af sine nukleare anlæg uden at give køb på sin status som atommagt – kan accepteres, til gengæld for at USA indvilliger i lempede sanktioner. Men er det attraktivt nok til at kunne sælges til Washington i et valgår, hvor mange vil betegne et sådant skridt som et knæfald for et inhumant og utilregneligt regime?

Alt i alt er situationen på den koreanske halvø blevet mere stabil, men også mere mudret, fordi det er blevet mere uklart, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Det gælder især partnerne i det amerikanske alliancesystem. Utrygheden ved USA’s sikkerhedsgarantier betyder, at nabolandene til truslerne fra Nordkorea og Kina, herunder Sydkorea og Japan, forsøger at lave forsikringspolicer til anden side – eksempelvis gennem en pragmatisk dialog med Kina om vejen til stabilitet på den nordkoreanske halvø.

De dybe kløfter, der tegner sig i det amerikanske alliancesystem i Østasien, afspejler en generel tendens til opbrud mellem gamle venner samt dannelse af nye, løse partnerskaber. Den selvsamme udvikling kan også iagttages i Europa. Det vidner om, at USA’s position i verden er under forandring: Fra at være den eneste globale supermagt er USA blot blevet én blandt flere stormagter. Derfor kan lande ikke længere bare læne sig op ad USA, men søger mod mere komplekse og mangeartede relationer. ■

 

De dybe kløfter, der tegner sig i det amerikanske alliancesystem i Østasien, afspejler en generel tendens til opbrud mellem gamle venner samt dannelse af nye, løse partnerskaber
_______

Apropos denne artikel:

Kirsten Biering i RÆSON SØNDAG: Er Europa på vej ind under den franske atomparaply?

Nina Palesa Bonde om Regeringens lovforslag til udvidelse af PET’s beføjelser: Det er det mest omfattende forslag til masseovervågning af lovlydige borgere, jeg nogensinde har set

Lars Erslev Andersen: Det er gået op for Trump, at Netanyahus Israel er den største trussel mod USA's vision for Mellemøsten

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvem har kortene i Tyrkiet?

Chris Hvidberg (LA) om det næste folketingsvalg: Skal vi ikke snart give danskerne mere frihed?

Deniz B. Serinci: Med PKK’s opløsning bortfalder en vigtig brik i kampen om Mellemøsten