Malthe Johan Poulsen: Nulvækst er en dødssejler. Men grøn vækst vil sikre fremtidens velfærd

Malthe Johan Poulsen: Nulvækst er en dødssejler. Men grøn vækst vil sikre fremtidens velfærd

08.07.2020

.


Vi skal opfinde ”den grønne middelvej”, som det bliver fællesskabets opgave at anlægge. Det kræver åbenhed, ydmyghed og respekt overfor nye ideer. Men hverken nulvækst-utopisterne eller de gældsangste maskinstormere har den vej, vi skal gå.

Kommentar af Malthe Johan Poulsen (S)

DET HANDLER OM at holde tungen lige i munden i klimadebatten. Et komplekst problem, der kræver en enorm indsigt at forstå samt en viden vi endnu ikke endeligt har opnået for at løse. Det kræver ydmyghed og åbenhed overfor ideer, vi normalt ville affeje. Det kræver respekt for, at løsningerne kan findes bag sten, vi nødigt vil vende. Sådan stræber jeg også efter at tilgå klimadebatten. Men der er dog to tankesæt, jeg finder dybt problematiske.

Det første er det tankesæt, vi finder i nulvækst-ideen. Nøgternt giver nulvækst glimrende mening. Vi har ikke uendelige resurser. Vi kan ikke udlede meget mere Co2. Vi kan ikke brødføde de mange milliarder mennesker, vi ender med at blive. Stopper vi med at udlede i morgen, når vi faktisk i mål.

Ideen virker på overfladen sympatisk og fornuftig. Men den har ingen gang på jorden. Verdens befolkninger stræber efter den globale middelklasses goder. Det ses i Kinas ekstreme vækst. Det ses ved de store migrantstrømme syd for Sahara. Disse goder er historisk opnået gennem Co2-udledende vækst.

Sådan vil det også være fremover. Ingen kan forestille sig, at befolkningerne verden over vil afskrive sig middelklassens komfortable livsstil. Der vil vedblive med at være krav om vækst i tilværelsen, og disse krav kan man ikke sidde overhørig.

Man fornemmer derfor, at nulvækst-entusiasterne er rodfæstet i velstående samfund i vesten. Hvordan kan man ellers tro, at befolkningerne verden over, vil lade sig nøjes? Nulvækst-ideen er en gang utopisk dagdrømmeri om socialistiske moderne bondesamfund. Det lyder måske klogt i teoretiserede studiekredse, men i den praktiske verden er det en dødssejler. Så: når vækst er nødvendigt for ”det gode liv’ på hele kloden, bør vi i stedet stræbe efter ’grøn vækst’.

  

Man fornemmer derfor, at nulvækst-entusiasterne er rodfæstet i velstående samfund i vesten. Hvordan kan man ellers tro, at befolkningerne verden over, vil lade sig nøjes? Nulvækst-ideen er en gang utopisk dagdrømmeri om socialistiske moderne bondesamfund.<
_______

 

HVILKET BRINGER MIG frem til det andet yderst problematiske tankesæt: At den grønne omstilling vil koste på [dansk] velstand og velfærd. Nøgternt giver dette også glimrende mening. – for stopper vi Co2-udledningen i morgen, må vi vinke farvel til vores velstand og velfærdssamfundet.Alligevel er det forkert. Det er nemlig åbenlyst, at vi ikke kan stoppe med udlede Co2 fra den ene dag til den anden. Og lige så åbenlyst at verden kommer til at efterspørge klimavenlige løsninger. Så mens Co2-udledende produktion er grundlaget for vores velstand i dag, så bliver Co2-neutral produktion grundlaget for vores velstand i morgen.

I 2050 vil de rige samfund være dem, der kan levere bæredygtige løsninger på den efterspørgsel, der findes til den tid. For et land, hvis eneste reelle råvare er kloge hænder og hoveder, er det en kæmpe mulighed. Med massive grønne investeringer kan vi blive et foregangsland.

Indvendingen lyder, at de investeringer, vi skal smide i den grønne omstilling, koster astronomiske summer, som skal betales gennem forøgede skatter eller nedskæringer på velfærd. Men det passer ikke. Vi har råd til at investere. Statsgælden er minimal. Renten er endnu mindre. Enhver, der frygter økonomisk gæld mere end de frygter Co2-gælden, må i denne situation betragtes som værende useriøse. Vores børnebørn rager det, at staten er gældfri, hvis de bor på en ubeboelig jordklode.

Vi har ikke råd til at lade være. Velstanden i fremtiden ligger i den grønne omstilling. Vi bliver fattige, hvis vi afviser vækst, men også, hvis vi afviser de nødvendige investeringer.

Alt er en balancegang i klimadebatten. Men skal vi fastholde vores samfundsmodel bygget på de institutioner, vi kender, samt give vores børnebørn muligheden for at leve ’det gode liv’, kræver det, at vi vækster os grønne. Vi skal opfinde ”den grønne middelvej”, som det bliver fællesskabets opgave at anlægge. Det kræver åbenhed, ydmyghed og respekt overfor nye ideer. Men hverken nulvækst-utopisterne eller de gældsangste maskinstormere har den vej, vi skal gå. Så meget ved jeg dog: Kun grøn vækst er en holdbar løsning på klimaudfordringen. ■

 

Enhver, der frygter økonomisk gæld mere end de frygter Co2-gælden, må i denne situation betragtes som værende useriøse. Vores børnebørn rager det, at staten er gældfri, hvis de bor på en ubeboelig jordklode.
_______

 

Malthe Johan Poulsen (f. 1986) er lokomotivfører og Folketingskandidat for Socialdemokratiet, Københavns Omegn. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto