
Malthe Munkøe: En historisk beslutning er indenfor rækkevidde. Men hvad siger Orban?
20.07.2020
.Efter en træg start er kommet skred i forhandlingerne, og en all-nighter mellem søndag og mandag skabte i det store og hele enighed om de økonomiske rammer for genopretningspakken. Derved er alt pres nu på Orban for at acceptere en retssikkerhedsmekanisme.
Af Malthe Munkøe
Mødet er nu gået ind i det fjerde døgn – det mest langstrakte EU-topmøde siden Nice-traktaten i 2004. Dramaturgien har også været på plads: lørdag nat satte Macron sit fly på stand-by og truede med at flyve hjem. Under natteforhandlingerne mellem søndag og mandag har han angiveligt virkelig forsøgt at lægge et pres, slået i bordet – nærmest råbt, og vist sig meget tydeligt irriteret. Søndag formiddag lod Rutte sive, at han havde forlænget sin hotelbookning med en dag, og der har været rigeligt med skarpe kommentarer, kulminerende med Orban, der fortalte at han ikke forstår ”hvorfor Rutte hader mig”. Søndag aften bød på den lange maraton-natteforhandling, alle topmøder skal have, da man frem til kort før klokken 6 imorges lagde arm om den økonomiske ramme for den foreslåede Genopretningsplan som bærer titlen Next Generation: EU (NGEU). Det er en samlet ramme, €390 mia, alle lod til at kunne se sig selv i – selvom ingen umiddelbart efter ville bekræfte, der var en egentlig aftale. Michel gjorde klart, han agter at præsentere det som et formelt forslag i dag mandag. Sebastian Kurz, Østrigs twitterglade kansler, skrev efterfølgende: ”vi kan med dagens resultat være meget tilfredse”.
Af mange iagttagere er det blevet sammenlignet med at krydse Rubiconfloden – EU har aldrig før haft økonomiske muskler til at gøre en reel makroøkonomisk forskel/
_______
Fra fire til fem
Det har fra starten været tydeligt, at kampen ville stå om NGEU’en, snarere end det ordinære budget, som man havde forhandlet om siden 2018. Men budgettet er OGSÅ vigtigt: det fastlægges nemlig for en syvårig periode. Der er altså meget på spil.Fredagen startede med relativt god stemning og klare tegn på villighed til denne gang at nå frem en aftale fra de forsamlede statsledere. Man fik ganske vist ikke rykket ved det største og sværeste emne: hvad de økonomiske rammer skal være, præget som det er af en dyb kløft mellem ”sparelandene” (Danmark, Sverige, Østrig, Holland, og reelt Finland, der ved dette topmøde konsekvent har siddet sammen med de øvrige fire, selvom finske diplomater ikke har villet bekræfte, man nu var at regne for den femte ”Frugal”), overfor Spanien og Italien, der har repræsenteret Sydeuropa. Men man fik fastlagt allokeringskriterierne, der afgør hvilken andel af NGEU, hvert land modtager.
Ovenpå den første dags indledende drøftelser lancerede EU-Rådspræsident og chefforhandler Charles Michel lørdag morgen et nyt detaljeret kompromisforslag, en såkaldt ”negobox”, hvori han foreslog en reduktion i NGEU fra de oprindeligt foreslåede €500 mia. til €450 mia. Besparelsen kom ved at fjerne eller reducere nogle programmer, som ikke var hjerteblod for nogen – blandt andet et Solvensstøtteprogram, der direkte skulle rekapitalisere virksomheder i Europa. Dén idé havde tyskerne aldrig havde brudt sig om, fordi de selv vil bestemme hvilke virksomheder, der skal have statsstøtte.
NGEU indeholder også en betydelig lånekomponent, og den foreslåede besparelse på €50 mia. i grants (gaver) blev konverteret til €50 mia. i lån. Lånene er der reelt ingen, der rigtig går op i; Sydeuropa har hele tiden forlangt permanente tilskud, de ikke skal betale tilbage, og det vil Frugal-konstellationen ikke give dem.
Så langt så godt, men slet ikke nok for de fire sparelande, der reelt er blevet til fem med finsk tilslutning – selvom de finske diplomater fastholder, de ikke officielt er en del af ”Frugal”-alliancen. Dagen i går (søndag) gik med forhandlinger, hvor Frugal-alliancen forlangte en meget stor beskæring af de foreslåede genopretningsmidler – yderligere €170 mia. ovenpå den €50 mia. besparelse, Michel allerede havde lagt frem. Sparebanden kunne pointere, at de jo aldrig havde accepteret €500 mia. permanente tilskud som udgangspunkt for nogle forhandlinger, og allerede skulle sluge noget af en kamel ved overhovedet at gå med til en genopretningspakke med tilskud snarere end kun lån.
Søndag fortsatte forhandlingerne til sent; Østrigs Sebastian Kurz berettede på Twitter om, at han først kl. 2.30 var tilbage på hotellet. Angiveligt havde Merkel og Macron haft drøftelser, hvor de åbnede op for en pakke på €400 mia. i tilskud, men var endt med abrupt at forlade forhandlingerne. Hollands leder Rutte bekræftede overfor de ventende journalister, at ”They are walking away grumpy”.
Søndagen begyndte derfor med en mindre positiv og optimistisk stemning. Mens man lørdag også forsøgte at komme videre med den anden store knast i forhandlingerne, Rule of Law – den retssikkerhedsmekanisme, der skal gøre det muligt at stoppe pengetilførslen til Orban og hans polske venner på grund af brud på EU’s demokratiske principper, har søndag fokuseret entydigt på at finde enighed mellem sparelandene og Sydeuropa, flankeret af Frankrig og Tyskland, der også føler at de €400 mia. de foreslog i går nat må være tilstrækkelig indrømmelse til Frugals.
Forhandlingerne er bølget frem og tilbage, mellem Michel og Frugals, mellem Michel og Sydeuropa (repræsenteret ved Italien og Spaniens ledere), i en plenum-forhandling med både de to store sydeuropæiske lande, de fem sparelande (hvor Finland nu er en fasttømret del af konstellationen, som Kurz glædestrålende bekræftede på et kort pressemøde), og senest ved søndagsmiddagen.
Og status? De nu fem Frugals er kommet de øvrige lande i møde ved at gøre klart, de kan acceptere €350 mia. Forhandlingerne har derved primært fundet sted i spillerummet mellem de 350 og de 400, der i stigende grad tillægges stor symbolsk betydning som en rød linje for de fire største EU-landes ledere, Merkel, Macron, Conte og Sanchez.
Hele dagen søndag lød en landing et sted mellem 350 og 400 som et realistisk resultat, og €375 har forlydt fra flere sider. Ikke desto mindre trak forhandlingerne altså ud. Under aftensmaden foreslog Michel officielt fen NGEU på €400 mia. grants, hvor det tidligere ”blot” var en uformel sondering fra Merkel og Macrons side – dog naturligvis nøje koordineret med EU-lederne Michel og Ursula von der Leyen, og efter alt at dømme også både drøftet indgående og klappet af med andre europæiske lande igennem dagen.
Hvad med Orban?
Mens forhandlingerne søndag altså koncentrerede sig om den samlede ramme for NGEU kom Ungarns Orban, støttet af hans såkaldte Visegrad-allierede fra Polen, Tjekkiet og Slovakiet, under pres lørdag. Rutte markerede som noget nyt en klar rød linje: Han insisterer på, at der kommer en rule of law-mekanisme, hvis han skal acceptere en løsning med en masse grants.
Orban forsøgte lørdag med et ’kompromisforslag’, der slet ikke giver Rutte hvad han ønsker. I stedet foreslog orban at den foreslåede rule of law-mekanisme i stedet for retssikkerhed udelukkende skulle kunne aktiveres i tilfælde af ”irregulariteter”, dvs. korruption, snyd eller anden spild eller misbrug af EU-midlerne. Søndagen brugte han på at give journalister sin udlægning – mens han undrede sig over, hvorfor den ”hollandske gut”, Rutte, ”hader mig så meget”.
Strategien fra Michels side ser ud til at være først at få enighed med Frugals, således at Orban bliver den eneste, der stadig bremser en aftale. Derved vil der opstå et kolossalt pres på ham, og samtidig vil man kunne presse Visegrad med, at der er lagt rigtig mange penge til dem ind i aftalen – langt mere, end de egentlig burde få hvis man alene ser på effekterne af COVID-19-epidemien bl.a. på deres statsfinanser. Hvis de får valget mellem den store økonomiske håndstrækning, og en kamp om rule of law hvor de kommer under et maksimalt tryk, vil de formentlig ende med at bøje af, måske gradvist så Orban til sidst står alene. Sådan har vurderingen lydt fra mange sider. Det kommer på sin prøve nu.
Men tiden er også knap, behovet for en genopretningspakke er stor, og Orbans håb er, at de store EU-lande er så desperate efter at kunne demonstrere europæisk enighed, solidaritet og få en løsning på plads, før den økonomiske situation yderligere tilspidses og markederne reagerer på de manglende forhandlingsresultater, at de kan ende med at bøje af.
De €400 mia. er et symbolsk leje som ikke bare Italien og Spanien men også Merkel og Macron, meget tydeligt markerede at de ikke ville gå under.
I skrivende stund er der ikke helt klarhed over alle detaljer. Angiveligt mangler man at blive helt enige om, hvor stor rabat sparelandene skal have for at gå med på €390 mia. Rule of law blev drøftet i nat, men er stadig åben. Man ser, som nævnt, ud til at følge den hidtidige slagplan om først at lukke alle andre emner, og få skabt enighed mellem sparelandene og sydeuropæerne – således at Orban og hans tre allierede til sidst står alene mod et samlet EU, der kan lægge maksimalt pres på dem, og derved også bedre selv kan holde til at forhandlingerne trækker ud, end hvis det kun afspejlede mundhuggeri om €50 mia. i bedste Hjallerupmarked-stil.
Det tredje svære spørgsmål
Foruden pengene og retssikkerhedsmekanismen er der et tredje svært spørgsmål – om ’governance’.Det prægede fredagen – og fik Michel til at indstille forhandlingerne uventet tidligt, allerede halv tolv om aftenen. Italienske og hollandske embedsmænd mødtes bilateralt i går søndag for at diskutere en mulig løsning.
Det handler om hvordan midlerne i NGEU anvendes. Rutte skabte fuore på topmødets første aften med et krav om ’gensidige vetoer’ – et krav så stejlt, at de øvrige Frugals ikke gik med. Han foreslog at de enkelte landes genopretningsplaner skal godkendes af samtlige lande, og efterfølgende skal hvert land ligeledes hive i bremsen, hvis et andet land ikke vurderes at overholde de aftalte reformmål.
Sydeuropæerne har hele tiden modsat sig strenge betingelser og reformkrav, som dem grækerne blev underkastet af den berygtede ”trojka” i 2010’ernes statsgældskriser. Faaktisk kunne hele postyret om en egentlig genopretningspakke have været undgået, hvis Italien var gået med til at følge de aftalte spilleregler fra dengang – om, at lande i nød skal underkastes et reformprogram, og til gengæld kan få penge fra EU’s €400 store European Stability Mechanism pengetank.
Lørdag fremlagde Michel et forslag, der er en slags ’nødbremse’- hvor et land kan kræve udbetaling fastfrosset øjeblikkeligt, indtil landene har set nærmere på sagen. Det er klart, at det ikke udgør et reelt veto, fordi man kan blive nedstemt af de øvrige EU-lande. Men Ruttes vetokrav – som han står alene med – har hele tiden virket for radikalt til at kunne glide igennem: det er svært at se hvordan genopretningsfonden i givet fald kan fungere i praksis – også fordi EU’s jurister mener det ikke kan gøres i overensstemmelse med gældende EU-traktater.
Nu har hollænderne altså på blot to måneder flyttet sig derfra og til at acceptere, at EU optager lån for at udbetale €350 mia. kvit og frit til nødlidende lande. Topmødet er derved på vej til at indskrive sig i EU-samarbejdets historie som det vigtigste i hvert fald siden 2010’ernes statsgældskriser og hjælpepakker til Grækenland, hvor selve euroens levedygtighed var på spil/
_______
Hvad der kan ske på to måneder
Men man er altså angiveligt nået til enighed om Next Generation genopretningsfonden. Af mange iagttagere er det blevet sammenlignet med at krydse Rubiconfloden – EU har aldrig før haft økonomiske muskler til at gøre en reel makroøkonomisk forskel. I det oprindelige forslag ville de store modtagerlande som Italien, Spanien og Grækenland få hvad der svarede til henholdsvis 5, 7 eller 14 procent af deres BNI (ifølge en opgørelse fra Bruxelles-tænketanken Bruegel). Selv med reduktionen fra €500 til €390 mia. er der tale om ganske betydelige økonomiske muskler. Man bør ikke glemme, at man inden COVID-19 krisen brugte to år på langstrakte forhandlinger om et embryonisk Eurozone-budget (Budgetary Instrument for Convergence and Competitiveness) på foreslået €25 mia., der blev reduceret ned til €13 mia., og hvor man aldrig rigtig kunne blive enige om, hvorvidt det skulle bruges til krise-afbødning som især Frankrig har kæmpet for, eller kun til konkurrenceevne-forbedrende økonomiske reformer som Holland ønskede.
Nu har hollænderne altså på blot to måneder flyttet sig derfra og til at acceptere, at EU optager lån for at udbetale €350 mia. kvit og frit til nødlidende lande. Topmødet er derved på vej til at indskrive sig i EU-samarbejdets historie som det vigtigste i hvert fald siden 2010’ernes statsgældskriser og hjælpepakker til Grækenland, hvor selve euroens levedygtighed var på spil.
Men aftalen skal altså lige lukkes først, og det er ikke givet, Orban og Visegrad er klar til at gå med. I går søndag sagde Orban til de forsamlede journalister, at han var klar til at blive i Bruxelles en uge mere. EU’s chefforhandler Charles Michel fremlægger sit detaljerede kompromisforslag, en såkaldt negobox, i dag mandag kl. 16.00. Han må efter alt at dømme indstille sig på, at hans arbejde stadig er et stykke vej fra at være fuldbragt. ■
Af mange iagttagere er det blevet sammenlignet med at krydse Rubiconfloden – EU har aldrig før haft økonomiske muskler til at gøre en reel makroøkonomisk forskel/
_______
Malthe Munkøe (f. 1984) er ansat i en større erhvervsorganisation, men skriver som privatperson. ILLUSTRATION: Ungarns Viktor Orbán taler til den traditionelle nytårspressekonference i Budapest, 9. januar 2020 [foto: Attila Kisbenedek/AFP/Ritzau Scanpix]