Mathias Findalen i RÆSONs trykte magasin: Overlever Erdoğans ideologiske projekt næste præsidentvalg?

Mathias Findalen i RÆSONs trykte magasin: Overlever Erdoğans ideologiske projekt næste præsidentvalg?

15.10.2020

.

Erdoğan har i løbet af sine snart 20 år i front for AKP-regeringen sikret sig overvældende magt og legitimitet gennem en politisk og økonomisk model, der både har gjort Tyrkiet til en markant international spiller og opbygget et særegent identitetspolitisk projekt omkring ’den stærke leder’. Så kom lokalvalget i Istanbul. Og det viste, at Det Nye Tyrkiet har låst sig om sig selv.


Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som d. 15. oktober ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Er Europa Alene?”

Analyse af Mathias Findalen

Sent om aftenen den 15. april 2017 gik Tyrkiets præsident, Recep Tayyib Erdoğan, på talerstolen foran et menneskehav af regeringstro tilskuere, mens de hvide AKP-flag med den orange pære i midten flagrede i vinden og stod tydeligt som symbolet på renhed og opvågning. Erdoğan havde opnået sit ultimative ønske: Med et lille flertal havde vælgerne stemt for at erstatte det parlamentariske system med et præsidentielt. Bare et år inden – i sommeren 2016 – havde AKP-vælgerne på gaden nedkæmpet et kupforsøg, efter at Erdoğan kaldte dem på gaden fra FaceTime på sin mobil. Sejren over kupmagerne var en gave fra Gud, sagde han. Og kupforsøget skabte grobunden for forfatningsændringerne.

Forfatningsvalgsejren medførte en omfattende centralisering af den sædvanlige checks and balances-model. Præsidenten blev både statsoverhoved og leder af regeringen og forblev desuden leder af sit parti. Erdoğan kunne med ændringerne udpege og fyre ministre, udarbejde budgetter og udstede dekreter. Desuden kunne præsidenten på egen hånd indføre undtagelsestilstand, afsætte parlamentet og vælge dommere til højesteretten.

Forfatningssejren forløste det endelige systemskifte i tyrkisk politik. Fra den pragmatiske tyrkiske model, som AKP og Erdoğan forsigtigt havde rullet ud i 2002, og til det mere offensive og kontroversielle nye Tyrkiet, som udfolder sig i mere polariserende vendinger, her snart to årtier efter at AKP kom til magten.

 

Italesættelsen af en ny hegemonisk identitet i landet er i særdeleshed blevet mulig, fordi AKP har fået opbygget en massebevægelse med et trofast vælgerhav. De glemmer ikke foreløbigt, hvad Erdoğan har skabt
_______

 

Religion som frihedssymbol
Det nye Tyrkiet er kendetegnet ved en overgang fra en reformorienteret til en mere konservativ og værdibaseret agenda. Hvor AKP i 2000’erne havde en relativt neutral profil i forhold til identitetspolitik, var det ikke længere nødvendigt i det nye Tyrkiet, hvor partiets magt var blevet enorm og havde rodfæstet sig på en helt anden måde. Italesættelsen af en ny hegemonisk identitet i landet er i særdeleshed blevet mulig, fordi AKP har fået opbygget en massebevægelse med et trofast vælgerhav. De glemmer ikke foreløbigt, hvad Erdoğan har skabt: i første omgang en økonomisk storhedstid og dernæst en ny national identitet, der ikke var mulig at udleve i Tyrkiet, før AKP kom til magten.

Udviklingen skete især efter de såkaldte Ergenekon-retssager, som begyndte i 2008 og havde højtstående militærfolk, journalister og oppositionspolitikere på anklagebænken. De tog brodden af militærets politiske magt (militæret har stået for fire militærkup gennem tyrkisk historie) og intensiverede AKP’s identitetspolitiske markører. Partiets vision blev nu anset for at være et projekt med emancipatorisk potentiale, som endeligt gjorde op med de autoritære strukturer fra militæret.

AKP-regeringen begyndte at tildele økonomiske stipendier til unge par, der giftede sig tidligt. Desuden kunne par med mere end tre børn kvalificere sig til ekstra økonomisk støtte. I stedet for ligefrem at forbyde alkohol, hvilket ville have medført et ramaskrig, hævede AKP skatten på alkohol og forbød salg af spiritus efter klokken 22. Partiet ville ikke gå så langt som til at udarbejde ny lovgivning, der begrænsede abort, men Erdoğan gjorde det klart, at han betragtede abort som en skamfuld synd.

Tiltagene handlede dog langt mere om at politisere den tyrkiske borger end blot om at få flere til at gå i moské. Religiøs identitet blev et middel snarere end et mål. AKP har derfor heller ingen interesse i at gøre op med de sekulære principper, som giver Erdoğan mulighed for selv at diktere den religiøse profil gennem staten og dermed beskytte og galvanisere hans eget politiske projekt. Partiets tilgang til politisk islam har alle dage været at holde fast i sekularismen: Da AKP-politikeren Ismail Kahraman i 2016 i parlamentet foreslog at fjerne de sekulære principper fra forfatningen, gjorde Erdoğan det klart, at det var et skråplan, som ikke ville have nogen anden politisk effekt end international fordømmelse.

 

Selv portrætterer AKP de vidtgående politiske ændringer som en kulturel samfundskontrakt med vælgerne, hvor Erdoğan har frie tøjler til at omskrive Tyrkiets historie
_______

 

Det sekulære har i stedet fået nye klæder under AKP. Man skal derfor være forsigtig med at betragte Erdoğan og AKP’s brug af religion i udformningen af deres politik ud fra klassiske dikotomier: sekulær/religiøs – øst/vest – tørklæde/frihed. Erdoğan har nemlig altid blandet forskellige ideologiske begreber og identitetsmarkører sammen. For ham er tørklædet et frihedssymbol, ligesom han flere gange har udtalt, at han anser sig selv som feminist – fx da han udtalte, at han vidste, hvad der var bedst for kvinder: at føde minimum tre børn. Religion og islam spiller en stor rolle, men det gør de klassiske demokratiske retningslinjer også (folkevalg, flerpartistyre, civilsamfund).

Magten skabes fra staten, som er sekulær, men det er religionen, som former vælgernes identitetsmarkører. Der hersker derfor også en tendens til, at vælgerne i højere grad stemmer ud fra de kulturelle og værdimæssige tiltag end på basis af de politiske tiltag, der stemmes igennem i parlamentet. Selv portrætterer AKP de vidtgående politiske ændringer som en kulturel samfundskontrakt med vælgerne, hvor Erdoğan har frie tøjler til at omskrive Tyrkiets historie.

Inspirationskilderne fra Osmannerriget trækkes helt foran i identitetspolitikken. En af dem er den sidste sultan under Osmannerriget, Abdülhamid II, der herskede i 33 år: fra han indtog tronen i 1876, og indtil han definitivt blev fjernet i et kup af ung-tyrkerne i 1909. Han glorificeres ofte i Erdoğans kreds for bl.a. at være den, der proklamerede den første osmanniske forfatning og samlede det første valgte osmanniske parlament i 1876. Ligeledes lovprises Abdülhamid II særligt blandt AKP-tilhængere for forsøget på at holde sammen på imperiet, da det var ved at smuldre. De beskyldninger, som ofte er blevet fremsat mod ham – om autoritære metoder og undertrykkelse af bl.a. armeniere og kurdere – søges legitimeret i argumentet om, at han kæmpede for at beskytte imperiet.

Inspirationen hentes ligeledes fra myter, metaforer og symboler i islam og kobler religionen op på en tyrkisk nationalisme, som befordrer et narrativ om Tyrkiet som en unik udspringer af Det Osmanniske Rige. Historien starter derfor allerede ved Osmannerrigets overtagelse af Istanbul i 1453 og ikke i 1923, hvor nationen ellers blev proklameret af Mustafa Kemal Atatürk. Siden hans proklamation har parlamentet ellers stået som en hellig forskansning af den sekulære identitet bygget op omkring Atatürks ideologiske kompas kemalismen – og hver gang den tendens blev truet, satte militæret ind og kuppede regeringer efter forgodtbefindende.

 

Alene i Ankara blev omkring 2.000 skoleledere udskiftet af AKP – 90 pct. af dem med Imam-Hatip-undervisere. Skolerne blev et politisk instrument, der cementerede og visualiserede, hvem der var for og imod regeringen. Det splittede befolkningen
_______

 

Statens bureaukratiske strukturer og rolle som beskytter af tyrkisk nationalidentitet anses derfor ofte også som urokkelig. Men det gør kulturen derimod ikke: I forsøget på at fravriste den stringente kemalisme i sin identitetsmagt genskabte AKP sammenhængen mellem den muslimske og tyrkiske identitet og gav de tyrkiske borgere mulighed for at træde ind i fællesskaber, hvor man bar begge identiteter som identiske tvillinger, og hvor den historiske fortælling altså strækker sig langt tilbage og ind under Osmannerrigets storhedstid.

Instrumentaliseringen af det nye Tyrkiet
Erdoğans nye Tyrkiet udfoldes igennem alt fra uddannelsessystemet til filmindustrien og modeindustrien. Som et markant symbol på præsidentens instrumentalisering af nye Tyrkiet skabte AKP konceptet om ‘en from generation’. Gennem religiøs uddannelse med klare referencer til tyrkisk historie skulle den nye generation træffe de rette valg for nationens bedste. Det begyndte hos børnene og de unge, hvor AKP promoverede de såkaldte Imam-Hatip-skoler – hatip betyder ’at prædike til samfundet’. I Imam-Hatip-skolerne undervises børn og unge i henhold til de nationale undervisningsplaner, der er i de offentlige skoler, men omtrent halvdelen af fagene har et religiøst snit, og de fag, som er afgørende for at dimittere, er koranstudier og arabisk.

Det var herfra, AKP’s massebevægelse skulle mobiliseres og sikre en bæredygtig eksistens. Skolernes hastige vækst påvirkede hurtigt samfundet. Alene i Ankara blev omkring 2.000 skoleledere udskiftet af AKP – 90 pct. af dem med Imam-Hatip-undervisere. Skolerne blev et politisk instrument, der cementerede og visualiserede, hvem der var for og imod regeringen. Det splittede befolkningen. Den voksende urbane middelklasse i Istanbul og Ankara protesterede nemlig over, at AKP aggressivt havde skubbet islams lærdom ind i al undervisning, og mente, at det var med til både at vildlede ungdommen og ødelægge uddannelsesniveauet.

Den politiske instrumentalisering af den muslimske identitet har man ligeledes kunnet se i udbygningen af moskéer i landet. I dag er der mere end 75.000 moskéer i Tyrkiet. Bare mellem 2006 og 2009 blev der bygget over 9.000. Seneste eksempel er selvfølgelig ombygningen af det berømte Hagia Sophia-museum i Istanbul til en moské med navnet Ayasyfia. Transformationen fandt sted den 24. juni, hvilket er den dato, hvor Lausanne-traktaten, som skabte Tyrkiet af Osmannerrigets ruiner, blev underskrevet i 1923. Hagia Sophia var oprindeligt en byzantinsk kirke, men blev omdannet til en moské, efter at Sultan Fatih Mehmet erobrede Istanbul i 1453 og gjorde byen til en del af Osmannerriget. Det forblev en moské frem til 1934, hvor Atatürk lavede det byzantinske monument om til et sekulært museum.

 

For flere tyrkere er optagelsesforhandlingernes fiasko beviset på, at EU er en imperialistisk magt, der med alle tricks forsøger at underminere og styre Tyrkiet. Det er ikke længere populært i Tyrkiet at adlyde Europa
_______

 

Men nu har Erdoğan overtrumfet Atatürks vilje. Og hvorfor ikke gendanne Hagia Sophia til en moské? lyder spørgsmålet hos de tyrkere, der bifalder tiltaget. Tyrkiet er jo et muslimsk land. Skal den tyrkiske histories mest kendte moské ikke også vende tilbage til dens oprindelige rødder?
Fortællingen er central. Ved hver stormoské, der bygges, gemmer sig en ny historie fra Det Osmanniske Rige, som Erdoğan kan referere til. Og det gør han overbevisende. Kritikere siger, at det er med til at undergrave den tyrkiske stat, mens AKP’s tilhængere hylder udviklingen og betegner den som den mest naturlige for landet.

Populærkulturen spiller heller ikke en uvæsentlig rolle under den nye identitetspolitiske fane. Den tyrkiske filmindustri er inspireret af både Hollywood og Bollywood, de to største filmindustrier i verden. Her inviteres alt fra kinesiske til italienske kapitalfonde med ombord, og der er kæmpestore seerskarer, især i den arabiske verden. Publikum drages af fortællinger om traditionelle værdier og principper frem for den følelsesmæssige og fragmenterede identitet i den moderne verden. Siden 2000 er der hvert år blevet udgivet 180 film og 70-80 serier, og siden 2002 har tyrkiske serier været den mest populære eksportvare for landet inden for populærkultur. De er blevet solgt til mere end 100 lande i Mellemøsten, Østeuropa og Asien.

Det visuelle udtryk for AKP’s identitetspolitik udfoldes i modeindustrien. Kerneeksemplet er tørklædet som symbol på religion og etnicitet. Selvom tørklædet aldrig har været forbudt i det offentlige rum op gennem Tyrkiets historie, har det i perioder, hvor Atatürks kemalisme har været overvejende dominerende, været forbudt på skoler, universiteter, i parlamentet og i juridiske institutioner. I dag er der ingen forbud – og for AKP er det som nævnt ikke et symbol på undertrykkelse, men på den ægte moderlige og kvindelige tyrkiske borger. Det har ansporet en islamorienteret moderevolution blandt modehuse, magasiner, bloggere og Instagram-stjerner. Magtfulde kvinder i landet, som fx Erdoğans kone, Emine, er blevet modeikoner for unge muslimske kvinder; nogle konservative, andre liberale. Fortællingen om tørklædet er ikke længere kun defineret af kemalismens ideologi som det forældede og traditionelle, men er også blevet et dominerende frigørelsesobjekt for AKP’s kulturkamp.


 

Når Erdoğan, som sidste år, sender det tyrkiske militær ind i Syrien for at bekæmpe kurdiske bevægelser og militser, er det for at beskytte grænsen mod ’vestens lakajer’
_______

 


De ydre fjender spiller en afgørende rolle i konstruktionen af det identitetspolitiske projekt – ikke mindst EU. Da Tyrkiets EU-optagelsesproces begyndte i 2005, viste det sig hurtigt, at EU-Kommissionen var stærkt delt i spørgsmålet om Tyrkiets anmodning om medlemskab. Selvom en stor del af den tyrkiske befolkning var tilhængere af et medlemskab, viste det sig hurtigt, at både Tyskland og Frankrig holdt igen. Det talte til det såkaldte ’Sèvres-syndrom’ – dvs. Storbritannien og Frankrigs forsøg på at splitte Osmannerriget (og Tyrkiet) i flere dele gennem Sèvres-aftalen i 1920. Dengang lykkedes opsplitningen som bekendt ikke, men for flere tyrkere er optagelsesforhandlingernes fiasko beviset på, at EU er en imperialistisk magt, der med alle tricks forsøger at underminere og styre Tyrkiet. Det er ikke længere populært i Tyrkiet at adlyde Europa.

Så når Tyrkiet som for nylig spiller med musklerne i en territoriel kamp om rettigheder til at bore efter olie og gas i Det Ægæiske Hav over for EU-landet Grækenland, så er Erdoğans fortælling bl.a., at det også er en identitetskamp mod den moderne kolonialisme og det kristne Europa. Tyrkiet og Grækenland kan ikke blive enige om, hvem der har retten til bestemte områder i Middelhavet, hvor de to landes kort over deres økonomiske zoner lapper ind over hinanden. Eller når Erdoğan, som sidste år, sender det tyrkiske militær ind i Syrien for at bekæmpe kurdiske bevægelser og militser, er det for at beskytte grænsen mod ’vestens lakajer’ (den vestlige koalition brugte den kurdiske bevægelse PYD som deres ’boots on the ground’ i kampen mod Islamisk Stat). Det er med andre ord: en udenrigspolitisk identitetspolitik blandet med nationalisme og sunnimuslimsk identitet.

AKP’s identitetspolitik beskrives af partiet selvsagt som en frihedskamp – det er den liberale iscenesættelse af en styreform, der ellers fremstår mere inspireret af det autoritære. Når kritikken hagler ned over det nye Tyrkiet både hjemme og ude, lukkes den ned med arrestationer, fyringer og trusler. Svaret fra regeringen lyder ofte: Det nye Tyrkiet er det nye demokrati i landet. Stemmeurnerne har talt.

De politiske fejltagelser
I de senere år har AKP’s identitetspolitik dog ikke taget fat som forventet. Ifølge en undersøgelse fra det anerkendte tyrkiske undersøgelses- og statistikbureau Konda er tyrkerne ikke blevet meget mere religiøse, end de var for et årti siden. Den religiøse mobilisering er gået i stå – især blandt den unge generation, hvor andelen af tyrkiske unge, der beskriver sig selv som ‘religiøst konservative’, er næsten halveret – fra 28 til 15 pct. i løbet af årtiet. Meningsmålingerne er blevet lavet i 2008 og 2018 og giver derfor et ret nøjagtigt billede af, hvordan AKP’s nye Tyrkiet er blevet modtaget af befolkningen. Ifølge målingen dykkede også andelen af tyrkere, der generelt definerer sig selv som religiøse. Dertil er antallet af kvinder, der ikke tildækker håret, på samme tid steget fra 49 til 58 pct.

 

Med sin pragmatiske sans har han forsøgt at samarbejde i øst og vest, alt efter hvad der har været muligt. Det har ikke været den rigtige medicin til svære økonomiske problemer
_______

 

Undersøgelsen giver et bud på en af grundene til, at Erdoğans identitetsprojekt ikke er lykkedes til fulde: Migrationshastigheden fra landområder til byen har været eksplosiv. Til en vis grad har det gjort Tyrkiets byrum mere religiøse og konservative, men over tid har det i de nye storbybefolkninger medført en a la carte-tilgang til religion, som AKP dermed ikke længere har patent på at definere.
Over de senere år har AKP’s liberale fortolkning af islam forvandlet sig til en mere stringent model baseret på befalinger, krav og regelsæt, som umiddelbart passer dårligere ind blandt unge i samfundet – særligt når de økonomiske strukturer, der egentlig skulle bekræfte de identitetspolitiske lyksaligheder, mislykkes.

Den økonomiske situation i landet har nemlig udviklet sig katastrofalt. Siden 2015 har man oplevet terrorangreb fra Islamisk Stat, en offensiv militærkampagne mod kurdere, krigsførelse i Syrien, et militærkupforsøg i 2016, over fire millioner nytilkomne flygtninge i landet samt sanktioner fra både Rusland og USA. Disse udfordringer har begrænset muligheden for at udfolde og understøtte en specifik borgeridentitet.

I forsøget på at håndtere de økonomiske udfordringer har Erdoğan handlet nervøst. Med sin pragmatiske sans har han forsøgt at samarbejde i øst og vest, alt efter hvad der har været muligt. Det har ikke været den rigtige medicin til svære økonomiske problemer, som ofte kun kan løses gennem reformer – og gennem demokratisk åbenhed udadtil, så investeringerne og den finansielle tiltro vender tilbage. Oven i hatten indførte USA og Trump i 2018 bl.a. toldsanktioner på stål over for Tyrkiet for at få dem til at frigive den amerikanske præst Andrew Brunson, der har været fængslet i to år med beskyldninger om at støtte både PKK og Gülen-bevægelsen, der er i strid med Erdoğan og regeringen.

Til lokalvalget sidste år gik det endegyldigt galt. Valget ændrede ansigtet på tyrkisk politik, og konsekvenserne vil kunne præge landet i årevis. Selvom Erdoğan som præsident ikke var på valg, havde AKP sat en række politikere fra inderkredsen i spil til de forskellige borgmesterposter, så partiet stod stærkere til at sikre sin folkelige legitimitet på lokalplan også. Men da resultaterne kom ind, havde AKP’s borgmesterkandidater tabt Tyrkiets tre største byer (Istanbul, Ankara og Izmir) samt flere af de store industribyer. AKP beholdt 44 pct. af stemmerne og er stadig dominerende i landområderne, men det var alligevel et mærkbart nederlag, som peger mod en politisk fremtid, der i højere grad vil være domineret af kampen mellem storby- og landbefolkningen.

Her vil Erdoğan lægge mange kræfter i at forkæle landbefolkningen med investeringer og velfærd op til næste præsidentvalg i 2023. Ikke desto mindre var tabet af Istanbul særligt smertefuldt. Han har ofte sagt, at den, der hersker over Istanbul, hersker over landet. Han voksede selv op i byen, og her tog hans politiske karriere fart. Det var også der, han overbeviste den økonomiske elite om at investere formuer i AKP’s politiske identitetsprojekt.


En brudt kontrakt
Efter valget begyndte AKP at åbne op for muligheden for at udskrive omvalg. Partiet mente at have fundet beviser på uregelmæssigheder ved valghandlingen. Forklaringen lød, at en række af de observatører, som havde styret de forskellige valgsteder, ikke havde det officielle stempel på deres identifikationspapir. AKP krævede en omtælling af tusindvis af stemmesedler. Da det ikke ændrede resultaterne afgørende, bad partiet den tyrkiske valgkommission (YSK) om at annullere og gentage borgmestervalget, men kun i Istanbul. Kort tid efter faldt liraen med mere end 10 pct. i værdi.


Erdoğan har altid følt og betegnet sig som en underdog – nu tilfaldt den rolle hans modstander
_______

 

Omvalget til borgmesterposten i Istanbul – der fandt sted godt tre måneder senere – gav ikke præsidenten, hvad han ønskede. Tværtimod. Nu lød den tabende margin for AKP ikke kun på 13.000 stemmer, men på omtrent 800.000. Vælgernes dom var hård – og en klar indikation af, at omvalget ikke faldt i deres smag. 20 års magt over Istanbul var slut. Månederne efter mistede partiet flere end 50.000 medlemmer, og nogle observatører kaldte det ligefrem starten på enden for AKP-æraen – mere en provokation end en sandfærdig konklusion.

Ikke desto mindre: I 20 år har stabiliteten i Tyrkiet bygget på den demokratiske sikkerhed, der lå i, at Erdoğan og AKP altid vandt valgene. Rollerne var klart definerede. Med omvalget brød Erdoğan den kontrakt med borgerne, han altid har brugt til at definere og legitimere sin magt: stemmeurnerne som det afgørende demokratiske instrument i landet. Den strategi er blevet brugt til at slå ned på alt det, han har betragtet som en kæp i hjulet for sit nye Tyrkiet. Men ved at kræve omvalg umyndiggjorde han befolkningen.

Erdoğan har altid følt og betegnet sig som en underdog – nu tilfaldt den rolle hans modstander.

Tiden var åbenbart kommet til, at en anden politisk profil blev hyldet som et nyt politisk idol i Tyrkiet. I hvert fald i Istanbul: metropolens nye borgmester, Ekrem İmamoğlu, fra det kemalistiske oppositionsparti CHP. Ideologisk er han ikke en fornyelse – men derimod nærmest en genfødsel af 2000’ernes Erdoğan. Han er indhyllet i de fuldstændig samme miljøer som mange i AKP, investeringsbanker og byggebranchen, men modsat Erdoğan ser han ud til at have forstået, at befolkningen ikke har mistet sit behov for at blive hørt. İmamoğlu står derfor også som den mest troværdige præsidentmodkandidat til valget i 2023. Dette var ikke forventeligt i 2017, da Erdoğan vandt forfatningsvalget.

Den forestående politiske kamp er allerede gået i gang her under coronapandemien. CHP benyttede sig af politisk momentum fra lokalvalgsejren i 2019 og lancerede i foråret en større donationsindsamling for COVID-19-ofre. AKP lancerede modkampagner og forsøgte at delegitimere CHP’s filantropiske projekt ved at love at etablere to større felthospitaler i Istanbul.

Coronakrisen har ikke samlet, men bidraget til yderligere at splitte befolkningen og de politiske grupper, der repræsenterer den. Oppositionen kritiserer regeringen for at slå for sent ned på virussen og for at udvide sine beføjelser – i fortsættelse af Erdoğans igangværende magtkoncentration under mantraet om det nye Tyrkiet. Snarere end at forene befolkningen om et fælles mål har virussen kun intensiveret landets eksisterende problemer. ■

 

Oppositionen kritiserer regeringen for at slå for sent ned på virussen og for at udvide sine beføjelser – i fortsættelse af Erdoğans igangværende magtkoncentration under mantraet om det nye Tyrkiet. Snarere end at forene befolkningen om et fælles mål har virussen kun intensiveret landets eksisterende problemer
_______

 



Mathias Findalen (f. 1985) er historiker, tidligere ekstern lektor på KUA, underviser på Krogerup Højskole og udgav i juni den anmelderroste bog Det Tyrkiet der Splitter (Hans Reitzel Forlag). ILLUSTRATION: Præsident Erdoğan til vælgermøde dagen før lokalvalget, 30. marts 2019 [foto: Ozan Kose/AFP/Ritzau Scanpix]