Mikkel le Févre: Den borgerlige blok har brug for et stærkt Venstre med et klart politisk projekt at læne sig op ad

Mikkel le Févre: Den borgerlige blok har brug for et stærkt Venstre med et klart politisk projekt at læne sig op ad

29.01.2020


De borgerlige partier har profileret sig selv på at være støttepartier til Venstre, samtidig med at de har gjort en dyd ud af at være i opposition til partiet. Hvis Venstre ikke får et politisk projekt, har de ikke noget at være i opposition til. Konsekvenserne er tydelige: Imens Venstre gentænker sig selv, kan de resterende partier i blå blok ikke gøre andet end at afvente situationen.

Kronik af Mikkel le Févre

VENSTRE OG HELE blå blok har siden valget befundet sig i en politisk krise. Den foreløbige kulmination på den manglende koordination i blokkens lederparti, Venstre, indtraf, da Kristian Jensen i et interview med Jyllands-Posten kom med en storstilet udmelding om en ambitiøs reformplan, som Jakob Ellemann vel at mærke ikke var orienteret om. Som konsekvens deraf har Ellemann frataget Kristian Jensen sit ordførerskab og udvalgsposter. Ellemanns reaktion på Kristian Jensens udmelding er både kynisk og bombastisk. Men med dette sætter han sandsynligvis en stopper for de fleste af de efterhånden mange modsatrettede og ukoordinerede synspunkter.

Dette har Venstre og blå blok generelt set gavn af. For en intern ro, der er nogenlunde stabil, er en forudsætning for, at Ellemann kan fremlægge et politisk projekt, der skal tegne Venstres fremtid, og som de andre borgerlige partier både kan se sig selv i og kritisere for at profilere sig selv. Hvis han fremlægger et politisk projekt, som åbent møder kritik af Venstres egne medlemmer, vil det svække ham yderligere. Det vil hverken gavne Venstre eller blå blok som helhed.

AT DE ANDRE borgerlige partier ikke har haft travlt med at passe sig selv, hvilket var tydeligt, da Ellemann i et interview til Jyllands-Posten bad partierne om at passe deres egen kiosk, kan man også anskue som et tegn på, at den resterende del af den borgerlige blok ikke ved, hvad den skal gøre af sig selv uden et stærkt Venstre med et politisk projekt. I lang tid havde Dansk Folkeparti succes med at være det parti, der mindede Venstre om, at velfærden skulle sikres, og indvandringen skulle bremses. Liberal Alliance blev også populære på at være det parti, der mindede Venstre om vigtigheden af topskattelettelser og liberale forbedringer af den nuværende samfundsindretning.

De borgerlige partier har med andre ord profileret sig selv på at være støttepartier til Venstre samtidig med, at de har gjort en dyd ud af at være i opposition til Venstre. Hvis Venstre ikke har et politisk projekt, har de ikke noget at være i opposition til. Og konsekvenserne af det er tydelige: Imens Venstre gentænker sig selv, kan de resterende partier i blå blok ikke gøre andet end at afvente situationen.

 

Lige nu virker det, som om uenighederne i blå blok, som kan siges at stå mellem de liberale og de nationalkonservative, er mere hæmmende end gavnlige
_______

 

De resterende partier kunne godt udnytte Venstres nuværende svaghed til at styrke deres egne positioner ved at profilere sig selv på deres respektive mærkesager, men det ville ikke styrke blå blok som en samlet enhed. Det vil sige, at konservative kunne føre sig frem med en ambitiøs klimadagsorden, LA kunne plædere for skattelettelser, Nye Borgerlige kunne snakke om et decideret asylstop, og DF kunne kræve mere kernevelfærd.

PROBLEMET MED DET ER TVEDELT. Det første problem er, at DF’s og Det Konservative Folkepartis dagsordener isoleret set ikke er dagsordener, der er forbeholdt den borgerlige blok. Hvis man ønsker et større offentligt forbrug, kan man gå til rød blok, og hvis man ønsker sig en ambitiøs klimapolitik kan man gå til Det Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten. Dermed er det LA og Nye Borgerlige, som til sammen har 4 pct. af stemmerne, der har mærkesager, som er forbeholdt blå blok. Og det er ikke gavnligt, da det ikke giver et repræsentativt billede af den politik, som blå blok som samlet størrelse ønsker at markere sig på.

Men med et stærkt Venstre bliver disse mærkesager sat ind i en kontekst, der både styrker DF og de konservative. Selvom man kan få de to partiers mærkesager andetsteds, så er kombinationen af partier og mærkesager i blå blok unik. Den gør, at man har et sted at gå hen, hvis man vil have en ambitiøs klimapolitik samtidig med, at man ønsker at lægge stemmer til en borgerlig vision for det fremtidige Danmark. Et stærkt Venstre kan inkorporere centrale og tilstrækkelige aspekter af DF’s og de konservatives to mærkesager, der som sådan ikke er forbeholdt hverken rød eller blå blok, i et politisk projekt og en ditto retning, som man ikke finder andre steder. Og det er af uvurderlig værdi for blå blok, blandt andet fordi sandsynligheden på nuværende tidspunkt for at trække vælgere til blå blok er større end risikoen for at tabe vælgere til rød blok.

DET ANDET PROBLEM med Venstres manglende politiske retning er, at de interne uenigheder, herunder klimapolitikken og det fordelingspolitiske spørgsmål, mellem de fem blå partier (NB, LA, DF, K og V) er så store, at det ikke giver sig selv, at de samlet set repræsenterer et reelt alternativ til en regering støttet af venstrefløjen. Det alternativ kan kun et stærkt og målrettet Venstre facilitere. Uenighederne er potentielt en styrke, fordi blokken har kunnet favne bredt, men det har netop været en styrke, fordi Venstre og deres politiske projekter har formået at binde dem sammen i én vision. Dermed har man under en fælles paraply bestående af et Venstre-ledet regeringsalternativ både kunnet favne bredt og stadig arbejde i samme retning.

Det projekt, som Ellemann med tiden må lancere, behøver ikke at være et fælles borgerligt projekt. Men det skal være et projekt, som Venstre er den tydelige ophavsmand til, og som de resterende partier kan se sig selv i – i bredeste forstand. Lige nu virker det, som om uenighederne i blå blok, som kan siges at stå mellem de liberale og de nationalkonservative, er mere hæmmende end gavnlige. Selvom disse uenigheder formentlig har været betydelige i flere år, er det først nu, at de for alvor er blevet betydningsfulde i en negativ forstand.

Forklaringerne på det kan være mange, men en af de mere plausible er, at måden, hvorpå disse uenigheder debatteres og italesættes, har ændret sig betydeligt, hvilket tog sig tydeligt ud, da partilederne i blå blok blev bedt om at forholde sig til Ellemanns nytårstale. Hvor blå blok nu beskæftiger sig med alt det, de ikke er enige om, plejede de at være engageret i en politisk debat, hvor uenighederne var gensidigt anerkendte, men ikke direkte hæmmende for blokkens stabilitet, dynamik og harmoni.

 

Selvom den ideologiske og idémæssige diskussion om, hvad borgerlighed er, og hvad det ideologiske grundlag for blå blok skal være, både er spændende og intellektuelt pirrende, så gavner det ikke blokken. Snarere tværtimod
_______

 

SIDEN BLÅ BLOK havde sine kronede dage under Fogh og de første år under Løkke, er der kommet nye partier til på den politiske højrefløj. Det gælder både Stram Kurs og Nye Borgerlige. Ud fra et ønske om et fremtidigt samarbejde på tværs af blå blok var Nye Borgerlige det eneste af de to partier, der formåede at komme i Folketinget. Stram Kurs er ikke og bliver antageligvis aldrig en del af blå blok.

Det er ikke nødvendigvis tilfældet med Nye Borgerlige. Selvom de indiskutabelt har en række standpunkter, herunder at Danmark skal træde ud af de internationale konventioner, som Venstre hverken kan eller vil realisere, så er det ikke urealistisk, at Nye Borgerlige i praksis kan blive en del af den blå blok, der diskuterer med hinanden på baggrund af et ønske om at arbejde sammen. Hvis Ellemann fremlægger et politisk projekt, der hverken negligerer behovet for velfærd, fremhæver betydningen af en stram udlændingepolitik, og som indeholder hensigtserklæringer om skatte- og afgiftslettelser, er det svært at forestille sig, at Nye Borgerlige vil tage markant afstand fra det på andet end et retorisk niveau. Med Nye Borgerlige som en konstruktivt bidragende del af blå blok er den forandret, men denne forandring betyder ikke, at der ikke igen kan opstå en konstruktiv stabilitet og en velfungerende dynamik.

Men denne fremtidige stabilitet og dynamik kræver, at der fremlægges et politisk projekt, som partierne kan diskutere med hinanden. Dermed kan uenighederne komme til udtryk i kritik af eller tilslutning til konkrete politiske udspil. Selvom den ideologiske og idémæssige diskussion om, hvad borgerlighed er, og hvad det ideologiske grundlag for blå blok skal være, både er spændende og intellektuelt pirrende, så gavner det ikke blokken. Snarere tværtimod. ■

 

De borgerlige partier har med andre ord profileret sig selv på at være støttepartier til Venstre samtidig med, at de har gjort en dyd ud af at være i opposition til Venstre. Hvis Venstre ikke har et politisk projekt, har de ikke noget at være i opposition til
_______

 



Mikkel le Févre (f.1995) er filosofistuderende på Syddansk Universitet, litteraturkritiker på tidsskriftet Modspor og redaktør på RÆSON. ILLUSTRATION: Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til Venstres ekstraordinære landsmøde 21. september 2019 [foto: Henrik Bjerregrav/Venstre/flickr]