
Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSONs nye trykte magasin: Vil Biden, Macron og Merkel gribe momentet?
05.12.2020
.“Coronakrisen har kort og godt relanceret staten i vestlig politik. Trump tabte på sin uvillighed til at bruge statens magt til at håndtere krisen, og Biden vandt tilsvarende på sin appel til samfundssind. At det danske ord ser ud til at være vores næste scrabbleexport efter ’hygge’, siger en hel del om, hvilken vej de politiske vinde blæser”
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, som udgives d. 10. december og som sendes til abonnenter d. 5.-8. december. Det trykte nummer har titlen: “Tilbage – men til hvad?”
Af Mikkel Vedby Rasmussen
Præsidenter bliver formet af deres valgkamp. Trump prøvede i fire år at genskabe magien fra sine valgmøder, men en præsident kan ikke regere uden ansvar. Derfor blev Trumps drøm om at være i opposition til sit eget embede også hans fald, da amerikanerne faktisk efterspurgte ansvar og kompetence til at håndtere coronakrisen.
Joe Biden blev manden, der sendte Trump til de evige golfbaner efter en knusende valgsejr, fordi han var en kompetent insider, der havde taget ansvar i en menneskealder og tilmed tilbød at tage ansvar for coronakrisen. Valgkampen bringer således Biden til magten på basis af et løfte om at bruge den statsmagt, som Trump foragtede, til at håndtere coronakrisen.
For Vestens øvrige ledere er Bidens valg således et godt tegn. Coronakompetence appellerer øjensynligt til vælgerne. På et tidspunkt hvor den danske statsminister på linje med sine europæiske kollegaer bliver kritiseret for sin håndtering, er det værd at vide, at kompetence trods alt kan blive belønnet over inkompetence.
Coronakrisen har kort og godt relanceret staten i vestlig politik. Trump tabte på sin uvillighed til at bruge statens magt til at håndtere krisen, og Biden vandt tilsvarende på sin appel til samfundssind
_______
Bidens første, symbolske handling var således at nedsætte en taskforce, som skulle gøre den nye præsident parat til at håndtere coronakrisen fra første dag i det ovale kontor. Det vil være Bidens kompetencer i krisehåndtering, som vil forme ham som præsident fra indsættelsestalen og frem. Både i bogstavelig og overført betydning vil hans fokus vil være på hele nationen. Denne rolle er så gammel som politik selv og et levn fra dengang, kongen var forbindelsen mellem det guddommelige og det jordiske.
Det er en rolle, som vil passe den 78-åriges Bidens alder – og samtidig give ham mulighed for at vælge en mere tilbagetrukken rolle, mens hans yngre vicepræsident, Kamala Harris, og Demokraternes mere dynamiske kræfter tager sig af fx den økonomiske politik. Det er også en rolle, som vil være velegnet til at hele de amerikanske alliancer, som Trump har udfordret. Det er med andre ord på tide at holde taler. Og de vil af den simple grund, at han ikke er Trump, blive vel modtaget, allerede inden han har åbnet munden.
Coronakrisen har kort og godt relanceret staten i vestlig politik. Trump tabte på sin uvillighed til at bruge statens magt til at håndtere krisen, og Biden vandt tilsvarende på sin appel til samfundssind. At det danske ord ser ud til at være vores næste scrabbleexport efter ’hygge’, siger en hel del om, hvilken vej de politiske vinde blæser.
[H]vis der er nogen, som drømmer om beskatning af internationale kapitalbevægelser, regulering af løn og skatteforhold, sociale og nationale hensyn på bekostning af markedsadgange, er tiden kommet
_______
Biden kan således alliere sig med Macron og Merkel om en dagsorden for statslig intervention på en måde, som amerikanske præsidenter ikke har gjort i generationer. Hvis den neoliberale dagsorden om statslig deregulering virkelig er blevet udfordret af pandemiens støtteordninger og detailreguleringer, har man svært ved at forestille sig et bedre øjeblik for at gentænke den vestlige økonomiske orden end begyndelsen af Bidens præsidentperiode. For her har Macron (på valg i 2022) stadig handlemuligheder, og Merkel såvel som hendes efterfølger vil være villige til at gå med på det meste, som Biden vil præsentere dem for. Så hvis der er nogen, som drømmer om beskatning af internationale kapitalbevægelser, regulering af løn og skatteforhold, sociale og nationale hensyn på bekostning af markedsadgange, er tiden kommet.
Klimadagsordenen vil være et vigtigt element i denne kontrol med globaliseringen, men den fremtidige teknologiske verdensorden bliver lige så vigtig. Trumps opgør med globaliseringen var også en erkendelse af, at Kina, hvis landet får frit spil, vil udfordre USA’s teknologiske dominans, som har været den vigtigste faktor i USA’s position som verdens både økonomiske og militære magtcenter. En mere kontrolleret og aftalebaseret verdensøkonomi vil kunne sikre, at vestlig forskning og udvikling ikke bliver underbudt og undergravet af kineserne.
Selvom hans midler vil være andre, og hans tone mere inkluderende, vil Biden også ’make America great again’. Hans metode vil imidlertid være at engagere USA i internationale institutioner. For en coronapræsident – og det bliver han – vil WHO være højt på den dagsorden. Trumps opgør med Kinas indflydelse i WHO vil ikke være mindre vigtig for Biden, som dog formentlig vil foretrække at bruge USA’s indflydelse i FN-systemet snarere end at melde sig ud af WHO og andre organisationer, hvor tingene ikke går, som USA ønsker.
Coronakrisen vil give [Biden] en lang række anledninger til at engagere USA i internationalt samarbejde – men faktisk også rygstødet til at mobilisere ressourcer til at sætte en global dagsorden
_______
Biden kan gøre sig til manden, som sikrer verden mod coronavirussen og dens konsekvenser. Coronakrisen vil give ham en lang række anledninger til at engagere USA i internationalt samarbejde – men faktisk også rygstødet til at mobilisere ressourcer til at sætte en global dagsorden. Det er også en sikkerhedspolitisk dagsorden – men hverken på den måde, som krigen mod terrorismen var det, eller som det kommende opgør med Kina bliver det. Sikkerhedspolitik er i højere grad end andre politikområder formet af specifikke begivenheder. Coronakrisen er netop sådan et sikkerhedspolitisk øjeblik, som skaber en efterspørgsel efter politikker, der kan sikre, at vi ikke skal igennem nedlukninger og minkslagtninger igen.
Coronakrisen er således en platform for Biden, men den er også en dagsorden, som han skal levere på. Den dagsorden vil væve sig ind i mere traditionelle sikkerhedspolitiske tiltag, hvor forholdet til Kina vil være centralt. Som arnested for coronaepidemien er Kinas internationale rolle og opfattelsen af Kina i Vesten blevet grundlæggende forandret af pandemien. Biden skal beslutte sig for, i hvilket omfang at han vil fortsætte Obamas linje om at sætte grænser for kinesisk magt – en linje, som Trump overtog, men selvfølgelig også formåede at gøre mere firkantet og konfrontatorisk – eller om han vil vælge at gøre Beijing til en del af løsningen på klima- og coronadagsordenen.
Europæerne vil presse på for, at Biden vælger et engagement med Beijing, hvor USA vil forsøge at inddrage Kina i fx reformer af FN, klimaaftaler og lignende. Således kan Kina også ende med at blive den dagsorden, som for alvor vil definere forholdet mellem USA og dets allierede. Hvis USA går med på et engagement, som inddrager kineserne i bilaterale aftaler, må lande som Tyskland og Frankrig formentlig også acceptere et sideløbende spor, hvor den øgede indflydelse, som kineserne får af at sidde med ved bordet, bliver balanceret af sikkerhedspolitiske stopklodser på Beijings indflydelse på andre områder. Det kunne fx gælde kinesiske teknologivirksomheder, som får begrænset deres markedsadgang mere, end det allerede er tilfældet, og at NATO definerer en Kina-mission.
Storbritannien er sådan set allerede med på den dagsorden, så USA’s politik over for Kina kan fungere som amerikanernes måde at genforene europæerne på i et fælles udenrigspolitisk projekt efter Brexit. Og således vil en inficeret flagermus på et marked i Wuhan have forårsaget valget af Biden og en omlægning af vestlig udenrigspolitik. ■
Hvis USA går med på et engagement, som inddrager kineserne i bilaterale aftaler, må lande som Tyskland og Frankrig formentlig også acceptere et sideløbende spor, hvor den øgede indflydelse, som kineserne får af at sidde med ved bordet, bliver balanceret af sikkerhedspolitiske stopklodser på Beijings indflydelse på andre områder
_______
Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Fra 2014 til 2015 var han leder af Forsvarsministeriets udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Institut for Statskundskab og Center for Militære Studier ved Københavns Universitet samt Dansk Institut for Militære Studier.I januar 2021 udgiver han bogen Krisesamfundet, der bl.a. handler om konsekvenserne af coronakrisen. ILLUSTRATION: Emmanuel Macron og Angela Merkel omfavner hinanden til 100-årsdagen for våbenstilstanden, der blev indgået mellem Ententemagterne og Tyskland under Første Verdenskrig i Compiègne, Frankrig, d. 10. november 2018 [Foto: Philippe Wojazer/Reuters/Ritzau Scanpix]