Niels Wanning (Å): Stridighederne mellem Josephine Fock og folketingsgruppen kan sabotere Alternativets politiske projekt

Niels Wanning (Å): Stridighederne mellem Josephine Fock og folketingsgruppen kan sabotere Alternativets politiske projekt

03.02.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Eftersom Josephine Fock ikke selv er medlem af Folketinget, er hun nu tvunget til at have sin daglige gang langt fra Borgen. Her sidder folketingsgruppen til gengæld med alt for god tid til at dvæle ved nederlaget og de (dårlige) erfaringer, de hver især har med den nye leder. Alternativet går en svær tid i møde.

Kommentar af Niels Wanning (Å)

DET VAR IKKE PLANEN. Så kort kan man beskrive resultatet af lørdagens afstemning om, hvem der skulle overtage posten som politisk leder i Alternativet.

Afstemningen var kulminationen på en proces, der har strakt sig over flere måneder og må siges at være uden sidestykke i nyere dansk politisk historie. Seks kandidater meldte sig på banen til at føre partiet videre efter Uffe Elbæk, hvoraf i hvert fald tre kunne betragtes som seriøse bud.

At mindst tre personer har været i spil til posten som ny politisk leder, fortæller noget om, hvordan Alternativet adskiller sig fundamentalt fra de resterende politiske partier: Der er ingen andre steder, hvor man fra ledelsens side for alvor kunne finde på at give de menige medlemmer så afgørende indflydelse på partiets fremtid uden at være nogenlunde sikker på resultatet.

Og for en gangs skyld – modsat i partier som Venstre og Socialdemokratiet – gør det rent faktisk en forskel, hvem der nu skal sætte den politiske kurs for partiet. For kandidaterne har fremlagt vidt forskellige visioner for partiet – ikke kun i forhold til det politiske indhold, men særligt i forhold til hvordan man vil opnå de politiske mål. Nøglekandidaterne var i grove træk:

Josefine Fock med en tålmodig og pragmatisk tilgang, der handler om at nærme sig regeringen og forpligte sig til et samarbejde for at kunne sidde med ved bordet, når beslutningerne skal tages.

Theresa Scavenius, der hverken vil kompromitteres eller gå på kompromis med sin politik eller sit ambitionsniveau, men i stedet utålmodigt vil råbe magten op udefra med en urokkelig tro på, at netop Alternativet har de bedste løsninger, uanset hvad andre siger.

Og mellem disse to yderpunkter stod Rasmus Nordqvist. Manden, der har været med hele vejen og har stået i spidsen for og lagt ansigt til de vigtigste politiske forhandlinger for partiet. Det var ham, som hele partiets top – inklusive Elbæk selv – pegede på som den oplagte efterfølger for Uffe Elbæk.

Rasmus Nordqvist var ledelsens og lederens mand. Det var planen. Og det var sådan set en god plan, fordi Nordqvist på fornuftig vis forsøgte at favne de to positioner, som Josefine Fock og Theresa Scavenius repræsenterer: den tålmodige og pragmatiske versus den utålmodige og kompromisløse.

 

Rasmus Nordqvist var ledelsens og lederens mand. Det var planen. Og det var sådan set en god plan, fordi Nordqvist på fornuftig vis forsøgte at favne de to positioner, som Josefine Fock og Theresa Scavenius repræsenterer
_______

 

I ET HVILKET SOM HELST andet parti havde Rasmus Nordqvist været den helt oplagte efterfølger som politisk leder – ikke bare fordi han var Uffes mand, den mest hårdtarbejdende eller den mest vellidte blandt folketingsmedlemmerne og medarbejderne, men fordi han forsøgte at samle de forskellige strømninger i det parti, der også er en bevægelse. Det ville grundlæggende give rigtig god mening at pege på ham i ethvert andet parti.

Men Alternativet er ikke et hvilket som helst parti, og til lørdagens afstemning røg Rasmus Nordqvist ud i anden afstemningsrunde. Vinderen skulle opnå mindst halvdelen af de afgivne stemmer, og i stedet for Rasmus Nordqvist endte det med 58 pct. til Josefine Fock mod 42 pct. til Theresa Scavenius.

Det må siges at være en meget lille forskel på to kandidater, der repræsenterer så vidt forskellige tilgange til politik og partiets fremtid. For hvordan skal det lykkes at forene de to tilgange, hvor groft sagt halvdelen af partiet tilsyneladende foretrækker et tættere samarbejde med Socialdemokraterne og deres støttepartier, mens den anden halvdel vil være et protestparti, der netop ikke vil forpligte sig til det samarbejde med alt, hvad det indebærer af eksempelvis udlændingestramninger, mere overvågning og ikke mindst uforløste klimaløfter?

Den udfordring skal Josefine Fock løse meget, meget hurtigt. Men hendes største hovedpine lige nu og her er faktisk den tredje gruppe i partiet, som muligvis er lille, men til gengæld har den største politiske indflydelse. Det er den gruppe, der stemte på Rasmus Nordqvist, og som nævnt omfatter mere eller mindre alle personer i partiet med formel indflydelse.

 

[Josephine Focks] største hovedpine lige nu og her er faktisk den tredje gruppe i partiet, som muligvis er lille, men til gengæld har den største politiske indflydelse. Det er den gruppe, der stemte på Rasmus Nordqvist
_______

 

I SKRIVENDE STUND har ikke et eneste af Alternativets folketingsmedlemmer været ude på de sociale medier og lykønske den nye politiske leder med sejren, og hvis man var til stede ved afstemningen i lørdags, var man heller ikke i tvivl om, at resultatet ikke var det, man havde håbet på i folketingsgruppen. Ikke så meget på grund af det politiske indhold, som Josefine Fock repræsenterer, men på grund af deres egne personlige erfaringer med den nye politiske leder:

Der bliver snakket om generelle samarbejdsvanskeligheder og dårlig ledelse, og uden at jeg personligt kan dokumentere hverken det ene eller andet, så kan jeg roligt konstatere, at Josefine Fock ikke har fået en ønskværdig start som politisk leder for det parti, som hun selv mener, er i krise.

Eftersom Fock ikke selv er medlem af Folketinget, er hun nu tvunget til at have sin daglige gang langt fra Borgen, hvor folketingsgruppen til gengæld sidder tilbage med alt for god tid til at dvæle ved nederlaget og de (dårlige) erfaringer, de hver især har med den nye leder.

Josefine Fock har selv fremhævet det som en fordel, at hun som ikke-folketingsmedlem nu har tid til at koncentrere sig om baglandet og forsøge at genskabe den gnist og gejst, som Alternativet erobrede det politiske landskab med op til valget i 2015. Herfra er der fuld opbakning til den ambition, men det kræver, at alle er med – ikke mindst den lille, men indflydelsesrige gruppe, der støttede Rasmus Nordqvist.

Ansvaret for genrejsningen af Alternativet er imidlertid ikke Josefine Focks alene – det ansvar påhviler alle partiets medlemmer. Derfor er det helt afgørende, at alle i partiet nu rykker sammen og gør deres bedste for at løse den fælles opgave med at få partiet tilbage i centrum af dansk politik – uanset deres personlige historik med hinanden. ■

 

Derfor er det helt afgørende, at alle i partiet nu rykker sammen og gør deres bedste for at løse den fælles opgave med at få partiet tilbage i centrum af dansk politik – uanset deres personlige historik med hinanden
_______

 



Niels Wanning er medlem af Alternativet i København. ILLUSTRATION: Alternativets Uffe Elbæk, Josephine Fock og Rasmus Nordqvist ved Folketingets åbning i 2016 på Christiansborg [foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix]