Nikolaj Saadat: Coronakrisen accelererer autoritære og antidemokratiske tendenser i verden

Nikolaj Saadat: Coronakrisen accelererer autoritære og antidemokratiske tendenser i verden

01.05.2020


Verdens demokratier har brug for en demokratisk alliance som et værn mod den bølge af autokrati, der i disse uger viser sig som et symptom af coronavirusset. Når krigen raser, er suspenderingen af vores rettigheder begrundet med en nødtilstand, men selvom den er midlertidig, så viser historien, at tiltagene sjældent er det.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Nikolaj Saadat

I MARTS KONKLUDEREDE Freedom House i deres årlige tilstandsrapport af demokratiet og friheden i verden, at demokratiet for 14. år i træk er på tilbagetog på globalt plan. Tilstanden er kritisk. De vestlige demokratier tilhører den samme gruppe af særligt udsatte, der har brug for ilt, når coronaen først har ramt – og de er allerede smittede.

Overalt i verden og herhjemme bliver der i forbindelse med bekæmpelsen af coronavirusset indført adskillige midlertidige tiltag, der svækker demokratiet. Det gælder blandt andet suspendering af retsvæsenet, indskrænkning af forsamlingsfriheden, udskydelse af valg og begrænsning i adgangen til magthaverne for journalister.

Vi accepterer tiltagene velvilligt, fordi vi har accepteret det militariserede ræsonnement fra blandt andre Emmanuel Macron, Donald Trump og Boris Johnson om, at vi er i krig med corona. Når krigen raser, er suspenderingen af vores rettigheder begrundet med en nødtilstand. Men selvom en nødtilstand er midlertidig, så viser historien, at tiltagene sjældent er det.

I Frankrig tog det to år og fem forlængelser at suspendere den nødtilstand, der blev indført i kølvandet på terrorangrebene mod Charlie Hebdo i 2015 og de senere serieangreb i Paris. I 2005 gjorde USA store dele af de midlertidige tiltag i den såkaldte Patriot Act, der i kølvandet på terrorangrebet den 11. september bl.a. gav politimyndighederne mulighed for at overvåge og anholde terrormistænkte uden retskendelse, permanente. Herhjemme har vi taget hul på det fjerde år med grænsekontrol, selvom det oprindeligt blev indført som en midlertidig reaktion på flygtningekrisen. Jo længere tid de midlertidige tiltag varer, desto mere vante bliver magthaverne med de nye magtfulde værktøjer.

 

Ingen af vores eksisterende institutioner – der alle er under massivt intern og eksternt pres – er et reelt værn mod de autoritære bevægelser, der for alvor bliver tydelige i disse måneder
_______

 

ÉN TING ER DOG DE BEKYMRENDE coronatiltag indeni de liberale demokratier, hvis midlertidige status stadig afgøres demokratisk. Noget helt andet er de permanente skader, virusset forvolder i det voksende autokrati globalt. Her har ingen af vores nuværende liberale demokratiske institutioner styrke eller legitimitet til at agere modvægt, fordi vi hverken har et samlet forum eller en fælles stemme at gøre det med.

Derfor kan det i bagklogskabens ulideligt klare lys vække forundring, at vi i vores institutionsopbygning aldrig har skabt en reel demokratisk alliance, al den stund demokratier ikke bekriger hinanden og har et stærkt værdifællesskab på tværs af landegrænser og kontinentalplader. I dag ser vi konsekvenserne. Ingen af vores eksisterende institutioner – der alle er under massivt intern og eksternt pres – er et reelt værn mod de autoritære bevægelser, der for alvor bliver tydelige i disse måneder, og som udgør en alvorlig trussel for vores måde at leve og tænke på.

Vi har intet modsvar til Kinas masseovervågning, der har fået biometrisk rækkevidde og inddeler borgerne i farvekoder, alt efter, hvordan de opfører sig under epidemien. Lige så lader vi de fængslede og forsvundne borgerjournalister og whistleblowere, der beretter om Kinas håndtering, i stikken. Ingen ryster på hovedet over afsløringen af vores allierede israeleres hemmelige brug af teledata til overvågning siden 2002. I Thailand er ytringsfriheden indskrænket som følge af corona, og i Filippinerne risikerer man ligefrem straf for kritik af den officielle håndtering. Listen er lang, og vi har intet modsvar. Vi er ikke forberedt, og vi har ingen legitimitet.

Vores frihedskamp siden årtusindeskiftet mod Al-Qaeda, Bin Laden og den konservative islamistiske genfødsel, der ikke bare skulle sikre vores sikkerhed herhjemme, men også frigøre millionvis af borgere i Mellemøsten fra diktatoriske tyraner, havde et for snævert fokus. Vi troede, at den store frihedskamp udelukkende skulle udkæmpes mod formørkede fundamentalister, der var udstyret med selvmordsveste, og overså derved de mere magtfulde autoritære aktører, som jihadisterne delte værdifællesskab med. Den systemiske trussel fra Kina, Tyrkiet, Rusland og flere andre lande fik som en anden virus lov at sprede sig i ly af kampen mod terror.

 

Alligevel har vi ikke bare kigget væk, når menneskerettighederne har været brudt, men også indirekte legitimeret dem med pandainvitationer og Tibet-censur
_______

 

I stedet for at værne om og arbejde for vores værdifællesskab gjorde vi frihandel til vores livsnerve i de vestlige demokratier. EU, WTO og adskillige frihandelsaftaler har været bærende institutioner for det globale samarbejde, hvor handel både skulle gøre os rigere og samtidig være et middel til at udbrede frihedsrettigheder. I stedet blev handel et mål i sig selv. Frihedsrettighederne blev dermed sekundære. Det ses i utallige frihandelsaftaler med lande som Columbia, Peru og Brasilien, hvor de demokratiske ambitioner glimter ved sit fravær.

Eksemplerne er mange – også fra dansk side. I årevis har vi med ustandselig handel med Saudi Arabien været med til at finansiere den wahabisme, vi ellers påstår at bekæmpe. I vores konstante stræben efter eksportprovenu fra Kina har vi påstået, at erhvervefremstød og menneskerettigheder ikke er modsætninger. Alligevel har vi ikke bare kigget væk, når menneskerettighederne har været brudt, men også indirekte legitimeret dem med pandainvitationer og Tibet-censur.

KONSEKVENSEN VISER SIG som synlige symptomer på grund af coronakrisen. Det ’autoritære virus’ spreder sig, og vi har i Vesten har ingen værnemidler eller kapacitet til at inddæmme det. Lektor i historie, Rune Christiansen, skriver ellers i Ræson d. 12. april, at han ikke kan se, hvordan coronakrisen på nogen måde udfordrer de liberale demokratier. Jeg håber da, han har ret, men jeg har svært ved at se, hvor optimismen kommer fra. I et historisk perspektiv ligner coronakrisen givetvis en krise som mange af de tidligere, men de liberale institutioners tilstand før coronapandemien tegner et noget mere dystert billede af fremtidsudsigterne. Jeg frygter, at coronakrisen kun vil accelerere de autoritære og antidemokratiske tendenser, vi har set i de seneste år. Teknologiens hurtige udvikling og de autoritære statslederes handlekraft har vist sig som en giftig cocktail, som jeg har svært ved at forestille mig vil blive lagt på hylden efter coronakrisen.

 

Brexit, flygtningekrisen, eurokrisen og nu coronakrisen har vist, at EU er så travlt optaget af interne anliggender, at man sjældent har spillet den politiske rolle globalt, som EU ellers har potentialet til
_______

 

Siden Barack Obama lod sig underløbe af Putin i Syrien med den famøse røde linje, og amerikanerne efterfølgende valgte Trump til, kan vores allierede på den anden side af Atlanten ikke længere per definition betragtes som et bolværk mod autokratiet. Slet ikke set i lyset af Trumps utallige forsøg på at underminere vores institutioner med udtrædelsen af Paris-aftalen, destabiliseringen af NATO-samarbejdet og den seneste suspendering af amerikansk finansiering til WHO.

På vores eget kontinent ser det ikke meget kønnere ud. EU er mere eller mindre gået i flyverskjul efter kæberasleren fra Brexit og er ligeledes reduceret til et handelsforum uden meget politisk slagkraft. Nok er man langt om længe kommet frem til en økonomisk hjælpepakke, men den kom ikke desto mindre efter, at kommissionen måtte undskylde til Italien for sit deciderede svigt. Det er blevet tydeligt under coronakrisen, at EU kan sikre det indre marked, men ikke så meget mere end det. Brexit, flygtningekrisen, eurokrisen og nu coronakrisen har vist, at EU er så travlt optaget af interne anliggender, at man sjældent har spillet den politiske rolle globalt, som EU ellers har potentialet til.

Herhjemme er udenrigstjenesten blevet udvandet i næsten to årtier i en sådan grad, at den de facto er reduceret til et statsligt konsulentbureau med eksportmål for øje. I Danmark hersker det økonomiske diplomati, hvor Finansministeriet har sidste ord. Her har vi de sidste mange år opgivet at yde over evne, når det kommer til kampen for frihedsrettigheder. I stedet har vi sat alle sejl ind for at vinde andele på den globale markedsplads. På langt de fleste danske ambassader – hvis ikke alle – er handelsafdelingerne de klart største målt på antal medarbejdere. I lande som Vietnam, Sydafrika og Saudi Arabien, hvor de politiske og demokratiske udfordringer er til at få øje på, er billedet det samme. Det er beskæmmende, at vi har beskåret vores udenrigsministerium med en tredjedel siden årtusindeskiftet, hvor vores internationale relationer, fælles mål og demokratiske ambitioner sjældent har været vigtigere.

Coronakrisen udstiller, at vi mere end nogensinde har brug for en demokratisk alliance, der strækker sig fra Nordamerika til Europa og videre til Indonesien, Tunesien, Japan og alle øvrige lande, vi deler et systemisk, værdibaseret fællesskab med. En alliance af demokratier, der aktivt opponerer mod vores modstandere i Mellemøsten, Rusland og ikke mindst Kina, og i sit virke forener og styrker verdens demokratier i kampen for frihed, lighed og demokrati. ■

 

Coronakrisen udstiller, at vi mere end nogensinde har brug for en demokratisk alliance… der aktivt opponerer mod vores modstandere i Mellemøsten, Rusland og ikke mindst Kina, og i sit virke forener og styrker verdens demokratier i kampen for frihed, lighed og demokrati
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. på Københavns Universitet, klummeskribent på Altinget og medlem af Socialdemokratiet. ILLUSTRATION: Trump og Putin til pressemøde i Helsinki [foto: AFP/Yuri KADOBNOV/Scanpix]