Rune Christiansen om coronakrisen: Der er ingen grund til panik. De langsigtede konsekvenser for vores samfund bliver ubetydelige

Rune Christiansen om coronakrisen: Der er ingen grund til panik. De langsigtede konsekvenser for vores samfund bliver ubetydelige

12.04.2020


Covid-19 kan være farlig for den enkelte, men er ikke i nærheden af hverken pest eller den spanske syge og på længere sigt er virussen ikke en trussel mod vores samfund, livsstil eller demokrati.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kronik af Rune Christiansen

Alt handler i denne tid om coronavirussen covid-19. Men hvor stor er truslen fra pandemien egentlig i forhold til tidligere tiders epidemier fra pest til kolera, kopper, den spanske syge, SARS eller ebola, og hvordan vil covid-19 på længere sigt forandre vores samfund og livsvilkår?

Alle har også set billederne fra Norditalien, hvor indlæggelsesraten for covid-19 netop oversteg hospitalernes kapacitet og overbelastede det offentlige sundhedsvæsen. På den baggrund er det helt forståeligt, at de fleste lande, der har råd til det, har valgt at gøre alt, hvad de kan, for at undgå en sådan overbelastning. Ikke blot, fordi en overbelastning fører til dødsfald – tallene kan virke høje, men selv Italien har foreløbig mistet færre menneskeliv til coronavirussen, end de i samme periode almindeligvis mister til diverse kræftsygdomme – men nok i lige så høj grad, fordi selv et midlertidigt sammenbrud af sundhedsvæsnet skaber massiv frygt i befolkningen og eroderer tilliden til de ekspertsystemer, der regulerer vores komplekse moderne stater.

Stater som den danske har altså umiddelbart handlet rationelt ud fra en logik, der handler om at undgå en akut overbelastningssituation og et deraf følgende tab af tillid. Men hvor farlig er covid-19 egentlig for vores samfund på længere sigt, og hvad skal vi forvente, at sygdommen får af konsekvenser for vores måde at leve på?

Hvis vi skal forsøge at besvare disse spørgsmål, kan det give mening at se på, hvor invaliderende og dødelig sygdommen egentlig er i forhold til tidligere epidemier. Hvis man gør det, tegner der sig et billede, som ellers næsten drukner i mediernes katastrofedækning af krisen og i staternes resolutte tiltag. For covid-19 er i historisk sammenhæng en relativt mild epidemisk sygdom med en forholdsvist lav dødelighed – i hvert fald i de stater, der råder over moderne sundhedssystemer.

Det er dermed en helt anderledes type pandemi, end dem der hærgede den præmoderne verden. Middelalderens pest-sygdomme raserede samfund uden moderne værnemidler, medicin eller sygdomsforståelse, og de værste epidemier kunne på en enkelt sæson udrydde en tredjedel af befolkningen. Ovenikøbet i samfund, hvor kronisk syge og udsatte ældre udgjorde en markant mindre befolkningsandel, end de gør i dag.

 

Middelalderens pest-sygdomme raserede samfund uden moderne værnemidler, medicin eller sygdomsforståelse, og de værste epidemier kunne på en enkelt sæson udrydde en tredjedel af befolkningen
_______

 

Sådanne store fortidspandemier skabte i sagens natur massiv ravage, affolkede hele områder og påvirkede samfundsstrukturerne voldsomt, fordi store dele af samfundets produktionsapparat pludselig ikke længere kunne fungere. Det påvirkede så igen en lang række strukturelle forhold, såsom prisen på arbejdskraft, ejerskabet af produktionsmidlerne og værdien af ejendom. Hvis de samme store og langsigtede strukturelle konsekvenser skulle affødes af en moderne epidemi, så skulle epidemien gøre mere end blot at skabe frygt – den skulle faktisk slå en mærkbar andel af den produktive befolkning ihjel. Det er der imidlertid intet der tyder på, at covid-19 gør. Tværtimod er døedeligheden i et land som Danmark med al sandsynlighed langt under 1 pct., og medianalderen for danske covid-19-relaterede dødsfald er i skrivende stund 80 år.

Også de tidlige moderne europæiske samfund hærgedes jævnligt af smitsomme sygdomme; mange med en mindre dødelighed end under pesten, men stadig med voldsomme tab. Det gælder eksempelvis sygdomme som skarlagensfeber, kolera og ikke mindst kopper. Epidemiske sygdomme var et grundvilkår i den tidlige moderne verden, og det i en sådan grad, at de færreste i 1800-tallet forestillede sig, at man kunne undgå, at en betydelig del af befolkningen løbende døde af de epidemier, der ind imellem ramte europæiske byer. For eksempel tog en koleraepidemi livet af omkring 3 pct. af alle københavnere i 1853, uden at det førte til væsentlige politiske eller samfundsmæssige forandringer. Heller ikke selv om det skete på et tidspunkt, da obligatorisk vaccination mod den frygtede koppe-virus ellers viste vejen mod en ny og moderne håndtering af smitsomme sygdomme.

Den sidste store pandemi, der ramte Europa inden etableringen af moderne sundhedssystemer, var som bekendt den såkaldte ”spanske syge”. En virus i influenzafamilien, der i 1918-19 dræbte op imod 50 millioner mennesker på verdensplan og tog livet af over 18.000 danskere. Sygdommen var typisk for influenzapandemier, idet den kom i bølger og var ganske smitsom. Men dødeligheden var højere, end vi normalt forbinder med influenza, og modsat alle senere influenzaepidemier dræbte den spanske syge primært unge voksne i den arbejdsduelige alder. Alligevel var de efterfølgende politiske, sociale og kulturelle konsekvenser af den spanske syge reelt ret begrænsede. Trods de betydelige dødstal fyldte sygdommen ikke meget i 20’ernes og 30’ernes kulturelle, sociale eller politiske liv i Europa, ligesom sygdommen – underligt nok med nutidens øjne – langt fra dominerede mediebilledet i de danske aviser, selv mens den hærgede. Måske fordi befolkningen dengang simpelthen var mere forvænt med, at smitsom sygdom og død altid var en risiko i livet.

 

Vi er derfor ikke længere på samme måde villige til at acceptere sygdom og død som et livsvilkår, fordi vi har vænnet os til, at sygdom er noget, vi kan behandle – og i de fleste tilfælde også overvinde – med statens og sundhedsvæsnets hjælp
_______

 

Siden da har vi imidlertid opbygget langt mere komplekse og omfattende velfærdsstater i hele den vestlige verden, der bl.a. hviler på løftet om, at staten kan og vil beskytte sine borgere mod både ydre og indre fjender: sult, fattigdom, sygdom og ulykker af enhver art. Moderne medicinsk behandling og sygdomsforebyggelse har gjort enorme fremskridt, der har været med til at gøre sådanne løfter plausible for borgerne. Vi er derfor ikke længere på samme måde villige til at acceptere sygdom og død som et livsvilkår, fordi vi har vænnet os til, at sygdom er noget, vi kan behandle – og i de fleste tilfælde også overvinde – med statens og sundhedsvæsnets hjælp.

Dette forhold er nok i nogen grad med til at præge den aktuelle reaktion på covid-19-pandemien. En reaktion, der samtidig hænger sammen med, at der var en betydelig indledende usikkerhed om, hvilken type sygdom der egentlig var tale om, og dermed hvordan den skulle kategoriseres i forhold til de epidemiske sygdomme, vi senest har håndteret.

I efterkrigstiden har der i de moderne vestlige stater nemlig været to forskellige strategier til at håndtere potentielt epidemiske sygdomme: For influenzasygdomme med stor smitterisko og lav dødelighed har vi satset på flokimmunitet gennem smitte og vaccinationer og accepteret, at det medførte et vist årligt tilbagevendende dødstal for særligt udsatte grupper, herunder specielt kronisk syge ældre. For smitsomme sygdomme med en større dødelighed, såsom SARS og Ebola, har vi derimod på globalt plan arbejdet med intensiv smitteopsporing, isolation og nedlukning.

I forhold til den nye coronavirus var der i begyndelsen stor uklarhed om, hvor stor dødeligheden ved sygdommen egentlig var og dermed tvivl om, hvilken af de eksisterende strategier vi burde tage i anvendelse. En usikkerhed, der i skrivende stund stadig findes mange steder.

Det har derfor i nogen grad været frygten for de langt mere dødelige SARS- og Ebola-vira, samt måske de kollektive apokalypseforestillinger fra katastrofefilm, der har drevet den almindelige undergangsstemning ift. covid-19-pandemien, som fortsat er i omløb visse steder. Der tales i den forbindelse sommetider om, at coronavirussen vil ”ændre alt”, og at “intet vil blive som før”. Den slags hændervridende, apokalyptiske forestillinger er imidlertid en fast bestanddel i alle moderne kriser, fordi de moderne samfund netop er så komplekse, at det er svært at gennemskue, hvordan de påvirkes af kriser og rystelser. Men tager man historikerens langsigtede briller på, er der ikke det store belæg for at tro, at covid-19 vil betyde afgørende omvæltninger af vores samfund, liv og vaner på bare mellemlang sigt.

 

For en global pandemi er det forholdsvis få af de coronasmittede, der mister mere end et par ugers produktiv arbejdskapacitet, og dødstallet er forholdsvist lavt
_______

 

Det skyldes primært, at sundhedseffekterne af coronavirus både lokalt og globalt indtil videre er forholdsvist begrænsede. For en global pandemi er det forholdsvis få af de coronasmittede, der mister mere end et par ugers produktiv arbejdskapacitet, og dødstallet er forholdsvist lavt. Det gælder, selvom over 90.000 mennesker på verdensplan i skrivende stund har mistet livet, og selvom det tal sandsynligvis vil stige markant i de kommende måneder. For trods det, at tallet for lægmand virker højt, er det faktisk stadig langt færre end den kvarte til halve million mennesker, der ifølge WHO årligt dør af influenza. For slet ikke at tale om, hvor mange der hvert år mister livet til diverse tropesygdomme såsom malaria og denguefeber. Sygdomme, som vi historisk set har bekymret os meget lidt om, fordi de ikke påvirker de velhavende, vestlige velfærdsstater i nævneværdig grad.

I Danmark har godt 240 mennesker indtil nu mistet livet til covid-19. Når du læser dette, vil tallet helt givet være højere, men formentlig stadig under de 500-2500 danskere, der hver eneste år dør af influenzavira. Medianalderen på de døde vil desuden formentlig stadig ligge omkring de 80 år, i en situation hvor ingen raske og usvækkede danskere under 75 i skrivende stund har mistet livet til covid-19. Det er en ny og skræmmende virussygdom, som vi har brugt et trecifret milliardbeløb på at bekæmpe, selv om den ud fra alle nuværende indikatorer ligner en værre udgave af kendte influenza-vira langt mere, end den ligner SARS, Ebola, den spanske syge, kolera eller pest.

De samfundsmæssige konsekvenser af coronavirussen, i Danmark såvel som i resten af den vestlige verden, kommer derfor næppe til at være forårsaget af selve virussygdommen, der ikke vil komme i nærheden af at dræbe et så stort antal borgere, at det i sig selv ville kunne aflæses på produktivitet, samfundsstruktur eller demografi. De konsekvenser, pandemien kommer til at få, vil i stedet være forårsaget af de massive politiske reaktioner, der forsøger at sikre, at pandemien ikke overvælder vores hospitaler og dermed truer tilliden til den moderne stat.

 

[Finanskrisen var] en anden type global krise, der jo som bekendt – trods alle datidens apokalypse-tænkere – gik over igen uden reelt at sætte de helt store spor i vores samfundssystemer
_______

 

I kølvandet på disse foranstaltninger får vi nemlig både et umiddelbart og akut produktionstab, en række kulturelle overgangsfænomener i form af midlertidigt ændrede omgangsformer og forbrugsvaner, og i løbet af de næste par år formentlig en helt almindelig middelsvær global recession. Sådan en havde vi sidst under finanskrisen i 2008 og frem. En anden type global krise, der jo som bekendt – trods alle datidens apokalypse-tænkere – gik over igen uden reelt at sætte de helt store spor i vores samfundssystemer. Millioner af mennesker mistede ganske vist på globalt plan deres arbejde eller oplevede at være teknisk insolvente, da deres boliger faldt i værdi, og der var i en overgang stor samfundsmæssig vrede og et væld af forskellige protestformer. Men i løbet af blot 10 år nåede boligmarkederne igen nye højder, beskæftigelsen satte atter rekord, og trods bankpakker og diverse ny lovgivning blev der ikke ændret afgørende på den vestlige verdens økonomiske, sociale eller politiske grundstrukturer. Vi kan alt andet lige forvente et helt tilsvarende forløb af den kommende recession, der ovenikøbet ikke er et resultat af grundlæggende problemer i verdens økonomiske kredsløb, men af midlertidige nedlukninger af den økonomiske aktivitet i en lang række stater.

Indtil vi er ude af rescessionen igen, må vi mindske skaderne mest muligt og holde hånden under de mange, der mister deres job. Men værre bliver det altså heller ikke, for det globale produktionsapparat vil være intakt, ganske få i den produktive alder vil have mistet livet, og efterspørgslen vil således vende tilbage, så snart muligheden byder sig.

Med de langsigtede historiebriller på, ser jeg derfor ikke noget i coronakrisen, der på nogen måde udfordrer de liberale demokratier, den regulerede markedskaptalisme eller de moderne europæiske velfærdsstater. Hvad skulle det være? Bevares, kriser kan virke accelererende på eksisterende tendenser; fx benytter Victor Orban helt givet muligheden til at styrke sit illiberale projekt i Ungarn, mens vi andre bliver endnu mere bevidste om de svagheder i det europæiske samarbejde, vi allerede kender. Men der er ikke brug for gennemgribende – varige – samfundsforandringer for at håndtere covid-19, og der er derfor heller ikke udsigt til, at der kommer nogen.

På lang sigt har fragmenteringen af den offentlige samtale, ny disruptiv teknologi og ikke mindst klimakrisens truende forandringer af vores materielle og geografiske livsgrundlag langt større potentiale til grundlæggende at forandre de vestlige samfund. I hvert fald hvis vi ikke formår at håndtere disse udfordringer, der er langt mere komplekse og varige.

Så pas på jer selv, hold streng isolation, hvis I er i risikogruppen, og følg ellers nøje sundhedsstyrelsens og regeringens retningslinjer, så strategien om at undgå at overvælde sundhedssystemerne ikke bliver forgæves. Men tag det roligt. Demokratiet bryder ikke sammen, samfundsordenen bliver ikke grundlæggende anderledes, og om ti år vil coronakrisen med altovervejende sandsynlighed blot være endnu en historisk begivenhed, som ingen 7. klasseelever rigtigt kan huske, at de har hørt om, endsige oplevet. ■

 

Demokratiet bryder ikke sammen, samfundsordenen bliver ikke grundlæggende anderledes, og om ti år vil coronakrisen med altovervejende sandsynlighed blot være endnu en historisk begivenhed, som ingen 7. klasseelever rigtigt kan huske, at de har hørt om
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Rune Christiansen (f.1977) er mag.art, lektor i historie ved læreruddannelsen i Aarhus og medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse og forretningsudvalg. ILLUSTRATION: To medlemmer af Washington National Guard Homeland Response Force udveksler papirer ved et covid-19-teststed i Bremerton, Washinghton, 9. april 2020 [foto: U.S. National Guard photo by Joseph Siemandel/flickr]