11.10.2020

Vi brugte mange hundreder år på at løsrive os fra køn, etnicitet og seksualitet. Nu er vi midt i et amokløb, hvor vi splintres efter præcist samme markører. Sociale mediers algoritmer intensiverer vores tribalisme, hindrer reel samtale og har sågar konsekvenser for det amerikanske valg – med eller uden russisk indblanding.

Kommentar af Peter Christian Bech-Nielsen, journalist

JEG GÅR RUNDT i en barselståge. Min første, men med barn nummer to. Min forbindelse til den voksne, professionelle hverdag er Twitter. Jeg er på nærmest hver gang datteren sover. En 280-tegns virkelighed er blevet et slags forstørrelsesglas.

Jeg har det som om, jeg leder efter et slagsmål. Det gør vi alle. En mulighed for at punke nogen for et uovervejet eller trodsigt tweet. En illegitim holdning. Jeg ser, hvordan alle radikaliseres. Jeg ser uforsonlighed. Udskamning og identitetskrig. En mærkelig følelse af, at Twitter er fyldt med mikrosegmenter, der kræver en særlig omsorg eller forståelse. Og med en hævntørst. En tak for sidst.

Vi er sociale som aldrig før. Vi taler gennem algoritmerne. Facebook, Google, Instagram, Reddit. Vi samles om Black Lives Matter (BLM), køn, seksualitet og symbolsager, men vi splintres af de præcist samme markører. Tribalismen og identitetspolitikken kryber og kravler på sociale medier. Og den bevæger sig langt ind i mainstreamen.

De trivielle, men også nemme woke-eksempler kender de fleste: Black Lives Matter-aktivister med den kontroversielle Bwalya Sørensen i spidsen vil inddele deres demonstrationer efter farve. Incel-mandslinge mødes med 4chan-lingo og bekræfter hinanden i kvinders ondskab. De intersektionelle ser toksisk maskulinitet flyde overalt i de virale kommunikationskanaler.

 

Tribalismen og identitetspolitikken kryber og kravler på sociale medier. Og den bevæger sig langt ind i mainstreamen
_______

 

MEN TRIBALISMEN VISER også sit ansigt på verdensscenen med Trump og den amerikanske præsidentvalgkamp. Og erfaringen fra 2016 viser, at man med den rette heksebryg af målrettet identitetspolitik og udnyttelse af algoritmerne kan påvirke valg. Med eller uden russisk indblanding.

Højreorienterede militser og konspirationsgrupper, som de færreste har hørt om, kastes i øjeblikket som håndgranater ind i arenaen, mens Donald Trump sætter spørgsmålstegn ved brevstemmers legitimitet. Ved selve valgresultatet. Trump har vel nok den frie verdens største troldehær, og han har forstået algoritmernes radikale logik. Politik skal vinkles til at splitte. Hvide skal spilles ud mod hispanics og sorte. Libertarianere skal føle socialismens klamme hånd. Vælgerne skal præsenteres for en verden, hvor ”fjenden” står klar med høtyven og det der er værre. Det er sort-hvidt.

Herhjemme ser vi lignende tendenser. Nye Borgerliges leder Pernille Vermund har nemlig med samme retoriske stil rekrutteret heftigt på sociale medier ved at forsvare Inger Støjberg i den såkaldte ”barnebrudssag”. Her er budskabet krystalklart: uanset om Støjberg har brudt loven eller ej, så gjorde hun det rigtige. Enten er du med os eller også er du imod os, lyder grundloven i identitetskrigen. Ingen gylden middelvej.

Et andet eksempel er den radikale europaparlamentariker Karen Melchior, der forleden delte et Instagram-meme, der indkapslede en ekstrem tænkning i selve debatten mellem kønnene. Oversat fra engelsk stod der: ”Jeg vil hellere behandle alle mænd som potentielle overgrebsmænd, selvom de bliver fornærmede, end antage at ikke alle mænd er potentielle overgrebsmænd og så ende med at blive overfaldet”.

Som sangeren Allan Olsen synger på pladen ”Onomatopoietikon”: ”Hellere en mistænkt for meget end en skyldig der går fri”. Sådan lyder den identitetsbårne logik.

 

Algoritmerne ender med at arbejde til fordel for dem, der ikke ønsker demokratiet noget godt
_______

 

DE MODERATE standpunkter dør en stille død i Facebooks gravkammer for u-likede opdateringer.

Der er intet nyt i, at politiske interesser kæmper om sandheden og definitionsretten. Den historiske og afgørende forskel er, at med algoritmer i centrum for størstedelen af vores kommunikation, får vi hver især et forskelligt feed med de vinkler og personer, som vi allerede føler os forbundet med eller fjendtlige over for. Vi spejles os i en virkelighed, der ligner os og bekræfter vores sandheder.

Algoritmernes primære mål er at finde mere indhold og flere personer, der kan få dig til at bruge mere tid på et af de sociale medier. Mere af det samme, mere ekstremt, mere splittende.

I Netflix-dokumentaren “The Social Dilemma” advarer en lang række tidligere hovedrolleindehavere fra Twitter, Facebook, Google og Pinterest om digitale kaninhuller og ekkokamre, som vi hver især bliver fanget i. De er direkte trusler mod verdens demokratier, da vores krybdyrshjerner simpelthen ikke kan modstå den afhængighedsskabelse og det fix, som krigen på sociale medier giver, siger tech-genierne.

For blot at føje spot til skade kan kunstig intelligens og banale bots sprede uendelige mængder af hyperpolariserende indhold på sociale medier og via søgeresultater, så algoritmerne ender med at arbejde til fordel for dem, der ikke ønsker demokratiet noget godt.

 

Argumenterne i politiske diskussioner med disse identitetskrigere bliver derfor ofte absolutte. Men det sunde demokrati kræver, at vi påskønner en fælles offentlighed
_______

 

HVORFOR RODER jeg så woke-aktivister og politikere sammen med deres yndlingsaversion Donald Trump? Det gør jeg, fordi deres debatform og algoritmernes centrale placering i deres politiske kommunikation minder overordentlig meget om hinanden, uagtet at deres målsætninger er vidt forskellige. Fællesmængden er, at disse strømninger ikke finder sig i at blive modsagt. De accepterer ikke nuancer.

Og de sociale netværk har til dels mistet magten over eget produkt. I september kunne New York Times fortælle, at trods Facebooks nye regler, som målrettet skulle fjerne alt indhold fra konspirationskrigerne i QAnon, så fortsatte Facebooks egen algoritme med at foreslå brugere at melde sig ind i grupper, der diskuterer QAnons konspirationer. Nu har Facebook så for få dage siden erklæret, at man en gang for alle vil af med alt QAnon-relateret. Samtidig vil Facebook indstille alle politiske reklamer indtil mainstream-medierne har erklæret en vinder af præsidentvalget.

Det særligt interessante her er, at journalister siden januar 2018 har skrevet om voldelige opfordringer fra QAnon-folk hos Facebook og Twitter. Og QAnon, der bedst kan beskrives som en blanding at højreorienterede identitetskrigere og konspirationsfanatikere, er siden maj 2019 blevet ansat for en hjemlig terrortrussel af FBI. Men det er først tæt på valget i 2020, at Facebook for alvor tager livtag med QAnon. Imens har algoritmen næret bæstet så at sige.

Skal vi vælge at blive lidt højtidelige på demokratiets vegne, så bruger ingen af disse politikere og aktivister sociale medier til at styrke det, som ellers har været målet for stort set alle borgerrettighedsbevægelser: At blive bedømt på personlige kvaliteter fremfor etniske eller seksuelle markører. For dem bliver hudfarven, den seksuelle præference eller en særlig sag et argument og en logik i sig selv.

Argumenterne i politiske diskussioner med disse identitetskrigere bliver derfor ofte absolutte. Men det sunde demokrati kræver, at vi påskønner en fælles offentlighed. At vi anerkender facts. Og at vi ikke kun leder efter slagsmål og uretfærdigheder, mens dopaminen giver en følelse af belønning.

 

Vi er nødt til at få øjnene op for, at techgiganterne tjener vanvittige formuer på at fodre dette febrilske og hyperpolariserede debatklima
_______

 

Vi er nødt til at få øjnene op for, at techgiganterne tjener vanvittige formuer på at fodre dette febrilske og hyperpolariserede debatklima. Imens står borgerne som tabere, når den menneskelige fællesmængde mindskes og den sociale lim hastigt opløses af algoritmer og tribalisme.

Filosof og kønsteoretiker Judith Butler, der især for mange feminister og kønsaktivister er en slags ledestjerne, satte ord på den heftige kulturkrig på sociale medier i mediet New Statesman: “Jeg mener, at vi lever i anti-intellektuelle tider, og at dette er synligt på tværs af det politiske spektrum. Sociale mediers hurtighed tillader forskellige slags harme, der ikke ligefrem understøtter eftertænksom debat.”

Det er vigtigt at understrege, at identitetskrigere sagtens kan have vigtige bidrag til den offentlige samtale. Det har vi set med netop #Metoo og BLM’s fokus på politiets svinske behandling af minoriteter i USA.

Men vi bør som samfund ikke vænne os til, at udskamning og annullering af modsatrettede synspunkter bliver “weapons of choice”. En offentlige samtale kræver, at alle lytter og bidrager. ■

 

Identitetskrigere kan sagtens have vigtige bidrag til den offentlige samtale. Det har vi set med netop #Metoo og BLM’s fokus på politiets svinske behandling af minoriteter i USA. Men vi bør som samfund ikke vænne os til, at udskamning og annullering af modsatrettede synspunkter bliver “weapons of choice”
_______

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde