
Prof. L. Randall Wray om Modern Monetary Theory: Når økonomer påstår, at intet er gratis, tager de fejl. For stater kan aldrig løbe tør for deres egen valuta
04.07.2020
.”Et land med dets egen valuta kan selvfølgelig ikke løbe tør for den. Det betyder, at landet kan forfølge den økonomiske politik, den ønsker at føre, uden at bekymre sig om, hvordan forbruget skal finansieres. Landet kan altid finansiere det, og det kan ikke blive insolvent.”
Interview af Markus Giessing
RÆSON: Du er fortaler for Modern Monetary Theory (MMT). Hvad indebærer teorien, og hvilke økonomiske problemer forsøger den at løse?
WRAY: MMT blev udviklet for at undersøge, hvordan en suveræn stat forbruger under visse forudsætninger: hvis den udsteder sin egen valuta, hvis den lover ikke at konvertere den valuta til en udenlandsk valuta eller guld, og hvis den kun udsteder gæld i sin egen valuta. Det, som vi argumenterer for, er, at en stat, der udsteder en suveræn valuta – som vi definerer det – har meget mere politisk handlerum, end hvad de fleste går og tror. Kriterierne for en suveræn valuta er: at den udstedes af en stat, der vælger sin egen valuta; at staten indfører skatter, der betales i dens egen valuta; og at staten udelukkende udsteder gæld i dens egen valuta. Dermed følger det også, at valutaudstederen ikke lover at tilbagekøbe valutaen ud fra en fastkurspolitik, der binder sig til guld eller en udenlandsk valuta.
RÆSON: Kan du uddybe det?
WRAY: En stor del af MMT er en beskrivelse af, hvordan et land med en suveræn valuta fungerer. Beskrivelsen udgør omtrent 80 pct. af, hvad MMT er. MMT kommer med en række påstande. Lad os tage dem en ad gangen:
For det første, så forsøger MMT som sagt at beskrive, hvordan moderne stater forbruger, og her er der en ret central misforståelse, nemlig at moderne stater forbruger ved at trykke penge. Det gør de ikke. Tilbage i det 19. århundrede satte den amerikanske stat seddelpressen i gang, når den ønskede at forbruge. Men det er ikke tilfældet længere. Det er at blande penge – eller hvordan man betaler for noget – sammen med forbrug i sig selv. Den måde alle moderne økonomier forbruger på, er, at finansministeriet udsteder checks, eller laver elektroniske betalinger, gennem centralbanken. Centralbanken krediterer dernæst bankreserverne i modtagerens bank, og denne bank vil kreditere modtagerens bankkonto. Det er måden, hvorpå en regering forbruger i dag. Man kan kalde det, at den amerikanske stat forbruger med et tasteanslag, i stedet for ‘at trykke penge’.
Når jeg beskriver, hvordan den amerikanske stat forbruger, ved at centralbanken med et simpelt tasteanslag krediterer bankreserver, og banker derefter krediterer bankkonti, er det en beskrivelse af, hvordan staten forbruger. Når en stat beskatter borgere og virksomheder, foregår det omvendt: banker debiterer skatteydernes bankkonti, og centralbanken debiterer bankernes reserver. Det er en beskrivelse, ikke en politik. Vi beskriver, hvordan tingene rent faktisk fungerer.
Det er en beskrivelse, ikke en politik. Vi beskriver, hvordan tingene rent faktisk fungerer.
_______
Det næste, vi så siger, er, at et sådant land ikke kan løbe tør for sin egen valuta, eller rettere: ikke kan løbe tør for at overføre ressourcer fra centralbanker til banker til bankkonti ved hjælp af tasteanslag. Det betyder, at landet kan forfølge den økonomiske politik, den ønsker at føre, uden at bekymre sig om, hvordan forbruget skal finansieres. Landet kan altid finansiere det. Stater kan altid skabe penge med et klik på en computertast, så muligheden for at indfri enhver betalingsaftale er der altid. Landet kan ikke blive insolvent, og landet kan aldrig tvinges til at betale sine regninger. Det er alt sammen beskrivelse.
RÆSON: Kan du give et mere konkret eksempel på, hvordan disse tasteanslag fungerer?
WRAY: Lige nu udsender præsident Trump checks til amerikanske familier til en værdi af 1200 dollar fra finansministeriet, som en del af den økonomiske hjælpepakke [der første gang blev vedtaget d. 27/3, red.]. Når man går ned med denne check i banken, vil banken kreditere din konto med 1200 dollar. Banken sender derefter checken til the Federal Reserve (The Fed), som er vores centralbank. The Fed krediterer så bankens reserver, og således fungerer udbetalingen. Det kalder jeg for tasteanslag, men det er bare en kredit på balancen. Det er en elektronisk kontering, og det er sådan alle betalinger sker i enhver moderne stat. Dette er også sandt for de lande, der binder deres valuta til en anden valuta, som fx Danmark. Selv hvis Danmark har fastbundet sin valuta til euroen, er dette stadig måden, som den danske regering forbruger på.
Hvad angår skatteinddrivelse er det blot den omvendte proces. Mange tror at skatteindtægter bruges til at finansiere regeringens forbrug, men det er forkert. Skattebetalinger er blot en deduktion fra bankkontoen – det er alt, de er. Henover et år kan vi udregne antallet af kreditter fra tasteanslag og antallet af debiter fra tasteanslag, og det kan vi kan sagtens kalde for ‘budgetunderskud’, hvis vi vil. Men alt det er, er forskellen mellem positive konteringer og negative deduktioner. Og det er måden, hvorpå regeringen forbruger.
RÆSON: Hvis 80 pct. af MMT er beskrivelse, hvad er de resterende 20 pct. så?
WRAY: De resterende 20 pct. handler om det politiske handlerum, som en regering har. Hvis man har en flydende valutakurs, står man over for to begrænsninger: tilgængelighed af ressourcer og inflation. Ressourcer kan i denne sammenhæng også betyde menneskelige ressourcer, fx arbejdsløse. Hvis regeringen skal forbruge, og ressourcerne for nuværende er arbejdsløse, så sætter regeringen disse ressourcer i brug, dvs. at man giver folk et arbejde. Det er en ‘gratis frokost’. Man hører ofte økonomer sige, at der ikke findes en ‘gratis frokost’, men selvfølgelig gør der det. Hvis man har arbejdsløse, og man sætter dem i beskæftigelse, så er det en ‘gratis frokost’.
Regeringen bruger simpelthen bare tasteanslag-kreditter til deres bankkonti, og dermed er de beskæftiget. Således kan de begynde at arbejde i den nationale interesse. Lige nu [i USA, red.] har vi masser af nationale interesser, som skal opfyldes. Vi har behov for folk, der kan tilberede og pakke mad til folk, der er i isolation derhjemme og ikke kan købe ind. Det er blot et eksempel på, hvad regeringen kunne gøre lige nu. Hvis man har produktionskapaciteter, som ikke bliver benyttet, og regeringen køber produktet, så er det en ‘gratis frokost’. De økonomer, der siger, at der ikke findes ‘gratis frokoster’, tager derfor fejl.
Hvis man har produktionskapaciteter, som ikke bliver benyttet, og regeringen køber produktet, så er det en ‘gratis frokost’. De økonomer, der siger, at der ikke findes ‘gratis frokoster’, tager derfor fejl.
_______
Under mere normale omstændigheder bliver der brugt masser af ressourcer. Nogle af de menneskelige ressourcer arbejder i offentlighedens interesse, og er ansat til at levere en ydelse for den offentlige sektor. En masse andre ressourcer bruges af den private sektor. Hvis en regering øger forbruget for at håndtere coronavirus eller noget andet, så kan man anvende nogle af de ressourcer, som allerede er i brug, et andet sted. I det tilfælde har det en pris, fordi vi dermed har færre ressourcer tilbage til at opfylde andre behov.
Det er her, hvor prioriteringer indtræder. Hvis man tager ressourcer, der allerede er i brug andetsteds, er det nødvendigt at sikre, at de bruges til en højere prioritering, og det er et stort problem, når man udkæmper en stor krig, som fx Anden Verdenskrig. I det tilfælde vil der allerede være fuld beskæftigelse pga. krigsindsatsen, og regeringen køber så mange ting som muligt til at gennemføre krigen, plus det faktum at man sender en stor del af arbejdsstyrken i hæren, hvilket reducerer mulighederne for at producere. Der skal man virkelig være forsigtig med at flytte ressourcer fra privat til offentligt forbrug. Det, man kan gøre, er at frigøre nogle af ressourcerne, for ellers støder man på den anden begrænsning, som er inflation.
Problemet med at byde på ressourcer, der allerede er i brug, er, at man må betale en højere pris for at flytte dem til, hvad end det nu er regeringen ønsker – en krig eller en pandemi. Regeringen kan altid vinde budkrigen, fordi den aldrig kan løbe tør for penge og ikke er profitorienteret. Men bagsiden ville være inflation. Det ville være tidspunktet, hvor man ville være nødt til at hæve skatterne eller engagere befolkningen i en kampagne for ‘patriotisk opsparing’, ved at sælge krigsobligationer for at sænke forbruget, i forsøget på at frigøre ressourcer.
Regeringen har ikke brug for penge fra den private sektor, den har ikke brug for dine skattebetalinger og den har ikke brug for din opsparing. Det, regeringen har brug for, er ressourcer, dvs. din arbejdskraft. Derfor vil regeringen være nødsaget til at sænke den enkelte borgers forbrug, for at kunne dedikere flere ressourcer til den offentlige sektor. Hvis ressourcerne er frigjorte i form af arbejdsløshed, så er der ingen hindring, men hvis de er beskæftiget, fjerner man ressourcer fra et område. Det er det, man bør bekymre sig om. Spørgsmålet er, hvad der er vigtigst: at lade den private sektor bruge ressourcerne eller den offentlige sektor?
RÆSON: Selvom Danmark har sin egen valuta, er den bundet til euroen. Betyder det så, at de 20 pct. af MMT, der har at gøre med politiske prioriteringer, ikke kan finde sted i Danmark?
WRAY: I det tilfælde kan [Danmark] støde på problemer, hvis regeringen forsøger at forfølge sin politik ud fra nationale interesser, men oplever, at det fører til en reduceret strøm af euro til landets økonomi. Det kan muligvis tvinge landet til at forsømme sin aftale [om fastkurspolitikken, red.].
Lad mig give et eksempel: Kina administrerer sin egen valuta og forsøger at holde kursen i omegnen af den amerikanske dollar. Det er så lykkedes Kina at samle en enorm mængde dollarreserver. Kina har et stort politisk handlerum, fordi de har formået at oparbejde en buffer mod forsøg på at konvertere landets egen valuta til amerikanske dollar. Derudover har de en temmelig rigid kontrol med kapitalbevægelser, der gør det svært at devaluere valutaen i forhold til dollaren. Derfor er den kinesiske valuta relativt sikker. I takt med at de gradvist løsnede kontrol med kapitalbevægelser, begyndte de at miste dollar, og de var nødsaget til at vende om og stramme kapitalkontrollen igen, for at være i stand til at opretholde tilstrækkelige reserver af udenlandsk valuta, hvilket tillod dem at holde vekselkursen, hvor de ønskede den.
Hvis Danmark har lovet at veksle sin valuta for at imødekomme ethvert krav på at veksle den danske krone til euro, så kan Danmark forfølge sin egen politik, såfremt I har oplagret tilstrækkelige udenlandske valutareserver. Men hvis der er en udstrømning af euro forbi en vis grænse, er Danmark nødt til at tage et valg om, hvorvidt det vil overgå til en flydende valutakurs; indføre kapitalkontrol; eller opgive friheden til at forfølge politik i landets egen interesse.
RÆSON: Lad os forestille os et scenarie, hvor der er fuld beskæftigelse, og den private sektor efterspørger flere ressourcer. Hvordan kan MMT løse det? Ville løsningen være at importere udenlandsk arbejdskraft?
WRAY: Du nævner en vigtig pointe. Import er altid en mulig løsning på ovenstående problem. Det ville kunne lette ressourcepresset, ved at indbringe de ressourcer, som der er brug for, og samtidig kan man undgå at tage arbejdet fra den private sektor. Men hvis man er midt i en verdenskrig, vil alle lande stå over for det samme problem som dig selv, og i det tilfælde er det ikke muligt at importere arbejdskraft. Coronapandemien er næsten som en krig i den forstand, at alle lande står over for de samme udfordringer. Derfor kan vi ikke forvente, at et land bare kan importere de fornødenheder, som det mangler.
En anden krigslignende udfordring, som vi står over for, er klimaforandringer. Det er en enorm udfordring, som hele verden står overfor. Vi er nødt til at øge både det offentlige og det private forbrug i forbindelse med Green New Deal [et politisk forslag om at reducere udledning af drivhusgasser på en såkaldt ‘social og økonomisk retfærdig’ måde, der er fremsat af bl.a. Bernie Sanders, red.], og vi kan ikke være afhængige af arbejdskraftimport, fordi hvert land kommer til at mangle arbejdskraft. Derudover er vi også nødt til at øge vores egen hjemlige produktion, og vi bør flytte ressourcer væk fra destruktive formål, såsom meget klimabelastende sektorer, og bruge dem konstruktivt med henblik på Green New Deal. Og vi er nødt til at gøre det lige nu, under coronakrisen. Det er noget, som vi, der står bag MMT, har arbejdet på. Hvordan vi bør “betale for” det, og det sætter jeg i anførselstegn, fordi regeringen ikke kan løbe tør for penge. Problemet er, at vi står over for en vanskelig udfordring med at frigøre ressourcerne, som vi har brug for i kampen mod klimaforandringer.
Coronapandemien er næsten som en krig i den forstand, at alle lande står over for de samme udfordringer. Derfor kan vi ikke forvente, at et land bare kan importere de fornødenheder, som det mangler.
_______
RÆSON: Er I nået frem til nogle løsninger på problemet endnu?
Wray: Naturligvis. For vi har gjort det før, under Anden Verdenskrig. John Maynard Keynes, der er faderen til keynesiansk økonomi, er en af de vigtigste personer i udviklingen af MMT. Han skrev en bog i 1940, der hedder How to Pay for the War. På det tidspunkt vidste man, at krigen nærmede sig. Inflationen havde været høj under Første Verdenskrig i Storbritannien. For USA var Første Verdenskrig ikke så omfangsrig, men vi havde også inflation. Keynes vidste at Anden Verdenskrig ville kræve enorme ressourcer. Så spørgsmålet var, hvordan man kunne flytte ressourcer ud af den private sektor, givet at der var fuld beskæftigelse, og at alle produktionskapaciteter var i brug. Man skal udbetale lønninger, og de lønninger kan bruges til forbrug, hvilket er et stort problem under en krig.
RÆSON: Hvorfor er det et problem?
WRAY: Eftersom staten vil operere hinsides fuld beskæftigelse, og skal udbetale lønninger, er der en fare for at forbrugerefterspørgslen vil stige netop i det øjeblik, hvor vi har brug for at flytte virkelige ressourcer (arbejdere, fabrikker og naturressourcer) over til krigsindsatsen. Dermed har vi brug for et politisk initiativ, der reducerer eller udskyder forbruget. Ellers stiger inflationen. Eksempler på politiske tiltag kunne være højere indkomstbeskatning, ‘patriotisk opsparing’ eller at udskyde forbruget. Til gengæld kan staten tilbagebetale en højere værdi end det egentlige udskudte forbrug, ved fx at hæve pensionsudbetalinger og indføre sygesikring.
Både USA og Storbritannien benyttede ‘patriotisk opsparing’ – eller krigsobligationer – under Anden Verdenskrig. [Det fungerede ved at regeringen opfordrede borgerne til at købe obligationer for at staten kunne “finansiere krigen”, red.]. Keynes sagde at det var en god idé, men at det aldrig ville være tilstrækkeligt. Det andet, man kan gøre, er at beskatte borgere og virksomheder, hvilket Keynes mente var en nødvendighed. De fleste af dem, der argumenterer for implementeringen af Green New Deal, hævder, at vi bør beskatte de rige. Det spørgsmål beskæftigede Keynes sig også med, og til det ville han sige, at de folk går til problemet på den forkerte måde. Det forholder sig nemlig ikke sådan, at regeringen har brug for de riges penge i dette scenarie. Målet er i stedet at sænke forbruget. Selvom rige mennesker forbruger en hel masse, udgør de en lille del af et lands samlede forbrug. Derfor bør man i stedet fokusere på at reducere middelklassens forbrug. Forbruget bør reduceres for alle, bortset fra dem helt nede i bunden af indkomstskalaen.
Keynes sagde dog at problemet med dette var, at middelklassen allerede gjorde store opofrelser i forbindelse med krigen, eftersom de sendte unge mænd og kvinder i krig. Og en stor del af dem kom ikke hjem igen. Så Keynes foreslog at man udskød forbruget. Og han foreslog han, at man tvang folk til at udskyde forbruget, ved at udstede krigsobligationer som kunne indløses efter krigen og hæve forbruget igen. Det gjorde vi i USA. Vi havde også en koordinering mellem fagforeninger, virksomheder og regeringen om at tilbyde ydelser efter krigen, såsom pension og sygesikring. Derfor har vi foreslået at man hæver indkomstskatten, således at det rammer alle ansatte i samfundet.
Men vi foreslår, at man bruger en midlertidig stigning i indkomstbeskatningen med løftet om at den offentlige pensionsudbetaling bliver hævet. Når folk går på pension, vil de opnå et større forbrug end de har opgivet under Green New Deal. Vi foreslår at man udskyder forbruget i ti år. Derefter vil pensionsudbetalingerne være betydeligt højere, end under den nuværende lovgivning på området. Og det er måden man tackler problemet på ifølge MMT.
RÆSON: Kan en udskydelse af forbruget være en løsning på den nuværende coronakrise?
WRAY: Lige nu er vores problem, at der er en masse forskellige virksomheder, der er tvunget til at lukke, fordi det ikke er sikkert for hverken medarbejdere eller kunder. Den første ting, vi skal overkomme, er sundhedskrisen. Muligvis er vi nødt til at vente på en effektiv vaccine, før visse virksomheder kan vende tilbage. Imidlertid har den gennemsnitlige amerikanske familie regninger og afbetalinger af gæld for omkring 4000 dollar om måneden. Så de står over for et akut problem. I april kunne hver tredje amerikanske lejer ikke betale sin husleje, og det er naturligvis forværret sidenhen. Endnu flere har mistet deres arbejde og er løbet tør for penge på opsparingskontoen.
Så vi står foran massevis af udsmidninger, der vil sætte folk på gaden. Og vi er nødt til at finde en løsning, så vi kan undgå det scenarie. Folk der har boliglån, som ikke kan betale regningerne, vil snart blive smidt på gaden. Jeg foretrækker en vidtgående gældseftergivelse, der kan frigøre folk fra deres gæld og gøre en stor forskel for mange husholdningers finansielle situation. Så jeg tror at gældseftergivelse er en stor del af løsningen på dette, ikke udskydelse af betalinger. ■
Jeg foretrækker en vidtgående gældseftergivelse, der kan frigøre folk fra deres gæld og gøre en stor forskel for mange husholdningers finansielle situation. Så jeg tror at gældseftergivelse er en stor del af løsningen på dette, ikke udskydelse af betalinger
_______
L. Randall Wray (f. 1953) er professor i økonomi ved Bard College og er seniorforsker ved Levy Economics Institute. Wray er en af grundlæggerne af Modern Monetary Theory, hvilket han har skrevet adskillige bøger om, herunder Understanding Modern Money: the key to full employment and price stability (1998), og Modern Money Theory: A primer on macroeconomics for sovereign monetary systems (2012). ILLUSTRATION: 50-kronesedler bliver trykt i Nationalbanken [foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix]