Professor Peter Lauritsen: Ønsker vi alle et demokrati domineret af frihed, frisind og lighed? Man kan godt blive i tvivl

Professor Peter Lauritsen: Ønsker vi alle et demokrati domineret af frihed, frisind og lighed? Man kan godt blive i tvivl

10.04.2020


Nogle synger mere rent end andre i hyldesten af vores demokrati. Hvilke værdier skal præge Danmark? Ja, hvad er det i virkeligheden for et demokrati, den nationalkonservative understrøm forestiller sig, at vi skal arbejde hen i mod? Er det Orbans illiberale demokrati eller Trumps USA, der er forbilledet?

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kronik af Peter Lauritsen, professor MSO

ENHVER, DER SEJLER på Zambezi-flodens stille vand, ved, hvor vigtigt det er jævnligt at slå med pagajen på kanoens kant. For på flodens bund græsser flodhestene, og når de hører lyden fra slaget, søger de op til overfladen for at se, hvad det er, der forstyrrer. Med et prust bryder de vandspejlet, og nu, da man tydeligt kan få øje på dem, ved man, hvor man har dem.

Nogle vil hævde, at jeg strækker metaforen for langt, men det er dette billede, der falder mig ind, når jeg prøver at forstå, hvordan nogle nationalkonservative skribenter har reageret på en bog, jeg netop har udgivet. I flok græssede de på flodens bund, indtil de hørte lyden fra pagajen og vredt måtte se, hvad det var, der skete.

Den omtalte bog har titlen Hvad skal det nytte? På sporet af Hørups demokrati. Den handler om venstrepolitikeren Viggo Hørup, der grundlagde Politiken og var en yderst flittig skribent. Hørup døde i 1902, og som sådan er han en historisk person. Men han stod forrest i en tid, hvor det unge demokrati allerede var under pres. Den navnkundige og stokkonservative konseilspræsident J.B.S. Estrup satte forfatningen ud af kraft, og store befolkningsgrupper, herunder kvinderne, havde hverken adgang til stemmelokaler eller den offentlige debat. Denne situation tvang Hørup (og en række af hans samtidige) til at spidsformulere demokratiet. Hvad gik det ud på? Hvilke elementer bestod det af? Og hvilke mål skulle man bevæge sig hen imod?

 

Men det ville alligevel være rart at få et klart svar på, hvor den nationalkonservative understrøm i virkeligheden ønsker at føre os hen. Det svar har jeg ikke fået endnu
_______

 

I EN SITUATION, hvor det liberale demokrati i dag er i krise ikke bare ude i verden, men også i Danmark, har jeg fundet det relevant at overveje, om vi kunne lære noget af Hørups tanker. Måske han ligefrem kunne hjælpe os med at finde tilbage til de basale værdier, vi har bygget demokratiet på og dermed være ét input til en helt nødvendig, fælles diskussion om, hvilket demokrati vi gerne vil leve i?  

For nogle nationalkonservative debattører var dette formål imidlertid mere, end de kunne klare. I hvert fald har de brugt bogen som anledning til højlydt kritik af Hørup og de værdier, han mente, demokratiet skulle bygge på. Frihed, frisind, retsstat og fornuft kan åbenbart stadig virke som en rød klud på det intellektuelle parnas. Men kritikken rejser også et spørgsmål: Hvis ikke disse værdier skal være retningsgivende for Danmark, hvilke skal så? Selvfølgelig er det en anmelders ret og privilegium at afsværge sig sin faglige integritet og blot være vrængende, sådan som Groft Sagt-skribent Peder Nedergaard var i Berlingske. Men det ville alligevel være rart at få et klart svar på, hvor den nationalkonservative understrøm i virkeligheden ønsker at føre os hen. Det svar har jeg ikke fået endnu.

Centralt i Hørups demokratiopfattelse står, at befolkningen skal dele sig efter anskuelser. En bestemt sag opstår, der argumenteres for og i mod, og borgerne tager stilling. Og med ”borgerne” mente Hørup: alle. Demokrati ”udelukker ingen og er ikke for godt for nogen”, sagde han, og gjorde alt, hvad han kunne, for at bekæmpe den ekskludering af befolkningsgrupper, som var tydelig dengang, og som stadig findes i dag. Lighed mellem mennesker var og er et helt centralt demokratisk princip.

 

Som en rød tråd gennem Hørups demokratiopfattelse løber en fordring om fornuft. Folkestyret kræver med andre ord, at man tænker sig om
_______

 

SELV OM DET LYDER ENKELT, er Hørup til fulde klar over, hvor skrøbelig den proces, hvor borgerne deler sig efter anskuelser, er. En forudsætning er således, at der er frihed. Borgerne skal kunne tænke og tale, som de har lyst til. Der skal også være en retsstat, som beskytter de svageste, så ikke den stærke har ret, blot fordi han har magt. Der skal være visdom i folket. Og så skal den offentlige mening (Hørup taler også om dannelsen) være præget af frisind. Demokratiet er ikke blot en formel størrelse, men også en kultur, hvor der er plads til, at forskellige holdninger undersøges og brydes. Dette kræver imidlertid ikke alene, at der skabes rum til diversitet – borgerne skal også have den tilstrækkelige selvfølelse til at indtage dette rum. Hver enkelt borger skal tro på, at han eller hun kan gøre en forskel.

Det er en stor mundfuld, og selvom forudsætningerne altid vil være til stede i varierende udstrækning, er det ifølge Hørup vigtigt, at vi prøver at etablere dem. Det er med andre ord en fælles opgave – uanset politisk ståsted – at vi hjælper hinanden med at danne anskuelser, så vi kan dele os efter dem.

Som en rød tråd gennem Hørups demokratiopfattelse løber en fordring om fornuft. Folkestyret kræver med andre ord, at man tænker sig om. Det var denne betingelse, Hørup formulerede, da han i 1883 stillede det berømte spørgsmål: Hvad skal det nytte? Konkret var det rettet imod regeringens ønske om at befæste København. For hvad skulle det nytte at bruge en formue på et fæstningsværk, der alligevel ikke ville have militær værdi? Men kravet om nytte knytter sig til al politik: Den skal løse reelle problemer, og det kan den kun, hvis den er baseret på fornuft og viden. Dermed står den nyttige politik i modsætning til militarismen, som ifølge Hørup både er ufornuftig og udemokratisk, fordi den suspenderer fornuften og føres oppefra og ned. Folk skal ikke tænke sig om, men gøre, som der bliver sagt.

 

Pointen i det ovenstående er ikke, at demokratiet i Danmark er dødt. For mange steder er det stadig sprællevende. Men vi ville utvivlsomt have gavn af at stoppe op og tage den grundlæggende og tværpolitiske diskussion af, hvordan demokratiet har det
_______

 

FOR MIG ER DET INDLYSENDE, at vi kan lære noget af disse tanker om demokrati. Selvfølgelig var tiden en anden, og vi lever i dag i en helt anderledes verden, end den Hørup færdedes i. Men hans demokratiske principper kan stadig være værdifuld inspiration. For eksempel ville det være oplagt at diskutere, om vi i dag er gode nok til at hjælpe hinanden med at dele os efter anskuelser. Og hvis det er en fælles opgave, hvorfor modarbejder store dele af det politiske system så rutinemæssigt denne demokratiske proces ved at tilskære og manipulere information, sådan som fx Jesper Tynell så fremragende har dokumenteret det i sin bog Mørkelygten? Og hvad med fake news, der konstant florerer på sociale medier? Eller det massive informationsbombardement, vi hele tiden er udsat for? Ingen af delene gør det nemt at sætte tingene i perspektiv og skille skæg for sig og snot for sig.

På samme måde burde vi have en diskussion af, hvordan vi får den nyttige politik til at fylde mere. Hvordan kan vi styrke den politiske fornuft? For hvad nytter burkaforbud og smykkelov? Hvad nytter en hullet grænsekontrol? Og hvad nytter 300 ekstra overvågningskameraer, når vi i forvejen har halvanden million? Alle ved, at disse tiltag reelt ikke nytter, men fordi vi går så meget op i strategi og handlekraft, er det dét, politikerne bliver stillet til ansvar for – og ikke for om tiltagene faktisk virker.

Pointen i det ovenstående er ikke, at demokratiet i Danmark er dødt. For mange steder er det stadig sprællevende. Men vi ville utvivlsomt have gavn af at stoppe op og tage den grundlæggende og tværpolitiske diskussion af, hvordan demokratiet har det, og nysgerrigt undersøge, om vi kunne forbedre det på den ene eller den anden måde.

Denne opfordring er imidlertid ikke så uskyldig, som den lyder. Heldigvis viser modtagelsen af min bog, at mange deler ambitionen. Ikke at de nødvendigvis er politisk enige med hverken Hørup eller mig, men de vil gerne deltage i diskussionen.

 

For hvis man ikke mener, at vi kan lære noget af Hørup, bunder det så i en holdning om, at vi ikke har noget at lære af nogen – at vi nærmest lever i et fuldendt demokrati?
_______

 

MODTAGELSEN VISER imidlertid også det modsatte. Nogle anmeldere har således kategorisk fremført, at vi ikke kan lære noget om demokrati af Hørup, og at han kun kan bruges til at afstive selvtilliden i Radikale Venstre, som han var en vigtig forløber til.

Selvom jeg var forberedt, har dette argument alligevel overrasket mig. For hvis man ikke mener, at vi kan lære noget af Hørup, bunder det så i en holdning om, at vi ikke har noget at lære af nogen – at vi nærmest lever i et fuldendt demokrati? Det er der sikkert nogen, der mener, men nogen skarp samfundsanalyse er der ikke tale om.

Men der er selvfølgelig også den mulighed, at man faktisk mener, at demokratiet skal udvikle sig i en bedre retning, men at det bare ikke skal være Hørup, der er retningsgivende – han er kun for medlemmer af Radikale Venstre. Også dette er en legitim holdning, men er det virkelig sandt, at man kan reducere ønsket om mere frihed, mere lighed, mere retsstat og mere fornuft til et enkelt parti? Er det ikke en retning, som mange flere partier og store grupper i befolkningen ønsker sig?

Jeg tror stadig, svaret er bekræftende. Men bedømt på kommentarerne til min bog, må jeg også konstatere, at det langt fra er alle, som sætter liberale værdier højt. Selvom vi alle synger med, når vores danske demokrati skal hyldes, er der nogen, der synger mere rent end andre. Men hvis det ikke er frihed, frisind og lighed, der skal dominere dagliglivet i Danmark, hvilke værdier skal så? Ja, hvad er det i virkeligheden for et demokrati, den nationalkonservative understrøm forestiller sig, at vi skal arbejde hen i mod? Er det Orbans illiberale demokrati eller Trumps USA, der er forbilledet?

Disse spørgsmål bliver vi nødt til at have svar på. Og vi er nødt til at have diskussionen. Men det kræver, at ingen lurepasser. Man skal ikke kunne gemme sig på flodens bund. Og forsøger man alligevel, må vi andre huske at slå med pagajen på kanoens kant, så vi bedre kan se, hvad det er, vi står over for. ■

 

Selvom vi alle synger med, når vores danske demokrati skal hyldes, er der nogen, der synger mere rent end andre
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Peter Lauritsen [f. 1969] er professor MSO ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Kristian Thulesen-Dahl (DF), Morten Østergaard (RV) og Mette Frederiksen (S) [foto: Jens Wognsen/Scanpix]