14.04.2020

I morgen bliver en festdag, takket være lærere, forældre og elever. Vil politikerne benytte lejligheden til endelig at anerkende lærerstandens betydning?

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Rasmus Holme Nielsen, Forperson i Lærerstuderendes Landskreds

I denne uge vender skolebørn og lærere tilbage til deres hverdag i folkeskolen. Det sker under stor usikkerhed i forhold til de retningslinjer, som regeringen har stillet til rådighed, hvilket har skabt en berettiget frustration, som ikke bare er unødvendig, men også er enormt ærgerlig.

Spørgsmålene har været mange; skal lærerne på arbejde, hvis deres ægtefælde er i risikozonen? Og hvad med børnene – skal de i skole hvis deres forældre er i risikozonen? Eller hvis de har været sammen med bedsteforældrene i påsken? Skal forældrene holde børnene hjemme hvis de kan? Og hvad er risikozonen overhovedet?

Det er ærgerligt, at mængden af ubesvarede spørgsmål er så stor, for genåbningen af folkeskolerne skulle have været en festdag. En dag, hvor vi fejrer vores fælles skole. Hvor vi fejrer børnene. Hvor vi fejrer lærerne. Hvor vi fejrer fællesskabet.

Siden nedlukningen af Danmark og folkeskolerne har forældre, politikere, skolebørn og lærere nemlig erkendt, hvilken fantastisk institution vi sammen har skabt og fortsat skaber hver eneste dag. Samfundets smeltedigel. Vi har erkendt, at børn trives bedst og lærer mest i et sjovt og trygt fællesskab med deres klassekammerater. Vi har erkendt, at børn ikke lærer nær det samme gennem ”digital learning”, ”flipped classroom” eller dyre læringsportaler, som de gør, når de møder en velforberedt lærer, der ønsker det bedste for dem. Vi har erkendt, hvor meget værdi en dygtig folkeskolelærer har for det enkelte barn, og hvor stor værdi en sådan lærer skaber for samfundet.

Vi er kommet til den samme erkendelse, som var årsagen til, at vi for over 200 år siden slog dørene op for folkeskolen for første gang; at hele mennesker skabes sammen, ikke hver for sig. At folkeskolens formål ikke er decimeret til viden- og færdighedsmål. Først og fremmest er og bliver folkeskolens formål at uddanne små og unge mennesker til at tage aktiv del i vores demokratiske samfund som gode medborgere og medmennesker. Dette sker ikke bedst bag en skærm på børneværelset. Det sker derimod bedst sammen. I fællesskabets skole. Ikke hver for sig.

 

Børnene, som nu mod al forventning lige pludselig synes, at det er federe at gå i skole og være i et fællesskab, der er større end deres egen lille iPad
_______

 

Ovenstående erkendelse har i alt for lang tid været udsat for en kollektiv glemsel blandt forældre og politikere – for slet ikke at snakke om børnene. Børnene, som nu mod al forventning lige pludselig synes, at det er federe at gå i skole og være i et fællesskab, der er større end deres egen lille iPad.

Jeg håber derfor, at genåbningen af skolerne i morgen bliver en festdag, til trods for de uklare rammer og retningslinjer for den. Jeg håber, at lærerne vil møde børnene med flag, fællessang og fest. Jeg håber at børnene vil møde deres lærere med glade øjne og et stort smil op over begge flyveører. Jeg håber, at forældrene vil trodse sukkerpolitikken og lægge et ekstra stykke pålægschokolade i madpakken. For det skal være en festdag, når skolerne åbner igen.

Og så håber jeg, på bagkant af denne coronakrise, at også politikerne vil fejre folkeskolens væsen sammen med alle os andre. Ikke med flag, smil eller pålægschokolade. Men ved at tage et politisk valg.

En færdiguddannet lærer har i løbet af sin fireårige uddannelse været i praktik med rigtigt levende børn og forældre i blot 18 uger. Kun 18 uger. Læreruddannelsen er en af de længste professionsbacheloruddannelser, men er desværre samtidigt den professionsbachelor med mindst praktik. Med den sparsommelige mængde praktiske erfaring sender vi lærere ud i en skole, hvor samhørigheden og relationerne mellem lærere, børn og forældre er altafgørende elementer i institutionen, men uden at de elementer har udgjort en væsentlig del af lærernes uddannelse.

Det er håbløst. Vi sender lærere ud i Danmarks vigtigste samfundsinstitution, folkeskolen, med så dårlige forudsætninger for at skabe samhørighed med børn og forældre, at over 20 pct. af de nyuddannede lærere er forsvundet fra folkeskolen inden for det første år.

Så kære politikere. Lad os aftale, at vi i lærerstanden står klar med flag, at børnene står klar med storsmilende ansigter, og forældrene står klar med favnen fuld af pålægschokolademadder. Så kan I til gengæld fordoble mængden af praktik på læreruddannelsen.

I en situation, hvor generkendelsen af skolens samfundsmæssige værdi står lysende klart for os alle, er det tid til, at politikerne tager deres del af ansvaret. ■

 

I en situation, hvor generkendelsen af skolens samfundsmæssige værdi står lysende klart for os alle, er det tid til, at politikerne tager deres del af ansvaret
_______

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde