28.01.2020

”I EU har vi været i stand til at stå sammen i forsvaret for samhandel og menneskerettigheder, og jeg tror, at Kina må tilpasse sig, fordi EU er Kinas største marked. Desværre tror jeg også, at opfattelsen i Beijing er den, at selvom deres pressionskampagne ikke er succesfuld nu, kan den blive det på den lange bane.”

Interview med Jerker Hellström, senioranalytiker ved Totalförsvarets Forskningsinstitut

Interview af Markus Giessing

RÆSON: I et interview med Financial Times for nylig sagde du, at “Kina forsøger at bruge de nordiske lande som en prøveklud [testing ground]”. Hvad er de en prøveklud for?
HELLSTRÖM: Faktisk er den konklusion baseret på en rapport, som jeg offentliggjorde i 2014, der omhandlede Kinas Kommunistiske Partis politiske prioriteter i den nordiske region. Jeg så dengang, at en af partiets største prioriteter er at afprøve forskellige politikker. Det blev jeg også fortalt af interviewpersoner fra kinesiske ambassader i de nordiske lande.

RÆSON: Bruges de kinesiske ambassader i de nordiske lande til at opnå politiske mål gennem en pressionstaktik?
HELLSTRÖM: I mange af disse tilfælde er der ikke tale om en pressionstaktik, men blot en måde at teste, om det er muligt at implementere bestemte politikker. Et eksempel kunne være handelsaftalen med Island, som blev indgået i 2013, eller det fejlslagne forsøg på en handelsaftale med Norge. Det faktum, at Island var det første europæiske land, som Kina etablerede en handelsaftale med, var til dels Kinas måde at afprøve nogle tiltag forud for en mulig handelsaftale med EU. Dette kunne de selvsagt ikke have afprøvet med andre nordiske lande, som er medlemmer af EU.

Handelsaftaler med EU er en stor kinesisk prioritet. En handelsaftale med Island eller Norge er til gengæld ikke i sig selv højt placeret på den kinesiske dagsorden. Alligevel er sådanne aftaler vigtige for, at Kina kan afprøve, hvordan man tilgår et europæisk land i handelsmæssig forstand. Samtidig kan de vise andre lande, at det er muligt at indgå en sådan aftale med Kina, og dermed vinder Beijing international accept, når det kommer til handelsnormer.

I 2010 var Kina i dialog med Norge om en forestående handelsaftale, men forhandlingerne gik i vasken i november det år, efter Nobelkomitéen i Oslo besluttede, at Fredsprisen skulle tildeles den kinesiske systemkritiker, Liu Xiaobo. Den politiske kontakt og en stor del af handelen mellem de to lande stoppede i de efterfølgende seks år. Det kunne Norge mærke økonomisk. Ifølge officielle tal faldt Norges lakseeksport til Kina drastisk i de efterfølgende år, men et studie fra 2017, lavet af forskere fra det norske Universitet for Miljø- og Biovidenskab, viser, at norske laks nåede det kinesiske marked ved at blive eksporteret til Vietnam og videresendt derfra. Konsekvenserne af de kinesiske sanktioner mod den norske lakseeksport var ikke så store, som først antaget, men det var ikke til at tage fejl af signalet fra Kina. Da Norge fik en konservativ regering i 2013, forsøgte de at berolige den kinesiske regering for at normalisere forholdet. Der var heller ikke nogen regeringsmedlemmer, som mødtes med Dalai Lama, da han besøgte landet i 2015, hvilket formentlig havde gjort det sværere for regeringen af genopbygge relationerne med Kina.

Hvis man spoler tiden frem til det, der foregår med Sverige nu, hvor en svensk-kinesisk boghandler, Gui Minhai, sidder fængslet i Kina på fjerde år, så vil jeg mene, at den kinesiske ambassade i Sverige er særligt aggressive over for enhver form for kritik af Kina i de svenske medier. Nu ser det ud til, at andre kinesiske ambassader spiller det samme spil, som er meget på linje med Kinas overordnede udenrigspolitik.

 

De nordiske lande har været mere påpasselige med, hvordan de kritiserer Kina offentligt – i det mindste fra højtstående politisk hold. I en vis udstrækning tror jeg, at Kina har konkluderet, at denne form for pression er effektiv
_______

 

RÆSON: Hvordan?
HELLSTRÖM: Det har vist sig ved, at kinesiske ambassader er blevet mere aktive i deres kritik af mediedækning, der omhandler kinesiske interesser. Denne form for kritik har også fundet sted i andre lande, såsom Australien, Canada og Storbritannien i forbindelse med dækningen af emner som Uyghur-lejrene i Xinjiang, protester i Hongkong og udlægning af Taiwan som et selvstændigt land. I alle tilfældene har kinesiske ambassader kritiseret dækningen direkte. I Sverige begyndte den kinesiske ambassade i løbet af foråret 2018 at komme med nye udtalelser, der kritiserede svenske medier, men også andre dele af det svenske system, inklusive politiet og Sveriges landsdækkende tv-kanaler. Jeg tror, at dette var et tidligt eksempel på, hvordan kinesiske diplomater er begyndt at agere rundt om i Europa. Selvom den første åbne kritik fra ambassadens side kom i juni 2018, havde redaktører på svenske medier inden da oplevet at blive kontaktet direkte af ambassaden.

RÆSON: Hvad vil Kina opnå med dette?
HELLSTRÖM: Kina ønsker at lægge pres på redaktører for at ændre dækningen af Kina og måden, hvorpå visse emner beskrives, inklusive Taiwan. Dette er en del af Xi Jinpings forsøg på at skabe “den gode fortælling om Kina” i andre dele af verden.

RÆSON: Ser du en tendens i de nordiske lande til, at man har kritiseret Kina mindre i løbet af de seneste år?
HELLSTRÖM: Siden Danmark og Norge gav de facto-undskyldninger i 2009 og 2016, er mit indtryk, at de nordiske lande har været mere påpasselige med, hvordan de kritiserer Kina offentligt – i det mindste fra højtstående politisk hold. I en vis udstrækning tror jeg, at Kina har konkluderet, at denne form for pression er effektiv.

RÆSON: Kan du give en nærmere beskrivelse af, hvordan de kinesiske ambassader opererer?
HELLSTRÖM: I Sveriges tilfælde lader det til hovedsageligt at foregå gennem udtalelser på ambassadens hjemmeside, men også gennem direkte klager til redaktører på forskellige medier over måden, Kina portrætteres på. Så vidt jeg ved, er der også forskellige foreninger for udlandskinesere, der er involveret i at fortælle “den gode historie om Kina”, hvilket naturligvis kommer fra den kinesiske præsident Xi Jinping, altså fra højeste niveau. Fx har den kinesiske ambassadør i Sverige direkte bedt udlandskinesere om, at “fortælle de gode historier om Kina”. Målet er åbenlyst at ændre opfattelsen af Kinas partistat for at gøre omdømmet mere positivt. Det er ikke en blød form for magt, der kommer til at gøre Kina mere attraktivt, men snarere et aggressivt forsøg på at ændre Kinas image.

I bund og grund promoverer de en slags modfortælling. Men det virker ikke til at være tilpasset til situationen i fx Sverige. Derfor er meddelelserne ofte lig dem, som bliver fortalt til hjemmepublikummet i Kina. I et demokratisk samfund som Sverige er man nødt til at indgå i en form for debat, men Kina promoverer blot en modfortælling til kritikken, hvilket ikke ser ud til at overbevise nogen som helst. Tværtimod lader det til at forværre Kinas omdømme. En meningsmåling fra Pew Research Center fra 2019 viser, at 70 pct. af den svenske befolkning har en negativ opfattelse af Kina, hvilket er det mest negative indtryk af Kina i hele Europa. Ambassadens kampagne var netop begyndt, da meningsmålingen blev foretaget i 2018. På daværende tidspunkt viste undersøgelsen, at 52 pct. af den svenske befolkning havde en negativ opfattelse af Kina. Sidenhen er kampagnen intensiveret i Sverige, mens den i andre lande har været mindre aktiv.

 

Så mit svar på, om de nordiske lande er i stand til at modstå Kinas pres og samtidig promovere sine handelsinteresser er: Ja, i hvert fald hvis der er politisk vilje til at gøre det
_______

 

RÆSON: Er Kinas mål at ændre andre landes opfattelse af landet eller at give den kinesiske befolkning et bedre indtryk af regeringen ved at skabe en fortælling om Kinas omdømme i verden?
HELLSTRÖM: Det er lidt begge dele. Jeg tror dog hovedsageligt, at ambassadens udtalelser er rettet mod et internt publikum. Ikke den bredere befolkning, men de overordnede i Beijing, i det kinesiske udenrigsministerium, hvilket bare viser, at de forsøger at ændre fortællingen om Kina, i dette tilfælde i de svenske medier. Men jeg har ikke fornemmelsen af, at ambassaden har lavet nogen analyse af effekten af en kampagne.

RÆSON: Er de relativt små nordiske lande i stand til at modstå det kinesiske pres, når de samtidig ønsker at indgå handelsaftaler med Kina?
HELLSTRÖM: Ja, jeg mener ikke, at der er en tendens til at følge regelsættet, som de kinesiske myndigheder har opstillet. Kina forlanger, at Sverige ikke kritiserer Kina på nogen måder. Det indebærer den svenske regerings krav om Gui Minhais løsladelse. Det er den fundamentale regel, som Kina har opstillet i dag. Men hvis man ser på udtalelserne fra den svenske statsminister vedrørende ambassadens trusler i forbindelse med kulturministerens deltagelse i PEN-prisuddelingen [PEN er en forening for litteratur og ytringsfrihed, red.], har han understreget, at der er ytringsfrihed i Sverige, og at Kina må respektere dette. Samtidig arbejder den svenske regering for at promovere handel mellem de to lande. Og der er ingen tydelige tegn på, at Sveriges taktik ikke virker.

RÆSON: Men er tilfældene i Danmark (med Tibetsagen) og i Norge (med Nobelprisen) ikke eksempler på det modsatte?
HELLSTRÖM: Jo, det er sandt. Men i Danmarks tilfælde er jeg ikke sikker på, at der var en direkte handelsmæssig sammenhæng. Det handlede mere om at tilfredsstille den kinesiske regering, for at præsident Hu Jintao ville besøge landet. De tre eksempler er dog for forskellige til at lave en entydig konklusion.

Så mit svar på, om de nordiske lande er i stand til at modstå Kinas pres og samtidig promovere sine handelsinteresser er: Ja, i hvert fald hvis der er politisk vilje til at gøre det. Den kinesiske regering har det med at være pragmatisk anlagt. Et godt eksempel er det faktum, at en af de største kinesiske opkøb i Norge fandt sted under det tidlige stadie af Kinas boykot af Norge. Det vil sige, at selvom Kina forsøger at presse landene til at følge regelsættet, står det ikke nødvendigvis i vejen for handelsinteresser, hvis den kinesiske regering finder det opportunt.

 

Min hovedpointe er dog, at det er vigtigt for Kina at være på god fod med andre lande, og i sidste ende vil Kina være nødt til at balancere sine politiske og økonomiske interesser
_______

 

RÆSON: Du har tidligere foreslået et fælles europæisk modsvar på den kinesiske pressionskampagne, i tæt samarbejde med USA. Hvordan kunne sådan et modsvar se ud?
HELLSTRÖM: Det er vanskeligt, men hvis man ser andre steder hen, fx i Australien, er der nu en ‘counter foreign interference law’ fra juni 2018. Loven skal ifølge regeringen slå ned på hemmelige, vildledende og truende handlinger fra andre lande i forbindelse med demokratiske processer i Australien ved at klassificere det som ‘spionage’. Jeg er usikker på, hvad man kunne gøre lovgivningsmæssigt i Europa, men jeg mener, det er vigtigt at understrege, at Kina – som medlem af WTO – bør adlyde de samme regler som andre lande, når det angår handel, og vi bør ikke acceptere, at handel bruges af politiske årsager. Det er en del af modsvaret.

RÆSON: Hænger det sammen med dit forslag om, at kinesiske virksomheder i Vesten burde blive screenet ligesom vor egne?
HELLSTRÖM: Jeg mener, at investeringer generelt burde blive screenet, uanset om de kommer fra Kina eller andetsteds. Først og fremmest burde vi formulere, hvilke kriterier der skulle anvendes, og hvilke sektorer det specifikt ville omfatte for at finde frem til, hvor finansieringen kommer fra, og om der er indblanding fra en regering, og hvordan ejerforholdene er, selvfølgelig især i forsvarssektoren. Med andre ord en basal screening-lov. Man vil være nødt til både at se på investorerne og målet med erhvervelserne. Men selvfølgelig er Kina et særligt tilfælde, fordi man ser et stigende omfang af kinesiske investeringer. Jeg er ikke bekendt med andre kapitalkilder, der vokser lige så hurtigt som Kina. Grunden til, at Kina er på dagsordenen nu, er, at når det kommer til ‘mergers and acquisitions’, startede de kinesiske investeringer på et lavt niveau og voksede derefter hurtigt.

RÆSON: Flere påpeger, at Huaweis 5G-netværk er en del af en større kinesisk strategi om at sikre dominans i tech-industrier. Hvis det er sandt, hvorfor er udbredelsen af fx kinesisk 5G-teknologi i de små nordiske lande så betydningsfulde for Kina?
HELLSTRÖM: Jeg tror, det går tilbage til spørgsmålet om signalværdi. Fx er det i tilfældet med Huawei en måde for Kina at vise, at kinesiske virksomheder accepteres som leverandører af kritisk infrastruktur i vestlige, liberale demokratier. Det afspejler på en måde Beijings interesse i at opnå kontrakter med vestlige lande, da det i bund og grund er en måde at vise andre lande, at hvis de kan lykkes med det i Vesten, kan Kina gøre det hvor som helst.

 

Et forenet Europa er en stærk international aktør, og jeg tror ikke, at Kina har råd til at fremmedgøre Europa nu, når landet allerede har problemer med USA
_______

 

RÆSON: Hvorfor har Kina specifikt valgt de nordiske lande til at afprøve dette?
HELLSTRÖM: De er små lande, men de har både internationalt konkurrencedygtige teknologier og industrier og er samtidig sande demokratier. Derudover har de et tæt transatlantisk samarbejde med USA. De nordiske lande opfattes også som nemme at forhandle med, fordi de er virkelig transparente. Kina er verdens næststørste økonomi og kan derfor spille med musklerne. Og så er der menneskeretsaspektet, hvilket også er vigtigt, og hvori nordiske lande har en vis status. Altså tester Kina, hvordan de kan forstumme andre lande, når det kommer til menneskeretlige problemstillinger, fordi Kina har problemer på dette område. At gøre kritikerne tavse er et afgørende mål for Kina, eftersom Kina er nødt til at forbedre sit omdømme, hvis de vil være i stand til at håndtere deres udenrigspolitik på en mere effektiv måde, tror jeg.

RÆSON: Er de lykkedes med det?
HELLSTRÖM: Overordnet set: nej. Men måske i nogle henseender. Som sagt ser jeg en mere forsigtig positionering i Danmark og Norge. Sverige er midt i en sag lige nu, så vi må vente og se, hvordan de håndterer det. Min hovedpointe er dog, at det er vigtigt for Kina at være på god fod med andre lande, og i sidste ende vil Kina være nødt til at balancere sine politiske og økonomiske interesser. I EU har vi været i stand til at stå sammen i forsvaret for samhandel og menneskerettigheder, og jeg tror, at Kina må tilpasse sig det, fordi EU er Kinas største marked.

RÆSON: Tror du, at vi har set det værste af den kinesiske pressionskampagne, eller er det blot begyndelsen?
HELLSTRÖM: Jeg tror kun, det er begyndelsen. Men et forenet Europa er en stærk international aktør, og jeg tror ikke, at Kina har råd til at fremmedgøre Europa nu, når landet allerede har problemer med USA. Desværre tror jeg, at opfattelsen i Beijing er den, at selvom deres pressionskampagne ikke er succesfuld nu, kan den blive det på den lange bane. ■

 

Desværre tror jeg, at opfattelsen i Beijing er den, at selvom deres pressionskampagne ikke er succesfuld nu, kan den blive det på den lange bane
_______

Apropos denne artikel:

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Simon Skov Fougt: Hvordan debatten om læsekrisen blev en fortælling om vås, vat, voksne og bøger

Lars Bangert Struwe: I 1756 ændredes Europas alliancer. Mange havde ikke troet det muligt. Er Trump ved at gøre det samme?

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden