Andreas Dinesen: Det borgerlige Danmark har historisk dårlige forudsætninger for at udfordre den socialdemokratiske regering

Andreas Dinesen: Det borgerlige Danmark har historisk dårlige forudsætninger for at udfordre den socialdemokratiske regering

10.01.2021




Det borgerlige Danmark mangler et politisk projekt. Udfordringen for oppositionen er, at partierne vil i vidt forskellige retninger. For Ellemann har politisk mere tilfælles med Mette Frederiksen end Pernille Vermund, og mulighederne for et samarbejde i oppositionen kompliceres yderligere af, at Mette Frederiksen relativt succesfuldt har taget et opgør med blokpolitikken.

Kommentar af Andreas Dinesen

Kalenderen viser 2021 og d. 1. januar blev den politiske sæson skudt i gang med statsminister Mette Frederiksens nytårstale. En tale der i høj grad handlede om corona, og som ikke rummede nogen overraskende politiske meldinger. Nuvel, der blev plads til at nævne balancen mellem land og by – et opgør med centraliseringen af Danmark – men statsministeren valgte i høj grad at kalde til samling og indgyde håb, på tærsklen til hvad der meget vel kan blive de værste måneder med corona hidtil.

Det var dog ikke mange timer statsministerens nytårstale fik lov at være ”talk of the town” for senere på aftenen kom en endnu større politisk nyhed – Lars Løkke annoncerede sin udmeldelse af Venstre efter 40 års medlemskab. Dette kun få dage efter Inger Støjberg på foranledning af formand Jakob Ellemann-Jensen måtte trække sig fra næstformandsposten i selvsamme parti

Venstre står i en ekstremt svækket situation, og Ellemann udgør kun knap og nap et reelt alternativ til Mette Frederiksen, som på trods af minksagen har folkelig opbakning og stærke meningsmålinger. Samtidig har Socialdemokratiet formået at matche professionalisme og ideologi til et stærkt politisk projekt. Tilsammen tegner det et billede af et underdrejet borgerligt Danmark, men samtidig også et borgerligt Danmark i opbrud, hvor stumperne måske kan passe sammen på helt nye måder.

 

En af årsagerne til, at den borgerlige krise virker så brutal, er, at Socialdemokratiet buldrer afsted med et stærkt, moderne politisk projekt
_______

 

Socialdemokratiet har bygget bro
En af årsagerne til, at den borgerlige krise virker så brutal, er, at Socialdemokratiet buldrer afsted med et stærkt, moderne politisk projekt. Meget har handlet om corona siden marts sidste år. Men regeringen har alligevel leveret bemærkelsesværdige resultater. Arne-aftalen er et politisk svendestykke af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, som for første gang i nyere tid udvider velfærdsstaten og borgernes rettigheder. Det er ærkesocialdemokratisk politik, og det stærkest mulige billede på, hvad Mette Frederiksens socialdemokrati står for. Boligminister Kaare Dybvad har leveret et ideologisk funderet opgør mod boligspekulanter, og på tærsklen til 2020 kom også en ny politiaftale med flere betjente og mere nærpoliti. Sundhed, velfærd og klima er danskernes vigtigste politiske dagsordener, og Socialdemokratiet og venstrefløjen sidder tungt på dem alle.

Den nuværende succes for Socialdemokratiet skal i høj grad tilskrives Mette Frederiksens tidligere særlige rådgiver Martin Rossen. Stærkt inspireret af Jonathan Powell, som rådgav Tony Blair og Labour i England i slut 90’erne, er der lavet klare politiske planer og en langsigtet strategi for regeringen, som følges nøje. Det har givet en hidtil uset robusthed for en etparti-regering, men vigtigst af alt har det givet plads til reelle politiske tiltag og ideologiske diskussioner.

Mink-sagen var naturligvis et gevaldigt bump på vejen for statsministeren, men meningsmålingerne viser, at danskerne står bag hende. Det samme gør sig ikke gældende for klimaminister Dan Jørgensen, som på et år er gået fra at være en af regeringens mest populære ministre til at være en af de mest upopulære. Det viser med al tydelighed, at der i vælgerhavet er forventninger om flere og mere ambitiøse grønne tiltag fra regeringen, og at regeringen endnu ikke har leveret tilstrækkeligt her. Det er en bunden opgave for Socialdemokratiet at levere epokegørende politiske aftaler på klimaområdet inden næste valg – og det er åbenbart, at det bl.a. kan ske i form af en grøn genstart af dansk økonomi til gavn for også erhvervslivet.

 

Men Ellemanns største problem lige nu er ikke hans politik og manglende strategiske sans. Hans største problem er, at Venstre på det nærmeste er imploderet mellem hænderne på ham. Selvom de to største ”ballademagere” er væk, så består kløften mellem landmandsvenstre og byvenstre stadig
_______

 

Krisen kradser i Venstre
Mens regeringen og venstrefløjens politiske projekter står tydeligt frem, så er udsigten anderledes uklar hos Venstre og det borgerlige Danmark. Hvad er det egentlig for et politisk projekt, som Jakob Ellemann har? Hvor skal Danmark hen – hvad skal ændres til det bedre? Det handler naturligvis om et stærkt erhvervsliv og økonomisk ansvarlighed, men det er ikke budskaber som for alvor vinder gehør bredt.

Og helt galt ser det ud, når Anders Foghs gamle politiske vindersag ”skattestoppet” pludselig hives frem og bruges som grundlag for ikke at være en del af den nye politiaftale. Ellemann har tværtimod brug for at vise, at han kan tage ansvar og sidde med om bordet, når de svære politiske beslutninger skal træffes. Han skal være samlingspunktet i oppositionen – ikke den fornærmede dreng uden for døren.

Men Ellemanns største problem lige nu er ikke hans politik og manglende strategiske sans. Hans største problem er, at Venstre på det nærmeste er imploderet mellem hænderne på ham. Selvom de to største ”ballademagere” er væk, så består kløften mellem landmandsvenstre og byvenstre stadig. Det er usikkert om Ellemann for alvor har fat om partiets bagland, og om han kan skabe samling i Folketingsgruppen, hvor Inger Støjberg indtil videre stadig sidder. Ellemann skal vise, at han er en så talentfuld politisk leder, at han har statsministerpotentiale. Det er forventningen til Venstres formand; så simpelt er det.

De politiske og personlige uenigheder mellem Ellemann og Støjberg blev så store, at Ellemann direkte måtte fyre Støjberg, som bortset fra Lars Løkke var Venstre største stemmesluger ved sidste valg. Støjberg har fat i en stor del af Venstres bagland, og spørgsmålet er, om Støjberg har tænkt sig at sætte sig på bagsmækken i Venstre eller finde en frontposition hos fx Nye Borgerlige eller sammen med Lars Løkke. Begge dele har potentiale til at true Venstres position, som det største parti i oppositionen.

 

Klimapolitikken har vælgernes bevågenhed, men ”ejes” af venstrefløjen. Hvis det borgerlige Danmark med erhvervslivet som løftestang kan anvise en borgerlig/liberal vej til at opnå de grønne målsætninger, så kan det være vejen tilbage i centrum af dansk politik
_______

 

Oppositionen mangler et fælles projekt
Lars Løkkes politiske projekt er dog tilsvarende svært at få øje på. Hans fremmeste argument for at bryde med 40 års medlemskab af Venstre – heraf 10 år som formand – er, at han ønsker at bygge bro over midten i dansk politik og gøre sig uafhængig af højrefløjens mandater. Det er svært at forstå, hvorfor Lars Løkke ikke gjorde tilnærmelser hertil i årene som både sundhedsminister og finansminister i 00’erne eller i sine år som formand og statsminister, hvor han gladeligt lod Dansk Folkeparti lægge stemmer til sin politik og gav massevis af udlændingestramninger som tak. Lars Løkke må aldrig undervurderes, men bruddet med Venstre virker mest af alt egennyttigt og illoyalt.

Svækket er også fortsat Dansk Folkeparti, som aldrig har fundet sine ben efter valglussinger ved seneste Folketingsvalg. Nye Borgerlige har overtaget rollen som den bidske udlændingevagthund, og Pernille Vermund agerer klogt som partileder. Også Konservative er ved at konsolidere deres position – særligt med katastrofevalget i 2015 i erindringen.

Konservative virker samtidig som det mest oplagte parti i den borgerlige fløj til for alvor at gribe den grønne dagsorden. Det er måske nøglen til et comeback for den borgerlige fløj, hvis der kan skabes et politisk alternativ til venstrefløjens grønne politik. Klimapolitikken har vælgernes bevågenhed, men ”ejes” af venstrefløjen. Hvis det borgerlige Danmark med erhvervslivet som løftestang kan anvise en borgerlig/liberal vej til at opnå de grønne målsætninger, så kan det være vejen tilbage i centrum af dansk politik.

Udfordringen for oppositionen er imidlertid, at partierne vil i vidt forskellige retninger. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er fortsat primært højrefløjspartier med udlændingepolitikken, som den vigtigste mærkesag, mens både Ellemann og Løkke i højere grad orienterer sig mod midten af dansk politik som velfærdsliberalister. Det er med andre ord svært at identificere en åbenlys fællesnævner, der kan binde oppositionen sammen, når Ellemann tager afstand fra højrefløjens udlændingepolitik. For Ellemann har politisk mere tilfælles med Mette Frederiksen end Pernille Vermund.

Mulighederne for et samarbejde i oppositionen kompliceres yderligere af, at Mette Frederiksen relativt succesfuldt har taget et opgør med blokpolitikken. Regeringen samarbejder naturligvis med sit parlamentariske grundlag om centrale politiske udspil, men det var Dansk Folkeparti, der sikrede, at Arne-reformen kunne gennemføres, mens udlændinge- og retspolitikken i høj grad hviler på mandater fra blå blok. Flertallene er flydende, men med Socialdemokratiet i centrum. Netop denne nye dynamik i dansk politik udfordrer sammenhængskraften i oppositionen.

Tilbage står spørgsmål om, hvem der egentlig skal være førsteudfordrer til Mette Frederiksen? Skal det være Jakob Ellemann, Lars Løkke, Søren Pape eller måske en helt fjerde? Sikkert er det, at Venstre og den borgerlige fløj har behov for at tale mere politik og substans – og mindre om personfnidder og rigsretssag. Lov og orden skal genskabes i alliancen, men brikkerne kan meget vel falde ned på helt nye måder i dansk politik. ■

 

Sikkert er det, at Venstre og den borgerlige fløj har behov for at tale mere politik og substans – og mindre om personfnidder og rigsretssag. Lov og orden skal genskabes i alliancen, men brikkerne kan meget vel falde ned på helt nye måder i dansk politik
_______

 



Andreas Dinesen (f. 1991 i Roskilde). Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Jakob Ellemann-Jensen på valgaftenen i 2019 [foto: Anthon Unger/Polfoto]