Stine Bosse: Bogen om DF er særdeles læseværdig – men efterlader kritiske spørgsmål ubesvaret

Stine Bosse: Bogen om DF er særdeles læseværdig – men efterlader kritiske spørgsmål ubesvaret

01.03.2021


Det, der kan synes så hyggeligt, folkeligt og dansk, er meget mere internationalt forbundet, end top-DF’erne har lyst til at tale om, eller danske medier har lyst og tid til at bore i. Det mangler både i bogen – og i den daglige dækning af partiet.


Kommentar af Stine Bosse

DEN NYE BOG ”SKABEREN, TABEREN, FRELSEREN” af Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt er særdeles læseværdig. Det er en spændende og god skildring af en epoke i dansk politik. Man kunne dog ønske sig, at væsentlige kritiske vinkler var yderligere uddybet. For eksempel ville det være på sin plads med en kritisk gennemgang af DF’s internationale forbindelser, som jo i den grad forstyrrer glansbilledet.

En gennemgang af DF’s totalitære konstruktion, som også ifølge bogen er ved at destruere partiet, findes, men kunne debatteres mere, for hvad vidner denne konstruktion om? Hvilke værdier ligger bag et system, der overlader al magt til formanden? Og endelig kunne der også spørges, om det ensidige udlændingefokus i længden kan bære et virkelig stort parti, slet og ret fordi den dagsorden er så let at kopiere? Se blot på situationen i dag.

Men der er virkelig meget, man som fast og mangeårig opponent kan genkende. Særligt fliden: Dygtigt ledet af Pia Kjærsgaard har DF været myreflittige. Jeg mindes de somre, hvor jeg ufrivilligt måtte droppe DR P1, fordi jeg uafladeligt måtte høre på, hvad DF mente om – i mine øjne – latterlige, små, men enkle spørgsmål, som velplantet i agurketiden fandt vej til fladerne. Det kunne være alt fra placering af en pølsevogn til, hvorvidt svinefrikadeller skulle være tvangsmenu i børnehaver.

 

DF havde en indsmigrende attitude til alt det, vores demokrati er bygget op på, men som DF inderst inde havde i sinde at angribe: Lige fra DR til armslængdeprincippet i forhold til kunsten og kulturen
_______

 

DF havde også en indsmigrende attitude til alt det, vores demokrati er bygget op på, men som DF inderst inde havde i sinde at angribe: Lige fra DR til armslængdeprincippet i forhold til kunsten og kulturen. Fx lå Alex Ahrendtsen bestemt ikke på den lade side og fangede straks DR på det forkerte ben, da alt pludselig handlede om en hest og ikke værdien af en borgerfinansieret, kritisk medievirksomhed. Emner, som bogen berører, men hvor der er brug for en dybere og grundigere kritik af konsekvenserne.

For det, der kan synes så hyggeligt, folkeligt og dansk, er meget mere internationalt forbundet end top-DF’erne har lyst til at tale om, eller danske medier har lyst og tid til at bore i. 

Det viste sig tydeligt ved Meld og Feld-sagen – Meld og Feld er jo en international organisation. I 2011 blev den europæiske alliance MELD (Movement for a Europe of Liberties and Democracy) og fonden FELD (Foundation for a Europe of Liberties and Democracy) stiftet. Formålet var at samle europæiske partier på den nationalistiske højrefløj – herunder Dansk Folkeparti. I 2014 blev Messerschmidt formand.

MAN MÅ FORMODE et vist værdifællesskab mellem medlemmerne. Solidary Poland, der var medlem, er senest kendt for ikke at ville anerkende EU’s krav om retsstatsprincipper i forbindelse med budgettet. En sag, som DF var meget tavse omkring. The Reform Conservatives fra Østrig ville kort fortalt have Østrig samme vej, som britiske UKIP fik briterne – ud af EU. Og det tidligere Putin-venlige parti, Lega Nord, fra Italien var også medlem. For blot at nævne nogle.

 

Når verden indhenter Pias DF, så formoder hun, at vrede og mobning kan klare ærterne
_______

 

Det var altså i denne konstruktion, at FRELSEREN, som bogen kalder Messerschmidt, ifølge anklagerne fik bevilget betydelige summer skattebetalte euro, som herefter bl.a. blev anvendt af Dansk Folkeparti i strid med reglerne til at lave nationale politiske kampagner for DF. Pengene er returneret, men tilbage står, om der var tale om ulovligheder. Dette er ikke afgjort.

Pia Kjærsgaards redningsforsøg i ”Debatten” med Clement Kjersgaard, hvor hun kalder institutionerne i Bruxelles for ”Rottereden”, smager af det samme, som dengang hun kaldte klimaaktivister for ”klimatosser”. Når verden indhenter Pias DF, så formoder hun, at vrede og mobning kan klare ærterne. At hun som formand for Folketinget pludselig tonede frem i Debatten, understreger i øvrigt en af bogens mange gode pointer: Hun kunne ikke sidde stille og se til længere. Men det var ikke Thulesen Dahls fejltrin, hun dansede rundt om. Det var ham, som hun nu åbenbart har taget til nåde, nemlig Messerschmidt.

Kristian Thulesen Dahl har klogeligt holdt sig ude af de mere retoriske greb i forbindelse med skandalen, men det var blandt andet ham, der meddelte, at pengene ville blive betalt tilbage. Det gør ham ikke specielt “farverig”, men den nuværende formand er trods alt troværdig her. Pias sirlige orden i penalhuset og helt særlige ”Kun Danmark” fik et skud for boven, da hendes lederskab tidligere havde været præget af beskedenhed og foragt for magtmisbrug.

 

Når globalisering gøres til fjendebilledet, så udelukker det ikke samtidig, at globale venner finder hinanden i værdifællesskaber, (…) men blot med helt andre grundværdier
_______

 

Men også andre flirterier er interessante: Fx da Søren Espersen udråbte Orbán til en af Europas største ledere. Eller da tidligere UKIP-leder, Nigel Farage (et synligt forbillede for Messerschmidt), ”mellemlandede” i København på vej retur til UK efter et besøg hos Putin – i øvrigt lige efter Brexit-afstemningen havde afgjort UK’s skæbne – alene for at aflægge vennerne i DF et besøg. At DF vil have Danmark samme vej som UK, kan kun komme bag på de, der ikke har fulgt med i DF’s virke udenfor Danmark.

At Messerschmidt ikke ville udlevere materiale til OLAF (EU’s efterforskningsenhed for svindel), kan han have sine juridiske begrundelser for. Men når han derefter kritiserer OLAF for at være langsomme, og én af årsagerne netop har været diskussion af disse dokumenter, så ligner det DF’s stadigt mere trivielle EU-håndtering: Først vil man ikke medvirke, og derefter kritiserer man EU for ikke at levere.

Jeg håber, at andet bind af denne DF-bog vil behandle disse emner, og at al politisk journalistik vil få øjnene op for de internationale linjer i alle partier, som fortæller større og dybere historier. Verden er forbundet. Helt tæt. Når globalisering gøres til fjendebilledet, så udelukker det ikke samtidig, at globale venner finder hinanden i værdifællesskaber, som i sidste ende kan forbindes på selvsagt samme måde, som det EU, vi kender, men blot med helt andre grundværdier. Ikke skyggen af mindretalsbeskyttelse, herunder LGBT+; ikke skyggen af menneskerettigheder, der beskytter borgerne; ikke skyggen af retsstat; og ikke skyggen af… de friheder vi kender. Hvad ligner det? Det vil jeg glæde mig til at læse om i bind 2. ■

 

Og ikke skyggen af… de friheder vi kender. Hvad ligner det? Det vil jeg glæde mig til at læse om i bind 2
_______

 




Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bl.a. bestyrelsesformand for TelePost Greenland og medlem af COOP ambas bestyrelse. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Stine Bosse [Foto: pressefoto]