Thomas Rohden: Danmark og dansk eksport har råd til at træde i karakter overfor Kina. Det skal Jeppe Kofod indse
03.02.2021
.Frygt har lammet den danske Kina-politik i en sådan grad, at det er svært at kende sit eget fædreland, når regeringen og Jeppe Kofod stikker hovedet i busken for at undgå kinesiske repressalier. Det er uforståeligt, for ser man på andre lande, som Kina har sanktioneret for kritik af Kinas handlinger i Hongkong og i Xinjiang-provinsen, er de mulige omkostninger for dansk eksport tålelige.
Kommentar af Thomas Rohden
I BEDSTE SENDETID PÅ DR2 kunne man belærende høre udenrigsminister Jeppe Kofod proklamere følgende: ”Nu er jeg jo udenrigsminister i Danmark og har en meget stor værktøjskasse.” Sætningen er et faktum, der vist primært havde til formål at udstille Uffe Elbæk og jeg selv som et par udenrigspolitiske analfabeter, der skulle lære at stave til D-I-P-L-O-M-A-T-I.
For den danske udenrigsminister har uden tvivl en stor diplomatisk værktøjskasse, han kan tage frem, når motivationen for at trække i arbejdstøjet byder sig. Selvom udenrigsministeren generelt ikke skal beskydes for at være doven, virker det dog, som om han ofte springer over, hvor gærdet er lavest, når det er tid til at stå op mod Kina.
Det skyldes næppe, at Jeppe Kofod ser Xi Jinping og resten af kommunistpartiet som det bedste slæng at hænge ud med på den internationale scene. Forklaringen skal derimod findes i en overdrevet frygt for Kinas vilje og magt til at genere dansk økonomi sammenlagt med en undervurdering af landets grusomhed og internationale ambitioner.
Desværre har man i Udenrigsministeriet bildt sig ind, at en konfrontation med det kinesiske styre vil være en stor trussel for dansk økonomi. Sandheden er dog, at Kina er lige så afhængig af samhandlen som resten af verden
_______
DEN OVERDREVNE FRYGT for kinesiske repressalier er et velkendt fænomen i Danmark. I 2009 godkendte udenrigspolitisk nævn en verbalnote, der klargjorde Danmarks direkte modstand mod et frit Tibet. Verbalnoten skulle ses som en diplomatisk undskyldning for, at Lars Løkke Rasmussen samme år fik besøg af Dalai Lama. I 2012 greb danske politimænd ind og krænkede danske statsborgeres grundlovssikrede frihedsrettigheder, da de fjernede Tibetflaget fra danske demonstranter, og senest måtte Jeppe Kofod selv hoppe i flyverskjul, da den Hongkongske demokratiforkæmper, Ted Hui, kom til Danmark.
Desværre har man i Udenrigsministeriet bildt sig ind, at en konfrontation med det kinesiske styre vil være en stor trussel for dansk økonomi. Sandheden er dog, at Kina er lige så afhængig af samhandlen som resten af verden. Derfor er økonomiske sanktioner for at åbne munden ofte relativt begrænsede eller slet ikke eksisterende:
Australien, som har valgt ikke at spille efter Kinas noder, er på nuværende tidspunkt fx det land, som er hårdest ramt af kinesiske sanktioner. Her vurderes faldet i eksporten til Kina at være på 4 pct., hvilket naturligvis er et betragteligt beløb, men dog en relativ lille pris at betale for at stå op for de værdier, man tror på. Skulle Danmark ende i et tilsvarende worst case senario, hvor eksporten til Kina falder med 4 pct., ville det udgøre et samlede fald i den danske eksport på 0,2 pct.
Sverige, der vel må betegnes som EU’s mest Kina-kritiske nation, har ad flere omgange modtaget trusler om økonomiske restriktioner. Det er dog indtil videre blevet ved snakken. Mens Canada, der ofte er meget vokale i kritikken af Kina, ligefrem har oplevet et boom i den kinesiske samhandel. Og det er på trods af, at de diplomatiske forbindelser mellem Canada og Kina er iskolde.
Skulle Danmark ende i et tilsvarende worst case senario [som i Australien], hvor eksporten til Kina falder med 4 pct., ville det udgøre et samlede fald i den danske eksport på 0,2 pct
_______
FRYGT HAR LAMMET DEN DANSKE KINA-POLITIK i en sådan grad, at det er svært at kende sit eget fædreland, når regeringen stikker hovedet i busken for at undgå kinesiske repressalier. For de vestlige, danske værdier, vi almindeligvis stolt bryster os af, er ikke til at få øje på i regeringens linje over for Kina.
Mens vi har gået i krig mod tyranner i Mellemøsten som Assad og Gadaffi, indefrosset penge og indført rejserestriktioner mod Putins venner i Moskva og gennemsanktioneret det Nordkoreanske styre, synes Kommunistpartiet i Beijing at være udsat for en usædvanligt venlig særbehandling.
Jeppe Kofod ytrer sig gerne gennem fælleseuropæiske erklæringer om misbilligelse af Kinas handlinger i Hongkong og i Xinjiang provinsen. Men ord og erklæringer er ikke noget diktator Xi tager særligt seriøst, så længe der ikke sættes handling bag. Derfor kan man på den kinesiske ambassade i Danmark være godt tilfredse. For når der skal handling bag ordene, har den danske udenrigsminister svært ved at finde den famøse værktøjskasse frem.
Det ses tydeligt i den globale alliance af lande, der kæmper for Taiwans deltagelse i WHO, hvor Danmark ikke har deltaget. Ligeledes var handlingslammelsen krystalklar, da Danmark modsatte sig Sveriges forslag om at indføre EU-sanktioner mod demokratinedbrydende embedsmænd fra Hongkong.
Der er et akut behov for, at Jeppe Kofod tager nye redskaber op af udenrigsministeriets værktøjskasse. For en ”værdibaseret” dansk udenrigspolitik er intet værd, hvis den blot består af ord uden handling
_______
DET ER DERFOR PÅ TIDE, at udenrigsministeren graver dybt i værktøjskassen og finder hammeren frem overfor det kinesiske diktatur. Hvis Kofod vil gøre en forskel i verden, så er neglefilen simpelthen ikke tilstrækkelig.
Her kunne han med rette starte med at slå fast, at Danmark ikke ønsker en ny investeringsaftale mellem Kina og EU. For en tildeling af sådanne økonomiske privilegier skal naturligvis ikke ske til nationer, der systematisk forsøger at underminere europæiske interesser og begår forbrydelser mod menneskeheden. Hvis han tør stå fast, vil udenrigsministeren aktivt kunne gøre en gigantisk forskel, der vil sende chokbølger hele vejen til Beijing.
Ligeledes kunne regeringen ved at skabe en dansk safe-haven for dissidenter, der flygter fra den udbredte totalitarisme i Hongkong, vise, at der rent faktisk er værdier til stede i den såkaldte værdibårne udenrigspolitik, som Danmark bryster sig af. Det vil ikke alene sende et stærkt signal til verden, men også gøre en meget konkret forskel for de personer, der ikke længere kan leve sikkert i Hongkong.
En ting er dog sikkert. Der er et akut behov for, at Jeppe Kofod tager nye redskaber op af udenrigsministeriets værktøjskasse. For en ”værdibaseret” dansk udenrigspolitik er intet værd, hvis den blot består af ord uden handling. ■
[Kofod] kunne med rette starte med at slå fast, at Danmark ikke ønsker en ny investeringsaftale mellem Kina og EU. For en tildeling af sådanne økonomiske privilegier skal naturligvis ikke ske til nationer, der systematisk forsøger at underminere europæiske interesser og begår forbrydelser mod menneskeheden
_______
Thomas Rohden (f. 1996) er formand for Dansk Kina-Kritisk Selskab og Regionrådskandidat for Det Radikale Venstre i Hovedstaden. Til hverdag studerer han statskundskab på Københavns Universitet og arbejder med politisk interessevaretagelse. ILLUSTRATION: Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) holder pressemøde med Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, i København, 8. november 2019 [Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix]