29.09.2022

Foreløbigt ligger der nu metalskrot for 17 milliarder euro på havets bund. Tyske myndigheder vurderede onsdag, at saltvandskorrosion betyder, at Nord Stream-rørledningerne aldrig vil kunne tages i brug igen. Det russisk-tyske gaseventyr er dermed slut. Og Rusland må konstatere, at det ikke længere har sit gasvåben. Spørgsmålet er så, hvilke våben man i stedet vil gribe til.

Analyse af Uffe Gardel

Fire undersøiske eksplosioner, og lige pludselig rykkede krigen helt tæt på Danmarks grænse. I disse første døgn forsøger offentligheden over hele Europa at få et overblik, mens de involverede regeringer forsøger at sige så lidt som muligt – om gerningsmand, motiv og sagens alvor.

Således afviser både den danske og svenske regering, at der er tale om en krigshandling, og begge regeringer begrunder det med, at eksplosionerne fandt sted i internationalt farvand. Det er ikke nogen ret overbevisende begrundelse. Hvis et dansk krigsskib blev angrebet i internationalt farvand, ville det være en krigshandling, internationalt farvand eller ej. Men efter sprængningerne har Danmark ikke engang bedt om konsultationer i NATO, som man ellers har ret til efter Atlantpagtens artikel 4, når man føler sin sikkerhed truet – niveauet under artikel 5, som gælder, når et medlemsland faktisk er blevet angrebet. Danmark har kun hævet beredskabet og bevogtningen af infrastruktur på landjorden.

At vi kan slippe afsted med at gøre så lidt skyldes ikke, at sabotagen er sket i internationalt farvand, men alene, at rørledningerne ikke var i brug. Dermed var de heller ikke kritisk infrastruktur. Var bombningerne sket for et par år siden, ville en række lande være blevet kritisk ramt – også Danmark, som på det tidspunkt var historisk afhængig af russisk gas. Vi importerer det meste af vores naturgas fra Tyskland, og russisk gas – som var ankommet blandt andet via Nord Stream 1 – udgjorde dengang en meget stor, men dog ukendt del af den gas, vi fik.

Nu havde russerne selv i forvejen standset leverancerne via Nord Stream 1, og Danmark og Tyskland rammes derfor ikke akut af, at rørledningerne er sprængt i stykker.

Tilbageholdenheden skyldes i nogen grad, at man ikke er helt sikker på, hvem gerningsmanden er. Nord Stream-projektet havde mange fjender – de baltiske lande, Polen og ikke mindst USA. Og så naturligvis Ukraine.

 

De fleste peger derfor på Rusland som gerningsmanden. I så fald må motivet være, at Rusland har indset, at energivåbnet ikke bider på EU, og at man derfor ikke får brug for Nord Stream i en rum tid
_______

 

Kan nogen af dem have gjort det? Det ville i så fald være udtryk for helt vanvittigt politisk hasardspil. Man kan forestille sig den storpolitiske situation, hvis Tyskland om et stykke tid skulle finde ud af, at USA stod bag. I så fald ville vi få en voldsom transatlantisk krise – en dyb konflikt mellem på den ene side USA, og på den anden side det meste af EU, som ville bakke Tyskland op. Oveni det ville vi få en dyb splittelse i EU, fordi en række østeuropæiske lande ville græde tørre tårer over Nord Stream. Det er svært at se, at denne politiske risiko kan opveje den mulige gevinst ved at bombe rørledninger, som allerede var taget ud af drift.

De fleste peger derfor på Rusland som gerningsmanden. I så fald må motivet være, at Rusland har indset, at energivåbnet ikke bider på EU, og at man derfor ikke får brug for Nord Stream i en rum tid. I stedet har man valgt at ødelægge sine egne rørledninger for at skræmme europæerne på anden vis. Nu er det nemlig demonstreret, hvor sårbar en stor del af vores kritiske infrastruktur er, og for at være sikker på at blive forstået, valgte man at sprænge rørledningerne i døgnet op til den officielle indvielse af en ny gasrørledning fra Norge over Danmark til Tyskland.

Der er masser af anden infrastruktur på havbunden – gasrørledninger, olierørledninger, elkabler, internetkabler – og man må have fået noget at tænke over ikke mindst i Norge, som er koblet op med resten af Europa via infrastruktur på bunden af Nordsøen.

De fleste lægger også til grund, at gerningsmanden må have været en stat. Rørledningerne ligger på 70-80 meters dybde, så vi er uden for, hvad der kan gøres med sportsdykkerudstyr. På den anden side siger en forsker ved den svenske Försvarshögskolan og Kungliga Tekniska Högskolan, at operationen ikke behøver at have været så indviklet endda.

”Man behøver ikke noget stort moderfartøj, og man behøver ikke at have gjort det i direkte tilknytning til sprængningerne; man kan have anbragt noget der for længe siden. Der er rigtig mange måder, man kan gøre sådan noget, også med ikke-militært udstyr, og uden at nogen ville have løftet et øjenbryn over, at man var ude at sejle; det kan være sket fra en hvilken som helst fiskerbåd,” sagde forskeren, Hans Liwång, onsdag til Dagens Nyheter.

Det peger jo kun i retning af, at der er behov for at beskytte vores installationer på havets bund – installationer, som vi indtil i mandags bekymringsløst anbragte dér, uden særlig overvågning eller sikring, i den trygge forvisning, at ingen kunne finde på at gøre dem noget. Let bliver det ikke, men måske kunne man diskutere sagen med Frankrig, der netop i februar i år lancerede en ny strategi for ”havbundskrig”, som skal beskytte undersøisk infrastruktur; franskmændene må altså mene, at noget kan gøres.

Eller også skal man simpelt hen konstatere, at redundans er den eneste vej til resiliens. Vil vi være modstandsdygtige over for attentater og sabotage, må vi dublere kritisk infrastruktur. Det bliver dyrt og vil tage tid.

Foreløbigt ligger der nu metalskrot for 17 milliarder euro på havets bund. Tyske myndigheder vurderede onsdag, at saltvandskorrosion betyder, at Nord Stream-rørledningerne aldrig vil kunne tages i brug igen. Det russisk-tyske gaseventyr er dermed slut, og drømmen om ved hjælp af samhandel at kunne forvandle Rusland til en fredelig nabo må i hvert fald være opgivet. Rusland selv har fået reduceret sin vestgående rørledningskapacitet. Der er stadig gasrørledninger til Europa gennem Ukraine og Tyrkiet, men den reducerede kapacitet vil være rigelig, for Europa er uigenkaldeligt på vej væk fra Rusland som energileverandør.

Og Rusland må konstatere, at det ikke længere har sit gasvåben; det virkede ikke og ruster nu på bunden af Østersøen. Spørgsmålet er så, hvilke våben man i stedet vil gribe til. ■

 

Der er behov for at beskytte vores installationer på havets bund – installationer, som vi indtil i mandags bekymringsløst anbragte dér, uden særlig overvågning eller sikring, i den trygge forvisning, at ingen kunne finde på at gøre dem noget
_______

 

Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering.

Apropos denne artikel:

Deniz B. Serinci: Med PKK’s opløsning bortfalder en vigtig brik i kampen om Mellemøsten

Sune Steffen Hansen: Er danskerne færdige med USA? Ikke nødvendigvis

Hans Henrik Fafner: Radikalisterne i Israel og radikalisterne i Gaza fører mod fortsat krig – og ingen vinder

Mads Jedzini i RÆSON SØNDAG: Startvanskeligheder for dommedagsregeringen

Ukrainebrief 10. maj: Putin og Xi udviser styrket sammenhold på Sejrsdagen i Moskva

Haifaa Awad om Gaza: EU må suspendere sine relationer til Israel. Og Danmark må gå foran