05.12.2023

Vi har en regering forenet af partier, der ideologisk set er kollapset. To fossiler, der er forenet i kun at have en række outdatede produkter på hylderne, som de desperat hele tiden forsøger at finde nye slogans og kampagner til.

Theresa Scavenius i RÆSON OPINION

Teknologisk udvikling sker nogle gange med eksponentiel fart og revolutionær kraft. Der var sikkert nogle, som lige havde investeret i at forbedre hestevognens sadeltøj, inden det marked kollapsede, og der var sikkert lige blevet ansat en ny direktør i Blockbuster med en ny visionær strategi, inden alle butikkerne måtte lukke. Men der er ingen kære mor, når toget er kørt, og man sidder tilbage på perronen med forældet teknologi.

Det samme kan man sige gør sig gældende i dansk politik. Der kører stadig nogle gamle travere rundt, der arbejder for, at hestevognen og Blockbuster skal holdes i live. Det ser mere og mere komisk ud for os andre, der er trådt ind i det 21. århundrede og kan se, hvordan de krampagtigt forsøger at holde fast i en fortid, der ideologisk er uddød, og hvor selve transitionen vil materialisere sig om meget kort tid. 

Det skyldes, at den teknologiske udvikling på det grønne område er langt fremme. Årsagen til, at den fulde udskiftning af vores infrastruktur fra fossil til grøn ikke er sket endnu, er alene, at de gamle interessenter i den fossile økonomi forsøger at sætte foden på bremsen ved at lobbyere kraftigt for at undgå lovgivning. Men det kan de kun, så længe at politiske partier holder hånden under dem, fordi de bliver støttet økonomisk. Den form for fordækt interessevaretagelse er sjældent noget borgerne ønsker. Så jeg forventer, at når borgerne opdager, at det er sådan det hænger sammen, vil de gamle partier kollapse på stribe. 

At det lykkes at holde sandheden skjult for borgerne, er hjulpet af den lovgivning, som fx Offentlighedsloven – døbt i medierne som mørklægningsloven – der gjorde det sværere for journalister og offentligheden at få indblik i ministerens arbejde, samt fx en ny medieaftale, der skærer kraftigt i støtte til public service og de nationale store mediehuse.  De sidste par år har vi været vidne til et langsomt kollaps af Venstre. Forventeligt er kollapset blevet givet et ansigt, men det var hverken Jakob Ellemann som person eller leder, der har været problemet. I stedet bør vi rette vores blik mod det politiske projekt Venstre, som han blev valgt til at lede. 

Der er nemlig ingen fremtid for et traditionelt gammelt landbrugsparti, der holder hånden over et forurenende erhverv, der for længst har overskredet sidste salgsdato for forretningsmodellen, ligesom der ikke var en fremtid for videomaskiner og VHS-bånd, uanset hvor billigt man kunne låne film, og uanset hvor hurtigt videomaskinen kunne spole. Den sandhed rammer formentligt snart Venstre. Og Venstre står ikke alene. Hele regeringen står med et projektløst cockpit. De har ingen idéer. De har ingen vision. Der er intet projekt.

Afledningsmanøvre og krampetrækninger

Så hvad gør man, når man ikke kan sælge sine gamle produkter på fremtidens marked? Man opfinder nye slogans til de outdatede produkter og opfinder problemer, den gamle videomaskine kan løse. 

Der er vist problemer med Aula, som statsministeren brugte meget tid på til hendes åbningstale af Folketinget, hvor hun skal give en status på landets tilstand. Det kan vi løse! Bruger vi ikke for mange plastikposer? Det kan vi løse! Koranafbrænding… Det løser vi.

Og der vil da også være loyale kunder for en stund, der hopper med på en ”ny”, lidt hurtigere videomaskine med et nyt, stilrent design. Uanset indpakning er det dog stadig en 90’er-maskine, som for længst er erstattet af ny teknologi, og salget vil kun gå én vej. Præcis som det sker for Blockbuster-Venstre nu, vil det ske for Walkman-Socialdemokratiet. Der er ikke længere brug for et tilbageskuende Socialdemokrati, der kun favoriserer lønmodtageren, der ejer en villa, en bil og køber en masse smøger og billig bacon. Socialdemokratiske vælgere vil snart opdage, at der kun er den ydre skal tilbage af et stort århundrede langt ideologisk projekt. 

 

Det er med argumenter om ‘nødvendighed’ i krisens tegn, at regeringen skruer tiden tilbage. Men selvfølgelig skal vi ikke løse nutidens problemer med mindre ytringsfrihed, mere olie og andre ting fundet fra begyndelsen af 1800-tallet, ligesom vi heller ikke skal have hestevognen og videomaskinen tilbage
_______

 

Imens fossilerne kæmper for at bevare deres relevans, betaler vi borgere i samfundet desværre bare med dyrebar tid, vi skulle have brugt på det ægte problem, der desværre kun bygger sig større, som tiden går: fx omstillingen til et grønt og bæredygtigt samfund.

Man skulle tro, at det værste var at spilde tid, men denne regering har på kort tid faktisk formået at rykke os til et punkt, hvor vi skal være glad for, når der ”kun” er tidsspildes. Den seneste tid formår regeringen nemlig ikke blot at sætte tiden i stå. De formår at spole tiden baglæns. Og det er problematisk. Regeringen tilbageruller nemlig fundamentale ytrings-rettigheder i form af det, som de kalder koranlovforslaget. Og tro det eller ej, så har vi en regering, som vil udvide vores olie- og gasproduktion. Det vil sige, at al snak om demokrati og klima blot er slogans og fake politics, der er meget langt fra den politik, de laver i Folketinget.

Det er med argumenter om ‘nødvendighed’ i krisens tegn, at regeringen skruer tiden tilbage. Men selvfølgelig skal vi ikke løse nutidens problemer med mindre ytringsfrihed, mere olie og andre ting fundet fra begyndelsen af 1800-tallet, ligesom vi heller ikke skal have hestevognen og videomaskinen tilbage.

Det er en sikkerhedspolitisk nødvendighed pga. krigen i Ukraine, lyder det. Men hov… Hvor lang tid går der egentlig, før vi får denne olie og gas gravet op? Efter regeringens eget udsagn vil det ske om fire til seks år. Hvis denne regering i sin ramme alvor ikke mener, at vi på seks år kan nå at gøre denne fossile ekspansion overflødig, så leverer regeringen selv det bedste argument for at lægge dem i graven.

Det er blot ét ud af mange eksempler på, at regeringssamarbejdet mellem rød og blå har vist sig ikke at føre til noget nyt, som “projektet” ellers blev solgt som. 

Så det, der sker nu, er, at Venstres nedtur vil fortsætte. Ikke på grund af partiets nye formand, som blev valgt her for nylig, men alene på grund af det faktum, at Venstre ikke formår at have idéer og løsninger på de problemer, vi står med i dag. Så længe det er den samme jobbeskrivelse, den nye kaptajn i Venstre får, vil projektet gå til grunde.

Sammen skæbne vil ramme Socialdemokratiet. På et tidspunkt vil borgerne opdage, at Socialdemokratiet kun har gamle VHS-bånd på hylderne, selvom de forsøger at sælge dem som den nyeste teknologi på markedet. Vi har med andre ord en regering forenet af partier, der er ideologisk kollapsede. To fossiler, der er forenet i kun at have en række outdatede produkter på hylderne, som de desperat hele tiden forsøger at finde nye slogans og kampagner til. 

De ved ikke rigtigt, hvad de skal bruge regeringsmagten til. De er skolet i partiorganisationer, som alene arbejder for at få magten, men de har glemt at tænke på, hvad de skal bruge den til, hvis de får den. Det vidner årets finanspolitiske aftale ret præcist om. Det er status quo med nogle krummer hist og pist til de partier, som vælger at agere støtteparti til en fuldkommen irrelevant og uambitiøs finanslov.

Hvad skal der så ske?

Vi har i den grad brug for partier med et politisk projekt, der kan se fremtidens behov: nødvendigheden af at modernisere den danske stat og gøre det liberale demokrati overlevelsesdygtigt i det 21. århundrede. Vi skal ikke have flere politiske projekter, der opfinder problemer og gør krigsflygtninge og arbejdsløse til sorteper for deres fejlslagne lederskab. I stedet burde de give taburetten videre til mennesker, som har et politisk projekt.

Lige nu tørster dansk politik på ny energi. Alternativet skulle have været det sted, hvor fremtidens samfund skulle designes og udvikles igennem borgerbaserede politiske laboratorier. Men værdigrundlaget og den insisterende stemme på et reelt alternativ til dansk politik er blevet “modent”, som det kaldes på Christiansborg. Med andre ord: De har ladet sig opsluge af den politiske mainstream.

Så hvor går vi hen, os, der gerne vil have en vidensbaseret, rationel, nøgtern tilgang til politik, der samtidig står skarp på demokratiske retsstatsprincipper? For udfordringerne i 2023 kan synes at være uoverskuelige. Både grundet deres grænseoverskridende karakter, deres kompleksitet, og at de er viklet ind i hinanden. Desværre er samfundsproblemer som med opvasken derhjemme. Den fordamper ikke, når blot vi ignorerer den. 

Den bygger sig op og bliver kun værre og mere uoverskuelig, jo længere tid der går, før vi kommer i gang. Til sidst er bunken så stor, at køkkenet slet ikke kan bruges. Regeringens strategi for problemet er ikke en løsning, men at udskyde opgaven ved at spilde vores allesammens tid på at nedsætte den ene undersøgelse efter den anden, selvom vi udmærket ved, hvad vi skal.

Vi har brug for nogle, som rent faktisk tør og orker at gå i gang med opvasken. ■

 

Alternativet skulle have været det sted, hvor fremtidens samfund skulle designes og udvikles igennem borgerbaserede politiske laboratorier. Men værdigrundlaget og den insisterende stemme på et reelt alternativ til dansk politik er blevet “modent”, som det kaldes på Christiansborg. Med andre ord: De har ladet sig opsluge af den politiske mainstream
_______

 

Theresa Scavenius (1984), phd, lektor, Aalborg Universitet, Uafhængigt medlem af Folketinget.

ILLUSTRATION: Eget pressefoto.

Apropos denne artikel:

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Simon Skov Fougt: Hvordan debatten om læsekrisen blev en fortælling om vås, vat, voksne og bøger

Lars Bangert Struwe: I 1756 ændredes Europas alliancer. Mange havde ikke troet det muligt. Er Trump ved at gøre det samme?

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden