
Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Til overraskelse for både venner og fjender er Meloni i færd med at forandre europæisk politik
29.06.2024
.Dronningen som kongemager? Melonis skæbne er ikke længere kun i hænderne på hende selv.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye sommernummer, “Hvad vil Europa egentlig?”, ude nu. Læs mere her.
Af Alberte Bové Rud
På mange måder ligner hun enhver anden italiensk regeringsleder. Hun er gestikulerende og velklædt og trækker et spor af personlige skandaler og politiske kontroverser efter sig. Privat agerede hun i månedsvis offentlig hanrej, efter at hendes daværende ægtemand chikanerede sine kolleger seksuelt til stor forargelse for – og moro hos – hendes kritikere. Politisk fik hun sin ilddåb som overbevist nyfascist, og selvom hun efterfølgende har forladt sin krybbe, har hun aldrig forkastet sit ophav så eftertrykkeligt, at hendes kritikere er blevet overbevist. Hun er retorisk aggressiv, polemisk og ideologisk kontroversiel – og EU’s ledere gruede da også for konsekvenserne af Giorgia Melonis lederskab, da hun tiltrådte i oktober 2022.
Hun har brugt store dele af sin karriere på at revse den globale elite, der i hendes øjne er af venstreorienteret observans og bl.a. bebor Bruxelles’ magtrum. Og nu? Nu træder hun ind i en definerende rolle på de bonede gulve i EU. Få personer har på den geopolitiske scene så mange kontakter – på kryds og tværs af politisk overbevisning og geografisk placering – som netop hende.
Højrefløjens dronning
Meloni indledte sit regeringsarbejde side om side med de to højrefløjsronkedorer Silvio Berlusconi og Matteo Salvini (der i dag er hendes vicepremierminister), der begge blev berygtet for at give deres internationale toppolitikere grå hår i hovedet – fx når de talrige gange lagde sig ud med EU’s økonomiske linje.
Melonis eget kandidatur til premierministerposten afstedkom langvarige diskussioner om hendes alt for nære forhold til den antidemokratiske fascisme. Tilsammen indvarslede regeringen radikal højrefløjstænkning og et truende opgør med international ret og samarbejde. Ud over regeringspartnernes eget synderegister var hovedkaraktererne ideologisk forlovede med figurer som Viktor Orbán og Donald Trump, mens hendes to regeringshåndlangere, Berlusconi og Salvini, endda var betagede af Vladimir Putin. I 2019 bedyrede Salvini, at Putin var hans foretrukne regeringsleder internationalt set, mens Berlusconi helt indtil sin død i 2023 betragtede Putin som en personlig ven. Hverken Berlusconi eller Salvini har forsøgt at blankpolere deres internationale ry, men Meloni er blevet en attraktiv partner for den øverste EU-ledelse, samtidig med at hun fastholder sine højrefløjsfæller og -vælgere.
Efter Europaparlamentsvalget lader hun til at have cementeret sin rolle som uomgængelig dronning for samarbejdet mellem højrefløj og centrum.
Efter Europaparlamentsvalget lader hun til at have cementeret sin rolle som uomgængelig dronning for samarbejdet mellem højrefløj og centrum
_______
Meloni kan række hen over de politiske skel og tale med grupperinger, der ellers ikke vil tale sammen. Ikke fordi hun er tilpas neutral til, at begge sider accepterer hende – den mæglende mellemmand, ingen rigtig kan have noget imod – men fordi hun er så ideologisk klar i spyttet, at højrefløjen omfavner hende, og så metodisk beleven, at magtetablissementet i centrum betragter hende som en værdig samtale- og forhandlingspartner. Det er ikke overraskende, at hun af højrefløjen betragtes som gudinde, men bemærkelsesværdigt, at hun samtidig formår at være alliancepartner for selvsamme højrefløjs ærkerivaler.
For det traditionelle magtetablissement synes, at der hænger en klistret melasse på den del af højrefløjen, som Meloni både repræsenterer og udspringer fra, og som man i magtens centrum ikke vil have klæbende til sig. Denne brogede flok bebrejdes for alverdens unoder af de traditionelle magtfigurer i EU. Anklagerne om fascisme og autoritære tendenser, racisme og antisemitisme hænger ved dele af den yderliggående højrefløj og har været komplet delegitimerende for deres ambitioner i demokratiet. Meloni er en del af denne højrefløj og så alligevel ikke. For stadig større dele af det europæiske centrum bejler til Meloni, mens Meloni bejler til dem. Som et træ i blæsten er hun begyndt at læne sig i retning af centrums kompromisvillighed og forhandlingsparathed og dermed også væk fra den kaskade af protest, der præger hendes egen fløj.
Meloni ser i dag på det europæiske samarbejde som en mulighed for magt, ikke som et talerør for kritik. Ved at stryge EU med hårene kan hun sætte sig selv og dermed Italien ved voksenbordet og på den vis sikre både økonomisk velvillighed over for Italien og et mildere blik på regeringens familie- og værdipolitiske indenrigspolitik.
I sin kerne handler Melonis program om at genetablere respekt og beundring for Italien – både blandt italienerne selv og international set. Som vidne til årevis af italienske premierministres adfærd i EU har Meloni lært, at hun er tættere på at komme i mål, hvis hun kindkysser og nejer, anerkender og imødekommer i stedet for at smække med døren.
Meloni skal bruge EU som redskab til at styrke sin egen nationale popularitet, men hun betragter også EU som en værdiplatform, hun ønsker at præge med nationalkonservative holdninger. Hendes idealfremstilling af EU handler ikke om fælles arbejdsmarkedsregler eller forbrugerbeskyttelse, og slet ikke om ophævelsen af nationalstaten. Det handler om EU som fælles motor for europæisk kultur og identitet og som et interessefællesskab for de politiske dagsordner, der kan true det europæiske kontinent udefra – i særdeleshed migration.
Ved Europaparlamentsvalget i juni gik højrefløjen frem både i Italien og i Europa. Det gjaldt også grupperingen for europæiske konservative og reformister (ECR), som Meloni er præsident for. Det yderligt højreorienterede protestparti Identitet og demokrati (ID) gik også frem, og det samme gjorde det tyske AFD og det ungarske Fidesz, der i skrivende stund begge står uden for nogen grupperinger. Denne fremgang skete på bekostning af midtens sværvægtere og til deres bestyrtelse.
Efter valget er samarbejdet mellem socialdemokraterne, de liberale og de konservative (EPP) ikke længere selvfølgeligt, særligt ikke efter at de konservative er begyndt at øjne en mulighed for at lave mere egentlig højrefløjspolitik med ECR. EPP, de liberale og socialdemokraterne har ganske vist stadig flertal, men tilsyneladende skæver EPP nu alligevel mod ECR – mens ID fortsat betragtes som for kontroversielle til det pæne centrum. Det må glæde Meloni.
Meloni håber at kile sig ind mellem det typiske magtcentrum og protestfløjen og derigennem etablere en tyngde omkring sit eget parti, der kan få en magnetisk effekt på omgivelserne. Selvom valgresultatet i forbindelse med Europaparlamentsvalget nu bekræfter Melonis nationale popularitet og formentlig også hendes EU-politiske vigtighed, vil hendes konkrete rolle først rigtigt blive defineret i den kommende tid.
Uanset hvad Meloni foretager sig, bliver hendes indflydelse afgjort af andre, og det vil være op til særligt EPP at definere, hvor stærk en position hun får. Foreløbig forbereder både Meloni og EPP sig på et samarbejde. I en partilederdebat i slutningen af april fastslog Ursula von der Leyen, som er formand for Europa-Kommissionen og tilknyttet EPP, at hun ikke så noget til hinder for et potentielt samarbejde med ECR. Ved samme lejlighed afslog socialdemokraterne at indgå aftaler med Meloni og ECR, men det ændrer ikke ved, at alle i magtens centrum må forholde sig til Meloni, om de vil det eller ej.
Savalletri, 13. juni 2024: Fællesfoto fra sommerens G7-møde i Italien (fra venstre mod højre): Det Europæiske Råds formand, Charles Michel, Tysklands kansler, Olaf Scholz, Canadas premierminister, Justin Trudeau, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Italiens premierminister, Giorgia Meloni, USA’s præsident, Joe Biden, Japans premierminister, Fumio Kishida, Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, og EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen [FOTO: Sintesi/Ritzau Scanpix]
Enighed om både migrationspolitik og geopolitik
Ursula von der Leyen ønsker fortsat at lede Kommissionen og afsøger derfor nu strategiske muligheder, der kan garantere hende flertal. For at fortsætte skal von der Leyen finde flertal både blandt medlemslandenes regeringsledere og i Europa-Parlamentet. I begge fora er Melonis støtte et væsentligt rygstød, og derfor gør kvinderne nu politiske tilnærmelser til hinanden.
Det er den foreløbige kulmination på en årelang proces, hvor Meloni og von der Leyen har knyttet stadigt stærkere bånd. Særligt på to områder har deres fællesinteresser haft synergetisk effekt: migrationsspørgsmålet og EU’s udenrigs- og forsvarspolitik.
Italiens geografiske placering betinger, at migrationsdagsordenen altid er politisk vigtig, men Meloni er gået skridtet videre og ønsker at bevise sit værd ved at dæmme op for antallet af migranter, der kommer til Italien. I årevis har særligt den italienske højrefløj set bebrejdende mod EU og de medlemslande, der i deres øjne agerer usolidarisk og naivt ved at betragte migration som et isoleret Middelhavs-fænomen. Den italienske højrefløj har ønsket, at det øvrige EU i højere grad var medansvarlig for migranternes videre skæbne både økonomisk og praktisk, men Meloni har nu i stedet vendt blikket mod de nordafrikanske lande i håbet om at engagere dem i migrantspørgsmålet og lade EU inspirere af Italiens færd. Hun har lavet samarbejdsaftaler med eksempelvis Tunesien, hun har sågar fået det øvrige EU – med von der Leyen i spidsen – med på dét arbejde. Men asyltallene viser, at resultatet udebliver. Meloni har desuden iværksat et samarbejde om asylbehandling i Albanien og opjusteret antallet af arbejdstilladelser fra afrikanske lande som en del af migrationshåndteringen. Hun har vist sig foretagsom og innovativ, og store dele af EU lader til at være imponeret.
Også i sikkerhedspolitikken kan Meloni sætte sig til bordet med von der Leyen. Meloni erklærer troskab over for Ukraine, forbehold mod Kina – og loyalitet over for USA, uanset om Trump eller Biden leder landet. Hun tager afstand fra Putin, himler med øjnene over forslag om fredsforhandlinger og tordner mod dem, der stadig kunne formaste sig til at kalde hende farlig for demokratiet.
Op til Europaparlamentsvalget bekymrede mange sig over en stigende polarisering, men Meloni bryder mønsteret ved at kunne være i selskab med både Orbán og von der Leyen. Hendes politiske bevægelse antyder, at verden er rodet, og at de gængse sandheder er vendt på vrangen.
Det allermest interessante ved Meloni er ikke, at modsatrettede interesser lytter, når hun taler, men at der sågar lader til at være nogle, der noterer hendes strategi og træder i hendes fodspor. Orbán har længe banket på Melonis dør, og Le Pen (der triumferede med 31,5 pct. ved EP-valget) har foreslået Meloni, at de skal slå sig sammen i EU-regi.
Melonis skæbne er ikke længere kun i hænderne på hende selv. I stedet vil det være op til EPP at afgøre, om hun skal krones som højrefløjens dronning og EU’s nye kongemager – eller om skal hun holdes ude i strakt arm, for evigt brændemærket på grund af hendes fascistiske ophav og hendes kontroversielle allierede.
Det allermest interessante ved Meloni er ikke, at modsatrettede interesser lytter, når hun taler, men at der sågar lader til at være nogle, der noterer hendes strategi og træder i hendes fodspor
_______
Opdateret efter tildelingen af topposter i EU, 28.06.2024.
Foreløbig virker Meloni til at være kørt ud på et sidespor, hvilket tydeligvis frustrerer og irriterer hende. De liberale og socialdemokraterne lader til at have overbevist den konservative gruppe om, at de kan fastholde deres lukkede alliance, mens Meloni fryses udenfor indflydelse og anerkendelse. De tre magtgrupper har således lavet en aftale om at fordele EU’s topposter mellem sig uden at skele til Meloni og højrefløjens indvendinger og prioriteter. Som resultat deraf har Meloni de seneste dage surstrålet på samtlige pressebilleder. Ikke at Meloni selv har haft duelige kandidater på hånden til de ledende roller i EU, men hun udtrykker måben over, at centrumgrupperne vil udelukke Meloni og hendes allieredes vælgerhav og deres imponerende valgresultater. Ifølge Meloni er det udemokratisk, men de tre grupper har ikke desto mindre flertal.
Fra hendes side har spillepladen dog fortsat to åbninger. Den ene åbning består i et håb om, at hun kan veksle sin valgsucces og von der Leyens hidtidige smiger med en tung kommissionspost. Selvom von der Leyen kan genvælges uagtet Melonis holdning, er det i von der Leyens interesse at konsolidere sig stabilt, og Meloni kan måske tilgive von der Leyen hendes loyalitet overfor centrum, hvis Meloni får kommissionsmagt i bytte. Den anden åbning er af teoretisk karakter og beror på muligheden for, at Meloni accepterer det yderste højres tilnærmelser og særligt Le Pens invitation om at slå sig sammen. Om end det åbenlyst ville forstyrre den ellers klare strategiske og ideologiske linje, vil det give Meloni en mandatmæssig tyngde, der vil være stadig sværere for centrum at ignorere. Ikke desto mindre kan de gøre det alligevel. Mens Meloni overvejer sit næste træk, fortsætter EU’s centrum med at fordele magten imellem sig. ■
Alberte Bové Rud (f. 1994) er ph.d. fra idehistorie ved Aarhus Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun er nu tilknyttet DIIS som analytiker, hvor hun specialiserer sig i den EU-politiske højrefløj set fra Italien.
ILLUSTRATION: Rom, 6. juni 2024: Giorgia Meloni deltager i et italiensk talk show-program [FOTO: Riccardo Antimiani/EPA/Ritzau Scanpix]