15.09.2024

I Vesten tales der om en mulig fred. Men den store joker i spillet er naturligvis Putin. Kan han indgå en forpligtende fredsaftale eller bare en våbenhvile?



Af Jens Worning

Den amerikanske præsidentvalgsdebat mellem de to kandidater, Donald Trump og Kamala Harris, viste uenighed om, hvilken kurs Ukraine kan vente fra Det Hvide Hus d. 20. januar 2025, når vinderen indsættes i embedet i Washington D.C.

Trump ønsker som bekendt fred. Så hurtigt som muligt men uden at nævne på hvilke betingelser og efter hvilke principper. Kamala Harris vil ikke have, at Ukraine taber til Rusland, men fremlagde ikke en strategi herfor. Samtidig vil krigen indenfor den kommende præsidents første 100 dage i Det Hvide Hus gå ind i sit 4. år.

Også i Europa er uenigheden om Ukraines kurs tydelig. Den tyske kansler, Olaf Scholz, har efter de nyligt afholdte tyske delstatsvalg tilkendegivet, at han også vil have forhandlinger ad et diplomatisk spor i gang – nu. Det var en markant reaktion på valgnederlag til Tysklands højrefløj, hvor SPD fik under 10 pct. af stemmerne ved de to delstatsvalg. Tino Chrupalla fra AfD’s dobbelte lederskab skrev på X, at det var godt, at kansleren nu følger ”vores krav”. Den venstrepopulistiske leder, Sahra Wagenknect, BSW, roste også udmeldingen, der angiveligt indgår som en præmis i koalitionsforhandlinger i de to delstater. Tyskland, EU’s vigtigste medlemsland, er altså ved at ændre kurs i Ukraine-spørgsmålet på grund af indenrigspolitik, ikke udenrigs- eller sikkerhedspolitik.

Forinden havde Scholz aftalt med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj, at Ruslands skulle inviteres ind i det spor med fredskonference, hvor seneste og fjerde møde af sin slags blev afholdt i Schweiz i juni i år. Deltagerne her er primært Ukraines støtter i krigen. Mere end 80 lande underskrev slutdokumentet, mens blandt Brasilien, Indien og Sydafrika afstod. Rusland var ikke inviteret, og med henvisning hertil afstod Kina også fra deltagelse – det var man glad for i Moskva, hvilket der ikke blev lagt skjul på.

Fredsporet, som Rusland nu skal inviteres ind i, bygger på Zelenskyjs 10-punktsplan, der i kort form kræver, at Ukraines grænser fra 1991 respekteres, hvilket vil sige at Rusland skal trække sig hjem og aflevere Krim tilbage til Kyiv.

Vladimir Putins modspil er, at Ukraine skal trække sine tropper tilbage fra de fire ukrainske regioner, som Rusland kort efter invasionen d. 24. februar 2022 annekterede formelt ved optagelse i Den Russiske Føderation – også selvom den aktuelle frontlinje løber igennem disse fire regioner, som Rusland altså ikke kontrollerer. Ukraine skal med andre ord afgive territorium, som endnu ikke er erobret af besættelsesmagten – set fra Putins bord. Ukraine skal derudover også evigt afstå fra NATO-medlemskab.

Det er ikke kun Zelenskyj og Putin, der har fremlagt fredsplaner, det samme gjorde Brasilien og Kina i fællesskab i maj i år. Her er der tale om en sekspunktplan, der som det mest centrale har, at kamphandlingerne skal ophøre, og man skal sætte sig ned og tale sammen – der er ingen krav, om at Rusland skal trække sig. Den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, har tilføjet, at en fred kan indebære, at Ukraine afgiver Krim-halvøen formelt til Rusland. Begge lande erklærer sig neutrale ift. krigen, og går ind for at man ikke leverer våben til nogen af siderne – i forhold til Kina deles det syn ikke i USA, hvor analysen er, at Beijing er med til at støtte den russiske krigsførelse både direkte og indirekte. Direkte ved at levere teknologi til den russiske krigsproduktion, indirekte ved at købe olie og naturgas, så Rusland ad den vej beskyttes mod de negative effekter af de vestlige økonomiske sanktioner.

 

Tyskland, EU’s vigtigste medlemsland, er altså ved at ændre kurs i Ukraine-spørgsmålet på grund af indenrigspolitik, ikke udenrigs- eller sikkerhedspolitik
_______

 

Kan man forhandle med Putin?

Den store joker i spillet er naturligvis Putin. Kan han indgå en forpligtende fredsaftale eller bare en våbenhvile?

Inden man stiller det spørgsmål, så må man afklare, hvor man kan mødes med Putin. En eventuel aftale uden hans personlige tilstedeværelse, vil som udgangspunkt ikke være gyldig. Historikken er, at Putin løbende har svigtet og ikke følt sig forpligtet af de internationale aftaler, der er blevet indgået uden hans tilstedeværelse: Det gælder mellem øst og vest i de sidste år af Den Kolde Krig og de første år efter Berlin-murens fald for 35 år siden, østblokkens de facto befrielse fra Moskva og i 1991 Sovjetunionens opløsning og dermed enden på små 500 års tradition for Det Russiske Imperie. Den går tilbage til Ivan den Grusomme, der satte gang i Ruslands ustoppelige appetit på at tilegne sig nyt land og underlægge fremmede folkeslag det russisk folk.

En af de centrale aftaler var aftalen om at sovjetiske atomvåben på territoriet af de siden 1991 selvstændige lande Belarus, Kasakhstan og Ukraine blev overdraget til Rusland. Modydelsen var en garanti af disse landes territoriale integritet – fra Rusland – som fx Budapest-memorandummet indgået i 1994, hvor Kyiv afstod deres atomvåben til Moskva i bytte for sikkerhedsgarantier.

Man kan jo begynde med en analyse af, om man kan lave aftaler med Putin ved at spørge, hvor en fredskonference skulle finde sted? Putin er efterlyst af Den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICC, som 124 lande har tilsluttet sig. Ethvert af disse lande er forpligtet til at udlevere Putin, skulle han sætte fod i et af de lande. Og som sagt en aftale, der ikke er indgået med Putin personligt, er ikke det papir værd, den er skrevet på. Det er første udfordring, der skal knækkes.

 

Otte år efter Minsk-2-aftalen kom den russiske fuldskala-invasion af Ukraine med en krig, der forsat raser med ufortrøden styrke fra russisk side
_______

 

Minsk-aftalerne og våbenhvile

Derfor må man kigge på den nyere historie. Den russiske invasion af Ukraine begyndte i 2014 – for ti år siden. Først med annekteringen af Krim, siden med det, der fejlagtigt kaldes et separatistoprør i Østukraine. Den krig kunne ikke føres uden russiske våben, rubler og soldater. Den første hærleder, Igor “Strelkov” Girkin, der også spillede en rolle i annekteringen af Krim, er født i Moskva, hvor han nu sidder i fængsel for at have kritiseret den russiske krigsførelse i Ukraine for at være for inkompetent. Han er i øvrigt også efterlyst af ICC for nedskydningen af MH-17, det malaysiske passagerfly der blev skudt ned over Østukraine i 2014, og hvor alle 298 ombord omkom.

Minsk-aftalerne, der blev forhandlet med Tyskland og Frankrig som mæglere, var et forsøg på at skabe fred i Østukraine. 5. september 2014 blev den første indgået i den belarusiske hovedstad Minsk, men det fik kun krigshandlingerne til at eskalere hen over efteråret og vinteren samme år. I begyndelsen af 2015 måtte den fransk præsident, Francois Hollande, og den tyske kansler, Angela Merkel, derfor i hast til Moskva for at overtale Putin til at genoptage forhandlingerne. Det endte i Minsk-2-aftalen indgået i februar 2015, der førte til mere stabilitet, men som ikke gjorde en ende på krigshandlingerne.

Minsk-2 blev til en 13-punktsplan, hvor de ni punkter omhandlede konflikthåndtering (våbenhvile, etablering af en kontaktlinje, hvorfra tungt våben skulle fjernes, amnesti m.m.). De sidste fire var politiske:

1. Dialog om afholdelse af lokalvalg i de berørte områder
2. Etablering af fuld ukrainsk kontrol på den ukrainske side af den ukrainsk-russiske grænse
3. Forfatningsreform, der skulle definere de berørte områders status under den ukrainske forfatning
4. Derefter afholdelse af lokalvalg

På 10 års afstand kan man konstatere, at den russiske tolkning af den aftale aldrig blev tekstnær eller ædruelig. Man havde sin eget narrativ om, hvordan den skulle fortolkes og det ikke med fred som mål. Otte år efter Minsk-2-aftalen kom den russiske fuldskala-invasion af Ukraine med en krig, der forsat raser med ufortrøden styrke fra russisk side.

Da Rusland i august 2008 invaderede Georgien i den region, der hedder Sydossetien, medierede den tyske udenrigsminister, Frank Walter Steinmeier, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy en våbenhvile, der blandt indebar russiske ”fredsbevarende” styrker – i Georgien (sic!). I dag er Sydossetien forsat besat af Rusland og ikke under Tbilisis kontrol.

Invasionen var en politisk reaktion fra Moskva på NATO’s Bukarest-topmøde samme år, hvor Ukraine og Georgien var blevet lovet medlemskab af Nato. I mange år forstummede enhver snak i NATO-medlemskab for de to lande – Putin havde fået sin vilje ved brug af militær magt. Krig er politik med andre midler, som den preussiske general og krigsteoretiker Carl von Clausewitz sagde.

Efter krigshandlingernes afslutning og landets opdeling i Syd- og Nordkorea blev der aldrig sluttet fred; der blev lavet en våbenhvile – og den holder den dag i dag, men ikke uden forsatte skududvekslinger. De militariserede zone er 248 km lang. Frontlinjen i Ukraine er til sammenligning over 1,000 km lang. Det udstiller, hvor omfattende det praktiske aspekt vil være ved en våbenhvile i Ukraine.

Og som gennemgået, så er der ikke meget i fortiden, der giver tiltro til, at der kan laves en troværdig fred med Putin.

 

Der er ikke meget i fortiden, der giver tiltro til, at der kan laves en troværdig fred med Putin
_______

 

Vesten er ikke enige

Som beskrevet er præsidentvalget i USA d. 5. november. Bliver det Trump eller Harris? Og ved vi, hvad vi får?

Som jeg i indledningen beskrev, fremlagde ingen af kandidaterne konkrete strategier for fred eller sejr for Ukraine i tv-debatten, så vi ved det dybest set ikke.

Med Trump virker sandsynligheden for kaos i både Ukraine og Europa overvældende. Ukraine vil blive kastet ud i en ukendt skæbne, og europæernes vægelsind vil blive testet – med ingen garanti for at testen kan kaldes ”bestået”. Putin vil se sin chance for store territoriale indrømmelser fra Ukraine via Trump – måske endda tro på muligheden for fuldkommen kontrol over landet.

Med Harris ved vi ikke, om hun forsætter Bidens linje. Det vil være forbundet med indenrigspolitisk risiko at forsætte støtten til en krig, der for den amerikanske vælger må virke uden ende og langt væk. Og hun vil afhængig af Kongressens sammensætning i at have fuld opbakning til Ukraine-støtten. Hun og hendes stab vil naturligvis spørge sig selv, om det er klogt at forsætte de næste fire år som de seneste tre, når det gælder Ukraine.

Det er også derfor, Ukraine nu sætter pres for at må anvende langtrækkende våben ind i Rusland, for tvinges man til forhandlingsbordet, så gælder det om at stå så stærkt som muligt på slagmarken. Slagmarken definerer forhandlingsstyrken ved bordet.

Polen har senest opfordret USA’s præsident, Joe Biden, til at gå ind på de krav om langtrækkende våben, og der har været forhandlinger mellem den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og Storbritannien om at løsne betingelserne for Ukraines brug af vestligt materiel. Og et møde mellem Joe Biden og Storbritanniens premierminister, Kier Starmer, skabte i denne uge ukrainsk håb om et positivt svar. Det kom dog ikke – i denne omgang.

Putins svar var, at så ville Vesten – og Europa – ende i krig med Rusland, hvilket ikke er første gang han har sat nye røde linjer op for krigens gang. Alligevel gør de indtryk på de vestlige ledere, der kun langsomt har givet sig på ukrainernes krav – eksempelvis om at få tyske Leopard-kampvogne, hvor Scholz længe var under pres for at give sig. Den tyske kansler Scholz var dog også i går ude at sige, at Berlin ikke ville tillade ukrainerne at bruge tyske våben på russisk jord.

 

Putin vil se sin chance for store territoriale indrømmelser fra Ukraine via Trump – måske endda tro på muligheden for fuldkommen kontrol over landet
_______

 

En fred i et nyt århundrede

I 2025 er vi et kvart århundrede inden i dette århundrede. Det er i et århundrede, hvor der kommer til at gælde andre internationale spilleregler sammenlignet med det 20. århundrede, der udviklede andre spilleregler end det 19. århundredes.

Skal en fred etableres – og det kommer til at ske en eller anden dag – så afhænger dens stabilitet af, hvem der garanterer den.

Her er USA og EU næppe nok, for Rusland har ingen tillid til Vesten og vil – som historien viser – fortolke en aftale efter forgodtbefindende, som man har tradition for. Derfor kan man have en formodning om, at andre stormagter, som Rusland lytter til, bliver en del af løsningen: Kina, Indien, Brasilien og Tyrkiet er her indlysende kandidater med hver deres interesser.

Det peger samtidig på at afvigelsen af ukrainsk territorie nok bliver uundgåeligt. Men ender det med, at Ukraine må afgive suverænitet til Rusland, så ofres et af FN’s vigtigste principper; beskyttelsen af medlemmernes territoriale integritet, og at de med deres medlemskab afskriver sig retten til at krænke andres. Det vil ikke kun være en svækkelse af Ukraine, men kan få uoverskuelige geopolitiske konsekvenser i alle egne kloden rundt.

I EU vil de politiske tømmermænd vise sig. Formodentligt vil sådan en fred producere et langt mere introvert Europa, der i fremtiden skal finde en placering mellem et fjendtligt Rusland og den amerikanske storebror, som man ikke altid kan regne med. ■

 

Formodentligt vil sådan en fred producere et langt mere introvert Europa, der i fremtiden skal finde en placering mellem et fjendtligt Rusland og den amerikanske storebror, som man ikke altid kan regne med
_______

 

Jens Worning er udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator på Kristeligt Dagblad, tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg for udenrigsministeriet samt forfatter til ”UKRAINE 24.02 -den nye verdensorden”, Forlaget KLIM (2023)

ILLUSTRATION: Geneve, 16. juni 2021: Joe Biden mødes med Vladimir Putin under et biletaralt møde arrangeret af Schweiz [FOTO: Adam Schultz/Det Hvide Hus]

Apropos denne artikel:

Jan Werner Mathiasen i RÆSON SØNDAG: Vejen til fred er mere et kompromis mellem USA og Europa end mellem Kyiv og Kreml

Benedikte Brincker: Det grønlandske valg kan markere et skifte i fokus fra Arktis og Nordamerika til Danmark og EU

Adriana Cavarero: Feminismen var hovedpersonen i den eneste succesfulde revolution i 1900-tallet. Nu handler det om at modstå forsøgene på at sende os tilbage til kødgryderne

Peter Danholt: Trump har brudt vores internationale system ned og indvarslet en ny æra. Den slags er faktisk helt naturligt – og måske endda håbefuldt

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland