16.01.2024

”Forestil dig, at det første amerikanske hangarskib nærmer sig efter Taiwan efter en kinesisk invasion og bliver sænket. På dette tidspunkt er Kongressen og USA’s offentlighed i oprør. Og med en dysfunktionel kongres, hvor lang tid ville det så tage dem at godkende en militær aktion?”

RÆSONs Interviewserie udkommer hver uge. Se alle interviews i serien her. Denne uge om valget i Taiwan med Lucy Hornby, prisvindende Asien-korrespondent og gæsteforsker hos Harvard.

Interview af Kirstine Eklund

Lørdag den 13. januar fandt årets første afgørende valg sted: præsidentvalget i Taiwan. Ifølge Kina var det valget ”mellem krig og fred”, idet valgets to spidskandidater repræsenterer henholdsvis det Kinakritiske parti Democratic Progressive Party (DPP) og det mere Kina-venlige parti Kuomintang (KMT). DPP’s nuværende vicepræsident, Lai Ching-te, løb med sejren med 40 pct. af stemmerne mod Hou Yu-ih fra KMT’s 33,5 pct. Men det var ikke en så overbevisende sejr til DPP som i 2020 og 2016, og partiet tabte sit flertal i Taiwans parlament. Kina har reageret med udtalelser om, at ”Taiwan er Kinas Taiwan”, og at valget ikke ændrer på, at Taiwan vil blive forenet med Kina.

For at forstå, hvad valget betyder for forholdet mellem Kina og Taiwan, har RÆSON talt med prisvindende journalist og forsker, Lucy Hornby. Hun har boet i Kina i over 20 år, hvorfra hun har arbejdet som journalist for Financial Times og Reuters, og er nu gæsteforsker på Harvard med fokus på Xi Jinping.  

Taiwan og Kinas skrøbelige fred

RÆSON: Ud fra dine erfaringer og din viden: Hvad er det vigtigste at forstå ved det komplicerede forhold mellem Taiwan og Kina?

HORNBY: Det vigtigste at forstå er, at forholdet ikke er nær så sort og hvidt, som amerikanerne gerne vil have det til at være.

Hvorfor ikke?

Amerikanerne ser det på en meget on/off-måde: Taiwan er enten helt uafhængigt og frit for alle trusler eller 100 procent truet og klar til at blive invaderet enhver dag. Men set fra både Kinas og Taiwans synspunkt er der tale om et kontinuum.

Kina har fremsat trusler i lang tid, men de er også meget forsigtige. De bliver ved med at gå op til grænsen og så gå tilbage igen, selvom de kan krydse grænsen når som helst. Af en eller anden grund – og jeg er ikke sikker på, at vi altid lægger så meget vægt på at forstå disse grunde, som vi burde – har de indtil nu altid trukket sig tilbage.

Fra Taiwans side tror jeg, at folks følelser er meget mere ambivalente, end de fleste amerikanere forstår. De fleste mennesker er faktisk ret tilfredse med den nuværende status quo. De kan ikke se nogen grund til ikke fortsætte som nu; hvilket er de facto at styre deres egne anliggender. Der er meget få mennesker i Taiwan, der ønsker at trække en så hård linje mellem Taiwan og Kina, som amerikanerne antager er nødvendig.

Jeg tror, der er et reelt kontinuum, som USA ikke forstår. En dag vil Kina måske gå hen til den linje og overskride den, men det har de ikke gjort indtil nu. Det synes jeg er en interessant måde at se det på: På begge sider, og især på den taiwanske, forsøger man at opretholde status quo. Deres muligheder for at gøre det skrumper, men de er ret kreative aktører.

Hvorfor bliver deres mulighed for at bevare status quo mindre?

Fordi Kinas militære magt er meget stærkere, end den har været. Da Chiang Kai-shek og alle hans støtter [ca. 2 millioner mennesker, red.] først flygtede til Taiwan i 1949, havde det været en japansk koloni. Så for de mennesker, der allerede boede der, var det næsten som en ny invasion. De fremmede kom ind og overtog styringen, og i lang tid, 10 eller 20 år, troede de, at de kunne bruge Taiwan til at tilbageerobre fastlands-Kina.

Det var faktisk amerikanerne, der holdt taiwanerne tilbage – på det tidspunkt havde kineserne ingen kapacitet til at gøre det. De havde ikke en funktionel flåde eller et luftvåben, og selv hvis de kunne foretage et bombetogt eller flådeangreb, kunne de ikke have holdt øen. Så der var ikke tale om at holde Kina tilbage i evigheder, fordi de simpelthen ikke havde kapaciteten.

Da jeg var i Taiwan i sommer, talte jeg med en masse tidligere taiwanske militærofficerer. De havde været meget højtstående militærofficerer, før de gik på pension, men i 90’erne var de på et mellemniveau, så de var i frontlinjen. Det er svært at vide, hvordan de kæmpede dengang, men nu påstår de i hvert fald, at de aldrig var så bekymrede. På det tidspunkt var deres kapacitet stadig Kinas overlegen.

Deres største bekymring i 1995-96 var, at kineserne kunne tage nogle små øer, som Taiwan kontrollerer, og som ligger meget tæt på fastlandet – så tæt, at man kan se dem derfra. Øerne er rent symbolske, for de er bittesmå øer, og de ligger meget, meget tæt på det kinesiske fastland, så Kina kunne nemt have taget dem på det tidspunkt. For Taiwan ville det have forårsaget en reel tillids- og identitetskrise, foruden en politisk krise, at miste øerne, men det ville ikke udgøre en eksistentiel trussel mod hovedøen. 

Nu er problemet, at Kina militært set sagtens kunne indtage hovedøen. Det eneste, der afholder Beijing fra at indtage den, er nok enten frygten for, at der vil være betydelig modstand på øen, hvilket vil se skidt ud for alle, eller frygten for, at USA blander sig, og at der kommer en større krig.

 

Det vigtigste at forstå er, at forholdet ikke er nær så sort og hvidt, som amerikanerne gerne vil have det til at være
_______

 

Biden har endda sagt, at USA vil blande sig, hvis Kina angreb Taiwan. Så den fortælling er måske ikke så langt ude i forhold til tidligere, hvor præsidenter var meget forsigtige med at sige den slags?

Biden sagde det, fordi der var meget tvivl på det tidspunkt. Men jeg tror, der stadig er reel tvivl om, hvorvidt USA vil blande sig, og her er grunden.

Nogle kinesiske militæreksperter mener, at den bedste måde at invadere Taiwan på – hvis de endelig skulle – ville være at føre en slags blitzkrieg [lynkrig, red.]. Hvis de kunne erobre og holde øen inden for en uge, regner de med, at det vil tage for lang tid for USA at blande sig.

Eksperterne havde planlagt det hele: Hvor mange dage det tager at sejle fra både Guam [USA-kontrolleret ø i det vestlige Stillehav med militærbase, red.] og Sydkorea. Hvis de kan få nordkoreanerne til at angribe på samme tid, så amerikanerne ikke sender et skib mod Taiwan fra Sydkorea, behøver de kun at bekymre sig om Guam og måske Hawaii.

Kina har missiler, der kan sænke et amerikansk hangarskib, hvilket amerikanerne lader til at tro på. Så forestil dig, at det første amerikanske hangarskib ankommer og bliver sænket, og på dette tidspunkt er Kongressen og USA’s offentlighed i oprør. Og med en dysfunktionel kongres, hvor lang tid ville det så tage dem at godkende en militær aktion?

Beijing tænker over de her ting, og de antager – måske med rette – at hvis kineserne først forskanser sig på Taiwan, vil amerikanerne ikke være villige til at gå i krig for at tage øen tilbage, fordi det simpelthen ikke vil være det værd. Det er beregningen på godt og ondt.

Jeg dækker ikke USA’s militære vurderinger, men ud fra hvad jeg læser, foregår der en lignende beregning. For hvis man ser på, hvad det amerikanske militær siger, handler det om, hvordan vi kan udkæmpe denne krig meget, meget hurtigt, før kineserne forskanser sig. Hvordan kan vi bevæbne taiwanerne til at føre en slags guerillamodstand, indtil vi kan ankomme på vores hvide heste?

Så det er meget sandsynligt, at det amerikanske militær også tænker, at hvis Beijing forskanser sig i Taiwan, så kan vi ikke tage øen fra dem. Uanset hvem der har forskanset sig i Taiwan, kan den anden side ikke slå dem ud, for det er en meget svær ø at angribe. Især fordi den kun ligger 160 km fra den kinesiske kyst, og så længe dine missiler kan ramme præcist på en længere distance end det, kan du forhindre en indflyvning.

I det udenrigspolitiske miljø i Washington – og det er svært at få nogen til at udtale sig om dette – tænker mange: ”Er det, det værd?”. Og jeg tror, at de fleste ville sige nej. Biden var meget bevidst om alt det her. Så hans udtalelse om at forsvare Taiwan var sikkert for at fjerne tvivlen, men jeg er stadig ikke sikker på, at det rent logistisk ville fungere, eller at amerikanerne ville synes, at det var det værd.

 

I det udenrigspolitiske miljø i Washington – og det er svært at få nogen til at udtale sig om dette – tænker mange: ”Er det, det værd?”. Og jeg tror, at de fleste ville sige nej
_______

 

Og med hensyn til taiwansk militær modstand. Hvorfor skulle man gøre modstand, hvis hjælpen aldrig kommer? Man yder modstand, hvis man som ukrainerne føler, at hjælpen kommer, hvis man holder længe nok. Vi kan ikke regne med, at Taiwan ville reagere som Ukraine, hvis Kina invaderede. Der er den mulighed, at Kina kan afværge modstand efter en invasion ved at berolige og inddrage en stor del af befolkningen.

Mange taiwanere ser på, hvad der skete i Ukraine, og tænker: ”Det er vi ikke klar til”. Og hvor kan de tage hen? Fordi med de ukrainske flygtninge kunne mændene blive og kæmpe, mens kvinderne, børnene og bedsteforældrene kunne stige på et tog og tage et andet sted hen. Men taiwanerne kan ikke tage væk fra øen, for der er ingen steder at tage hen.

Så mange taiwanere synes, at idéen om en guerillamodstand er vanvittig.

Et valg mellem ”krig og fred” i Taiwan?

Den nuværende vicepræsident, Lai Ching-te fra Democratic Progressive Party (DPP), bliver den næste præsident i Taiwan efter at have fået 40 pct. af stemmerne. Han var oppe imod Hou Yu-ih fra Nationalistpartiet (KMT), som fik 33,5 pct., og Ko Wen-je fra det nyere parti, Taiwans Folkeparti (TPP), som fik de resterende stemmer. Hvad var din første tanke lørdag, da du hørte resultatet?

Det overrasker mig ikke baseret på, hvad jeg oplevede i sommers, da jeg besøgte Taiwan.

Særligt to ting var ikke overraskende: At DPP’s præsidentkandidat vandt, men at DPP tabte relativt set. De tabte mange procent af stemmerne til præsidentkandidaten [17 pct. færre stemmer sammenlignet med 2020, red.], og de tabte også meget i den lovgivende forsamling.

Jeg har mødt en masse mennesker, som naturligt er DPP-tilhængere, fordi de enten kan lide status quo eller endda hælder mod mere uafhængighed, men de er frustrerede over den daglige ledelse. Og det er ikke ualmindeligt efter to valgperioder – DPP har været ved magten i to perioder nu.

Hvis man har regeret i så lang tid, bliver folk lidt trætte af en. Og når du har den her eksistentielle trussel fra Kina, udstiller det virkelig regeringens fejl. Der var noget af en krise for to år siden efter Nancy Pelosis besøg i Taiwan. Det lægger et utroligt pres på enhver taiwansk regering for at være forberedt og reagere på en måde, der virker troværdig for befolkningen. Det er en umulig situation, men det er nemt at skyde skylden på dem, der har magten. Så DPP’s naturlige tilhængere var lidt lunkne.

På KMT’s side formåede de ikke at udnytte dette. Alle de KMT-folk, jeg mødte i sommers, var helt ude af trit med almindelige menneskers identitetsfølelse og bekymringer. Det slog mig, at KMT stadig udelukkende fokuserer på Kina. De forholder sig ikke til den nye stemning blandt den yngre del af lokalbefolkningen. De forstår det ikke.

Den tredje kandidat, Ko Wen-je fra TPP, gik til valg på at være den kompetente og at være pro-business. Det overrasker mig slet ikke, at det var attraktivt for nogle vælgere.

 

Mange taiwanere synes, at idéen om en guerillamodstand er vanvittig
_______

 

Men det ser ud til, at Ko har taget DPP’s vælgere og ikke KMT’s vælgere, når man bare ser på tallene?

Det giver mening, for der var mange utilfredse DPP-vælgere, der sagde: “Jeg kan umuligt stemme på KMT”. Man er nødt til at forstå, at folk i Taiwan ofte har politisk loyalitet i flere generationer. KMT’s base er de mennesker, der flygtede fra Kina til Taiwan under den kinesiske borgerkrig i 1949, og udgør omkring 40 procent af befolkningen. DPP’s base er de 60 procent, som allerede var i Taiwan og blev behandlet som andenrangsborgere i 50 år.

Så de mennesker vil aldrig stemme på KMT. Men deres utilfredshed med DPP var ret mærkbar, og derfor er det ikke overraskende, at de blev tiltrukket af en ny kandidat med et stærkt budskab. Ko kørte virkelig på budskabet om en kompetent regering.

Vi har allerede været lidt inde på det, men hvad fortæller dette valg os om den taiwanske befolknings holdning både til deres eget land, men især til den vanskelige situation, de befinder sig i, med Kina på den ene side og USA på den anden?

Den taiwanske befolkning er mest bevidste om, at de er fanget i en mærkværdig situation. Mange tænker: ”Hvis det kommer til stykket, kan vi godt leve med Kina”, og så er der også en del, der tænker: ”Aldrig! Men hvordan undgår vi det?” De fleste er trætte af at høre om det og vil gerne videre. De bekymrer sig om andre ting – men det er ikke et valg, de reelt har.

Så jeg tror, at det viser, at den taiwanske offentlighed reagerer på deres egne bekymringer. Og deres bekymringer handler i mange tilfælde ikke kun om Kina, men også om: Hvordan bliver vores land styret? Hvad er vores lokale problemer? Det er måske noget, vi som udenforstående overser, når vi kun ser på Taiwan som et USA-Kina-spørgsmål eller et Taiwan-Kina-spørgsmål.

Intet parti har sikret sig et flertal i parlamentet, og regeringspartiet DPP mistede ti pladser, mens KMT vandt 14 pladser, og TPP vandt tre. Så DPP har ikke længere flertal, og KMT og TPP kan danne et flertal imod dem, hvis de vil. Hvad vil det betyde for effektiviteten af DPP’s præsidentembede?

TPP kan faktisk danne flertal med begge partier. Så det er ret nyt. Taiwan var et militærdiktatur indtil 90’erne, og derefter har det været et topartisystem, lidt ligesom det amerikanske. Denne form for koalitionspolitik er mere velkendt for jer i Europa, så det bliver interessant at se, hvordan det taiwanske system navigerer i det.

Taiwan har ikke et parlamentarisk system, så “koalitionen” skal være i form af alliancer i parlamentet mellem KMT og TPP eller DPP og TPP – ikke en koalitionsregering. Det er heller ikke klart, om lederen af TPP, Ko’s, partifæller vil stemme sammen med ham eller støtte enten DPP eller KMT, afhængigt af spørgsmålet.

Under alle omstændigheder har det taiwanske system i de hidtidige demokratiske år mest lignet USA med to partier, der kæmper om både den udøvende og lovgivende magt. Nu kan det komme til at ligne Frankrig mere, hvor man har en stærk udøvende magt kombineret med en lovgivende magt med flere partier. Det er en underlig situation at befinde sig i, når man har en meget stærk og truende nabo lige uden for døren. Det efterlader potentielle sprækker, som Kina kan udnytte, fordi dynamikken i koalitionspolitik er noget, der tager et stykke tid at vænne sig til.

Jeg ved ikke, hvordan de taiwanske partier vil navigere i den nye dynamik udløst af valget, og om Kina vil vise sig dygtig til at udnytte den. Men det er en ny faktor fremover.

 

De taiwanske vælgere gør næsten aldrig, hvad Kina ønsker, mens Beijing har været meget gode til at manipulere fx koalitionsregeringer i Europa
_______

 

Man kunne forestille sig, at Kina-politikken ikke bliver så stabil eller ensidig, fordi DPP plejede at have kontrol over både præsidentposten og parlamentet, men nu bliver nødt til at søge kompromiser for at få love igennem parlamentet. Hvad betyder det for Taiwans Kina-politik fremover?

Det er sandt, men man må også indse, at Taiwans Kina-politik i hele den demokratiske periode har haft de to slags poler. Der har altid været folk i regeringen, som har nærmet sig og forhandlet med Kina. Samtidig er der altid folk i regeringen, som er meget højlydt imod det. Og så er der altid en stærk del af regeringen, der forhandler med og manipulerer forholdet til USA.

Taiwan har i lang tid været i stand til at balancere eller navigere mellem to – hvad vi som amerikanere betragter som gensidigt udelukkende – synspunkter og positioner på samme tid. Det er ofte sket under KMT i de senere år. Men meget af det blev også gjort af KMT, når de ikke sad i regering. Så selvom de var ude af regeringen, forhandlede de med Kina.

Og forholdet til USA har været meget stærkt siden 40’erne. Så det ikke er sikkert, at en koalitionsregering gør det sværere for Taiwan at navigere i det meget vanskelige forhold. Hvis man gør det godt, er det en slags arbejdsfordeling: Okay, I holder Kina tilfredse, og I holder amerikanerne tilfredse. Så finder vi en midterposition, som vi altid har gjort. Men det kan også være meget destabiliserende, hvis folk begynder at bruge det politisk mod hinanden, eller hvis Kina forsøger at udnytte det på en eller anden måde.

Det ville være interessant, for historisk set har Kina faktisk været meget dårlig til at manipulere taiwanesisk valgpolitik. De taiwanske vælgere gør næsten aldrig, hvad Kina ønsker. Kinesiske diplomater har vist sig at være fremragende til at udforske sprækkerne i Europa mellem EU, mellem de enkelte nationer og mellem øst og vest. De har været langt mindre dygtige, når det gælder Taiwan.

Før dette valg sagde Kina, at valget var “mellem fred og krig” og kaldt den nuværende præsident Lai for en “ballademager” og “krigsmager”. Efter resultatet lørdag har de været ude at sige, at “Taiwan er Kinas Taiwan”, og at “ingen kan stoppe den generelle tendens til, at moderlandet til sidst og uundgåeligt vil blive genforenet”. Hvad er din fortolkning af reaktionen fra Kina?

Umiddelbart virker det ikke meget anderledes end det, de sagde, om Tsai Ing-wen (DPP-præsidenten fra 2016-2024). “Til sidst genforenet” er meget anderledes end “invasion i morgen”. Så på godt og ondt ser det ud til, at de igen har besluttet sig for at dæmpe sig lidt. Men det bliver svært for Taiwan at have en politiker, der konsekvent bliver sortlistet. Det gør det svært at forhandle.

Men den sidste taiwanske præsident, som kineserne hævdede at de kunne forhandle med, var Ma Ying-jeou, (præsident for KMT i 2008-2016). De taiwanske vælgere mente, at han var blevet så knyttet til Kina, at han ikke kunne regere Taiwan ud fra taiwanernes præmisser.

Beijing hævder, at de især ikke kan håndtere kommende præsident Lai, men det samme var tilfældet med Tsai Ing-wen, som de absolut nægtede at håndtere på nogen måde. Og før hende var det, det samme under Chen Shui-bian (fra DPP, præsident 2000-2008). På en måde synes jeg, at det – set fra Kinas synspunkt – er en kortsigtet tilgang.

 

Vi ved ikke rigtig, hvad det er eller hvorfor, men i de sidste 18 måneder er der blevet afsløret nogle svagheder i Kinas militær. Det lader til at have fået kineserne til at sige, ”måske vi ikke er så klar militært, som omverdenen tror, vi er”
_______

 

Hvorfor det?

Fordi hvis de ikke var så aggressivt krigeriske, ville folk i Taiwan måske ikke synes, at det var så dårlig en aftale. Under Ma Ying-jeou (KMT-præsident 2008-2016), hvor de tøede lidt op, så det ud til, at de fik, hvad de ville have. Forretningsforbindelserne, de økonomiske forbindelser, de gensidige relationer mellem mennesker … Alt det trak faktisk Taiwan ret effektivt ind i Kinas favn, men de overspillede deres hånd, og de taiwanske vælgere var sådan: “Vent lige lidt!”

Kina burde tage et skridt tilbage og så genstarte processen igen uden at ligne sådan en frygteligt truende bjørn. Men meget af støjen har også at gøre med de kinesiske politikeres behov for at bevare kontrollen over den kinesiske hær. Så måske træffer de ikke de bedste beslutninger for at få Taiwan med, fordi de er nødt til at reagere på deres indenrigspolitiske begrænsninger. De er nødt til at se hårde ud over for deres hær.

Truslen om invasion

Nogle analytikere og diplomater mener, at Beijing vil øge presset på Taiwan frem til indsættelsen af præsident Lai i midten af maj. Er du enig i det?

Ikke nødvendigvis. I hvert fald ikke militært.

Vi ved ikke rigtig, hvad det er eller hvorfor, men i de sidste 18 måneder er der blevet afsløret nogle svagheder i Kinas militær. Det lader til at have fået kineserne til at sige, ”måske vi ikke er så klar militært, som omverdenen tror, vi er”. Så i øjeblikket bruger de kinesiske politikere trusler mod Taiwan meget strategisk i forhold til indenrigspolitikken, hvor de har en tendens til at komme i store ryk.

Det betyder ikke, at vi ikke vil se diplomatisk pres og et psykologisk spil, hvor Taiwans allierede – de få lande med formelle diplomatiske bånd til øen – bliver presset. Det ville ikke være overraskende, hvis nogle af de lande blev bedt om at skifte loyalitet lige før indsættelsen, så Taiwan kommer til at se svage ud.

Hvis jeg havde en krystalkugle, ville jeg sige, at det er meget usandsynligt, at der kommer militære trusler, men at vi meget vel kunne se en diplomatisk straf. Og en nem en af slagsen ville være at fjerne en af de sidste lande med formelle diplomatiske bånd til Taiwan – eller måske to, tre eller alle på én gang for at straffe dem [det er allerede sket med Øen Nauru den 15. januar, red.]. Noget i den stil.

 

Pentagon har spillet tonsvis af krigsspil om dette. De fleste af dem konkluderer, at USA ville tabe i de første par måneder – eller endda de første par uger
_______

 

Forholdet mellem USA og Kina har været mere roligt siden topmødet i november sidste år mellem Xi og Biden i San Francisco. Xi skulle efter sigende have fortalt Biden, at Beijing ikke har nogen tidslinje for at forene Taiwan med Kina, hvilket står i kontrast til den eksisterende forståelse af, at en invasion kan finde sted i 2027. Hvad tror du, dette valg betyder for den tidslinje?

Når Xi siger, at ”der ikke er nogen tidslinje”, er det det samme som at sige ”lad os gøre det på et tidspunkt, men ikke nødvendigvis i morgen”. Det er stadig langt den bedste løsning for Kina at få Taiwan til at flyde ind i deres favntag uden at skulle foretage en risikabel invasion. At have en hård deadline er også en belastning for Xi, for jo tættere den kommer på, des mere bliver han presset til at udføre den.

Den deadline i 2027 kom ud af bemærkninger fra Kinas hær (PLA), som blev opfanget af militæranalytikere i Washington, og som derefter blev spredt. Jeg tror, at den oprindelige kontekst – for mange år siden! – var, at Kina ønskede at nå status som et militær i verdensklasse inden 2027, som også er PLA’s 100-års “jubilæum”. Derefter fik denne 2027-deadline sit eget liv, både med hensyn til hvad der blev sagt inden for PLA, og hvad der blev fortolket af udenlandske militæranalytikere.

Igen, hvis jeg var Kina og virkelig ønskede at invadere Taiwan, hvorfor så planlægge det fem år i forvejen? Hvorfor ikke bare gøre det? Når vi kommer til det punkt, hvor kineserne virkelig føler sig overbeviste om, at de kan invadere Taiwan, vil de ikke sige: “Vi har en deadline”. De vil finde et påskud, et eller andet småt. Hvem ved? Måske går et kinesisk fiskerskib på grund i Taiwan, og de bliver nødt til at “redde” dem. Og så gør de det bare, fordi det nu engang er sådan, folk invaderer folk.

Det er det virkelig farlige scenarie. Jeg tror ikke, det er et usandsynligt scenarie inden for de næste hundrede år. Men hvis Kina vil finde på sådan en undskyldning og så gøre det, skal de føle, at de er klar. Og vi ved ikke præcis hvorfor, men amerikanske militæranalytikere har i hvert fald indtryk af, at kineserne ikke føler sig helt sikre på, at en blitzkrieg vil virke på nuværende tidspunkt.

Jeg læste tidligere på måneden, at Bloomberg Economics anslår, at en krig om Taiwan vil koste omkring 10 billioner dollars, svarende til omkring 10 pct. af det globale BNP. Modellen anslår, at det kinesiske BNP alene ville blive ramt med 16,7 pct. Tror du, at de mulige økonomiske konsekvenser også spiller en rolle for den kinesiske tøven?

Ja, kineserne vil ikke udkæmpe tredje verdenskrig på grund af Taiwan. Så ja, de vil sikre sig, at hvis de invaderer Taiwan, så gør de det under omstændigheder, så det ikke bliver tredje verdenskrig. En simpel blitzkrieg-invasion, hvor USA beslutter ikke at komme og kæmpe mod dem, ville ikke koste dem så meget.

Nej, for præcis den model forudsætter, at USA bliver involveret, ifølge analysen i Bloomberg.

Ja, og det sker under et enormt antal forudsætninger.

Pentagon har spillet tonsvis af krigsspil om dette. De fleste af dem konkluderer, at USA ville tabe i de første par måneder – eller endda de første par uger. Endnu vigtigere konkluderer de derefter, at hvis USA valgte at fortsætte, vil det uundgåeligt involvere missilangreb på både det kinesiske fastland og amerikansk territorium. Det er der, de enorme skader kommer fra. Så mit gæt er, at Xi Jinping tænker: “Vi skal være klar til at gøre dette så rent, at ingen kan reagere, og så bliver det ikke tredje verdenskrig”.

Det er her, eksemplet fra Ukraine bliver nyttigt. For jeg er sikker på, at Putin troede, at han bare ville tage Kyiv. Han havde bestemt ikke forventet at udløse noget som dette. Han troede, det ville være som i Georgien eller den første invasion af Donbas og Krim. Derfor er det nyttigt for kineserne ikke at have en tidslinje, for de ønsker ikke en deadline. De vil være klar og i stand til at gøre det så hurtigt, at ingen kan gøre noget ved det. Jeg gætter på, at kineserne har konkluderet, at det er de ikke endnu.

Har du noget at tilføje her til sidst?

Jeg vil bare gerne understrege den pointe, jeg kom med i starten: De taiwanske vælgere og indbyggeres overvejelser er langt mere forskelligartede end det sort-hvide billede, vi ser udefra, især i Washington. Jeg tror, at så mange journalister dækker valget denne gang, at det måske er blevet lidt tydeligere end tidligere. Men det er en nyttig måde at se det på.

Taiwanerne er millioner af mennesker, som har deres egen dagsorden og vurderinger, og som ikke ønsker at være et redskab mellem to store lande. Og indtil videre har de på trods af alle odds vist sig at være ret dygtige til at navigere i det hele. Så deres råderum er begrænset, men ønsket om og evnen til at opretholde status quo er faktisk ret stærk, og det bør man huske på.

Baseret på din analyse virker det også, som om hverken USA eller Kina har noget incitament til at ændre status quo?

Hverken USA eller Kina har noget incitament til at starte tredje verdenskrig på grund af dette. Det er korrekt. Alle har en interesse i at bevare tingene, som de er, men samtidig er alle utilfredse med tingene, som de er. ■

 

Alle har en interesse i at bevare tingene, som de er, men samtidig er alle utilfredse med tingene, som de er
_______

 

Lucy Hornby er gæsteforsker på Harvard’s Fairbank Center for Kinesiske studier, hvor hun forsker i genoplivningen af den kinesiske stat og Xi Jinpings fremgang under reformperioden. Hun har boet i Kina i 20 år, hvor hun arbejdede som journalist for Reuters og Financial Times.

ILLUSTRATION: Taoyuan i Taiwan, 10. oktober 2023: En vetaran med mundbind dekoreret med taiwanske flag fejrer øens nationaldag [FOTO: Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hans Henrik Fafner: Netanyahu benyttede Trumps diplomatiske fallit til at angribe Iran

Helle Malmvig: Israel har knækket deres værste fjende – men har også skubbet nogle venner væk

Jacob Kaarsbo i RÆSON SØNDAG: Selv voldsomt øgede europæiske forsvarsudgifter vil ikke sikre kontinentet

Rasmus Elling om angrebet på Iran: Frygten har altid været, at det kunne komme hertil. Nu er vi her

Lars Bangert Struwe efter angrebet: Iran er ikke en stormagt længere

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Vil 5 procent redde NATO?