Ole Aabenhus i RÆSON SØNDAG: Den franske ungdom kan blive afgørende for, om Macrons valgudskrivelse styrker eller fælder ham

Ole Aabenhus i RÆSON SØNDAG: Den franske ungdom kan blive afgørende for, om Macrons valgudskrivelse styrker eller fælder ham

23.06.2024

.

Den isolerede præsident har smidt en håndgranat: På valgaftenen for Europa-Parlamentsvalget udskrev præsident Macron valg til det franske parlament den 30. juni og 7. juli. Nu er spørgsmålet, om det var galt eller genialt.



Af Ole Aabenhus

Det kom som et chok. Selv inderkredsen i Élysée-palæet i Paris var overraskede, da præsident Macron på Europa-Parlamentsvalgaftenen udskrev nyvalg til Nationalforsamlingen, det franske parlament. Katastrofalt, lød det fra mine venner i Frankrig – højtuddannede og med en fortid i toppen af den franske regeringspyramide – og samme reaktion gik igen i franske medier umiddelbart efter: Valgudskrivelsen var en ren foræring til den yderste højrefløj, som midten i fransk politik ellers har forsøgt at isolere og holde uden for indflydelse.

Frygten har gennemsyret det franske centrum-venstre siden, især fordi partiet Rassemblement National (tidligere Front National) med Marine Le Pen og den unge Jordan Bardella i spidsen netop havde kunnet fejre partiets største sejr nogensinde. 31 pct. af stemmerne ved EP-valget til et parti, der historisk er blevet betegnet som racistisk, antiislamistisk og anti-europæisk, mens den Europa-begejstrede Macrons eget parti Renaissance kun fik 15 pct.

Den frygt kommer ikke til udtryk hos præsidenten selv. Mandag den 10. juni, dagen efter han havde udskrevet parlamentsvalg, var han på besøg i landsbyen Oradur-sur-Glane for at markere 80-året for en tysk massakre, der fandt sted kort efter D-dag i 1944. Under besøget spurgte en af de lokale ifølge avisen Le Monde, om ikke præsidenten følte, at han går en “hård” tid i møde, nu hvor han har udskrevet valg. Overhovedet ikke, svarede Macron: “Jeg har planlagt det her i nogle uger, og jeg er begejstret. Jeg har kastet en afsikret håndgranat i benene på dem [underforstået: Le Pens Rassemblement National], så nu må vi se, hvordan de vil klare den.”

 

Der er umiddelbart al mulig grund til at mene, at Macron stod både svag og magtesløs, da han kastede sin håndgranat, måske som en slags sidste mulighed
_______

 

På sin vis kan man sige, at det er det, valget kommer til at handle om.

Macron bliver ofte kaldt arrogant, enerådig og ude af stand til at lytte til andre. Han omgiver sig med en lille skare af rådgivere og har svært ved at omgås med selv de mange ministerpræsidenter, han selv har udnævnt. I de seneste dage er der kommet historie efter historie om, hvordan han skælder sine rådgivere ud, hvis ikke de er enige med ham. Præsidenten skulle efter sigende også have haft en ophidset diskussion med sin unge ministerpræsident, Gabriel Attal, umiddelbart før han udskrev valg.

Når så mange er bekymret, hænger det sammen med at Macrons parti, Renaissance, er svækket. Det lå i en lang periode på et par og tyve procent i meningsmålingerne på linje med Rassemblement National, men er nu faldet til omkring 15, mens Marine Le Pens parti er oppe på 32-33 pct. Tilmed har der været kaos inden for de øvrige partier i Nationalforsamlingen, så det er vanskeligt at se de oplagte koalitionsmuligheder for en ny regering. Venstrefløjen stod mere eller mindre samlet ved valget i 2022, men har siden været præget af total splittelse. Straks Macron havde udskrevet nyvalg, fandt de sammen igen, nu under navnet Den ny Folkefront. Den tegner ikke færre end 50 partier plus diverse fagforeninger og andre organisationer.

Men det program, de har sat sammen i løbet af nogle få dage, er næppe spiseligt for Macron. For det første vil de tilbagekalde den pensionsreform, han har fået igennem med møje og besvær, så pensionsalderen ikke bliver 64 år, men 62 år, som den var før, og 60 år på sigt. For det andet skal priser på dagligvarer, energi og benzin fryses fast, så de ikke kan stige, og for det tredje skal der gennemføres en række arbejdsgoder, herunder betalte fridage i forbindelse med menstruation. Så det er svært at se, at samarbejdsmulighederne mellem præsident og venstrefløj vil blive væsentligt forbedret.

I den Nationalforsamling, der nu går af, har Macron forsøgt at etablere et samarbejde med centrum-højrepartiet Les Republicains, men uden held. Som det er i dag, er republikanerne totalt splittet mellem en fløj med partiets tidligere formand, Eric Ciotti, i spidsen, der vil samarbejde med Le Pens parti, og en fløj, der for alt i verden ikke vil have et samarbejde med den højrefløj, man i så mange år har forsøgt at isolere og udelukke fra reel indflydelse. Splittelsen endte i åben konflikt, da Macron udskrev valg. Ciotti måtte til sidst forskanse sig på sit kontor, men han har nu fået rettens ord for, at han stadig er formand for partiet.

Der er umiddelbart al mulig grund til at mene, at Macron stod både svag og magtesløs, da han kastede sin håndgranat, måske som en slags sidste mulighed. Hans parti er svækket, og hans muligheder for at etablere et stabilt flertal, han kan støtte sig til i de sidste tre år af præsidentperioden, er svære at se. Men som Zaki Laïdi, professor på Science Po i Paris, gør opmærksom på i en artikel i Project Syndicate, kan der ligge en strategi bag, at Macron kastede sin håndgranat og kort efter erklærede, at “Je prends mon risque”: Jeg påtager mig risikoen.

 

Marine Le Pens projekt har været at gøre sit parti salonfæhigt, altså generelt acceptabelt på midten, og det er hun lykkedes med et langt stykke ad vejen
_______

 

Risikoen drejer sig om, at får Rassemblement National markant fremgang ved to valg i træk, vil partiets kandidat være en seriøs og måske uovervindelig udfordrer, når vi når frem til præsidentvalget i 2027. Partiet har ellers været handicappet af sin forhistorie. Alle franske vælgere ved, at partiet under betegnelsen Front National har været racistisk og islamofobisk. Men både tone og politik har ændret sig, siden Marine Le Pen har overtaget fra sin far, Jean-Marie Le Pen, der stiftede partiet i opposition til præsident de Gaulle i 1970’erne og slog sit navn fast i verdenspressen ved at erklære, at gaskamrene og holocaust kun var en “detalje” i Anden Verdenskrigs historie.

Marine Le Pens projekt har været at gøre sit parti salonfæhigt, altså generelt acceptabelt på midten, og det er hun lykkedes med et langt stykke ad vejen. Det gamle Front National nåede aldrig over de 20-25 pct. af vælgerne, og man talte om et “glasloft”, som det tilsyneladende var umuligt at bryde igennem. Men med Rassemblement Nationals stemmetal på over 30 pct. ved EP-valget, er ideen om “glasloftet” nu gjort til skamme.

Et interessant aspekt i den forbindelse er, at partiet har haft stor fremgang blandt katolikker. Det katolske dagblad La Croix (Korset) har bragt en meningsmåling, der viser, at antallet af praktiserende katolikker, der støtter Rassemblement National, er steget fra 14 pct. ved EP-valget i 2019 til 32 pct. nu. Omvendt er præsident Macrons parti faldet fra 37 pct. i 2019 til nu kun 16 pct. – og mange af dem, Macron har tabt, er gået til Le Pens parti, viser undersøgelsen.

Nogle steder, rapporterer Le Monde, sker det på trods af præsternes belæring om, at partiets anti-immigrationspolitik går imod den kristne lære – så sandt som der i Mathæus-evangeliet står: Jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig. “Gør det mig så til en dårlig kristen, at jeg stemmer for National Samling?” spørger en fra menigheden i samme artikel.

Ifølge Science Po-professoren Zaki Laïdi satser Macron på, at Le Pens parti får så markant et flertal, at det dårligt kan undslå sig for at danne en ny regering. Dermed vil Rassemblement National tilbringe de næste tre år frem til præsidentvalget i 2027 under “magtens åg”. Som regering bliver partiet nemlig tvunget til at indgå kompromisser, få ender til at mødes i de offentlige budgetter og stå som skydeskive for vælgernes utilfredshed. Det vil ikke længere kunne køre friløb som et kritisk oppositionsparti uden regeringsansvar.

Den del af strategien har allerede virket. Efter en uges valgkamp gik den populære Jordan Bordella fra Rassemblement National på TV og forklarede, at han ikke vil stille op som ny ministerpræsident, medmindre partiet får absolut flertal i parlamentet. Og det får de næppe. Skal man tro meningsmålingerne, som de ser ud i skrivende stund, tegner der sig tre blokke: Marine Le Pen og Jordan Bardellas parti fører med 33 pct., den venstreorienterede Folkefront ser ud til at få 28 pct, mens præsident Macrons blok må nøjes med 18 pct.

 

Måske ender valget et sted, som ingen rigtigt havde forventet
_______

 

Men måske ender valget et sted, som ingen rigtigt havde forventet. Der er langt flere, der vil stemme denne gang end i 2022. Ifølge meningsmålingsinstituttet Ifop melder 63 pct af de adspurgte, at de vil til deltage i valget – mod 48 pct. ved en tilsvarende måling i 2019. For det andet har der været anti-Le Pen/Bardella demonstrationer med en kvart million deltagere og en stor overvægt af unge.

De franske unge er notorisk vanskelige at drive til stemmeurnerne, bl.a. fordi de kun kan stemme dér, hvor de er registreret. Det vil ofte sige i de byer, hvor de kommer fra – ikke der, hvor de bor, studerer og arbejder. Derfor er det værd at lægge mærke til, at fremtrædende sportsfolk er gået stærkt ind i valgkampen med det formål at få deres fans og ikke mindst de unge til at stemme imod Le Pen og Bardella. Det gælder blandt andre den verdensberømte fodboldspiller Kylian Mbappé.

På det franske landshold er 19 af den samlede EM-trup på 25 spillere enten indvandrere eller fra familier med indvandrerbaggrund. På en pressekonference gik Mbappé til stålet og erklærede:

“Frankrig må identificere sig med værdier som mangfoldighed og tolerance. Hver stemme tæller. – Jeg håber, at vi stadig kan være stolte af at bære denne trøje efter den 7. juli. Og ganske vist siger man, at man ikke skal blande sport og politik, men her taler vi om en situation, der er virkelig vigtig. Endnu vigtigere end de kampe, vi skal spille”.

Kommer de unge på banen, vil vi måske opleve en slags gentagelse af situationen ved præsidentvalget i 2002. Den daværende siddende præsident, Jacques Chirac, havde klaret sig dårligt i første runde af præsidentvalget med det resultat, at han i anden runde kom til at stå over for Jean-Marie Le Pen, far til Marine Le Pen og som nævnt stifter og leder af daværende Front National. Jeg dækkede valget for DR dengang og blev voldsomt overrasket over den stemning, der var under valgkampen.

Unge mennesker på gaderne, demonstrationer alle vegne for Chirac, der ellers havde været upopulær i det meste af den franske befolkning og ikke mindst blandt de unge. Forklaringen? Demonstranterne gik på gaden for et “France revolutionaire”, et revolutionens Frankrig, forstået som et Frankrig, der stod ved de grundlæggende værdier fra Den Franske Revolution i 1789: Frihed, lighed og broderskab. De så det anti-islamiske, indvandrerfjendske Front National som en fornægtelse af netop de ting, der er kernen i det franske samfund.

Det er mere end tyve år siden, meget har ændret sig, og denne gang er der ikke tale om et præsidentvalg, hvor to personer står over for hinanden i sidste runde, men om et valg til parlamentet Nationalforsamlingen, der foregår i 577 lokale valgkredse. Macrons håndgranat har dog sat gang i den franske vælgerbefolkning, og meget tyder på, at de unge er ved at vågne op til den politiske virkelighed. På den anden side er det et faktum, at Le Pens parti, der i sin tid havde sin højborg i Frankrigs yderkanter i nord og syd, nu står stærkt over det meste af landet. Første runde, den 30. juni, giver måske en strømpil for Macrons chancer, men det er først i ugen op til anden runde, den 7. juli, at tingene virkelig spidser til. For som man siger i Frankrig:

”I første runde stemmer man med hjertet. I anden runde stemmer man med hovedet.”

 

Som man siger i Frankrig: ”I første runde stemmer man med hjertet. I anden runde stemmer man med hovedet.”
_______

 

Ole Aabenhus (f. 1941) er journalist og forfatter, tidligere EU-korrespondent for DR. Han arbejder p.t. på en bog om identitet og demokrati i “EUropa”.

ILLUSTRATION: Leipzig, 20. juni 2024: Kylian Mbappe, den 25-årige fodboldstjerne på det franske landshold, under en træning ifm. EM-turneringen i Tyskland. Mbappe gjorde sig bemærket i turneringen, da han under et pressemøde udtalte sig politisk om det kommende parlamentsvalg i Frankrig [FOTO: Hassan Ammar/AP/Ritzau Scanpix]