Peter Lautrup-Larsen i RÆSON SØNDAG: Trump er tilbage. Og dermed genfødes Mette Frederiksens kriseregering

Peter Lautrup-Larsen i RÆSON SØNDAG: Trump er tilbage. Og dermed genfødes Mette Frederiksens kriseregering

16.11.2024

.

Hvad venter der NATO, EU, økonomien og, ikke mindst, Grønland? Trump bliver en udfordring, men også statsministerens og regeringens mulighed for at vise lederskab i en usikker tid. Ophavsretten til tryghed i situationen er ofte vejen til valgsejr. Foreløbig venter vi på den kommende præsidents første udspil.



Af Peter Lautrup-Larsen

Usikkerhed parret med et ”vent og se” er sjældent noget, som indgyder politisk tillid. Men det er lige nu situationen i de europæiske hovedstæder – og dermed også København – efter amerikanernes valg af Donald Trump som USA’s kommende præsident.

I forvejen har Europa nok at kæmpe med. Forsvarsinvesteringer, der stadig er bagud i forhold til NATO’s to-procents målsætning, selv om Danmark lige nu klarer cuttet. Et Ukraine, hvor Putin intensiverer det militære pres på fronten – nu også med bistand fra Nordkorea. En økonomi under pres, som illustreret af den øjeblikkelige tyske regeringskrise og kommende valg til forbundsdagen. Parret med en svækket europæisk konkurrenceevne, som kun bliver ringere og ringere, hvis den ikke bliver taget mere end alvorligt, sådan som den opsigtsvækkende Draghi-rapport med al tydelighed viste for et par måneder siden. Grønne investeringer, der trænger sig på og har ventet alt for længe, men hvor milliarderne også fremover skal bruges på klimasikringer mod de værste katastrofer, som der bliver flere og flere af – senest med oversvømmelserne i Valencia. Og nu en Donald Trump med alt det, som han truer med fra den anden side af Atlanten.

Vi må stole på, at EU’s handlekraft er til stede, når vi får vished for, hvad han egentlig vil. Alarmklokkerne blinker rødt hos nogle politiske iagttagere og analytikere både internationalt og herhjemme. Andre tager det mere roligt. Trækker Trump USA helt eller delvist ud af NATO? Får vi en handelskrig, når han vil ”make America great again”. Foreløbig er signalerne tvetydige. En ting er ord i valgkampen. Noget andet handlinger, når den er vundet.

Serveretten

Håb er oftest ikke en gangbar politisk ledestjerne, så også herhjemme er SVM-regeringen i gang med at forberede sig på de forskellige scenarier. Det er regeringen, som har serveretten, mens resten af Folketinget foreløbig venter på at modtage dens udspil. Når Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt udtrykker positive forventninger til Trumps kommende fire år, bygger det mere på holdninger end kolde facts.

Regeringens tre partiledere var meget lidt konkrete, da de holdt pressemøde i Statsministeriet dagen efter præsidentvalget. Pressemødet var i sig selv helt usædvanligt. Ingen tidligere dansk statsminister eller regering har før fundet eller haft anledning til at kommentere et valg på tilsvarende formel måde. Men det var selve pointen: Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen prøvede at fremmane indtrykket af, at de har et fast tag i rattet. Det skal nok gå alt sammen.

Foreløbig har Udenrigsministeriet ladet sive til medierne, at regeringen er langt bedre forberedt end i 2016, da Trump mere overraskende vandt over sin demokratiske modstander – dengang Hillary Clinton. Der er gennem det seneste år skabt kontakt til en lang række indflydelsesrige republikanske politikere og andre forventede centralt placerede embedsmænd i præsidentens kommende administration. Det er naturligvis langt bedre end ingenting, men hvor langt det rækker, må tiden vise.

Ikke er meget er ellers sluppet ud om, hvordan regeringen forbereder sig. Trumps foreløbige udnævnelser giver efter eksperternes mening heller ingen umiddelbare indikationer på, hvor mange af valgløfterne har agter at indfri. Og slet ikke hvordan. Nogle af de udnævnte vil forsætte støtten til Ukraine. Andre er lodret imod.

Det er ikke det samme som at være uforberedt. Med en SVM-kildes ord: ”Vi gør klar til at asfaltere, mens vi kører. NÅR vi kender ruten”.

Mette Frederiksen, og for den sags skyld Lars Løkke Rasmussen, har den meget store fordel, at de tidligere har mødt Donald Trump, da han senest var præsident. De deler den oplevelse med andre som den franske præsident Emmanuel Macron, EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen og den nye NATO-generalsekretær Mark Rutte, som var hollandsk regeringschef dengang. Af de nye kan vi håbe på, at Trump vil lytte til italienske Giorgia Meloni, som tilsyneladende har en vis stjerne hos ham og selv Ungarns Viktor Orbán kan vise sig nyttig. Men ellers er der ikke mange europæiske regeringschefer, han vil nikke genkendende til.

Den danske statsminister var dengang først ”a nasty woman”, da hun affærdigede Trumps købstilbud på Grønland som ”absurd” – senere ændrede ”nasty” sig til ”wonderful” efter hendes besøg i Washington- Lars Løkke kan givet stadig genkalde sig håndtrykket med præsidenten, da de to mødte pressen efter Løkkes officielle besøg i Det Hvide Hus. Forinden var præsidentens kendskab til vores lille kongerige dog til at overse, da Løkke efter præsidentvalget i 2016 ønskede tillykke. Dengang troede Trump, at han ”was talking to the king of Denmark”, som han råbte til sin hustru Melanie.

Løkke fik ti minutter i telefonen med den kommende præsident. Mette Frederiksen fik angiveligt to minutter mere og altså 12 minutter, da hun på tilsvarende måde fik sagt tillykke og på gensyn torsdag den 7. november – to dage efter valget.

 

Foreløbig har Udenrigsministeriet ladet sive til medierne, at regeringen er langt bedre forberedt end i 2016, da Trump mere overraskende vandt over sin demokratiske modstander – dengang Hillary Clinton
_______

 

Trump har blikket rettet mod Grønland

Statsministeren har selv udlagt de 12 minutter og hendes forholdsvis høje placering på listen over gratulanter som et udtryk for en anerkendelse af vores transatlantiske engagement. Men vi skal nok stadig læse Grønland ind i det også, selv om Mette Frederiksen har oplyst, at de ikke talte om det. Danmark har absolut ingen grund til at bringe det på dagsordenen Trump anser næppe de planlagte øgede forsvarsmilliarder til arktisk overvågning som tilstrækkelige eller Rigsfællesskab og dansk grundlov som en forhindring mod at knytte Grønland tættere på USA. Og slet ikke, når han tilsyneladende vil slå en åben dør ind til det grønlandske selvstyre med dets krav om mere uafhængighed af Danmark ikke mindst på det udenrigspolitiske område.

Grønland er og bliver en direkte konfrontation – eller samarbejde, om man vil – mellem den nye amerikanske administration og Danmark, hvor de fleste andre områder vil være gennem EU eller NATO.

Statsministeren har utvivlsomt også gennem indberetninger fra ambassaden i Washington noteret sig, at fremtrædende republikanere allerede nærmest har indlemmet Grønland som en slags unionsmedlem af USA.

Således har partiets medlem af Repræsentanternes Hus, Mike Collins, på X delt et landkort, hvor Grønland er indlemmet i USA med samme røde farve, som de delstater, hvor Trump havde flertal. Overskriften er ”projekt 2029” – altså en virkelighed, når Trumps tid i Det Hvide Hus lakker mod enden. Det kunne ligne en spøg, men på Altinget.dk har journalisten og Grønlandskenderen, Martin Breum, gengivet tæt på samme opfattelse hos en af Trumps tidligere nære rådgivere om Grønland, Alexander Grey. Han forventer, at Trump vil prøve at få Grønland knyttet til USA i en slags union, som USA i dag har med blandt andet Marshalløerne i Stillehavet.

Der skal naturligvis ikke kun to, men her tre til tango. Grønlænderne skal ville det og Danmark acceptere et farvel. Under COP29 i Baku spurgte Altinget Mette Frederiksen om det uden at få andet svar, end ”det er teoretisk”. Men virkeligheden kan her indhente teorien.

Det officielle kommuniké fra telefonsamtalen gengiver det, som statsministeren hellere vil tale om. Med et ”jeg” understreger statsministeren, at hun mener, ”han har haft helt ret, da han efterlyste, at Europa tog et større ansvar for vores sikkerhed”.

Budskabet er et helt andet, end da Lars Løkke Rasmussen som Venstre-statsminister tilbage på NATO-topmødet i Bruxelles i 2018 nærmest korreksede Trump. Dengang affærdigede Løkke præsidentens krav om at opfylde NATO’s målsætning om et forsvarsbudget på mindst to procent af nationalproduktet med henvisning til de danske tab i Afghanistan proportionalt på niveau med de amerikanske: ”Vi står last og brast, så vi kan ikke acceptere, at det kun drejer sig om procentsatser”.

I dag taler Løkke om tre procent. Mette Frederiksen om at prioritere statsfinanserne til fordel for forsvaret dog uden at være helt så konkret, og forsvarsministeren for seks år siden, Venstres politiske emeritus, Claus Hjort Frederiksen, der inden da som finansminister med hård hånd scorede fredsdividenden på forsvarets bekostning, har i dag slet ingen begrænsninger. Forsvaret skal have ”en blankocheck”, siger han til Berlingske 2. november.

 

Grønland er og bliver en direkte konfrontation – eller samarbejde, om man vil – mellem den nye amerikanske administration og Danmark
_______

 

Et forsvar uden USA

I politik er der som bekendt ingen grænser for, hvad man kan få igennem ved at lade andre få æren af det. Om Trump falder for Mette Frederiksens og andres smiger er dog tvivlsomt. Frygten lurer stadig, at han nu gør alvor af sin trussel fra dengang i 2018 og trækker USA ud af NATO. I det spil er der dem, som håber på at overtale ”forretningsmanden” i den kommende præsident. Når halvdelen af den amerikanske våbenindustris omsætning er i Europa, så er der også arbejdspladser på spil, hvis USA vender NATO ryggen. Så vil Europa sandsynligvis producere selv eller søge andre leverandører af det militære isenkram.

En række eksperter peger således i Berlingske den 11. november på det forestående danske indkøb af et langtrækkende luftforsvar. Der er afsat 25 milliarder kroner til indkøbet i forsvarsforliget – mere end vi brugte på de amerikanske F-35 jagere – og den ubetingede favorit er det amerikanske Patriot-system. Det kan være en del af en charmeoffensiv over for Trump at købe det. Men truslen er at vælge et billigere og måske lige så effektivt israelsk system, hvis Europa forsvars- og sikkerhedsmæssigt i fremtiden må stole på sig selv.

Truslen over for Trump og arbejdspladser i våbenindustrien i USA er nok stærkere end udførelsen, men den ligger i tankegangen. Den konservative forsvarsordfører Rasmus Jarlov har således trukket det skarpt op i en kommentar på X, hvor han på engelsk  advarer amerikanerne. I min oversættelse således: ”Vi må så i Europa opbygge vores eget atomvåben-arsenal og militære styrke med lysets hastighed og indgå vores egne alliancer med Kina og Indien. Så er USA’s lederskab kun historie”.

Naturligvis er Jarlov som musen, der siger til elefanten: ”Nej, hvor vi gungrer”, men en fransk præsident Macron vil give ham ret.

Vil Trump gøre alvor af sine løfter?

Ligeledes er forretningstankegangen om cost-benefit det, som nærer et europæisk håb om, at Trump ikke gør alvor af sine løfter til sine vælgere om told på importerede udenlandske varer til USA. Tariffer, som han kaldte det i valgkampen. Det vil udløse en handelskrig og formentlig en ny økonomisk krise, hvis EU’s modsvar som ventet omvendt bliver straftold på amerikanske varer. Frihandlens død vil koste forbrugerne i alle lande mindsket købekraft på grund af højere priser og mistede arbejdspladser både der og her. Foreløbig kan vi trøste os med, at finansmarkederne med foreløbig stigende aktiekurser tilsyneladende ikke ser det som en særlig sandsynlig udgang. Samtidig er renterne på vej ned, og det ligner heller ikke et krisetegn.

Det giver sig selv, at Danmark med USA som sit største eksportmarked vil være udsat, også selv om den største motor, Novo-Nordisk, allerede har etableret datterselskaber i USA og formentlig derfor kan manøvrere sig gennem en mulig handelskrig på tværs af Atlanten. Regeringens muligheder for at agere selv er dog små. Det er EU med sit indre marked, som svinger taktstokken.

På den lidt længere bane vil Trump i Det Hvide Hus igen bremse den grænseoverskridende klimaindsats, som han gjorde sidst, da han i 2017 trak USA ud af Paris-aftalen. Vindmøller blev latterliggjort i valgkampen. Olie og andre fossile brændstoffer får igen førsteprioritet, og USA’s økonomiske bidrag til fattige lande vil atter blive sat på pause. Europa kompenserer næppe til klimaets fordel med tanke på de voksende forsvarsudgifter, og reaktionen blandt vælgere med et ”hvad skal det så nytte” uden USA, vil nok ikke få politiske ledere på andre tanker. Mette Frederiksen var inde på det samme under COP29. Befolkningen skal være med. Og så kniber det. Kloden vil få det ringere trods metrologernes fortvivlede advarende råb om sidste udkald.

 

Regeringens muligheder for at agere selv er dog små. Det er EU med sit indre marked, som svinger taktstokken
_______

 

Kriseregeringen genfødes

Herhjemme vil det indenrigspolitiske forsat dominere den politiske dagsorden, indtil Trump folder sin politik ud med konkrete udspil. Forhandlingerne om grøn trepart, sundhed, uddannelse og finanslov forsætter, men nu i lyset eller snarere skyggen af det amerikanske valg. SVM-regeringen vil næppe smøre forhandlingerne med mange flere milliarder. Nu skal de snarere reserveres især til forsvarsområdet. Der er dømt smalhals på andre områder, og selv Mette Frederiksens offensiv på pensionsområdet vil blive bremset af Løkkes modspørgsmål: ”Hvor skal pengene komme fra?”. Et spørgsmål, der igen kommer på mode efter adskillige år i almindelige glemsel, mens det økonomiske råderum voksede og voksede.

Samtidig vil de seneste måneders rygtestrøm og politiske kommentatorers spekulationer om et muligt forårsvalg formentlig gå i sig selv igen. De byggede på en opfattelse af en regering i opløsning, men nu trækker usikkerheden om de kommende år med Trump i Det Hvide Hus modsat.

Kun hver tredje vælger vil i denne uges måling fra Voxmeter stemme på ét af de tre regeringspartier – det laveste i dens regeringstid – men man behøver ikke bevæge sig langt ind blandt ministrene i regeringskontorerne, før de tror på bedre tider i vælgertilslutningen.

Da regeringen blev dannet i december 2022, var det med etiketten ”en kriseregering”. Forude truede ikke kun en forsat Ukraine-krig og energikrise, men også inflation og økonomisk smalhals. Alt sammen noget, der begrundede en handlekraftig flertalsregering hen over midten, som kunne handle hurtigt om nødvendigt. Først forsvandt de økonomiske kriser og vælgerne vænnede sig til, at der var krig i Ukraine. Derefter flertallet i Folketinget og ikke mindst blandt vælgerne.

SVM-regeringen kan nu revitalisere sin oprindelige fortælling. Og de kommende måneder vil vise, om SVM-regeringen hen over midten vil udstråle den stabilitet og handlekraft, som et svar på Trumps nye politiske linje sandsynligvis vil kræve. Det vil være en udfordring for regeringens sammenhold, men samtidig muligheden for at genvinde vælgernes respekt.

Alt taler derfor imod, at Mette Frederiksen bimler med valgklokken i utide. Et valg kommer først i 2026, når Danmark næste år fra 1. juli har været gennem seks måneder som formandsland i EU. Trump bliver en udfordring, men også statsministerens og regeringens mulighed for at vise lederskab i en usikker tid. Ophavsretten til tryghed i situationen er ofte vejen til valgsejr. Foreløbig venter vi på den kommende præsidents første udspil. ■

 

Da regeringen blev dannet i december 2022, var det med etiketten ”en kriseregering”. SVM-regeringen kan nu revitalisere sin oprindelige fortælling
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet 2021/22 på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik.

ILLUSTRATION: Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansbrog, 6. november 2024: Regeringens ledere – forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) – holder pressemøde om det amerikanske valg [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]