Carsten Bonde Pedersen: Tysklands politiske ledere opfører sig, som om de stadig kan nå at håndtere situationen. I virkeligheden er tiden ved at løbe ud

Carsten Bonde Pedersen: Tysklands politiske ledere opfører sig, som om de stadig kan nå at håndtere situationen. I virkeligheden er tiden ved at løbe ud

13.01.2025

.

Mange europæiske vælgere begynder at se det politiske etablissement som svagt. Det ses tydeligt, når europæiske ledere synes endda at krybe sammen som skræmte kaniner, når skikkelser som Elon Musk – “Trumps Rasputin” – på provokerende vis blander sig i europæiske anliggender på en måde, som selv Beijing aldrig har forsøgt.

Opinion af Carsten Bonde Pedersen

De, der som Elon Musk, ser AfD som Tysklands potentielle redning, har grund til optimisme.

Seneste meningsmålinger viser nemlig en markant stigning i AfD’s opbakning (21,5 pct) – en udvikling, der startede før Elon Musk blev partiets “kampagneleder”. Modsat kan de, der betragter det Rusland-venlige parti som et tegn på Europas nedtur, have endnu større grund til pessimisme.

Den markante stigning følger efter et fald til 15 pct. hen over sommeren 2024, primært på grund af en række skandaler. Først blev det afsløret, at flere fremtrædende AfD-medlemmer deltog i en konference med andre højreekstreme for at diskutere ”remigration” – et arrangement, der, om end noget overdrevet, blev sammenlignet med den berygtede Wannsee-konference i 1942, hvor nazisternes plan om at fjerne alle jøder i Europa blev vedtaget. Derudover kom det frem, at et AfD-medlem i Europa-Parlamentet, Maximilian Krah, havde en person, Jian G, ansat, som, ifølge de tyske myndigheder, var en kinesisk spion. Det kom efter en række afsløringer om, at AfD ikke kun havde tætte forbindelser til Moskva men også til Beijing.

På trods af disse afsløringer synes sådanne hændelser at være glemt, da vælgerne føler, at det politiske etablissement i Tyskland har ledt landet på vildspor. Denne følelse har især slået rod i den østlige del af landet, hvor unge utilfredse mænd, der ser en fremtidsløs tilværelse for sig selv, føler sig stadig overset siden genforeningen af Tyskland i 1990. Utilfredsheden har spredt sig til Vesttyskland, forværret af konsekvenserne af Ruslands invasion af Ukraine.

 

De, der som Elon Musk, ser AfD som Tysklands potentielle redning, har grund til optimisme
_______

 

Svage europæiske politikere

Desværre er der intet i den igangværende valgkamp, der tyder på, at de traditionelle partier i Tyskland vil udvise den nødvendige viljestyrke til at tackle landets voksende problemer. Dette gælder især for de traditionelle magtpartier SPD (Socialdemokratiet), CDU/CSU (Konservative) og FDP (Liberale), hvis kampagner fokuserer på velkendte temaer uden at tilbyde reelle løsninger på Tysklands strukturelle problemer.

Tyske politikere synes stadig ikke at forholde sig til det faktum, at “modellen” er brudt sammen. Tyskland har længe stået i en uholdbar situation med afhængighed af Kina (produktion), USA (forsvar) og indirekte Rusland (energisektoren). Det er skeletter, som er faldet ud af skabet siden Ruslands invasion af Ukraine. Den russiske aggression eroderede Tysklands energiforsyningssikkerhed og synliggjorde samtidigt et kinesisk regime under ledelse af præsident Xi Jinping, som værdsatte forholdet til Rusland højere end til Vesten. Hertil kommer, at en genvalgt præsident Trump igen udstiller Tyskland og resten EU-landenes sårbarhed på det forsvarsmæssige område, når USA truer med at forlade NATO. Modsat USA, som har brugt flere hundrede milliarder US dollars på ”omfattende de-risking” i forhold til Kina i form af føderal incitament til at genopbygge strategisk-vigtige industrisektorer (Inflation Reduction Act og CHIPS Act), så har europæiske tiltag i den retning været yderst begrænset.

Tyskland og resten af EU står derfor fortsat overfor nødvendige geopolitisk-betingede opgaver. Desværre skal disse opgaver gennemføres i en periode med demografisk modvind, som vil vare ved de næste to årtier. I EU vil befolkningen i den erhvervsaktive alder falde med cirka 0.5 pct. om året. Det skal hvert år kompenseres med en tilsvarende produktivitetsstigning for at fastholde den økonomiske aktivitet.

I Tyskland og resten af EU kræver det massive investeringer i infrastruktur – ikke mindst digitalisering, som er blevet forsømt i kansler Merkels regeringsperiode. Hertil kommer behovet for større forsvarsudgifter og mere militært personel i et Europa med demografisk modvind.

Disse tiltag kan desværre ikke foretages med Tysklands såkaldte ”gældsbremse” – en fiskal spændetrøje, som Tyskland frivillig påklædte sig ved finanskrisen i 2009, da verden var anderledes, end den er i dag. Problemet er, at gældsbremsen, som begrænser stiftelsen af gæld, er en del af forfatningen, som kræver to-tredjedele flertal i begge kamre, Bundestag og Bundesrat, at fjerne eller ændre. FDP og AfD ønsker at fastholde gældsbremsen. Det samme gør CDU og søsterpartiet CSU i Bayern – i hvert fald ”før valget” for ikke at miste flere konservative vælgere til AfD.

De Grønne er stort set det eneste parti, som siger direkte, hvad der er behov for – selvom miljøpartiet ikke just er alles kop te, især hvad angår omlægningen af energiinfrastrukturen væk fra atomkraft. For nyligt foreslog kanslerkandidat Robert Habeck fra De Grønne, at Tyskland skal øge forsvarsudgifterne til 3,5 pct. af BNP. Det blev dog straks modsagt af kansler Olaf Scholz, som tøver af hensyn til den pacifistiske venstrefløj i SPD, den venstrepopulistiske Sahra Wagenknechts parti BSW og den overdrevne frygt for Ruslands reaktion hos kansleren selv.

Tysklands situation afspejler en voksende tendens, der undergraver Europas politiske stabilitet: mangel på politisk mod og beslutsomhed. Mange europæiske vælgere begynder at se det politiske etablissement som svagt. Det ses tydeligt, når europæiske ledere synes endda at krybe sammen som skræmte kaniner, når skikkelser som eksempelvis Elon Musk – “Trumps Rasputin” – på provokerende vis blander sig i europæiske anliggender på en måde, som selv Beijing aldrig har forsøgt. Man kan naturligvis kun gisne om Musks behov for at behage Beijing og Xi Jinpings ven, Ruslands præsident Putin. Det er dog nærliggende at mistænke Elon Musk for at ville beskytte sine betydelige Tesla-interesser i Kina. Det er i hvert fald en mistanke som langsomt finder indtog flere steder i MAGA-bevægelse i USA, som ser med forundring på, hvordan Elon Musk er blevet Donald Trumps førerhund.

 

Tyske politikere synes stadig ikke at forholde sig til det faktum, at “modellen” er brudt sammen
_______

 

CDU’s kanslerkandidat Friedrich Merz, “Tysklands sidste håb”, der spås at blive den næste tyske kansler, har desværre heller ikke formået at udvise den lederskabsevne og beslutsomhed, der kræves for at overbevise vælgerne om, at Tysklands nedtur kræver radikale forandringer. En vingeskudt Europæisk Union vil optræde endnu svagere, hvis både Paris og Berlin ikke viser handlekraft.

Tysklands politiske ledelse opfører sig, som om der er masser af tid til at håndtere situationen. I virkeligheden er tiden ved at løbe ud. Konkurrencesituationen i forhold til Kina bliver ikke bedre. Kina får billig energi fra Rusland og forøget konkurrenceevne på grund af en faldende kinesisk valuta og, i modsætning til Tyskland, lave lønstigninger på grund af en svag indenlandsk økonomi. Konkurrencen fra Kina startede ikke i 2024; den er intensiveret i flere år. Der har været masser af advarsler fra europæiske erhvervsorganisationer i Kina, som jævnligt har advaret om mangel på reciprocitet i samhandlen mellem Kina og EU. Desuden har Kina rykket sig til at blive teknologisk førende på flere områder – en målsætning, som Kina været ganske åben omkring i form af Made in China 2025-strategien, som blev lanceret for næsten ti år siden. Europæiske politikere har været langsomme til at reagere – eller måske uinteresseret så længe billige kinesisk producerede varer var med til at holde inflationen nede i EU. Konkurrencepresset fra Kina vil kun blive værre i 2025, fordi kinesiske EV-producenter er midt i en priskrig på grund af overkapacitet, som det vil tage tid at afvikle.

Europa ligger, som vi har redt

Under disse uforudsigelige omstændigheder kan alt ske. Det politiske landskab er i forandring med en ny Trump-administration, der ignorerer internationale normer og blander sig i sine allieredes interne anliggender. Det seneste eksempel er Donald Trumps ønske om at annektere – eller købe – Grønland. Der er ingen tvivl om, at Grønland er et for stort sikkerhedsansvar for Danmark, som endda har været ude af stand til at forsvare dansk territorium på grund af årtiers politisk forsømmelse. Opgaven kan kun håndteres af USA. Det, der bekymrer et land som Danmark og andre EU-lande, er den bølleagtige måde, hvormed USA behandler ikke kun sine fjender, men også sine allierede.

Mere bekymrende er det, at ingen europæiske politikere reagerer på Donald Trumps pres – uanset om det kommer fra store eller små europæiske lande – i hvert fald ikke på en bastant måde, fordi de frygter selv at blive skydeskive for Donald Trump. I stedet går europæiske politikere i flyverskjul for at undgå Washingtons opmærksomhed. For europæiske vælgere ser det ud til, at flere europæiske politikere går i panik ved synet af deres egen skygge.

 

Har de europæiske politikere de kvalifikationer og evner, der kræves for at forsvare europæiske nationers interesser?
_______

 

Som vælger står man derfor med spørgsmålet: Har de europæiske politikere de kvalifikationer og evner, der kræves for at forsvare europæiske nationers interesser? Hvis det er tilfældet, så har de ikke vist det endnu. Først og fremmest må europæiske ledere erkende de strategiske fejl, der er begået i de seneste årtier, og handle resolut derefter. Desværre er der få tegn på dette i et EU, der er mere splittet end nogensinde, og hvor nationalistiske højrefløjspartier er på fremmarch som aldrig før. Det gælder i Østrig, Slovakiet, Ungarn, Italien, Holland og i Tyskland.

I den situation, som vores kontinent har bragt sig i, har Kina en unik mulighed for at udnytte splittelserne mellem Europa og USA. Hvis Beijing eksempelvis som fredsmægler kan hjælpe med at skabe resultater i Ukraine, kunne det dramatisk forbedre Kinas status i Europa. Dermed vil Kina kunne løfte sig til positionen som de “voksne i rummet” – i hvert fald sammenlignet med Trumps kommende administration, som er uforudsigelig. USA’s europæiske allierede ved reelt ikke længere, hvilken fraktion i den kommende Trump administration, som får det sidste ord.

Spørgsmålet er så, om den ideologisk drevne præsident Xi Jinping, der er dybt forankret i fortiden med en marxistisk-nationalistisk tilgang, vil gribe denne mulighed. Xi undlod at have Europa i tankerne den 24. februar 2021, da Rusland invaderede Ukraine, men vil den kinesiske præsident denne gang benytte den mulighed, som den kommende Trump administration selv er med til at skabe ved at støde sine allierede fra sig?

For AfD er der ingen tvivl om, at Trumps “sabelraslen” udgør en unik mulighed for det USA-fjendtlige parti, som ser den tidligere besættelsesmagt som en alt for stor magtfaktor i Tyskland. AfD håber sandsynligvis, at Donald Trumps mange krav til Tyskland og andre allierede, herunder krav om en fordobling af Tysklands forsvarsudgifter til 5 pct. af BNP, vil udstille de etablerede partier, i forventning om et ”nervøst og tøvende modsvar” fra Berlin.

De etablerede partier i Tyskland føler sandsynligvis, at der allerede er for meget fokus fra Washington efter Elon Musk har intensiveret sin opbakning til AfD – hvis Tesla-fabrik i Tyskland i øvrigt aldrig blev støttet af partiet. Det ser ud som om, at Elon Musks ”kampagne” for AfD først lige er startet.

Elon Musk vil være en stor hjælp til AfD, som ser ud til at være langt mere effektive til at nå desillusionerede unge tyske mænd på sociale medier end de gamle partier. Mange unge føler ikke, at de etablerede partier formår at adressere deres bekymringer, herunder ikke mindst stigende boligpriser og immigration. De unge kan vise sig at blive den store ”swing factor i forbindelse med det tyske valg til fordel for AfD.

Resultatet kan blive, at Tyskland – og EU – risikerer at gå fra ustabilitet til kaos efter den 23. februar. Omvendt kan AfD opnå så flot et valgresultat resultat, at CDU-leder Friedrich Merz, sammen med CSU-leder Markus Söder, ikke ser andre muligheder end at gå i koalition med AfD – og dermed gøre det yderliggående parti ”stuerent”, selvom den mulighed afvises af de etablerede partier. Et sådan udfald kan måske blive den nødvendige løsning for Tyskland, men det vil ikke gøre situationen bedre for EU – tværtimod. Europa ligger præcist, som vi selv har redt – og der findes ikke mange udveje. ■

 

Resultatet kan blive, at Tyskland – og EU – risikerer at gå fra ustabilitet til kaos efter den 23. februar
_______

 

Carsten Bonde Pedersen (f.1961) ejer analysefirmaet Insightview.eu, som har eksisteret siden 2010. Firmaet analyserer og identificerer globale politiske og økonomiske trends med særligt fokus på Kina.

ILLUSTRATION: Brownsville, Texas, 19. november 2024: USA’s kommende præsident, Trump, og forretningsmanden Elon Musk overværer testaffyringen af en SpaceX Starship-raket [FOTO: Brandon Bell/AFP/Ritzau Scanpix]