07.01.2025

.

Arbejderbevægelsen og kongehuset har ikke altid været bonkammerater. Den gryende arbejderbevægelse opfattedes længe som en direkte trussel mod den samfundsorden, som kongehuset symboliserede. Nu er døren åbnet for, at toppolitikere i Socialdemokratiet kan lade sig optage i de øverste symbolske magtcirkler. Den dør ind til det elitære parallelsamfund lader fagbevægelsen forhåbentligt fortsat være lukket og låst.

Kronik af Dennis Kristensen

Da den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen fornyelig blev slået til ridder og optaget i Frederik 10.s Dannebrogsorden som kommandør af 1. grad, blev jeg mindet om, hvor overrasket jeg blev, da jeg læste i den forhenværende formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaards udmærkede erindringer, at hun som FH-formand deltog i nytårskure på Amalienborg.[1]

I min tid som medlem af ledelsen i det daværende LO (nu FH), blev vi fra tid til anden af statsministeriet eller andre ministerier inviteret til arrangementer i forbindelse med officielle statsbesøg og lignende. Første gang en invitation af den karakter dukkede op på mit skrivebord, ringede jeg til daværende LO-formand Hans Jensen for at høre, om LO tidligere havde truffet beslutning om deltagelse. Det kunne Hans afkræfte. Det måtte det enkelte ledelsesmedlem selv afgøre, men for ham lå deltagelse uden for hans opfattelse af LO’s repræsentative opgaver. Den opfattelse delte jeg.

Den daværende kronprins Frederik ønskede at forbedre forholdet til fagbevægelsen, så kongehuset ikke skulle opfattes som bonkammerat alene med erhvervslivet.[2] Kronprinsen var da også i sine helt unge dage på besøg hos daværende LO-formand Finn Thorgrimson for at få indsigt i arbejdsmarkedsforhold og overenskomster set med lønmodtagerbriller, som det fremgår af Henning Grelles bog om LO’s historie fra 1998.[3] Og ved at mødes sendte begge parter et uofficielt signal om gensidig anerkendelse af hinandens eksistens.

Lig i lasten

Grundlaget for denne gensidige anerkendelse var af nyere dato. Kongehuset havde ellers lig i lasten, når det gjaldt forholdet til fagbevægelsen, og omvendt.

Det var ikke kun arbejdsgivere, politi og hær, der lagde sig i selen for at forhindre, at de strømninger, der i slutningen af 1800-tallet skyllede hen over Europa i industrialiseringens barndom, skulle sætte varige spor i det stærkt klasseopdelte danske samfund.

Frederik 8. var som kronprins sammen med justitsministeren under sin fars udlandsophold direkte involveret i at få agitatoren og snedkeren Jan Carl Berg udstyret med en af de billetter til Amerika og en pose penge, som politiet anvendte som middel til at få de mest fremtrædende pionerer i arbejderbevægelsen ud af landet i forlængelse af langvarige ophold i tugt-, rasp- og forbedringshuse. Om kronprinsen også spædede til billet og pengepose er uvist. [4] Kort efter fik kongehuset en lidet flatterende hovedrolle i den for arbejderbevægelsen helt centrale begivenhed i 1872, der siden fik navnet “Slaget på Fælleden”. Her indkaldte Den Internationale Arbejderforening med lederne Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff til møde under åben himmel på Nørre Fælled i København til støtte for en langvarig strejke blandt byens murere. Mødet blev forbudt af Københavns politidirektør, som fik alle magtmidler stillet til rådighed af regeringen suppleret med kronprinsens ønsker i Statsrådet om forebyggende anholdelser af lederne, fuld bemanding af kasernerne og indkaldelse af tropper fra det øvrige Sjælland. Trods forbuddet samledes tusinder på Nørre Fælled, hvor de bogstaveligt blev nedkæmpet af politi og beredne husarer med trukne sabler.

Kronprinsens far, Christian 9., roste ved sin hjemkomst offentligt sønnens meget aktive medvirken til at slå hårdt ned på lederne og deltagerne i det forbudte møde: “At regeringen tog denne meget rigtige beslutning, takker jeg dig først og ministeriet for, da dette uvæsen forhåbentligt vil være endt.” [5]

Uvæsenet, som kongen håbede, at sønnens indsats havde medvirket til at give dødsstødet, var fremvæksten af den arbejderbevægelse, som efter tilbageslaget blev delt i Socialdemokratisk Forbund og fagbevægelsen i 1878, og som på trods af kongehusets ageren kom til som de dominerende bevægelser at lægge navn til det efterfølgende århundrede.

Tilbageslaget på Fælleden medførte også, at krav om indførelse af republik forsvandt fra de socialdemokratiske partiprogrammer i de følgende år.[6] Alligevel var forholdet mellem kongehuset og arbejderbevægelsen undervejs særdeles dårligt. Myndigheder brugte både spioner og infiltration for at fremskaffe informationer om diskussionerne i arbejderbevægelsen og skabe muligheder for at gribe ind med straffe og fængslinger. Og sågar med konfiskation af skriftlige materialer og demonstrationsbannere.

 

Det var ikke kun arbejdsgivere, politi og hær, der lagde sig i selen for at forhindre, at de strømninger, der i slutningen af 1800-tallet skyllede hen over Europa i industrialiseringens barndom, skulle sætte varige spor i det stærkt klasseopdelte danske samfund
_______

 

Bryd kronen!

Politiet prioriterede indgreb overfor ytringer om kongehuset højest. I 1915 blev 1. maj-demonstrationerne i høj grad præget af udbruddet af Første Verdenskrig, som den europæiske arbejderbevægelse trods fælles beslutninger ikke formåede at forhindre. Det bar yderligere brænde til årtiets opbrud, oprør og revolutioner og satte også fokus på de europæiske kongehuse.

Københavns politidirektør blev på forhånd underkendt af justitsministeren i sin iver for at konfiskere bannere med “fornærmelige tekster”[7].           

Politiet måtte først gribe ind, hvis den slags bannere skabte ballade på demonstrationsruten. Alligevel konfiskerede politiet det år og ved senere demonstrationer under verdenskrigen bannere med teksten “Knæk sablen! Bryd kronen! Styrt kirken!”, som ellers ikke udløste furore.[8]

Samme år vedtog en socialdemokratisk kongres en udtalelse om monarkiets forsvinden.[9] I 1918 blev den københavnske ledelse af Socialdemokratisk Ungdomsforbund som ansvarlig for et af bannerne anklaget efter straffelovens oprørsparagraf, men blev frikendt i Højesteret. Dommen sendte et symbolsk signal om, at kongehuset som institution ikke længere var hævet over enhver form for kritik. [10]

I de år rungede kravet om indførelse af en republik højt i gaderne i mange europæiske konge- og kejserdømmer. Og altså også i Danmark. Kravet dukkede igen op herhjemme i 1920, da Christian 10. i påskedagene påkaldte sig ikke mindst arbejderbevægelsens vrede og trusler om generalstrejke fra De Samvirkende Fagforbund (DsF – nu FH). De dage, der senere blev døbt “Påskekrisen”.

I forvejen trak det op til storkonflikt på arbejdsmarkedet, efter at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ved årets overenskomstforhandlinger havde varslet en omfattende lockout af DsF’s medlemmer. DA’s varsel indeholdt skrappe krav til lønmodtagerne, men brugen af lockoutvåbenet var ikke i strid med den såkaldte fredspligt, der forhindrer arbejdsmarkedets parter i at lægge arm med hinanden gennem konflikter, så længe en overenskomst er gældende. Og traditionelt har begge parter på centralt niveau stået vagt om denne fredspligt.

Derfor var det virkelig opsigtsvækkende, da DsF truede med generalstrejke, hvor kravene både var rettet mod både kongen, regeringen, arbejdsgiverne og befolkningen. Det er ikke sket siden. Og kommer næppe heller til det i fremtiden.

Krisen handlede både om de borgerlige partiers kamp mod Det Radikale Venstres reformpolitik med støtte fra Socialdemokratiet, planerne om at demokratisere valgsystemet, der klart favoriserede den borgerlige side, og kongens utilfredshed med afstemningsresultatet i Flensborg ved den sønderjyske folkeafstemning om fremtidig tilknytning til Tyskland eller Danmark.

Kongen lod sig ikke mindst af stærke kræfter i erhvervslivet lokke til at afskedige den radikale statsminister Zahle og hans regering. Enevælden var for længst afskaffet. Når kongen alligevel tiltog sig magt til at afsætte en demokratisk valgt regering, kunne det kun betragtes som et statskup, der satte folkestyret ud af kraft.

Og den vurdering fik ledende socialdemokrater og ledende fagforeningsfolk til at sende en deputation til kongen for at kræve den radikale regering genindsat og med mandat til at true med generalstrejke.

 

Uvæsenet, som kongen håbede, at sønnens indsats havde medvirket til at give dødsstødet, var fremvæksten af den arbejderbevægelse, som efter tilbageslaget blev delt i Socialdemokratisk Forbund og fagbevægelsen i 1878
_______

 

“Republik. Republik”

Kongen afviste og to dage efter besluttede en ekstraordinær generalforsamling i DsF at opfordre til “almindelig strejke” – generalstrejke – med krav om ny valglov, udskrivning af valg, indførelse af republik, afskaffelse af Landstinget, 21 års stemmeret, en ny demokratisk grundlov, sociale reformer, tilbagetrækning af Dansk Arbejdsgiverforenings lockoutvarsler, opfyldelse af DsF’s krav om forlængelse af overenskomsterne og arbejderrepræsentation i virksomhedernes ledelse. [11]

Hermed brugte DsF generalstrejke-våbenet til ikke blot at presse arbejdsgiverne, men til at søge at gennemføre omfattende samfundsmæssige forandringer.

Inden arbejdsgivernes lockout og generalstrejken trådte i kraft besluttede Københavns Borgerrepræsentation at opsøge kongen direkte, som var et gammelt særligt privilegium for København.

I praksis foregik det ved, at Borgerrepræsentationens flertal gik til fods gennem byen til Amalienborg i et demonstrationslignende optog med Borgerrepræsentationens formand Thorvald Stauning i spidsen.

Med i optoget var formanden for Husassistenternes Forbund (nu FOA) Marie Christensen. Det lille forbund, der startede som Københavns Tjenestepigeforening, var et par år tidligere blevet medlem af DsF, og indrykkede i de hektiske påskedage en opsigtsvækkende annonce i dagbladet Socialdemokraten:

Til husassistenterne!

De af vore medlemmer, der ikke er beskæftigede på sygehuse, alderdomshjem, børnehjem, åndssvageanstalter og lignende institutioner, bør, såfremt de kan få logi, deltage i generalstrejken fra tirsdag morgen.

På Hovedbestyrelsens vegne

Marie Christensen

Selvom Husassistenternes Forbund langt fra var alene om at mobilisere medlemmerne til at nedlægge arbejdet, så er det alligevel bemærkelsesværdigt, at det lille forbund med størstedelen af de 500 medlemmer spredt ud over alenearbejde for herskaber i private hjem, meldte sig på barrikaden i en generalstrejke.

Mens borgerrepræsentanterne mødtes med kup-kongen, lød råbene nede fra slotspladsen: “Ned med Kresjan. Ned med Kresjan. Republik. Republik.”[12]

De dramatiske påskedage, som for alvor med en omfattende generalstrejke kunne have kørt kongehuset ud på et sidespor, endte med, at Christian 10. måtte kaste håndklædet i ringen og erkende, at demokratiet ikke tillægger regenten reel politisk magt.

Og som senere statsminister holdt Thorvald Stauning fast i partiets holdning om, at systemet med kongeligere ridderorden burde afskaffes.[13]

De svagestes forkæmper

I modsætning til påskedagene i 1920 ville kongehuset i årtier ikke bøje sig for krav om indgåelse af overenskomster for ansatte ved hoffet.

De kollektive overenskomster mellem arbejdsgivere og lønmodtagere om løn og ansættelsesvilkår er kernen i den danske arbejdsmarkedsmodel. Det er den krumtap, der har været en afgørende forudsætning for dansk velstand og velfærd.

Derfor har kongehuset naturligt også været stillet overfor krav om ordnede forhold for dets ansatte, som imidlertid igen og igen har været afvist med juridiske argumenter om kongehusets særlige stilling i lovgivningen og regentens retlige immunitet. Og på samme måde og med henvisning til juraen omkring regenten, afviste den europæiske menneskerettighedskommission at behandle en sag om, hvorvidt de ansatte i kongehuset fik trådt deres menneskerettigheder under fode. [14]  

Først i 2002 bøjede Dronning Margrethe sig, og de ansatte fik omsider en overenskomstlignende lokalaftale med betydelige forbedringer af ikke mindst lønnen og en voldgiftsret til løsning af uenigheder svarende til forholdene for ansatte i Folketinget.[15]

Kronprins Frederik havde med andre ord i sin tid god grund til at ønske bedre relationer til fagbevægelsen. Fagbevægelsen har som arbejdsmarkedet og så meget andet forandret sig gennem sine mere end 150 år. Da LO’s medlemstal kulminerede i 1995, var fagbevægelsen for længst blevet til en institution i det danske samfund. Den gik fra at opfatte sig selv som en samfundsomstyrtende bevægelse til en samfundsforandrende kraft, der med fokus på arbejdsmarkedet ønskede et mere lige og retfærdigt samfund. Med det fokus skal fagbevægelsen naturligvis kunne samarbejde med alle.

Alligevel rystede en undersøgelse for godt tyve år siden af fagbevægelsens image LO-formand Hans Jensen og de fleste af os andre i LO-ledelsen. Det omgivende samfund – dem, LO arbejdede med, blandt og for – opfattede ikke længere LO som de svagestes forkæmper.

Vælger fagbevægelsen nu at følge Socialdemokratiets topfolk ind på de bonede gulve med de kongelige riddere, er det et skridt i den gale retning – et skridt længere bort fra rollen som forkæmperen og talerøret for de svagestes.

Det skridt bliver forhåbentligt ikke taget. ■

 

Vælger fagbevægelsen nu at følge Socialdemokratiets topfolk ind på de bonede gulve med de kongelige riddere, er det et skridt i den gale retning
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA.

ILLUSTRATION: Pressefoto taget af Tommy Frost for RÆSON

[1] Lizette Risgaard i samarbejde med Søren Baastrup: Min version. 2024

[2] Anton Geist: Kronprins Frederik – ordkunstner og ven af fagbevægelsen. Information. 17. maj 2008

[3] Henning Grelle (Red): I takt med tiden. LO’s historie 1960 – 1997. 1998

[4] Poul Smidt: FREDY. Klemt kronprins – glemt konge. En biografi om Frederik 8. 2020

[5] Brev i Rigsarkivet citeret af Poul Smidt

[6] Poul Smidt: FREDY. Klemt kronprins – glemt konge. En biografi om Frederik 8. 2020

[7] Henning Tjørnehøj (Red): Fremad og atter fremad. LO’s historie 1871 – 1959. 1998

[8] Politiet slog hårdt ned på 1. majskilte – for hundrede år siden. Politiken. 1. maj 2014

[9] Camilla Stockmann og Jacob Sorgenfri Kjær: Den politiske kamp mod Kongens ordener er afblæst. Politiken. 16. april 2015

[10] Olaf Olsen (Red): Danmarkshistorien. Den politiske venstrefløj. 2002-2005

[11] Henning Tjørnehøj (Red): Fremad og atter fremad. LO’s historie 1871 – 1959. 1998

[12] Henning Tjørnehøj (Red): Fremad og atter fremad. LO’s historie 1871 – 1959. 1998

[13] Gun.: En reform af ordensvæsnet. Politiken. 1. Januar 1930

[14] Sag nr. 18881/91: HOFFUNKTIONÆRFORENINGEN I DANMARK mod Danmark. The European Commission of Human Rights

[15] Ritzau: Hofansatte får lov til at klage. Berlingske. 24. maj 2002