Liselotte Odgaard i RÆSONs trykte nummer: Fra Færøerne til Salomonøerne – derfor intervenerer USA i udkanten af det amerikanske alliancesystem

Liselotte Odgaard i RÆSONs trykte nummer: Fra Færøerne til Salomonøerne – derfor intervenerer USA i udkanten af det amerikanske alliancesystem

16.01.2025

.

Hvad har Færøerne og Salomonøerne til fælles? Ved første øjekast ikke så meget. Ikke desto mindre giver begge lande set med amerikanske øjne anledning til udfordringer i USA’s strategiske konkurrence med Rusland og Kina. Derfor er USA i de senere år begyndt at blande sig direkte i interne politiske processer i både Færøerne og Salomonøerne.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye vinternummer, “Hvem går med?”, ude nu. Læs mere her. BEMÆRK: Artiklen er skrevet før Trumps tilbud om at købe Grønland.

Hvad har Færøerne og Salomonøerne til fælles? Ved første øjekast ikke så meget.

Færøerne er et rigt land placeret i Nordatlanten. Som en del af rigsfællesskabet sammen med Grønland og Danmark er Færøerne medlem af NATO. Salomonøerne er en selvstændig stat i det vestlige Stillehav, som i formel forstand står uden for det amerikanske alliancesystem og tilhører gruppen af mindst udviklede lande. Ikke desto mindre giver begge lande set med amerikanske øjne anledning til udfordringer i USA’s strategiske konkurrence med Rusland og Kina. Derfor er USA i de senere år begyndt at blande sig direkte i interne politiske processer i både Færøerne og Salomonøerne.

Det kan synes som et paradoks, at amerikanerne bruger tid og kræfter på små lande, der spiller en mindre rolle i den strategiske konkurrence, i en tid hvor hotspots i Mellemøsten, Østeuropa, Østasien og mange andre steder tiltrækker stadigt flere ressourcer og opmærksomhed fra USA. Denne artikel ser på, hvorfor USA alligevel bruger så meget krudt på udfordringer i udkanten af det amerikanske alliancesystem.

Færøernes dilemma

Færøerne udgør en del af Nordatlanten med sin strategiske placering i farvandet nord for Skotland, vest for Norge og sydøst for Island. Under Den Kolde Krig spillede Færøerne en sekundær rolle i baseaftaler som alternativ til de primære fly- og flådebaser i det nærliggende Island. Med et BNP per indbygger på næsten 67.000 dollars i 2022 er Færøerne et af de mest udviklede lande i verden.

Ifølge Grundloven har Danmark ansvaret for hele kongerigets sikkerhed og forsvar, og dermed også for Færøerne som en del af rigsfællesskabet. Øerne blev dermed også automatisk optaget i NATO sammen med Danmark i 1949. Færøernes Landsstyre kan indgå aftaler med tredjelande og internationale organisationer på rigsfællesskabets vegne inden for de sagsområder, Landsstyret har overtaget, som fx civilforsvar, ejendomsretlige anliggender og lodsning.

I tiden før den strategiske konkurrence tog fart med Trumps valg til præsident i 2017, viede USA stort set ikke Færøerne nogen opmærksomhed. Det var der ingen grund til, for Færøerne spillede ikke rigtig nogen sikkerhedspolitisk rolle. I den liberale internationalistiske æra frem til 2017 var der stor appetit på at øge uddelegeringen af ansvarsområder til mikrolande fra mere tungtvejende amerikanske allierede, som fx Danmark og Australien, der under Den Kolde Krig havde holdt den kategori af lande i relativt kort snor i sikkerhedspolitiske omgivelser, hvor den kommunistiske østblok var en trussel mod NATO-landene. Således fik også Færøerne ved lov i 2005 overdraget områder som medier, civilforsvar, lodsning og kortlægning af havet, som alle er områder med potentiel sikkerhedspolitisk betydning.

Det skulle senere vise sig, at Færøernes større politiske autoritet førte til uoverensstemmelser med Danmark om grænserne for øernes medbestemmelse på områder med sikkerhedspolitiske implikationer. Det sker både, fordi den strategiske konkurrence betyder, at mange politiske områder, der blev betragtet som ukontroversielle efter Den Kolde Krig, som fx handelspolitikken, nu bliver sikkerhedspolitisk følsomme emner. Det betyder også, at færøske interesser kan komme i konflikt med forventningen hos USA og resten af NATO om, at den strategiske konkurrence med Rusland har topprioritet.

Dertil kommer, at den liberale æras forøgede medbestemmelse til små lande har affødt et krav i den færøske befolkning om at kunne øve indflydelse på sikkerheds- og forsvarspolitiske beslutninger, som direkte berører færøsk territorium, selvom Danmark i henhold til Grundloven stadigvæk har det formelle ansvar for sikkerhed og forsvar.

Færøerne er ikke længere trygge ved, at andre træffer beslutninger om deres sikkerhed hen over hovedet på den færøske befolkning og politikere, i en tid hvor USA’s fortsatte vilje til at forsvare Europa er sat til debat. Det er sket med USA’s krav om, at europæerne leverer meget mere af sit eget forsvar i stedet for at forlade sig på, at USA kommer landene til undsætning.

Storbritannien spiller en central rolle for forsyningssikkerheden mellem Nordamerika og Europa. Det skyldes, at forsyningslinjerne, der skal bringe tropper og materiel fra USA til Europa i tilfælde af militær konflikt, løber gennem det såkaldte GIUK gap i farvandene mellem Grønland, Island, Færøerne og Skotland. Russiske ubåde tester løbende, om de kan komme igennem dette område uden at blive opdaget.

Debatten om Færøernes indflydelse på sikkerhed og forsvar i rigsfællesskabet har skabt gnidninger med Danmark og Storbritannien – og en hidtil uset interesse fra amerikansk side for direkte interaktion med Færøernes politikere og embedsmænd. Washington arbejder på at sikre, at USA’s strategiske interesser tilgodeses. Planerne om installering af en ny NATO-radar i Færøerne illustrerer, hvordan beslutningsprocesser på sikkerheds- og forsvarsområdet kompliceres og forlænges af interesseforskellene mellem de involverede aktører.

I 2019 informerede Danmark Færøerne om, at NATO havde anmodet om genåbning af radarstationen på Sornfelli-fjeldet. Den færøske regering svarede, at en afklaring måtte afvente en udtalelse om regeringens syn på sagen. Men inden årsskiftet i 2020, og før Danmark sendte en formel anmodning til Tórshavn om at indlede den færøske godkendelsesproces i starten af 2021, præsenterede den danske regering en arktisk kapacitetspakke på forsvarsområdet på 1,5 mia. kroner – herunder midler til radaren på Sornfelli. Den intetanende færøske befolkning og parlament hørte om beslutningen gennem de danske medier. Selvom der var bred enighed om, at radaren var en god ide, førte afsløringen af planerne til demonstrationer i Færøernes gader og debat om de sikkerheds- og forsvarspolitiske beslutningsprocesser, der trak sagen i langdrag. I juni 2022 godkendte den færøske regering omsider installeringen af radaren.

Selvom der er enighed om substansen, i dette tilfælde installation af en NATO-radar, trives en dyb uenighed om myndighedernes kompetencer – og det skaber mudrede beslutningsprocesser. Grundlovens bestemmelser om Danmarks ansvar for rigsfællesskabets sikkerhed og forsvar gør det også svært at definere klare retningslinjer og procedurer for Færøernes involvering, selvom de danske myndigheder i dag inddrager de færøske myndigheder meget mere, end tilfældet var for blot fem år siden. Sidste år fik Grønland en medarbejder udstationeret på Danmarks NATO-repræsentation i Bruxelles – det samme ønsker man i Tórshavn.

Med Ruslands invasion af Ukraine i 2022 besluttede Færøerne på linje med Grønland for første gang at følge i EU’s fodspor og implementere Unionens sanktioner. Beslutningen bød dog på udfordringer for færøsk økonomi, idet Rusland er den vigtigste eksportdestination for Færøerne. Landet er en monoøkonomi, som er stærkt afhængigt af at eksportere fiskerirelaterede produkter, og man har bilaterale fiskeriaftaler med mange lande – herunder Rusland. Med russerne er aftalen, at færingerne fanger bundfisk i Barentshavet i Ruslands nærområde, mod at russerne fisker blåhvilling og makrel i færøsk nærområde. Fiskeriaftalen, der fornys hvert efterår, betyder, at russiske fiskefartøjer og besætningsmedlemmer befinder sig i Færøerne med henblik på genforsyning og reparationsarbejde cirka 250 dage om året.

Trods Færøernes sanktionspolitik har Danmark ikke skredet ind over for Færøernes aftale med Rusland, formentlig for at undgå fornyet færøsk vrede over dansk indblanding i sager, som Færøerne opfatter som rent færøske anliggender. Færøerne har derfor forlænget aftalen med Rusland, da den har stor betydning for landets fiskeeksport. Men Danmark og andre vestlige internationale aktører har udtrykt bekymring over den betydelige russiske tilstedeværelse i Færøerne. Kritikerne påpeger, at fiskefartøjer og deres besætning kan bruges til militære formål som fx sabotage mod maritim infrastruktur, herunder havvindmøller og søkabler, samt efterretningsindhentning på land og til vands. Nogle færøske politikere påpeger, at landet er sårbart over for en stadigt stigende russisk militarisering af det arktiske og nordatlantiske område, herunder forsyningslinjerne mellem Nordamerika og Europa, som Færøerne med sin placering nord for Skotland ligger midt i. De mener, at risiciene ved fiskeriaftalerne dermed er blevet for høje.

Trods pres fra EU, Storbritannien, Danmark og nogle af Færøernes egne politikere blev fiskeriaftalen med Rusland fornyet i november 2022 og igen i december 2023. For de fleste færinger har hensynet til øernes økonomi højere prioritet end de risici, der er forbundet med russisk tilstedeværelse. Dertil kommer, at færingerne er vant til at omgås russerne, der opererer i deres nærområde, hvilket skaber en større velvilje over for russiske synspunkter. Tilhængere af aftalen påpeger behovet for billige og nærende fisk som fx blåhvilling blandt fattige russere, der ikke profiterer af krigen i Ukraine. Og prominente færøske politikere, som fx udenrigsminister Høgni Karsten Hoydal, har desuden understreget behovet for civilt samarbejde med alle arktiske stater, inklusive Rusland.

Selvom fiskeriaftalen fra 2023 er blevet forlænget, har de færøske myndigheder taget skridt til at holde et mere vågent øje med Rusland. Man har bevilget flere ressourcer til at inspicere russiske skibe og regulere deres tilstedeværelse i færøsk farvand. Færøernes ambitioner om en selvstændig stemme i DANATO vil nok også kræve en skærpet indsats over for russisk tilstedeværelse.

 

Trods pres fra EU, Storbritannien, Danmark og nogle af Færøernes egne politikere blev fiskeriaftalen med Rusland fornyet i november 2022 og igen i december 2023
_______

 

USA har fået øje på Færøerne

Siden 2019 er USA begyndt at aflægge besøg i Færøerne med jævne mellemrum. Et godt bud på årsagen er, at Danmark ikke har været i stand til at overtale Færøerne til at give den strategiske konkurrence med Rusland førsteprioritet. Derfor ser USA sig nødsaget til at etablere en selvstændig tilstedeværelse med henblik på at holde øje med russiske aktiviteter, der kan have både militære og civile formål, og måske overbevise de færøske myndigheder om vigtigheden af at begrænse Ruslands tilstedeværelse.

USA’s ønske om at opdyrke egne relationer med Færøerne og signalere til Rusland, at USA holder øje med russiske aktiviteter i området, blev understreget ved et besøg af en amerikansk ubåd i 2022. Den daværende danske forsvarsminister, Morten Bødskov, havde planlagt at besøge den amerikanske ubåd sammen med de færøske politikere. Imidlertid gjorde USA opmærksom på, at Danmark ikke var inviteret til at besøge ubåden, hvorefter forsvarsministeren måtte aflyse sit besøg. Episoden viser, at USA ikke uddelegerer allianceopgaver i noget videre omfang, selvom udfordringerne med fjendtligsindede aktører er større end nogensinde.

På trods af et erklæret amerikansk ønske om, at allierede i Europa skal løse langt flere opgaver, er det indtil videre et øget amerikansk engagement i europæisk forsvar og sikkerhed, vi har været vidner til – endda en udvidelse af USA’s engagement til mikrolande, herunder Færøerne, som USA tidligere har ladet allierede tage sig af.

Det antyder, at USA prioriterer kontrol med allierede, der udgør et potentielt sikkerhedsproblem i det amerikanske alliancesystem, højere end behovet for uddelegering – uanset at man gerne ville fokusere på de mest risikofyldte sikkerhedspolitiske hotspots, som fx Det Sydkinesiske Hav, Israel-Palæstina-Iran-konflikten, Ukraine, den koreanske halvø m.fl.

I Færøernes tilfælde kan opmærksomheden dog vise sig at være af kortfristet varighed. Færøerne har ikke noget alternativ til NATO, som da også nyder stor opbakning i den færøske befolkning. I takt med at truslerne fra russiske aktiviteter i det nordatlantiske område øges, og den russiske tilstedeværelse anses for at have voksende militærstrategisk betydning, kan Færøerne blive presset til at droppe fiskeriaftalerne med Rusland og lade allierede få eksklusiv adgang til færøske havne. En kursændring på fiskeriområdet vil demonstrere loyalitet over for NATO-alliancens definition af Rusland som en fjendtligsindet stat. Finder dén kursændring sted, vil USA måske igen mindske sit direkte engagement i færøsk politik og lade Danmark om i det store og hele at håndtere relationen til Færøerne.


https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2024/12/13091122/000_33RL2BF-2950x1877max.jpg

Salomonøerne udfordrer Australien

Salomonøerne er et demokrati placeret i det vestlige Stillehav, nordøst for Australien og øst for Papua Ny Guinea. Østaten har en sekundær strategisk placering på forsyningslinjen fra den nordlige del af Det Indiske Ocean til Østasien, som udgør et alternativ til hovedforsyningslinjen gennem Det Sydkinesiske Hav. Salomonøerne indgår ikke formelt i det amerikanske alliancesystem, men i praksis har Australien arbejdet for at holde ikkeanglikanske stormagter ude af landet siden 1901, kun afbrudt af Japans anvendelse af Salomonøerne som base i perioden 1942 til 1945 under Stillehavskrigen.

Øerne, der i dag har omtrent 740.000 indbyggere, opnåede i 1978 uafhængighed af Storbritannien, hvorefter Australien og New Zealand tog ansvar for at opretholde lov og orden frem til 1990’erne. Herefter overtog Salomonøerne selv ansvaret for sikkerhed. I denne periode brød retssamfundet sammen, og økonomien kollapsede, og derfor bad regeringen i hovedstaden, Honiara, i 2003 Australien om at intervenere for at genskabe lov og orden. Det betød, at australierne intervenerede i landet frem til 2017. Salomonøerne har nemlig ikke sit eget forsvar, og Australien bistår fortsat landet med at løse sikkerhedsudfordringer, som fx at tilvejebringe patruljeringsfartøjer og dæmme op for illegalt fiskeri. Salomonøerne er et af verdens mindst udviklede lande med et BNP per indbygger på 2.205 dollars i 2022.

Under og efter Den Kolde Krig viede USA stort set ikke Salomonøerne nogen opmærksomhed. Amerikanerne så ganske vist regionen Oceanien som et strategisk område, hvor kommunismen ikke skulle få lov til at vinde indpas, men først briterne og sidenhen australierne varetog denne opgave stort set uden indblanding fra USA.

Australiens Regional Assistance Mission to Solomon Islands (RAMSI) fra 2003 til 2017 havde til formål at genskabe lov og orden, samtidig med at regeringsinstitutionerne fik bistand til både at forbedre deres økonomistyring og at understøtte økonomisk vækst og velstand i civilsamfundet. Interventionen nød massiv lokal opbakning på 85 pct. og derover. Man så Australiens tilstedeværelse som en støtte, der afværgede økonomisk kollaps og politisk handlingslammelse og lagde en dæmper på voldsudøvelse og anden kriminalitet i landet.

Samtidig var Australien i tråd med den liberale internationalisme fast besluttet på, at den økonomiske og politiske kapacitetsopbygning skulle sætte Salomonøerne i stand til fremadrettet at varetage egen sikkerhed. På forsvarsområdet har Australien siden 2012 kørt et støtteprogram, der hjælper med at fjerne ueksploderede bomber og granater, med maritime overvågningskapabiliteter og med at forhindre illegalt fiskeri i Salomonøernes farvande.
Efter 2017, hvor Australiens interventionsstyrker forlod Salomonøerne, trådte regeringen i hovedstaden, Honiara, selv ind på den internationale scene som en ny sikkerhedsaktør. Samtidig gav den tiltagende strategiske konkurrence landets politiske ledelse mulighed for at tiltrække alternative partnere – først og fremmest Kina.

Salomonøerne er et konstitutionelt monarki med parlamentarisk styre. Premierminister Manasseh Sogavare var premierminister i 2017 under afviklingen af RAMSI. Efter at de fremmede tropper havde forladt landet i 2017, måtte Sogavare træde tilbage efter et mistillidsvotum mod hans regering. I november 2017 tiltrådte Rick Houenipwela som premierminister, men allerede i 2019 blev Sogavare valgt til premierminister igen. Den nye regering annoncerede, at Salomonøerne ville skifte fra anerkendelse af Taiwan til anerkendelse af Folkerepublikken Kina. I maj 2024 overtog Jeremiah Manele premierministerposten. Hans Kina-politik ligger i forlængelse af Sogavares pro-kinesiske linje.
En strategi, Honiara benyttede, var at gøre fælles sag med de små nabolande i Stillehavsregionen i organisationen Pacific Islands Forum, der har rettet kritik mod Australien på flere punkter. Fx har Australien aldrig overholdt den 1986-traktat, der gav det sydlige Stillehav status som atomvåbenfri zone – i stedet har regeringen i Canberra prioriteret sin allianceforpligtelse over for USA og ladet amerikanske atombevæbnede flådefartøjer operere i regionen. Desuden fremhæver Pacific Islands Forum, at Australien ved at forblive en førende global kulproducent groft overtræder Paris-aftalen 2015. Det lider østaterne under, fordi vandstanden i Stillehavet stiger. En tredje problematik, som det multilaterale forum fremhæver, er de utilstrækkelige patruljeringskapabiliteter, der ikke formår at bremse et omfattende illegalt fiskeri.

Salomonøerne har haft gavn af Stillehavs-østaternes fælles internationale dagsorden, der bl.a. har haft til formål at vise, at Australien har brugt ressourcer på at fremme sine egne sikkerhedsinteresser (herunder fx at holde kinesisk indflydelse ude af regionen) frem for at varetage østaternes sikkerhedsinteresser. Formelt har Australien ikke forpligtelser til at sørge for Salomonøernes sikkerhed. Imidlertid har Honiara ikke eget forsvar og kun i begrænset omfang politi, og derfor har Australien traditionelt spillet en stor rolle i landets sikkerhed og forsvar med Honiaras accept.

Men Salomonøerne har ikke selv underskrevet traktaten fra 2021, der forbyder atomvåben, og derfor klinger kritikken af Australiens atomvåbenpolitik hult. Desuden er Salomonøerne bjergrigt, og derfor er den stigende vandstand i Stillehavet ikke et presserende problem for landet. Og illegalt fiskeri betragtes ikke som en væsentlig årsag til landets svage økonomiske udvikling. Faktisk tjener mange indbyggere penge på ulovligt salg af fiskeritilladelser til bl.a.t kinesere. Ikke desto mindre profiterer Salomonøerne af at slutte sig til den fælles Australien-kritiske Stillehavs-dagsorden.

 

Siden 2019 har Kina været Solomonøernes største handelspartner. De økonomiske gevinster har været betydelige, både for regeringsmedlemmers personlige formue og for landets økonomi
_______

 

Aftalen med Kina

Regeringen foretrækker udviklingsbistand, der kommer med så få betingelser som muligt, så det bliver lettere for den politiske elite at berige sig selv – og samtidig prioritere fx sundhed, sanitet og uddannelse højere end den strategiske konkurrence med Kina, som Australien og USA finder vigtigst.

Derfor har Kina siden 2019 kunnet opbygge en strategisk tilstedeværelse i Salomonøerne og et egentligt strategisk partnerskab. Indtil da havde Honiara anerkendt Taiwan frem for Folkerepublikken – nu blev Taiwan droppet. Beslutningen viste, at Honiara var villig til at handle med sin strategiske placering i konkurrencen mellem Kina og USA. Til gengæld herfor har Honiara fra Kina fået udviklingsbistand med færre betingelser om fx frihedsrettigheder og demokratisk parlamentarisme.

Siden 2019 har Kina været landets største handelspartner. De økonomiske gevinster har været betydelige, både for regeringsmedlemmers personlige formue og for landets økonomi. Samtidig er det en udbredt antagelse i lokalbefolkningen og blandt landets journalister, at Sogavare og hans nærmeste rådgivere har modtaget mange penge for at støtte anerkendelsen af Folkerepublikken og indgå et partnerskab med Kina.

Og samarbejdet er ikke kun økonomisk, men også sikkerhedspolitisk. Anerkendelsen af Kina genantændte gamle lokale etniske og politiske konflikter. Stridighederne kulminerede i voldelige optøjer i Honiara i november 2021, der førte til ødelæggelsen af størstedelen af de kinesisk-ejede ejendomme. Der har været kinesisk tilstedeværelse siden 1940’erne – det begyndte med flygtningestrømme fra Kina under borgerkrigen fra 1927 til 1949 og efter Folkerepublikkens fødsel i 1949. Mange af disse gamle kinesere forlod Salomonøerne efter optøjerne, fordi optøjerne gik ud over dem såvel som nyligt ankomne kinesere.

Optøjerne var en klar trussel mod kineseres sikkerhed i østaten og gav Kina en anledning til at etablere en sikkerhedstilstedeværelse på Salomonøerne. I marts 2022 indgik de to lande derfor en femårig sikkerhedsaftale. Aftalen tillader Honiara at anmode om tilstedeværelse af politi, væbnet politi, militært personel og andet forsvars- og retshåndhævelsespersonel fra Kina med henblik på at hjælpe med at opretholde orden, beskytte liv og ejendom, levere humanitær bistand og katastrofeberedskab og løse andre opgaver, som landene når til enighed om. Kinesiske fartøjer kan benytte sig af genforsynings- og reparationsfaciliteter, og kinesiske styrker kan anvendes til at beskytte kinesiske projekter og personel.

Kina har således etableret politistyrker i Salomonøerne, som er i direkte konkurrence med den australske polititilstedeværelse, idet kineserne ligesom australierne bl.a. tilbyder træning af lokalt personel og donerer udstyr. Regeringen i Honiara forsikrer bekymrede røster om, at Kina ikke har planer om at etablere militære baser på øerne. Ikke desto mindre synes aftalen, der er blevet lækket på sociale medier, at give Kina mulighed for at etablere en permanent militær tilstedeværelse, efterhånden som kinesernes polititilstedeværelse bliver forankret i østaten.

Som modsvar til Kinas sikkerhedsbidrag har Australien forøget sit bidrag til politi og forsvar betragteligt, så det nu omfatter grænsekontrol, en splinterny patruljebåd, løntilskud til lokalt ansatte og et integreret radionetværk, der forbinder politi og katastrofeberedskab med sundhedsmyndighederne. Salomonøerne har således profiteret af at invitere Kina indenfor.

Den kinesiske tilstedeværelse giver desuden Honiaras regering mulighed for at afvise australske krav om at styrke de liberale demokratiske elementer i de politiske institutioner og tillader staten at dirigere midler over mod projekter, som landets politiske ledelse synes skal have prioritet. Da Australien i 2022 tilbød at finansiere nationale valg, kaldte den daværende premierminister, Sogavare, det for indblanding i et andet lands indre anliggender. Australiens forslag blev fremsat, samtidig med at et lovforslag om at udskyde udskrivelsen af valg med syv måneder (fra 2023 til 2024) var til debat i det nationale parlament. Lovforslaget blev vedtaget, og det opfattes af mange som et tilbageslag for demokratiet på Salomonøerne. I april 2024 blev landets tidligere udenrigsminister Jeremiah Manele valgt til premierminister og bekendtgjorde, at den hidtidige Kina-politik videreføres.

Blandt de vestlige Stillehavsøer skærpes den strategiske konkurrence mellem Australien og Kina. Fx indgik Australien i 2022 en sikkerhedsaftale med Vanuatu, en østat sydøst for Salomonøerne, om at levere humanitær bistand, katastrofeberedskab, håndhævelse af lov og orden, cybersikkerhed, forsvar, grænsekontrol og maritim sikkerhed. Men i juli 2024 donerede Kina et nybygget præsidentpalads til Vanuatu ved en overdådig ceremoni. Selvom Kina er bag efter Australien, når det gælder regional tilstedeværelse, arbejder kineserne langsomt, men sikkert på at indhente det forsømte.

USA træder ind
I erkendelse af, at Kina nok ikke forsvinder lige med det samme, har Australien forsøgt at samarbejde med kineserne på Salomonøerne for at afdramatisere situationen og stabilisere relationerne med Beijing. Selvom USA udadtil gør fælles sag med Australien, er budskabet bag kulisserne umisforståeligt: Kinas indtog demonstrerer, at Canberra har mistet grebet om sikkerhedssituationen i det vestlige Stillehav. Derfor har USA besluttet sig for selv at intervenere i Salomonøerne.

I september 2022 annoncerede USA således en partnerskabsaftale med østaterne i Stillehavet, der også omfatter Salomonøerne, og som indeholder finansielle støttemidler på 810 mio. dollars. Aftalen kom i stand i kølvandet på Kinas fejlslagne forsøg på at lave en handels- og sikkerhedsaftale med ti østater i det vestlige Stillehav. Da aftalen blev offentliggjort, anerkendte USA ved samme lejlighed Niue og Cook Islands som suveræne stater i forsøget på at demonstrere, at USA tager hensyn til Stillehavs-staternes interesser.

USA har igangsat storstilede bistandsprogrammer, der har til formål at fortrænge den kinesiske indflydelse. En prioriteret opgave er indsatsen mod illegalt fiskeri, som ofte udføres af Kina. Derudover giver indsatsen mulighed for at overvåge aktiviteter på land og til søs fra luften og fra søsiden og sætte ind over for kinesiske fiskeriaktiviteter, der også kan bruges til militære formål, som fx kortlægning af og sabotage mod infrastruktur. USA hævder, at indsatsen beskytter Salomonøernes eksport- og arbejdsmarkedsinteresser. I praksis betyder indsatsen dog ofte mistede indtægter for de lokale, som ellers tjener på illegalt salg af fiskerikvoter til kineserne. Indsatsen giver derfor anledning til utilfredshed og konflikt, især mellem folk fra provinsen Malaita og hovedstadens politiske eliter.

Malaitas tidligere premierminister, Daniel Suidani, har været en af få kritikere af Salomonøernes anerkendelse af Kina. Han modsatte sig beslutningen ved at fremsætte og få vedtaget bestemmelser, der forbyder etniske kinesere og kinesisk-ejede virksomheder at åbne nye virksomheder i Malaita og at modtage udviklingsbistand. Voldelige konflikter mellem etniske malaitaere fra provinsen og folk fra den etniske gruppe guadalcanal i hovedstadsområdet var en væsentlig årsag til, at Salomonøerne efter selvstændigheden i 1978 gradvist udviklede sig til et retsløst samfund. Volden førte til, at landets ledelse i 2003 bad Australien om at sende interventionsstyrker med henblik på at genoprette ro og orden. Malaitaeres beskyldning om diskrimination blev aldrig rigtig adresseret, og det er en væsentlig årsag til, at malaitaere ofte er i opposition til hovedstaden og Honiara, som fx i spørgsmålet om anerkendelsen af Folkerepublikken Kina på bekostning af Taiwan.

I Malaita har det amerikanske SCALE-udviklingsprojekt brugt 25 mio. dollars til at støtte ikkestatslige organisationer og private virksomheder, der skaber jobs i landbrug, skovbrug samt fiskeri. Et yderligere formål for USA er at udtrykke støtte til Suidani og få folk til at stemme på ham– i en tid hvor Honiaras regeringsmedlemmer indskrænker ytringsfriheden og gør befolkningen bange for at udtale sig negativt om den kinesiske tilstedeværelse. Inden valgene i februar 2023 blev Suidani således fjernet fra sit embede ved hjælp af et mistillidsvotum – Sogavares regering havde beskyldt ham for ikke at overholde landets love ved at diskrimere mod etniske kinesere.

Australien er bekymret for USA’s måde at føre udviklingspolitik på. Efter Canberras opfattelse bidrager USA’s politik til øget intern splittelse – og øger faren for endnu et sammenbrud i lov og orden i det fattige land. Og valget i 2024 af den prokinesiske Malele fra Sogavare-administrationen til ny premierminister tyder ikke på, at det er lykkedes for USA at påvirke borgernes syn på Kina.

Kina har en betydelig indflydelse på etniske kinesere uden for sine egne grænser. Og den kinesiske tilstedeværelse i Salomonøerne har genoplivet USA’s gamle frygt for, at Kina kan bruge østaterne i det vestlige Stillehav som trædesten til at true australsk og i sidste ende det amerikanske alliancesystems sikkerhed. Det er frygten for en dominoeffekt, der har fået både Australien og USA op af stolene. Det er første gang, at USA engagerer sig med en selvstændig politik i regionen, og indsatsen er ikke ubetinget populær i Canberra.

Australien argumenterer for, at det er nødvendigt at koordinere sikkerhedsindsatsen med Kina for at mindske konfliktpotentialet, effektivisere indsatsen og forbedre Australiens image blandt borgerne i Salomonøerne. USA har ikke udvist den store forståelse for disse australske synspunkter og har derfor indledt sit eget bistandsprogram for at have mere hånd i hanke med indvirkningen på den strategiske konkurrence med Kina, som har topprioritet i Washington.

Indtil videre står det amerikanske alliancesystem fortsat stærkest blandt østaterne i det vestlige Stillehav. Men Kinas indtog i Salomonøerne har demonstreret, at hvis de små østater undgår at vælge side i den strategiske konkurrence mellem USA og Kina, kan de tiltrække flere midler – både til politiske formål og personlig berigelse af landenes eliter. Det gør det fristende for nabostater at følge Honiaras eksempel. For USA fører dét til den konklusion, at man fra amerikansk side skal levere en strammere styring og mere direkte intervention i Salomonøernes og regionens bistandspolitik – simpelthen for at forhindre, at kineserne gradvist vinder mere og mere strategisk fodfæste på linje med det, som USA har været vidne til i andre regioner, som fx Sydøst- og Sydasien.

Hvem er venner og fjender nu?
Selvom vi oftest hører om stormagternes rivalisering i Taiwanstrædet, Ukraine og Det Sydkinesiske Hav, hører der altså mere til historien: USA intervenerer i periferien af alliancesystemet i mikrolande, som ikke tidligere i USA’s historie er blevet gjort til genstand for USA’s strategiske engagement. Ofte komplicerer det den sikkerhedspolitiske situation, fordi USA ikke har den store føling med de politiske dynamikker i mikrolande som Færøerne i Nordatlanten og Salomonøerne i det vestlige Stillehav.

USA’s nyvundne interesse for at sikre, at strategiske konkurrenter som Rusland og Kina ikke vinder indpas i periferien af det amerikanske alliancesystem, kan skyldes, at vi befinder os i startfasen af den strategiske konkurrence, hvor gamle alliancer og internationale institutioner er i opbrud, og nye interaktionsmønstre tager form. Det sker efter den liberale internationalistiske æra, hvor fokus var på engagement og samarbejde på tværs af ideologiske skillelinjer.
Nu drejer det sig i stedet om at indgå partnerskaber med lande, der ser de samme trusler, som man selv gør. Og det sker i en verden med stærk gensidig økonomisk og finansiel afhængighed – og med teknologier, der giver aktører mulighed for at operere globalt og i relativt nye domæner som cyber og rummet. Denne virkelighed gør det tæt på umuligt at opdele verden geografisk i venner og fjender, i skarp kontrast til situationen under Den Kolde Krig.

Dertil kommer, at der nu ikke blot er to stormagter, der samler stater omkring sig. I stedet har vi flere magtcentre, der er i stand til at forfølge egne strategiske globale og regionale dagsordener, i en grad der ændrer på andre magtcentres handlemuligheder og strategiske valg.

Kina og USA er de to primære globale magtcentre, men aktører som Rusland og EU har også manifesteret sig som magtcentre, der har ressourcerne og viljen til at forfølge deres egne strategiske dagsordener langt uden for deres egen hjemregion, og uden at de øvrige magtcentre har kunnet tvinge dem til at underlægge sig deres dagsorden.

Samtidig opstår der hele tiden skiftende strategiske samarbejder. Fx er Quadrilateral Security Dialogue (QUAD) i Indien-Stillehavs-regionen – bestående af USA, Japan, Australien og Indien – ved at blive suppleret med en ekstra QUAD, hvor Indien er skiftet ud med Filippinerne. Samtidig inviterer man i AUKUS – det militærstrategiske samarbejde mellem USA, Australien og Storbritannien – lande som Sydkorea og Japan til at deltage i det militærteknologiske samarbejde.
Kina og Rusland har også udbygget deres strategiske samarbejde, men samtidig har Rusland opbygget sin egen portefølje af partnere i regioner som fx Afrika, Mellemøsten og Nordøstasien. EU har etableret sig som et indflydelsesrigt magtcenter i Indien-Stillehavs-regionen, men samtidig gør Kina og Rusland indhug i Europas østlige og nordøstlige flanke, fx ved at vinde indpas i lande som Georgien, Ungarn og Serbien. Dermed er alliancemønstrene i Europa også under opbrud.

Så længe interaktionsmønstrene er uforudsigelige og omskiftelige, vil trusselsbillederne, som enkeltstater konfronteres med, ligeledes være omskiftelige. Det betyder, at det store flertal af stater vælger at have større spredning i deres samarbejdsrelationer. Det giver bekymringer i USA såvel som i andre magtcentre i forhold til lande, som hidtil ikke har været sikkerhedspolitiske aktører.

Fx har Fransk Guiana ytret stadigt større kritik af Frankrigs regering, i takt med at lov og orden bryder sammen, og fattigdommen vokser. Udviklingen har fået præsident Macron til at vie territoriet opmærksomhed og afsætte ressourcer til problemløsning, bl.a. ved at indgå et politisamarbejde med Brasilien om at dæmme op for kriminelle mineaktiviteter i begge lande. Eller tag Kosovo, der oplever stadigt flere interne uroligheder som følge af konflikter mellem det albansk- dominerede regime og den russisk-støttede serbiske minoritet. EU har forsøgt at mediere mellem de to parter uden resultat, mens Rusland vinder stadigt større fodfæste i landet.

Den opmærksomhed, som selv mikrolande nu tiltrækker sig, vidner om, at det ikke blot er det amerikanske alliancesystem, der er i opbrud og trækker USA ind i konflikter, som tidligere ville være blevet håndteret af lokale allierede. Det er et nyt og mere generelt fænomen, der rammer alle magtcentre, og som trækker betydelige ressourcer over i sikkerhedssektoren.

Imidlertid har det amerikanske alliancesystem dårlige erfaringer med at lade stå til. Ruslands interventioner i Georgien i 2008 og på Krim i 2014 viste sig at være de indledende øvelser til et større russisk fremstød langs Europas østlige flanke. Vurderingen er derfor, at det betaler sig at gribe ind over for splittelsestendenser i alliancesystemet for at undgå, at de spreder sig. ■

 

Ruslands interventioner i Georgien i 2008 og på Krim i 2014 viste sig at være de indledende øvelser til et større russisk fremstød langs Europas østlige flanke. Vurderingen er derfor, at det betaler sig at gribe ind over for splittelsestendenser i alliancesystemet for at undgå, at de spreder sig
_______

 

Liselotte Odgaard (f. 1967) er seniorforsker, Hudson Institute, Washington, D.C. Hun har udgivet adskillige bøger og artikler om sikkerheds- og forsvarspolitik med særligt fokus på Asien-Stillehavsområdet, Arktis og Europas rolle i den amerikansk-kinesiske strategiske konkurrence.

ILLUSTRATION: Lakseopdræt uden for Vestmanna på Færøerne [FOTO: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix]