Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

24.01.2025

.

”Hvis vi skal være dem, der viser vejen for andre regioner med troværdighed, så kræver det, at vi selv foretager de investeringer, vi ikke har foretaget de seneste 10 år, og som det er fuldstændig uholdbart, at vi stadigvæk ikke prioriterer”

Interview af Philippa Rošić

Bemærk: Interviewet her er foretaget inden Trumps udmeldinger om Grønland.

RÆSON: EU er i de seneste år blevet polariseret på en række områder, herunder militæroprustning, migration og EU-medlemskab. Hvordan vurderer du udsigterne til et samlet Europa i 2025?

LIDEGAARD: Det er jo helt åbenlyst, at EU-landene ikke er enige om alt, og på nogle områder er de dybt splittede. Men når vi kigger på de erfaringer, vi har gjort os de seneste 10 år, så vil jeg vove den påstand, at når EU bliver presset, så er EU-landenes vilje og evne til at finde sammen betydeligt større, end rygtet siger. Da jeg selv var udenrigsminister, oplevede jeg utallige gange, først med Ukraine-konflikten, at vi mødtes dybt splittede og uenige i Ministerrådet, men endte med at gå fra mødet i enighed. Derfor vil min forventning – og selvfølgelig mit håb – være, at det kan lade sig gøre igen.

Jeg ville starte med energipolitikken. I dag importerer EU for 450 milliarder euro fossile brændsler hvert år. Vi er den største importør af energi i verden, og hvis vi brugte alle de penge på at investere i vores egen fremtid, så ville det ikke bare være godt for klimaet, det ville også være godt for vores sikkerhed. Lige nu ryger de penge, som vi i Europa importerer energi for i Rusland og Putins krigsmaskine, til Mellemøsten, til Saudi-Arabien, Iran og Qatar, og gennem deres proxykrige er de med til at gøre vores sydlige grænse ustabil. I det hele taget ville det både erhvervsøkonomisk og samfundsøkonomisk være en kæmpe fordel for EU at blive mere uafhængige af energi. Som jeg ser det, er energipolitik derfor ikke kun klimapolitik; det er også sikkerhedspolitik. Så EU-landene burde, hvis de kommer tilstrækkeligt under pres, kunne finde hinanden. Ikke på grund af, at alle er enige, men på grund af at deres fællesinteresser både handelspolitisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk burde kunne opveje de uenigheder der er.

Med udsigt til en markant højredrejning i Tyskland ved det kommende parlamentsvalg i det nye år: Hvor afgørende bliver en løsning på migrationsspørgsmålet for, at EU-landene kan genfinde fælles fodslag?

Migration er et kæmpestort og kritisk spørgsmål for EU, men lige præcis på migrationsområdet oplever jeg splittelsen som mindre, end den har været. Internt i landene er der nogle meget højreekstremistiske kræfter, som har frygtelige politikker ift. de folk med anden etnisk baggrund, der på nuværende tidspunkt bor i Europa. Men når det handler om migrationen til Europa, og herunder nye flygtninge og nye migrantstrømme, så er det mit indtryk, at den klassiske splittelse, der var før i tiden mellem Syd- og Nordeuropa, er blevet afløst af et fælles ønske om på den ene side at kunne kontrollere antallet af flygtninge sammen med EU’s ydre grænser, samtidig med en erkendelse af, at der skal en eller anden form for migration og udenlandsk arbejdskraft til for, at EU’s økonomi hænger sammen.

Se på Italien. De fik en meget højreorienteret premierminister, der gik til valg på at mindske migrationsstrømmene sammen med et mindre EU. Men som hun ret hurtigt erfarede, når det handlede om at genrejse Italiens økonomi, og om at få kontrol over EU’s ydre grænser, så er det ikke noget, der kan ske på trods af, men kun ved hjælp af EU-samarbejdet. For de eneste, der kan lave de aftaler med andre lande, der skal til for at løse migrationsspørgsmålet, sidder i fællesskab i EU. Så det er ikke, fordi migration ikke er vigtigt, det er ikke, fordi der ikke inden for landene er nogle uhyggelige højredrejede tendenser, men jeg er ikke sikker på, at det er det spørgsmål, der splitter landene mest i dag.

Der er selvfølgelig nogen, der er uenige i det med konventionerne, fx Ungarn og Orbán, men det er stadigvæk sådan, og det er også derfor, at EU er et fantastisk sammenhold og en fantastisk familie, at hvis man ønsker at være en del af den europæiske familie, og ønsker at få alle de fordele, der er økonomisk og handelspolitisk, og i alle henseender sikkerhedspolitisk, så skal man også tilslutte sig de basale internationale regler og konventioner, og det værdisæt, som blev aftalt med Københavnskriterierne helt tilbage i 2001. Det vil sige, at selvom Orbán råber og skriger, og det gør han, og han har også gennemført tiltag i sit eget land, som ligger mig meget fjernt, især når det kommer til minoriteter, både etniske og seksuelle minoriteter og civilsamfund osv., så er det sådan set lykkedes EU at tvinge ham til at rulle meget af det tilbage.

 

Vi er den største importør af energi i verden, og hvis vi brugte alle de penge på at investere i vores egen fremtid, så ville det ikke bare være godt for klimaet, det ville også være godt for vores sikkerhed
_______

 

Er Europa stærkt nok til at kunne stå alene og konkurrere mod verdensmagter som USA og Kina, med den politiske situation Europa står i lige nu, der bl.a. er præget af den tyske regerings kollaps og den franske regerings svækkelse?

I min optik burde vi have en langt mere offensiv tilgang til det europæiske samarbejde, fordi de store poler i Beijing, i Moskva og i Washington D.C. flytter sig. Hvis EU skal kunne tage sin skæbne i egne hænder og fortsat være relevant for resten af verden, så kræver det en større offensiv for EU. Det gør det ift. fuld omstilling af vores energiforsyning, der i min optik er det vigtigste sikkerhedspolitisk træk, som vi overhovedet kan lave i EU. Det kræver også bedre forbindelser og bedre adgang til kapital. Men det kræver også, at vi får egne forsyningskæder af sjældne jordarbejder, råstoffer af forskellig karakter, en ny landbrugspolitik der er mere fremtidsorienteret osv. Og ja, det kræver også en migrationspolitik, hvor vi på den ene side investerer massivt og voldsomt i alle vores nærområder, for at gøre det muligt for unge mennesker, både i det nordlige Afrika, i Mellemøsten og i Østeuropa, at vokse op og realisere deres drømme om at få en uddannelse og et job. På den anden side skal vi fortsat invitere dem, som vi har brug for indenfor og derigennem styrke vores eget arbejdsmarked.

I forhold til den aktuelle situation skal man jo være både blind og døv for ikke at se, hvor svært det ser ud. Det er da historisk dårlig timing, at vi både har Tyskland og Frankrig i en indenrigspolitisk, lidt kaotisk situation, samme år som Trump træder til som præsident i USA. Men sådan er det nogle gange i et demokrati. Vi kan selvfølgelig godt sætte os ned og begræde timingen på alt det her, men det vigtigste, og det, som det politiske lederskab og Danmarks formandskab i EU burde blive brugt til, er at tænke: Okay, i enhver krise er der muligheder, så hvilke muligheder står Europa med nu?

Og der er heldigvis stadig mange muligheder. Lige om lidt har vi forhåbentlig en handlekraftig regering i Tyskland, og vi ved ikke, hvad det bliver for en regering, om den kigger mod højre, eller mod midten, eller hvad den gør, men der er pæne chancer for, at vi igen får en bred- og handlingsfuld regering hen over midten i Tyskland. Derudover er der gode muligheder for, at Frankrig på et tidspunkt også kommer igen. Men der er intet, der er givet, og derfor er håb som sagt ikke en strategi. Jeg så gerne, at Danmark havde en langt mere offensiv tilgang til den europæiske politik og i sin egen ret også selv kæmpede for, at nogle af de ting, vi har snakket om her, rent faktisk sker.

 

Du har tidligere udtalt, at det du fortryder mest fra din tid som udenrigsminister var, at du ikke fik stoppet Danmarks afhængighed af russisk olie og gas. EU har siden da sænket deres gasimport fra Rusland fra 150 mia. m3 i 2021 til 43 mia. m3 i 2023 – Hvor selvforsynende bør EU være?

100 procent.

Så EU skal være 100 procent selvforsynende inden for alle områder?

Ja, det mener jeg er fuldt ud realistisk, og det er jo ikke noget, du kan gøre fra den ene dag til den anden, men du kan godt sige, at det er det, vi fokusere på fx over de næste 10 år. En meget stor del af den europæiske energiinfrastruktur skal i forvejen udskiftes, fordi det er gamle kraftværker, og det giver en fantastisk mulighed for at kunne bygge en ny, konkurrencedygtig nok og sikker energi. Det er der, efter min bedste overbevisning, intet til hinder for andet end nationalistiske hensyn i de enkelte stater, og det er alvorligt nok, men derudover er der intet til hinder for, at vi rent faktisk gør det, og kan få det gjort. Det er rigtigt, at lige efter krigens udbrud i Ukraine lykkedes det at sænke vores import af russisk gas, men den er faktisk steget svagt siden, og den udgør i dag 18% af den europæiske og dermed den danske energiforsyning. Det synes jeg er fuldstændig absurd, at vi poster milliarder af euro ind i Putins krigsmaskine hele tiden, samtidig med at vi prøver at hjælpe Ukraine til at vinde krigen. Det er jo skingrende vanvid, at vi ikke har større fokus på det i min optik, fordi det også vil styrke vores økonomi, gøre noget godt for klimaet, og i det hele taget vores erhvervspolitik.

Hvordan skal vi blive selvforsynende?

Jeg vil pege på to kilder. Vi har i forvejen sat rimelig store fonde af under coronapandemien, som det ikke rigtig er lykkedes at bruge, fordi vi simpelthen er for dårlige. Amerikanerne laver enkle, gode systemer som skattelettelser osv., som er lette at søge for industrien, imens vi har nogle meget indviklede fonde, som det er meget svært at søge, og som ikke særlig mange søger. De fonde skal aktiveres, og det kan også godt være, at de skal aktiveres på den måde, at de skal muliggøre  større låntagning, som nogen har været inde på. Det er den ene ting. Men uanset hvor mange offentlige kroner, vi stiller til rådighed til at risikoafdække og statsgarantere ting og sager, så skal langt de fleste penge i de her investeringer komme fra de kæmpe store pensionsformuer og kapitalfondsformuer, som der er i Europa. Tag bare de danske pensionsmidler, der jo er en Joakim Von And lignende formue, men som vi i dag forvalter meget restriktivt. På en eller anden måde skal vi åbne for, at der med en eller anden form for risikoafdækning fra staten kan investeres i det, vi har allermest brug for, nemlig en kritisk infrastruktur og en ny energiforsyning. Men det kan jeg heller ikke se noget til hinder for, fordi de leder jo også efter gode investeringer. Der er jo det fantastiske ved vedvarende energi, at når du har bygget en havvindmølle, så tager det 8 år at betale den af, og så står den ellers og producerer gratis energi i 30 år derefter. Det betyder jo, at det er en fantastisk god økonomisk investering, især når den er betalt af.

Ser du det, at Europa bliver selvforsynende, som en afgørende faktor for, at Europa kan konkurrere med USA og Kina?

Ja, for hvis man spørger de europæiske industrivirksomheder, hvad den største udfordring for deres konkurrenceevne er, så er det energipriserne. Lige siden Anden Verdenskrig har de haft højere energipriser end deres konkurrenter i USA, Sovjetunionen og i Asien. Men hvis vi faktisk omlagde vores energisystem til vedvarende energi, ligesom vi delvist har gjort i Danmark, så får man lavere elpriser. Det er fordi, at vedvarende energi koster penge up front, men når først vindmøllen er betalt, så står de i 30 år og laver stort set gratis energi. Så der er en stor indledende omkostning, men til gengæld vil vi kunne tilbyde hele den europæiske industri og det europæiske erhvervsliv de laveste energipriser, vi nogensinde har haft, og for første gang blive konkurrencedygtige med vores konkurrenter i resten af verden. Så det er ikke en lille ting det her. Det er ikke for klimahippier alene, selvom jeg selv er klimaentusiast, og betragter det som det vigtigste af alt at gøre noget for klimaet, så har det kæmpe implikationer. Både for vores økonomi, vores erhvervs- og industripolitik, men også for vores sikkerhed, fordi de her 54 milliarder euro, går i lommen på Putin, på Saudi-Arabien, og på Iran. Så der er helt utrolig meget at vinde for Europa.

Bør vi prioritere at blive selvforsynende over at opruste militært?

Hvis vi skal have råd til at investere så meget i det militære, så kan vi ikke fortsat bruge så mange penge på at købe fossile brændsler af andre. Det er ikke modsætninger, men du har ret i, at det er nogle store investeringer. Men som sagt skal der under alle omstændigheder investeres i vores nye energisektor, som er gammel og udslidt, og hvor det vil være fuldstændig tosset at binde til at skulle importere i yderligere 30-40 år.

Rusland invaderede Ukraine d. 24. februar 2022. EU har indtil videre reageret på krigen med sanktioner mod Rusland og militær oprustning, men hvordan bør EU forholde sig overfor Rusland? Bør vi fortsætte den konfrontatoriske kurs, eller bør vi rette blikket mod en diplomatisk løsning mellem de to lande?

Jeg tror, det er svært at finde troværdige forhandlingsløsninger med Rusland, så længe Putin sidder ved roret. Jeg ser ingen lette veje ud af den konflikt, desværre, men jeg ser til gengæld et ret stort behov for at have en strategi for, hvad der skal ske med Rusland efter Putin. Vi skal være i stand til at vise det russiske folk, at der er et alternativ til Putin og den styreform, som han repræsenterer. For det, der jo faktisk ikke er til at holde ud at se på, er, at det faktisk er lykkedes Putin at skabe en ret stor opbakning blandt den russiske befolkning til hans forfærdelige politik i Ukraine, selvom det i høj grad også er det russiske folk der betaler prisen med hundredetusindevis af døde unge russere, og en meget belastet russisk økonomi, udover at det ukrainske folk selvfølgelig betaler den største pris. Vi skal være bedre til at vise den russiske befolkning, at det at gå i retning af et mere liberalt demokrati og et bedre økonomisk samarbejde med EU, det vil give russerne et bedre liv tilbage, end det de kan få med Putin.

 

Jeg ser ingen lette veje ud af den konflikt, desværre, men jeg ser til gengæld et ret stort behov for at have en strategi for, hvad der skal ske med Rusland efter Putin
_______

 

Og hvordan skal det helt konkret eksekveres?

Vi har grundfortællingen på plads, som er, at vi sådan set er åbne overfor at samarbejde med alle de store magter i verden, der er tæt på Europa, så længe de overholder de mest basale internationale regler. Vores erfaring er god, og den erfaring, som de østeuropæiske lande har, er god. Jeg hører selv til den skole, der mener, at en af grundene til, at Putin har kastet sig ud i det her vanvittige projekt i Ukraine, det er, at han sådan set er bange for, at Ukraine skulle begynde at nærme sig EU, og at den russiske befolkning ville kunne se, at en stat, der minder meget om Rusland i dens struktur, oligarki osv., faktisk kunne tilbyde et bedre liv til sin befolkning, fordi de valgte den europæiske og demokratiske vej. Det ville true Putins styre, og hvis jeg har ret i den analyse, så er det enormt vigtigt, at den russiske befolkning kender mulighederne for, at tilslutte sig et form for europæisk samarbejde, når de er kommet af med deres despot, og hvis de vælger samme vej, som Ukraine nu så brændende ønsker at gå. Vi kan også tage da Polen tilsluttede sig EU som et eksempel. Dengang var deres økonomi på nogenlunde samme niveau, som Ukraines var. I dag er deres bruttonationalprodukt langt højere, og i enhver forstand er den polske økonomi mere avanceret, og livet for en almindelig polak langt bedre, end den er for en ukrainer. Så på to årtier er der sket et økonomisk mirakel i Polen. Så det vil sige, at vi har gjort det før, og at de øst-europæiske lande har oplevet, at det er lykkedes. Det er jo ikke fordi, det er let, og at man fra den ene dag til den anden kan overbevise den russiske befolkning om, at det vil være nogen let opgave for Europa at tage på sig. Men hvis du spørger mig, hvad jeg synes, vi mangler, så er det at finde ud af, hvordan vi kan tilbyde Rusland en pakke eller en fremtid efter Putin, som gør, at de begynder at vælge den til i den russiske befolkning, i stedet for at vælge despoter som Putin til.

Den kommende Trump-administration har rettet blikket mod en mere diplomatisk løsning, og er gået til valg på en kommende fredsaftale mellem de to lande, der bl.a. indebærer en fastfrysning af frontlinjen. Er Europa villig til at gå med til en sådan løsning?

Der er ingen af os, der reelt ved, hvad Trump har tænkt sig at gøre. Jeg har ikke noget stort behov for at indikere, hvad der skal ske og ikke ske med en Trump-fred, for en Trump-fred tror jeg sådan set kun gavner Putin og ikke nogen andre. Men sådan som stængerne står i Europa, så er det svært at forestille sig, at hvis USA vælger at gå den vej, som Trump har indikeret, han vil gå, at vi så alene kan overtage støtten til Ukraine, sådan som vores forsvarsindustri ser ud i øjeblikket. Det vil sige, at vi er meget afhængige af, hvad USA finder på. Det er også derfor, at vi skal bruge det mulighedsrum, vi har lige nu, til at påvirke Trump til at vælge en linje, der sikrer, at vi ikke får en fred, der er dikteret alene på Putins præmisser, og så også USA forstår, at det på bare lidt længere sigt også ligger i amerikansk interesse, at Putin ikke bare får det, som han ønsker det.
20. januar 2025 bliver Trump indsat som præsident i USA. Hvordan vil han sætte sit præg på verdenssamfundet i de kommende år, såfremt han fortsætter den protektionistiske kurs, han førte under sin første præsidentperiode?

Jamen, det vil ikke være godt, fordi det især vil ødelægge alliancen mellem USA og EU. Det er sådan set det, jeg er allermest bekymret for med Trump. Sidste gang han sad ved magten definerede han EU som en fjende af USA, og det var ikke bare sådan, så han ville konkurrere med os, han opfattede også EU som en større fjende end Nordkorea. Derfor er jeg dybt nervøs over, hvad han kan finde på at gøre, for jeg ser helst et stærkt transatlantisk samarbejde som alle andre. Men jeg tror, på grund af betalingsoverskuddet mellem EU og USA, at han opfatter EU som fjenden rent handelspolitisk. Ikke militært, men handelspolitisk.

Men hvis Trump fx fortsætter sin konfrontatoriske kurs mod Kina, og pålægger dem høje toldsatser igen, som han også gjorde under sin første præsidentperiode, vil det så være en kurs, vi er villige til at følge i Europa? Hvor langt er Europa villige til at følge Trump?

Jeg tror et langt stykke af vejen at svaret er ja, men det kommer meget an på, om han kombinerer det med en lige så aggressiv politik mod EU. Hvis han gør det, så kan han jo tvinge Europa til at anlægge en mere blød linje handelspolitisk over for Kina. Så det er meget svært at sige noget fast om, før vi kender det fulde billede. Man kan spørge sig selv, hvad er egentlig Europas interesse? Jo, Europas interesse er under alle omstændigheder at skabe en politik, hvor man både på energiområdet, men sådan set også når det handler om råstoffer og sjældne jordarter osv., stadig handler med resten af verden, men uden at være overdrevet afhængig af at importere udefra, som vi har været på stort set alle områder. Både Kina og USA i dag har stærke nationale politikker for at sikre, at de kan brødføde sig selv i enhver forstand, og på samme måde bør Europa også kunne det.

 

Sådan som stængerne står i Europa, så er det svært at forestille sig, at hvis USA vælger at gå den vej, som Trump har indikeret, han vil gå; at vi så alene kan overtage støtten til Ukraine, sådan som vores forsvarsindustri ser ud i øjeblikket
_______

 

Men hvor meget bør Europa samarbejde med Trump ifølge dig?

Så meget som muligt, så længe de tjener vores værdier, vores udenrigspolitik, vores sikkerhed. Vi har ikke råd til at lade være, men det er klart, hvis han sætter klimafjendtlige standarder, og hvis han på andre områder sætter en kurs, som er direkte modstridende med vores værdier og vores interesser, så skal vi selvfølgelig ikke samarbejde på de områder. Så derfor vil det eneste mulige svar være: så meget, det er muligt, men ikke for enhver pris. Især på klimaområdet, ved vi jo at han er et helt andet sted, end vi er på den dagsorden.

Ser du Trump trække USA ud af internationale- og multilaterale aftaler igen?

Ja, det er jeg helt overbevist om, især dem med klima og herunder Paris-aftalen. Det tror jeg, han vil gøre meget hurtigt.

Hvad vil det betyde for USA’s mulighed for at bibeholde sin position som supermagt?

Altså, det er klart, at hvis USA virkelig skulle finde på at gå solo, så vil det efter min overbevisning blive markant sværere for dem. Hvis man skal kigge på den største forskel på Obama og Biden ift. Trump, var det ikke ved den grundlæggende analyse af, at USA ikke længere vil være verdens globale politibetjent, og at de vil forfølge de amerikanske interesser mere snævert at forskellen lå, men det var måden, hvorpå de ville gøre det. Obamas strategi ift. at sikre USAs indflydelse i verdenssamfundet var at række ud til ligesindede allierede, samtidig med at tænke USA som den største alliancespiller i verden. På det område har Trump en anden analyse som er, at USA skal kunne klare så meget som muligt selv. Det er en meget stor forskel i den analyse, som de præsidenter har lavet, og derfor er det ikke helt til at sige, hvad Trump overvejer at gøre nu.

Man skal ikke tage fejl af, at hvis man tager det amerikanske militærbudget ift. de næste 19 militærbudgetter i verden og lægger dem sammen, så er de stadig mindre end USA’s. Så USA er en supermagt militært set, men vil det fortsætte med at kunne være den absolut dominerende økonomiske og geopolitiske magt, hvis de vælger at isolere sig selv? Det er jeg mindre sikker på. Men det kommer helt an på, hvor vidt Trump tager det. Hvis jeg var amerikaner, ville jeg følge Biden og Obamas strategi, fordi jeg tror, det er en mere sikker vej for USA til at fastholde en stor geopolitisk magt. Men de har en stor militærøkonomisk magt, og det er der ikke nogen, der kan tage fra dem.

Kina er de seneste år vokset både økonomisk og militært og er nu verdens næststørste økonomi og mest betydelige handelsstation. EU er uenigt med Kina på en række områder, herunder menneskerettigheder. I hvilket omfang bør vi fortsat indgå samarbejder med Kina?

Vores forhold til Kina er et af de allerstørste og sværeste spørgsmål, men jeg tror stadig ikke, at det er muligt fuldstændig at droppe forbindelsen til Kina, fordi det vil være forbundet med meget store omkostninger, og nok større omkostninger for os end for Kina af både politisk, sikkerhedspolitisk og økonomisk art. Jeg tror, at vi skal være mindre naive og blive bedre til selv at sætte betingelserne for vores samarbejde med Kina. Derudover tror jeg, at vi skal sikre, at alle kritiske forsyninger og alt kritisk infrastruktur, om det så er energi, telefoni eller noget helt tredje, er noget vi selv kan lave.

Men jeg går ikke ind for at arbejde målrettet mod et nyt bipolart verdenssystem, hvor vi kun handler og agerer med USA. For hvis USA på et tidspunkt ikke engang vil handle og agere med os, så er der pludselig kun Europa tilbage. Det der er lidt sjovt, at vi sådan set skal lære af Kina, for Kina har for længst, og det har USA også, lavet en politik, hvor de er mere selvforsynende, på en række områder herunder energi. Vi burde på tilsvarende måde sige, at der simpelthen er nogle områder, hvor vi ikke vil være afhængige af magter, som vi ikke er sikre på, vil os det godt til evig tid.

Hvordan ser verdenssituationen ud om 10 år?

Jeg håber, at den multipolare verdensordning har udviklet sig til et mere balanceret og roligt landkort, hvor de forskellige regioner på den ene side har sikret deres egen energiforsyning og kritiske infrastruktur, samtidig med at de handler og udveksler teknologier og varer. Derudover håber jeg, at vi er gået et stort skridt tættere på at opnå FN’s 17 bæredygtighedsmål, en større stabilitet og et bedre liv for mange flere unge og børn i verden end der er i dag. Det er det, jeg håber og tror på. Men vi skal arbejde for det, og vi skal starte hjemme i Europa. Hvis vi skal være dem, der viser vejen for andre regioner med troværdighed, så kræver det, at vi selv foretager de investeringer, vi ikke har foretaget de seneste 10 år, og som det er fuldstændig uholdbart, at vi stadigvæk ikke prioriterer.

Hvad bør verdenssamfundet have som sin første prioritet de næste 10 år?

Det er let at sige en bæredygtig udvikling, for det er svært at prioritere noget andet nu end en grøn omstilling og social lighed i verden. Man kan sige det sådan, at hvis vi ikke får kontrol over de globale drivhusgasser inden for 5 år, så er det for sent. Så der er ingen tvivl om, at det er den opgave, der haster allermest. Vores generation skal nå at løse den opgave, og derfor er det nok også den opgave, jeg opfatter som den mest presserende inden for de næste 5 år. Det ser jeg ikke som en modsætning til samtidig at sikre mindre ulighed og en mere stabil verdensorden med mere velfærd til flere. ■

 

Det der er lidt sjovt, at vi sådan set skal lære af Kina, for Kina har for længst, og det har USA også, lavet en politik, hvor de er mere selvforsynende, på en række områder herunder energi
_______

 

Martin Lidegaard (f. 1966) er MF og formand for Radikale Venstre samt tidligere udenrigsminister og klimaminister.

ILLUSTRATION: Martin Lidegaard [FOTO: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix]