23.01.2025

Politikere, medier eller borgere i Grønland har taget det hele roligt – til gengæld har panikken bredt sig i København. Resultatet? At der er blevet kastet et kritisk lys på Danmark, herunder danskernes syn på – og behandling af – Grønland.

Kommentar af Pernille Benjaminsen

De sidste ugers heftige debat om Grønlands fremtid har for åben skærm udstillet nedladende retorik og skæve narrativer, der afslører et dystert syn på Grønland og det grønlandske folk. Både fra politikere, eksperter og den almene befolkning.

Opfattelsen af Grønland påvirker politikken – og omvendt. For den politiske linje og retorik kan have en afsmittende effekt på befolkningen og være med til at sætte baren for, hvad der er acceptabel adfærd. Der er ikke langt mellem de synspunkter, vi ser på Christiansborg og dem, vi møder i samfundet. Men der synes at være et fravær af bevidsthed hos de danske politikere om den indflydelse, de har i kraft af deres position og magt.

I Danmark er det nemlig så almindeligt og accepteret at tale nedsættende om Grønland og grønlændere, at der ikke foregår den store refleksion over mønstret – det er bare sådan, det altid har været. Også de danske medier spiller en væsentlig rolle i forhold til den fortælling, der fremstilles om Grønland. Medierne har – særligt i den aktuelle debat – ageret talerør og faciliteret en skæv dækning af situationen. Debatten har på alle mulige måder været absurd.

Danmark har skudt sig selv i foden. I hvert fald hvis ønsket var at opretholde status quo mellem Grønland og Danmark. Og man kan vist også sagtens konstatere, at det danske selvmål har været en fælles indsats, hvor medierne har ladt pistolen, mens politikerne – overvejende fra højrefløjen – har trykket på aftrækkeren.

Set fra et grønlandsk perspektiv har debatten som en løbeild fået tingene til at rulle, og derfor står Grønland nu i en stærkere position overfor Danmark. Der synes nu at være hul igennem og en ny lydhørhed – både politisk og hos de danske medier, der i højere grad er begyndt at lade de grønlandske stemmer komme til orde.

Ikke et nyt fænomen

Debatten om Grønlands fremtid har fået kommentarer med på vejen fra mange, som har følt et behov for at ytre deres betragtninger. Men der er intet nyt i de mange synspunkter, der er blevet ytret under debatten. Og det har heller ikke været usædvanligt at skulle stå model til nedsættende retorik, stigmatisering og fordomme om Grønland og grønlændere. Det er et fænomen man som grønlænder er meget bevidst om, fordi vi møder det alle vegne, både helt åbenlyst og ucensureret, og i en mere subtil indpakning.

Jeg er ikke blind for, at der er mange danskere, der ikke udviser denne adfærd, men ikke desto mindre er det en langt mere udbredt problematik end de fleste er klar over. I mediebilledet har man gennem 2024 kunnet følge fx spiralsagen, striden om Grønlands deltagelse i Nordisk Råd og ambassadørposten i Arktisk Råd, sprogdebatten i folketinget, balladen om danske kommuners anvendelse af ikkekulturtilpassede forældretests og ikke mindst anklagen om folkedrab som den grønlandske formand for Naalakkersuisut fremsatte i DR’s Deadline kort inden årsskiftet (fremsat på baggrund af spiralsagen).

Det er ikke ualmindeligt, at danske politikere giver udtryk for et hovmodigt syn på Grønland. Det så vi fx under en spørgetime i folketinget, hvor Inger Støjberg, uden omsvøb, reducerede grønlandsk tolkning i folketinget til et cirkus. Rasmus Jarlov deler ivrigt sine synspunkter om Grønland og har sågar postet en 9 minutter lang video på YouTube, hvor han som repræsentant for Det Konservative Folkeparti forklarer, hvorfor Grønland tilhører Danmark. Også Venstres rets- og skatteordfører i folketinget Preben Bang Henriksen har for nyligt delt sit syn på Grønland og kaldt de grønlandske politikere og folketingsmedlemmer utaknemmelige.

At der er stærke følelser på spil i debatten kunne man bevidne, da en tydeligt oprevet Morten Messerschmidt i TV2 News på det bestemteste afviste statsminister Mette Frederiksens understregning af, at det er grønlænderne, der bestemmer over Grønlands fremtid.

Følger man diverse kommentarspor til debatten kan man se en klar lighed med de synspunkter, der ytres politisk. Retorikken er hård og mange bemærkninger grove, nedladende, hadefulde og hånlige. Der synes at være stor enighed om, at Grønland er afhængig af Danmark – og står i gæld til Danmark for den rolle, Danmark har spillet for Grønland gennem tiden. Bloktilskuddet bruges hyppigt som et argument for, at grønlænderne skal være taknemmelige, og der synes at være en udbredt opfattelse af, at Danmark har reddet grønlænderne fra et primitivt liv i fattigdom. Men nummer ét på listen over mest udbredte synspunkter er opfattelsen af, at grønlænderne er ude af stand til at forholde sig realistisk til landets fremtid.

Listen over eksempler er lang og viser en patroniserende retorik om, at grønlændere er inkompetente og irrationelle mennesker, der ikke evner at varetage egne interesser. Der eksisterer en opfattelse af, at det er berettiget at ytre sig negativt om Grønland – at man ved bedre – på trods af at det faktisk er alment anerkendt i den danske befolkning, at der er meget lidt kendskab til Grønland.

 

Listen over eksempler er lang og viser en patroniserende retorik om, at grønlændere er inkompetente og irrationelle mennesker, der ikke evner at varetage egne interesser
_______

 

Debatten har taget en positiv drejning for Grønland

En række danske politikeres håndtering af situationen har mildest talt været præget af panik og forhastede konklusioner. Derfor ringer det hult, når den ene politiker efter den anden er ude og advare om situationens alvor og opfordre de grønlandske politikere og den grønlandske befolkning om at tænke sig godt om, inden der træffes store beslutninger om Grønlands fremtid. For der er ingen i Grønland – hverken politikere, medierne eller befolkningen – der har håndteret situationen så overilet og impulsivt som det nu er tilfældet i Danmark.

Man kunne nemt have håndteret situationen langt mere varsomt og taktisk ved at give Naalakkersuisut og den danske regering arbejdsro. Så havde de fået muligheden for – med én stemme – at meddele USA, at de to regeringer har et fælles standpunkt i spørgsmålet om Grønlands fremtid. Der var nemlig intet pres på Danmark fra grønlandsk side – hverken fra politikere, befolkningen eller de grønlandske medier. Sagt med andre ord, der var ingen i Grønland, der vendte blikket mod Danmark og afkrævede øjeblikkelig handling.

Tværtimod. I virkeligheden tog man situationen med en afmålt ro i Grønland – med god grund – for vi er vel alle enige om, at en situation som denne kræver, at man tænker sig godt om og undgår forhastede beslutninger. Men det blev overdøvet af de danske mediers panikagtige dækning, der lynhurtigt zoomede ind på den ene danske politiker efter den anden, som var ivrige for at dele deres betragtninger om Grønlands inkompetence til at forholde sig til situationen.

Håndteringen har skadet Danmark. Ikke kun fordi man sender et klart signal til USA om, at forholdet mellem Grønland og Danmark er udfordret, men også fordi det har givet anledning til at kaste et kritisk lys på Danmark og Danmarks behandling af Grønland. Fra en grønlandsk vinkel, har forløbet derimod været til fordel for Grønland. For der er ingen tvivl om, at den store interesse for Grønland har givet den danske regering incitament til at finde løsninger på udfordringer, der i årevis har været underprioriteret og genstand for nøl.

Danmarks håndtering af situationen og den nye linje hos regeringen, er ikke gået ubemærket hen i den grønlandske bevidsthed. Det stod klart, da de seneste ugers fokus på Grønland kulminerede i tv-debatten på TV2 søndag 19. januar, hvor toppolitikere og fremtrædende stemmer i den offentlige debat fra Grønland og Danmark samledes til en snak om rigsfællesskabet og Grønlands fremtid. Budskabet var enstemmigt og klart fra de grønlandske stemmer: At den aktuelle debat ikke var opstået, hvis der havde været et ligeværdigt og respektfuldt samarbejde mellem Grønland og Danmark. Og det blev understreget fra alle fronter, at det grønlandske folk kræver et opgør med det skæve syn på Grønland og det danske selvbillede som ’den gode rigsfælle’. Eller med andre ord: Rigsfællesskabet som vi kender det i dag, har ikke en fremtid – men kræver nytænkning. ■

 

Rigsfællesskabet som vi kender det i dag, har ikke en fremtid – men kræver nytænkning
_______

 

Pernille Benjaminsen er jurist og arbejder med menneskerettigheder. Hun skriver som privatperson.

ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) taler under pressemøde i Spejlsalen på Christiansborg, København, 10. januar 2025 [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Rikke Wetendorff Nørgaard: Europa må bruge Trumps taktik, hvis vi skal have en plads ved bordet og sikre vores sikkerhed

Klaus Krogsbæk efter München: USA brød borgfreden i Vestens indre relationer – men afslørede også hykleriet i de ydre

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Amerikanerne søger tre svar fra europæerne om Ukraine. Hvad vil vi svare?

Jesper Olsen: Når kryolitstøvet har lagt sig, er der behov for en alvorlig samtale om genren: TV-dokumentar

Craig Calhoun: Vi er nødt til at tage alvorligt, hvor ødelagte de liberale demokratier var inden Trump

Jacob Kaarsbo: Det er ikke Putin, men europæerne, der er problemet for Trump. Derfor kan vi stå over for et stort transatlantisk brud