09.09.2009

EU går et skæbneefterår i møde. Sverige skal lede 27 medlemslande frem til en klimaaftale i København og blive enige om en ny fælles regulering af finanssektoren i kølvandet på krisen. Samtidig står EU overfor et institutionelt kaos, hvis irerne stemmer nej til Lissabon-traktaten i oktober. RÆSON giver dig et overblik over, hvilke personer der får betydning for EU’s svar på udfordringerne.

Af Rikke Brøndum, Korrespondent RÆSON

SVERIGES yngste statsminister nogensinde Frederik Reinfeldt står i spidsen for EU’s formandskab under overskriften ”Taking on the Challenge”. Den 44-årige erhvervsøkonom, som i 2006 førte det borgerlige parti Moderaterne til en overbevisende valgsejr, skal lede og indkalde det Det Europæiske Råd, der består af EU’s 27 regeringschefer. Han har ansvaret for, at de til oktober får besluttet, hvor stort et beløb EU skal afsætte til udviklingslandene, så der er konkrete tal at lægge på bordet til klimaforhandlingerne i december. Reinfeldts arbejdsbyrde bliver dog tynget af, at både det nyvalgte EU-parlament og usikkerheden om den nuværende Kommissionen svækker handlekraften i de to institutioner.

I december bliver Embedsmanden Artur Runge-Metzger en central spiller på EU’s vegne under klimaforhandlingerne i København. Han blev uddannet økonom fra Tyskland i 1985, har arbejdet for EU-Kommissionen siden 1993 og har de sidste fem år befundet sig i Generaldirektoratet for miljø som chef for klimaenheden. Han er én af EU’s mest erfarne forhandlere på klimaområdet og var under forhandlingerne i Poznan med til at give udviklingslandene bedre muligheder for at få del i den globale klimatilpasningsfond. Han fik også på EU’s vegne forhandlet en køreplan op til COP15 på plads og fik gjort Kyoto-protokollens ”Clean Development Mechanism” mere gennemskuelig. EU-landene er imidlertid blevet mødt med voldsom kritik for endnu ikke at have besluttet, i hvor høj grad de vil hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig klimaforandringerne, men Runge-Metzger har tidligere understreget, at EU til gengæld kræver konkrete løfter fra fattige lande og ikke bare er et tag-selv-bord. om Echefforhandler er det ham , der vil repræsentere EU under de lange forhandlingsnætter til COP15 topmødet, dog flankeret af Sveriges klimaforhandler Anders Turesson.

Den svenske finansminister, den 41-årige akademiker Anders Borg bliver et omdrejningspunkt for både finanskrise og klimakamp. Som formand for ECOFIN, der består af alle Europas finans- og økonomiministre, skal han sørge for at ministrene senest til oktober har udarbejdet et forslag om EU’s finansielle bidrag til klimaaftalen. Han skal også stå i spidsen for implementeringen af EU’s nye regler om regulering af bankerne. Borg startede sin karriere som journalist på Svenska Dagbladet, men blev i starten af 90´erne headhuntet som politisk rådgiver for daværende statsminister Carl Bildt og har siden været aktiv i svensk politik. Som borgerlig finansminister indebærer Anders Borgs vækststrategi lavere skat og færre overførselsindkomster

Gordon Brown. Storbritanniens premierminister kommer også til at få et afgørende ord, når EU skal beslutte, i hvor høj grad den finansielle sektor skal reguleres. Mens Angela Merkel og Frankrigs Sarkozy ikke har lagt skjul på, at de ønsker strammere kontrol med banker og hedgefonde, så er Gordon Brown under pres fra finanssektoren i London, der som Europas finansielle centrum er stærkt skeptiske overfor finansiel regulering, specielt hvad angår kapital- og hedgefonde. Gordon Brown har foreløbig udtalt, at han støtter en international regulering af finansmarkederne og kontrol med bankchefers bonusordninger, men har været langt mere diskret omkring reglerne for hedge- og kapitalfonde.

Den irske socialist og medlem af Europa-Parlamentet, 60-årige Joe Higgins, er værd at holde øje med op til Irlands afstemning om Lissabontraktaten. Higgins, som har været aktiv i irsk indenrigspolitik siden 1991 og har mere end 10 års erfaring som EU-parlamentariker, er højlydt modstander af traktaten. Han har startet kampagnen SayNo.ie og stod i spidsen for nej-siden under Irlands første Lissabon-afstemning.

Anders Fogh Rasmussen, Danmarks nye topfigur på den internationale scene, har som ny NATO generalsekretær allerede sat kursen mod at få strømlinjet EU’s forhold til den transatlantiske alliance. I august opfordrede Fogh Tyrkiet til at ende den årelange og komplekse strid om Cypern, som blandt andet betyder, at EU ikke kan hjælpe NATO i Afghanistan. Hvis det på sigt lykkes Fogh vil det være starten på en ny epoke i EU’s sikkerhedspolitik.

Præsident Obama’s nye udsendte til EU, William Kennard vil fremover repræsentere USA under forhandlinger med EU. Det drejer sig især om handelsaftaler og terrorsamarbejde. Senest har det skabt røre i EU-parlamentet, at USA siden 2001 i hemmelighed har haft adgang til privates bankdata. En permanent aftale skal forhandles med USA, når en ny EU-Kommission er på plads.

Direktøren for den europæiske erhvervsorganisation Business Europe, belgiske Phillipe de Buck.  Som en europæisk Hans Skov Christensen (direktør i DI, red.) taler han på vegne af over 20 millioner virksomheder og vil arbejde intenst på at få deres interesser repræsenteret i EU’s post-krise beskæftigelses- og økonomiske politik. Han har i øvrigt hentet inspiration i Danmarks flexicurity-model. De Buck er en hyppig gæst i Kommissionen og er tidligere direktør for AGORIA, sammenslutningen af belgiske teknologivirksomheder.

Joaquin Almunia, EU’s spanske økonomikommissær bliver ansvarlig for udkastet til EU’s nye Lissabon-strategi, som er EU’s plan for vækst og beskæftigelse. Almunia var spansk beskæftigelsesminister, før han i 2004 fik kommissærposten. Her var han relativ usynlig, indtil finanskrisen brød ud sidste år. Hans direktorat har netop lanceret en stor online konsultation og på baggrund af de input vil han præsentere EU’s vækstplan i slutningen af november. Almunia, som er medlem af det spanske socialistparti PSOE fik sin første ministerpost i 1982. Han har også grundlagt tænketanken ”Laboratorio de Alternativas”.

Det franske konservative medlem af Europaparlamentet Jean-Paul Gauzèz, bliver central for EU’s regulering af finanssektoren. Han er netop udpeget som ordfører for Europas i øjeblikket mest omstridte direktiv, der vil underlægge kapitalfondene strammere regulering som følge af finanskrisen. Som ordfører fungerer han som Økonomiudvalgets rådgiver om direktivet. Kender man derfor hans holdning, så kender man med stor sandsynlighed også parlamentets. Gauzès er både uddannet økonom og jurist og har arbejdet som advokat for den finansielle sektor. Hans politiske karriere startede i 1983, da han blev valgt som borgmester i den franske kommune Sainte Agathe d’Aliermont. Sideløbende med sin politiske karriere har han også undervist på l’Université de Sciences Sociales i Toulouse