17.12.2010

I det nye nummer af RÆSON bidrager ph.d.-studerende Christian Bayer Thygesen med en stor analyse af krigen i Afghanistan, “Giver vi op som krigen virker?” I dag udbygger han sin analyse i et interview med os. Både artiklen og interviewet kræver abonnement på RÆSON (250 kr./året, 200 for studerende). Køber du abonnement nu, får du med det samme adgang til både interviewet og artiklen.

BLANDT POINTERNE:
– S-SF-R ER FAKTISK ENIG MED VKO: ”Oppositionens udmeldinger om, at de gerne ser en hurtig transition i Afghanistan i form af en øget vægt på det civile, skal til en vis grad ses som en del af positioneringen frem mod en valgkamp […] det skal ses som dansk indenrigspolitik og ikke som så meget andet. I forhandlingslokalet vil der i forligskredsen være en bred enighed om og forståelse for, hvorfor den militære del af det danske engagement stadig er nødvendig.”
– OBAMA ER IKKE VED AT GIVE OP: ”Vi har under Obama set en tredobling af både det civile og militære engagement fra USA’s side. Der er intet, der tyder på, at Obama er noget andet end committed til engagementet i Afghanistan”.
– TALEBAN ER UNDER USET PRES: ”Hvis man skal sammenfatte det kort, er Taleban under et hidtil uset pres gennem de seneste tre måneder. Over 2500 oprørere er blevet tilbageholdt og ca. 1000 er blevet dræbt.”
– KARZAI SAVNER STADIG STØTTE: ”På det overordnede strategiske niveau, målet om, at befolkningen skal bakke op om regeringen i Kabul og bryde med Taleban, er vi imidlertid endnu ikke begyndt at se et nævneværdigt skred.”

Interview af Thomas Damgaard

1. De fleste iagttagere er enige om, at Danmark ikke kan blive i Helmand uden de britiske tropper. Tror du, at briterne for alvor er på vej ud af Afghanistan nu, og hvornår vil de i så fald være helt ude?
Jeg tror i høj grad vi vil se et dansk engagement, der strækker sig i samme længde som det britiske.
Briterne har samstemmende med de øvrige NATO-lande ved Lissabon-topmødet forpligtet sig til, at se 2014 som en fast bagkant for NATOs militære engagement i Afghanistan. Det sendte et ret stærkt signal fra Lissabon om, at ånden i [NATOs] musketér-ed stadig eksisterer. Men hvad dette konkret betyder for den britiske tilstedeværelse og nedtrapning hen mod 2015, er ikke blevet konkretiseret. Det vil afhænge af udviklingen på jorden.
David Camerons seneste udmelding om, at en britisk tilbagetrækning vil starte allerede i 2011, er helt i tråd med hvad amerikanerne siger. Men tempoet for den tilbagetrækning er altså ikke specificeret endnu. Hvis man sammenholder dette med de signaler, der blev sendt fra Lissabon-topmødet, er der intet der tyder på, at den tilbagetrækning der indledes i 2011 vil blive markant. Den vil snarere være gradvis og ganske konservativt afhængig af forholdene på jorden.

2. Hvor “committed” er Obama og USA til at fuldføre den strategi? Altså at have overladt ansvaret for sikkerheden til Afghanerne i 2014?
Vi har under Obama set en tredobling af både det civile og militære engagement fra USA’s side. Der er intet, der tyder på, at Obama er noget andet end committed til engagementet i Afghanistan, hvilket også blev bekræftet i Lissabon her i november. Dette er tydeligt, når han har valgt verdens mest kendte og muligvis mest indflydelsesrige militærgeneral til at føre an for tropperne i Afghanistan, nemlig David Petraeus. Der er intet, der indikerer, at USA skulle være andet end fuldt forpligtede til engagementet i Afghanistan.

3. Er der nogle tegn “on the ground” på, at Obamas ”surge” (troppeforøgelse) virker?
Ja, der er faktisk klare tegn på, at den nuværende strategi begynder at vise taktiske fremskridt. Det er skrøbelige, gradvise og reversible fremskridt, men det er KLARE fremskridt. Det er en synergieffekt mellem flere spor i counter-insurgency-strategien, som både tæller det militære og civile spor.
Hvis man skal sammenfatte det kort, er Taleban under et hidtil uset pres gennem de seneste tre måneder. Over 2500 oprørere er blevet tilbageholdt og ca. 1000 er blevet dræbt. I visse befolkningstætte områder i Helmand og Kandahar ses fremskridt i sikkerheden. En nylig meningsmåling foretaget i Helmand viser fx at to tredjedele af befolkningen mener udviklingen går i den rigtige retning. Endvidere er andelen af befolkningen i Helmand, der beskriver deres sikkerhed som god, steget fra 10-20 procent i december sidste år, til ca. 60-70 procent nu. Så der er indikatorer der viser, at det går i den rigtige retning. Men fremgangen er skrøbelig, reversibel og ikke entydig.
På det overordnede strategiske niveau, målet om, at befolkningen skal bakke op om regeringen i Kabul og bryde med Taleban, er vi imidlertid endnu ikke begyndt at se et nævneværdigt skred.

4. En “sejr” er nu defineret som overdragelse af sikkerheden til de afghanske styrker i 2014. Anser du dette for muligt? Og hvis ikke – kan man så, som man har gjort tidligere, omdefinere hvad en sejr i Afghanistan er?
Hvis målet er defineret som, at Afghanistan skal kunne stå på egene ben, så er det realisérbart. Spørgsmålet er imidlertid, om det er bæredygtigt på længere sig ud over 2014. Hvorvidt Afghanistans stabilitet og politiske udvikling er bæredygtigt i det lange løb er et åbent spørgsmål. Jeg vil mene, at det indenfor en relativ kort tidsramme frem til udgangen af 2014, ER muligt at opbygge et sikkerhedsapparat i Afghanistan, der er i stand til at garantere for landets interne sikkerhed. Der er dog ikke tvivl om, at der i lang tid fremover vil være behov for omfattende støtte udefra, også fra Danmark.

5. Oppositionen i Danmark taler om en hurtigere tilbagetrækning, der skal efterfølges af en civil indsats i stedet for en militær. Er det realistisk, at man kunne have en meningsfuld civil rolle at spille i en situation, hvor man ikke længere har soldater i landet? [NB TILFØJELSE: Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen mener, at denne formulering er upræcis – han siger til RÆSON: “Vi har IKKE foreslået at alle danske tropper trækkes ud i 2011” og tilføjer, at partiet ønsker “at fokus skal skiftes mod træning og uddannelse frem for de nuværende kamp-opgaver, og det ser vi gerne ske hurtigst muligt, begyndende fra sommeren 2011”]Oppositionen udmeldinger om, at de gerne ser en hurtig transition i Afghanistan i form af en øget vægt på det civile, skal til en vis grad ses som en del af positioneringen frem mod en valgkamp. Den brede Afghanistan-strategi fra 2008-2012 har stadig bred opbakning i Folketinget. Der vil selvfølgelig ske en positionering på det retoriske niveau. Jeg vil ikke mene, at oppositionens tilgang har bund i en urealistisk vurdering af situationen i Afghanistan, men det skal ses som dansk indenrigspolitik og ikke som så meget andet.
I forhandlingslokalet vil der i forligskredsen være en bred enighed om og forståelse for, hvorfor den militære del af det danske engagement stadig er nødvendig. Der vil være uenighed om hvordan transitionen konkret skal udmøntes: skal det være nye opgaver, et andet ansvarsområde eller en konkret en reduktion i troppetal? Slagsmålet vil gå på hvor konkret man vil være i Helmand-planen. Vil man binde sig til konkrete mål, eller vil man tillade en højere grad af fleksibilitet?
Der er ingen tvivl om, at Danmark har en meningsfuld civil rolle at spille i fremtiden. Vi yder et meget vigtigt bidrag på det civile område, især i forhold til uddannelse, hvor Danmark altid bliver fremhævet som den artige elev i donorklassen. Vi udfører en relativt stor civil indsats i Afghanistan. Danske midler har finansieret ca. 14 skoler i Helmand alene og et lærerseminarium. Det har bidraget til, at 8 mio. børn i Afghanistan går i skole i dag, herunder ca. 36 procent piger. I 2001 var dette tal under 1 mio., herunder næsten ingen piger.

6. Tror du Karzai forbliver ved magten efter overdragelsen af ansvaret i 2014, og når de vestlige styrker har forladt landet?
Det formelle svar er nej: Karzais anden embedsperiode udløber i 2014. Så hvis den afghanske forfatning skal tages alvorligt, giver det en klar bagkant for, hvor lang tid Karzai kan blive ved magten. Men der kan ske utroligt meget i afghansk indenrigspolitik, det er utrolig uigennemskueligt. Fx kunne præsidentpaladset argumentere for, at Afghanistan er i en så ustabil situation, at der er behov for stærkt lederskab, lidt af en Machiavelli-løsning. Det kan også være en del af forsoningsforhandlingerne med Taleban, at man når frem tid, at Karzai er den eneste kompromiskandidat til magten. Man kan se mange måder hvorpå Karzai kan omgå forfatningen og forblive ved magten, men som udgangspunkt kan han ikke sidde ud over den her anden periode.

7. Hvilke indrømmelser kan Taleban få i de forhandlinger, der foregår – uden at det kommer til at ligne et knæfald for fundamentalisme, reaktionære kræfter og terror?
De røde linjer fra både regeringen i Kabul og det internationale samfund er stadig, at i enhver form for forsoning, må Taleban anerkende den afghanske forfatning, nedlægge våbnene og bryde forbindelsen til Al-Qaeda. Det må forstås som et krav om fuldstændig overgivelse. Hvis det er præmissen for en forsoning er det næppe et knæfald for fundamentalismen, for så har Taleban sådan set langt våbnene fuldstændigt og spillet alle deres kort af hånden. Jeg tror ikke der er nogen der ved i dag, hvordan en konkret forsoningsløsning med Taleban kommer til at se ud. Aktuelt er det vigtigste det symbolpolitiske i, at man har indledt en kontakt. Der er endnu ikke tale om konkrete forhandlinger.
Hvis man sidder i Mullah Omars stol, er der endnu ikke det store incitament for at forhandle. Taleban kan, i hvert fald i et vist omfang, se sig selv som værende i en stærk position. Den position er godt nok ved at smuldre, så det kan godt betyde, at de vil være mere villige til at indgå i en forhandling om en mulig forsoningsaftale. Men som det står lige nu, er der ikke meget der indikerer, at Taleban er interesseret i en meningsfuld aftale om forsoning.

FOTO: US DEPT. OF DEFENSE