16.12.2011

Rusland oplever de største demonstrationer siden Sovjetunionens opløsning i 1991. Men den russiske opposition er splittet, og det er derfor tvivlsomt, hvorvidt demonstrationerne kan bringe de ønskede resultater. Putin afviser omvalg, trods beskyldninger om valgsvindel.

REPORTAGE af Marie Birkelund & Christopher Hermann, MOSKVA

Ifølge russisk politi deltog omkring 20.000 demonstranter i lørdagens demonstrationer på Bolotnayapladsen i Moskva, og der var også anti-Kreml-demonstrationer i Skt. Petersborg og flere større byer i Rusland. Organisatorerne melder om det dobbelte antal. Maria Mellander, som deltog i SILBA’s valgobservation sidste søndag, har fulgt demonstrationerne på nært hold, og er overbevist om, at der var langt flere.

”Der var mindst 10.000 i St. Petersborg og 50.000 i Moskva. Det vilde er, at folk ikke før har gjort det. Der var alt, hvad der kunne kravle og gå af demonstranter,” siger hun. Det der i de første dage, viste sig som spæde opbud af fortrinsvis studerende og andre unge i Moskva og St. Petersborg, tyder nu på at have udviklet sig til bredere protester med deltagelse af specielt den højere uddannede del af middelklassen. Folk er trætte af snyd og valgsvindel og lider af politikerlede over for især Vladimir Putins parti Forenet Rusland, som de anklager for at være skyld i landets stagnation.

”Folk råbte ‘Rusland uden Putin’. Det er almindelige mennesker, der demonstrerede. Der var også de gamle babushkaer [bedstemødre, red.]. Det er, fordi det er sikkert, at politiet ikke kan anholde 50.000 mennesker,” lyder beskrivelsen af lørdagens demonstration i Moskva fra Maria Mellander.

Protesterne kan ses som kulminationen på en øget stramning af valgloven i 2004, og statens gradvist øgede kontrol og chikane af oppositionspartierne. Inden 2004 var der 45 partier, der var opstillingsberettigede, det tal er nu nede på blot syv. Så sent som få måneder inden valget 4. december menes Kreml at have haft en afgørende rolle i kuppet af den populære leder for partiet Retfærdigt Rusland, milliardæren og forretningsmanden Mikhail Prokhorov. Mikhail Prokhorov var faldet i unåde efter at have kritiseret Putin og Medvedev, lanceret et nyt, dristigt moderniseringsprogram og have advokeret for en kontroversiel partikandidat imod Kremls ønske.

På trods af den udbredte og øgede frustration blandt oppositionspolitikerene er det især utilfredsheden med valgsvindlen ved Duma-valget [parlamentsvalget, red.] i sidste weekend, der samler den brede sammensætning af demonstranter. Den politiske opposition i form af partierne Retfærdigt Rusland, Kommunistpartiet og Liberal Demokraterne, der reelt støtter op omkring Putins parti Forenet Rusland, kører med lav profil i forhold til protesterne.

Det afgørende bliver, om protestbevægelsen vil blive i stand til at samle en forenet opposition, som de tre partier repræsenterer, da modstanden hidtil har været præget af en løs organisering af forskellige modstandsgrupper, som ud over modstanden mod Kreml ikke nødvendigvis har det store til fælles. Det mener blandt andre Anna Sharodskaya, som er direktør for det uafhængige Regional Press Institute: ”Oppositionen har ingen rigtige ledere og er enten ikke trænet i at tale eller ved, hvad den skal sige.”

Et muligt bud på en samlingsfigur i forhold til protesterne er ifølge flere iagtagere bloggeren Aleksei Navalny, der gennem sin blog www.navalny.ru og sin twitter-profil har beskrevet og dokumenteret eksempler på myndighedernes magtmisbrug og korruption. Navalny, der talte til mandagens opmøde af 5.000 demonstranter i Moskva, blev efterfølgende arresteret. Navalny bliver i den brede modstandsbevægelse krediteret for at være ophavsmanden til at samle folk om den idé, at de alle er imod ”partiet for tyve og svindlere”, som henviser til Putins parti Forenet Rusland.

De mere venstreorienterede grupperinger inden for modstandsbevægelsen har dog som en konsekvens af Navalnis nationalistiske synspunkter ikke den store sympati for at have ham som samlingsfigur.

En bevægelse, der har haft stor succes med at samle noget af den spraglede opposition, er Strategy 31. Organisationen har igennem tre år demonstreret for den forfatningssikrede ret til at forsamle sig og har hver anden måned førsøgt at forsamle sig på Triumfalnaya Square, som myndighederne dog belejligvis spærrer af med forskellige begivenheder, som for eksempel en sundhedsfestival eller en sportsdag for militæret. Ironisk nok forsøger myndighederne at underminere og marginalisere Strategy 31 og andre oppositionskræfter med påstande om, at de skulle repræsentere nationalistiske kræfter.

Den kommende tid vil vise om bevægelsen kan holde sammen på flokken og forstå at udnytte det momentum, de har skabt. De seneste dages demonstrationer har dog vist, at det kan lade sig gøre at aktivere de borgere, som tidligere passivt og apatisk lod tingene gå sin gang. Spørgsmålet er også, hvor længe magthaverne vil tillade den grad af protester, vi nu er vidner til. Hvad der tidligere kunne betegnes som politiske modstanderes harmløse forsøg på at få luftet deres utilfredshed, er nu i fare for at udvikle sig til et potentielt ”arabisk forår”.

Maria Mellander mener, at oppositionen skal forsøge at finde sammen om en fælles plan, men er i tvivl om, hvorvidt det kan føre til forandringer af det russiske samfund: ”Man kan håbe på reformer og en koalitionsregering, men ifølge mine kilder i Kreml vil det formentlig kræve en økonomisk krise, før folk virkelig vil kræve forandring, og Kreml vil blive presset til det”.

Der er planlagt nye demonstrationer 18. december i St. Petersborg og omkring 20. december i Moskva.

MARIE BIRKELUND (f.1983) er B.A. i Politics and international relations fra University of Kent i England, Programme International fra Sciences-Po, Paris, og cand.mag. internationale studier fra Aarhus Universitet. Primær interesse er sikkerhedspolitik, klima og ressourcekonflikter. Ansat i Udenrigsministeriets Center for Public Diplomacy. CHRISTOPHER HERMANN (f. 1988) er B.A. og kandidatstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han har specialiseret sig i international politik og brasiliansk udenrigspolitik. ILLUSTRATION: Ordensmagten, Moskva, Rusland, 10. december 2011 (foto af B. Gadenne-Feertchak).