Ron Paul: Den evige dark horse

Ron Paul: Den evige dark horse

07.11.2011

.

HVEM SKAL UDFORDRE OBAMA? RÆSON portrætterer op til det amerikanske primærvalg fra januar-juni 2012 de republikanske kandidater, der har størst vinderchancer. En af dem bliver Barack Obamas udfordrer ved præsidentvalget til november 2012. Her Ron Paul, som altid er med, men aldrig vinder.

Af Mira Borggreen

Læs også
Herman Cain: Den afgørende outsider (GRATIS)
Rick Perry: Den nye favorit
Mitt Romney: Den stille favorit
Michelle Backmann: Den højlydte outsider (GRATIS)

På mange måder har Ron Paul med mere end 20 år i Kongressen mere politisk erfaring på nationalt niveau end alle de andre republikanske kandidater – tilsammen. Som politiker har han så godt som undgået skandaler, opbygget en nærmest kult-agtig fanskare og fået skabt et ry som en konsekvent og ærlig politiker. Alligevel er flere danske eksperter i amerikansk politik enige: Ron Paul bliver aldrig USAs præsident.

Måske er det, fordi han vil skære en trillion amerikanske dollars (en billion danske kroner) i USAs budget i 2013, legalisere narkotika eller fordi han vil trække USA ud af Afghanistan, FN og NATO? Buddene er mange. Overraskende nok klarer Paul sig dog ret godt i meningsmålingerne, men desværre for ham, er det de andre kandidater, der løber med opmærksomheden.

Nederst på mediernes liste
De amerikanske medier virker nemlig heller ikke overbeviste om Pauls evner som præsident. I en undersøgelse af medieomtale i primærvalgkampen fra det anerkendte Pew Research Center’s Project for Excellence in Journalism kommer Paul i 2011 ind på en 10. plads med sølle 27 historier mod Mitt Romneys 221.

I et interview med FOX News 16. august i år anklagede Paul de amerikanske medier for den manglende dækning. Paul påpegede, at han har en stærk organisation omkring sig, at han er god til at samle penge ind og måske vigtigst af alt, så har han i efteråret vundet eller været godt placeret i en række meningsmålinger inklusiv den Iowa Ames Straw Poll i august, der for en kort stund gav vinderen af målingen, Michele Bachmann, vind i sejlene. I Iowa kom Mitt Romney desuden først ind på en syvende plads – Paul blev nummer to. Når det kommer til indsamlingen af penge til kampagnen har Paul også klaret sig godt. Ifølge tal genereret af The Center for Responsive Politics fra tredje kvartal af 2011, så ligger Paul på en fjerdeplads efter Obama, Romney og Perry.

Ifølge ’Are the media scared of Ron Paul?’ fra The Christian Science Monitor, så bunder den manglende mediedækning, ifølge Paul selv, i en frygt for at hans politik i den grad udfordrer hele det etablerede system. Men Pauls egen analyse af mediernes frygt er ifølge artiklen måske mere et spørgsmål om, at medierne har svært ved at definere ham som politiker. I forhold til Romney, der er klar front-runner, så er Perry Sydens Håb og Bachmann Tea Party Prinsessen. Paul passer simpelthen ikke ind i en boks – og fremstilles, hvis han overhovedet får mediedækning, derfor ofte som en lidt skør provokatør.

Republikaner med et kæmpe twist
Ud fra et dansk synspunkt, så kombinerer Paul med sin totale modstand mod krig elementer fra Enhedslistens partiprogram, Kristendemokraternes modstand mod abort og Liberal Alliance og De Konservatives forkærlighed for skattelettelser – Paul vil dog skære indkomstskatten helt væk! Et politisk kludetæppe af en filosofi, der nok alligevel vil vække opmærksomhed hos de fleste.

Officielt stiller Paul op for det republikanske parti, men hans egentlige ståsted i den politiske arena er langt fra så enkelt forklaret. Paul samler, ifølge politisk kommentator på TV2 News Mads Fuglede, i høj grad inspiration fra liberalismen, som Fuglede deler op i over ti forskellige forgrenede retninger – med hver deres ideologiske skel: “Paul rummer træk fra dem alle, men bryder samtidig også med alle grundskolerne. Til tider har han været meget selvmodsigende, og han rummer også et stærkt træk af konspirationstænkning. Men hvis man skal rubricere ham i en af skolerne, er det nok bedst at forstå ham – meget simpelt, som en paleolibertarianer.”

Fra socialstat til minimalstat
I virkeligheden er Paul hverken typisk moderat eller sågar en traditionel højrefløjskonservativ. Når det kommer til Pauls økonomiske udgangspunkt, så er han i stedet stærkt inspireret af den østrigske skole. Den østrigske skole bygger på de økonomiske tanker af f.eks. Friedrich A. Hayek og Ludwig von Mises. Deres økonomiske tilgang er ifølge definitionen på Copenhagen Institute (coin.dk) kendetegnet ved: ’et radikalt forsvar af den frie konkurrence og det frie marked. Det analytiske udgangspunkt for den østrigske skole er baseret på individet og dets handlinger. Østrigske økonomer anvender derfor i dag ikke statistiske modeller i deres arbejde, eftersom de ikke mener at sådanne modeller kan indfange den komplekse virkelighed, der udgøres af den menneskelige adfærd.’

“Ron Paul er minimalstatsmand, så det batter,” siger Jørn Brøndal, President of the Nordic Association for American Studies til RÆSON og fortsætter: “Eftersom mange medlemmer af Tea Party-bevægelsen også hader aspekter af den velfærdsstat, der har sine rødder i Franklin D. Roosevelts New Deal og Lyndon Johnsons Great Society, kan de sagtens tilslutte sig dele af Ron Pauls filosofi.”

Paul konsekvente holdninger afspejles også tydeligt i hans stemmeafgivelse i Kongressen. I en undersøgelse fra 2004 placerede Paul sig som den mest konservative af alle 3.320 medlemmer af den amerikanske kongres og præsidenterne i årene 1937 til 2002. En placering, der umiddelbart kan være svær at forholde sig til, men hvis man holder det op mod det faktum, at Paul på sin egen hjemmeside under præsidentvalg-kampen i 2008 insisterede på, at han aldrig vil stemme for lovgivning med mindre den ekspressivt var autoriseret af den amerikanske forfatning, så giver det måske mere mening.

Fødselslægen, der blev forfatningsforkæmper
Ronald Ernest Paul blev født i 1935 i Pittsburgh, Pennsylvania. Den økonomiske depression i 1930erne ramte familien, der var landmænd, hårdt. Paul begyndte, ifølge sin biografi på iowacaucus.info/2012, at arbejde som femårig. Sytten år senere, i 1957, fik Paul sin BA i biologi fra Gettysburg College. Samme år giftede han sig med Carol Wells. Efter de var blevet gift, påbegyndte Paul medicinuddannelsen på Duke University. Hans uddannelse blev dog afbrudt i efteråret 1962, da han blev indkaldt til militærtjeneste på grund af Cuba-krisen. Paul blev del af det amerikanske luftvåben og arbejde i årene 1963-65 i lande som Sydkorea, Iran og Etiopien som kirurg.

I 1968 flyttede familien til Texas, hvor Paul, som havde specialiseret sig i gynækologi og obstetrik, åbnede en privat praksis. Midt i den blomstrende karriere som læge besluttede Paul dog som 36-årig at gå ind i politik. Det skete, da præsident Nixon erklærede, at den amerikanske dollar ikke længere skulle måles i forhold til guldstandarden. Paul var forarget. Borgernes penge var ifølge Paul dermed gået fra at være penge af reel værdi til politiske penge med den amerikanske regerings altoverskyggende hånd på pengepungen.

Paul tabte sin første valgkamp til den siddende republikaner Robert R. Casey, men da Casey blev headhuntet af præsident Ford til et andet job, blev Paul i april 1976 valgt ind i Repræsentanternes Hus. Glæden var dog kort, for i november samme år tabte Paul pladsen til en demokrat med mindre end 300 stemmer. Paul blev dog genvalgt i 1978. Efter et mislykket forsøg på at blive valgt til Senatet i 1984, besluttede Paul sig for at vende tilbage til lægefaget. I de seks år Paul nåede at sidde som kongresmedlem blev han kendt for sin hårde økonomiske linje. I Pauls afskedstale lød det sådan: ‘Det er svært for en, som elsker ægte frihed og virkelig afskyr statens magt at komme til Washington for en periode og ikke gå herfra uden at være blevet en ægte kyniker.’

Ambitioner i sværvægtsklassen
Under sloganet ‘A choice for freedom’ stillede Paul op som præsidentkandidat for det libertarianske parti i 1988. Partiet er USAs tredjestørste og det hurtigst voksende med mere end 200.000 registrerede vælgere. Det blev grundlagt i 1971 med modstanden mod Vietnam-krigen som et af omdrejningspunkterne. I 1988 endte Paul som nummer tre efter republikaneren og vinderen, George H. W. Bush og demokraten Michael Dukakis.

På trods af, at Paul ikke blev valgt, så betød hans kampagne i 1988, at Paul blev kendt i den amerikanske offentlighed. Paul vandt ‘hearts and minds’ hos en gruppe af amerikanske vælger, der senere skulle vise sig at danne grundlaget for den meget loyale base Paul i dag nyder godt af – både politisk og økonomisk.

Under hans anden præsidentvalgkamp i 2008, hvor han stillede op for det republikanske parti, gik det til gengæld meget som vi ser i dag. Han klarede sig godt blandt græsrødderne, vandt flere straw polls, samlede overraskende mange penge ind – mindre fra organisationer og mere fra enkeltpersoner. Desuden var Pauls navn, ifølge en undersøgelse fra Technorati, der en online søgemaskine for blogs, det mest søgte – mens han kæmpede en kamp for at få omtale i de mere traditionelle medier. Paul trak sig i juni 2008 og investerede kampagnens midler i en interesseorganisation, der blev døbt ‘Ron Paul’s Campaign for Liberty.’ I september 2008 fortalte Paul pbs.com at, organisationen “fremadrettet skulle arbejde for at minimere den føderale indflydelse, organisere græsrødderne og oplære frihedsaktivister i, hvordan man fører valgkamp.”

Dr. No
Ifølge artiklen ‘Congressman Paul’s Legislative Strategy? He’d Rather Say Not’ fra The Washington Post, så taler Ron Paul nærmest kærligt om de gode gamle dage før det offentliges indtog overtog alt. Hvis det stod til Paul, så kunne USA fint klare sig uden CIA, den amerikanske centralbank, en lang række ministerier og alt det, som ikke er specifikt skitseret i forfatningen fra 1787. Derfor stemte Paul, ifølge artiklen, også nej til både Irakkrigen og til at Ronald Reagan og Rosa Parks måtte modtage en æresmedalje fra Kongressen. Ifølge Paul er medaljer imod forfatningens definition af, hvad skattepengene skal bruges til. I 2005, da Kongressen stemte om at sende milliarder af dollars til ofre for orkanen Katrina, da stemte Paul såmænd også nej. Hvorfor? Han mente, at folk, der frivilligt havde valgt at bo ved kystlinien også måtte tage konsekvensen af dette – og at det ikke skulle gå udover befolkningen i Arizona eller New York.

Artiklen fra 2006 virker nu alligevel som et godt udgangspunkt for at forstå Pauls ‘Plan to restore America’, som er den økonomiske plan han lancerede for i midten af oktober 2011. Planen inkluderer om noget nedskæringer i det offentlige budget på 1 trillion dollars i 2013. I forhold til Romneys økonomiske plan med 59 punkter, der er fokuseret på at skabe 11.5 millioner jobs ved at sænke skatterne og skære i det offentlige budget, så går Pauls plan linen ud. Der er ét overordnet punkt: Skær 1 trillion dollars i det offentlige budget.

De mange milliarder dollars, Paul vil spare, skal primært findes ved at skære over 800 milliarder dollars i forsvarsbudgettet – Paul vil trække USA ud af alle USAs krige, ud af internationale organisationer og skære al ulandsbistand væk. Derudover vil Paul nedlægge seks ministerier, inklusiv energi og undervisningsministerierne. Det vil lette budgettet med 179 milliarder dollars og skære 134.000 offentlige ansatte væk. Den kommende præsident skal ifølge Paul også gå fra en løn på 400.000 dollars til 40.000, som kampagnemedarbejdere sidenhen har anført er medianlønnen for en amerikansk lønmodtager.

Pauls plan lægger sig ifølge artiklen ‘Ron Paul’s Economic Plan Eliminates Department of Education and 5 Others’ på abcnews.com på nogle punkter ret tæt op ad hans rivaler. F.eks. vil Paul skære selskabsskatten fra 35% til 15 % mod Romneys 25%, men Newt Gingrich ønsker, den skal ned på 12.5% og Herman Cain helt ned på 9%. Alligevel er Pauls plan uden tvivl den, der kræver mest massive og omfattende besparelser.

Så hvad står Paul egentlig for?
På mange måder mener flere danske eksperter, at hemmeligheden bag Pauls succes måske er en kombination af hans konsekvente holdninger, hans personlighed og hans nærmest Moses-lignende prædiken om ‘The Promised Land’: “Pauls rolle er mere som ideologisk frontkæmper end egentligt udøvende politiker,” vurderer Marcus Rubin, nyligt afgået USA-korrespondent for Politiken

Siden han blev genvalgt til Repræsentanternes Hus i 1997 og frem til i dag – samlet set har Paul været valgt 12 gange af hver to år til Kongressen – har han i høj grad, udover de tidligere nævnte såsom anti-abort, profileret sig på mindre stat, mindre skat og mindre international involvering.

I forhold til USAs internationale engagement er Paul meget klar i mæglet. USA skal ud – af det hele. Internationale organisationer, der må sanktionere såsom den internationale krigsforbryderdomstol og sætte rammer for f.eks. frihandel som NAFTA og WTO er ifølge Paul en direkte trussel mod landets suverænitet. Om USAs udenrigspolitiske linje skriver Paul på sin hjemmeside om de store nedskæringer i forsvarsbudgettet hans økonomiske plan lægger op til: ‘ Der skæres ikke en penny fra vores nationale forsvar, men derimod i vores irrationelle angreb i lande som Irak og Afghanistan.’

Da Paul gav udtryk for ovenstående i en republikansk tv-debat i september 2011 blev han mødt af både klapsalver og højlydt buhen. På FOX News dagen efter sagde den politiske kommentator Jack Burkman, at han mente Ron Paul kunne vinde nomineringen i 2012 baseret på Pauls klare budskaber – især på økonomi. I et interviewet vurderer Burkman, at Tea Party-vælgerne med bekymringer omkring USAs økonomiske situation kan blive afgørende for Paul.

Jørn Brøndal er enig i, at Paul til dels fanger Tea Party-vælgernes opmærksomhed, når det kommer til statens begrænsede indblanding og økonomi, men at han vil få svært ved at skabe fælles fodfæste med dem på andre afgørende områder: “Mon ikke de vil få svært ved at give ham ret i, at krigen mod narko skal ophøre? Eller at dødsstraffen skal afskaffes på føderalt plan? Men mon ikke de fleste Tea Party-folk – i modsætning til Paul – i sin tid bakkede op om USAs Patriot Act og om Irak-krigsresolutionen?”

I artiklen fra The Christian Science Monitor om Pauls manglende mediedækning vurderedes det også, at Paul aldrig vil kunne vinde et præsidentvalg, fordi hans udenrigspolitiske ståsted som due og passifist står meget langt fra den almindelige republikanske vælgers holdning, der er mere baseret på mere høgerisk – militant og krigerisk – tilgang.

Krigsmodstander og Tea Party Godfather Paul stemte som den eneste af de republikanske præsidentkandidater i 2008 og en af de seks eneste republikanske kongresmedlemmer nej til krigen i Irak, fordi han mente Bush-regeringen benyttede krigen mod terror til at begrænse civile rettigheder. Paul kritiserede Bush-regeringen for den manglende exit-strategi, reelle beviser for masseødelæggelsesvåben og det faktum, at Irak-krigsresolutionen ikke var baseret på Kongressens valg om at gå i krig:

Pauls åbenlyse kritik i en periode, hvor USAs politikere overordnet stod sammen uanset partifarve, betød alligevel at han fik udvidet dele af sin fan- og vælgerbase til at inkludere både krigsskeptiske republikanere, Bush-kritiske demokrater og spirende Tea Party-vælgere.

Samtidig opfattes Paul på mange måder som en art ideolog for Tea Party-bevægelsen. Længe før der var noget, der hed Tea Party-partiet anno 2010, afholdt Paul ifølge artiklen ‘Ron Paul: From Dr. No To Tea Party Godfather’ på dfw.cbslocal.com en fundraiser på en rejebåd i Galverston, Texas. Folk var klædt ud i kostumer, der mindede om dem fra det originale Boston Tea Party i 1773. Til Pauls Tea Party rullede deltagerne falske tønder med te ud i den mexicanske golf. Pauls gentagne fokus på, at lovgivning om f.eks. pornografi, undervisning og stoffer skal lægges ud til de enkelte stater, vakte en del genklang hos den store base, der samlede sig omkring f.eks. Michele Bachmann, der oprindeligt gik ind i politik, fordi hun mente uddannelsespolitik skulle flyttes fra nationalt til statsniveau.

Ron Paul anno 2012
I juli 2011 offentliggjorde Ron Paul, at han ikke genopstiller som kongresmedlem, men i stedet ville fokusere på at blive nomineret til præsident. Med 30 års politisk erfaring på CV’et og et republikansk parti i kamp med sig selv om, hvem de egentlig helst ser som Obamas udfordrer, så burde Paul stå stærkt. Men spørgsmålet er, hvem appellerer Paul egentlig til? Mads Fuglede er ikke i tvivl: “Liberalismen har alle dage været meget maskulin, og en procentdel af hvide mænd i USA har en slags sympati med Paul.”

Men på trods af stor erfaring, så rykker den entusiastiske vælgerskare omkring Paul ikke ved, at han står over for en række problemer, hvis han skal klare sig godt frem mod den endelig valgkamp. Jørn Brøndal vurderer, at Paul slet ikke appellerer bredt nok til at vinde nomineringen og et efterfølgende valg:

“Pauls store problem er, at mens hans rene og klare holdninger appellerer stærkt til de højreorienterede græsrødder, vil han have svært ved at appellere til de uafhængige vælgere på midten. Selvom en del af dem utvivlsomt finder skattesænkninger attraktive, vil de formodentlig finde hans ideer om at ændre forfatningen, så der aldrig igen kan komme underskud på de offentlige finanser, for ekstreme. De vil utvivlsomt også finde hans isolationisme for ekstrem.”

Så selvom Paul i august 2011 klarede sig forbavsende godt i en Rasmussen Report måling (Obama 39%, Paul 38%), så er de fleste vist alligevel enige om, at Obama-lejren ville fryde sig, hvis Paul virkelig blev nomineret. For hans ekstreme holdninger vil formodentlig afskrække de uafhængige vælgere så meget at Obama ville vinde noget nær en jordskredssejr.

MIRA BORGGREEN (f. 1983) er uddannet journalist med en cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Tidligere praktikant i både Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed og i Presse, Kultur- og Informationsafdelingen på den danske ambassade i USA. Hun arbejder i dag som Netværkskoordinator hos Udvikling Odense. ILLUSTRATION: Ron Paul (shaunconnell).