10.06.2011

Bin Ladens formodede efterfølger Ilyas Kashmiri meldes dræbt i endnu et amerikansk droneangreb på pakistansk jord. Det udstiller igen Pakistans blakkede ry som terrorrede og modvillig allieret og bestyrker USA i sin brug af målrettede angreb – selv om det koster civile liv. For det virker og sender et klart signal: Vil I selv, eller skal vi?

Af Christiane Bjerglund Andersen

Tilflugtsstedet
Det begyndte under det britiske Raj. Når sommerheden lagde sig tæt og kvælende over alt på de nordindiske sletter, søgte dem der kunne – kvinder og børn, soldater og bureaukrater – mod de kølige bjergstationer ved foden af Himalaya-kæden. Mange årtier senere, da jorden brændte under fødderne på Osama bin Laden, blev en af disse byer, Abottabad i det moderne Pakistan, igen et tilflugtssted. I et stort nybygget hus omgivet af meterhøje mure levede al Qaedas leder i skjul i anslået fem-seks år indtil sin død 2. maj 2011.

En måned senere, 3 juni 2011, blev Ilyas Kashmiri og flere af hans mænd dræbt i et amerikansk droneangreb i det barske Sydwaziristan i det nordvestlige Pakistan. Kashmiri var blevet udpeget som en mulig al Qaeda topfigur efter bin Ladens død. Hans død er bekræftet fra pakistansk side og af hans egen Harkat-ul-Jihad-al-Islami-gruppering, men endnu ikke af USA, formodentligt fordi Kashmiri en gang tidligere er ’afgået ved døden’ efter et droneangreb i 2009 – en bekendtgørelse, der viste sig ikke at holde stik. Hvis Kashmiri denne gang vitterligt er død, kan det være en større sejr end Osama bin Ladens død i praktisk betydning: Som formodet leder of al Qaedas operationelle gren, udgjorde Kashmirien anderledes konkret trussel end Bin Laden. Hvor Bin Laden først og fremmest blev et symbol og en ideologisk korsfarer, var Kashmiri en grusom guerillakriger og strateg, der bl.a. menes at stå bag en lang række mord og massakrer og de planlagte terrorangreb på Jyllands-Posten.

Droneangrebene, som nu ser ud til at have dræbt Kashmiri, og de operative aktioner som det i Abbottabad peger på to centrale punkter: 1. Pakistan er tilflugtssted for et tæt netværk af ekstremistisk terrorisme. 2. USA vælger i stigende grad at gribe aktivt ind over dette, på trods af Pakistans protester.

Et Silicon Valley for terrorister
Har Pakistan udviklet sig til en petriskål for ekstremisme, et ”ground zero for terrorisme” og en regulær ”terrormaskine”? Forsvarsakademis Manni Crone oprullede i en rapport fra 2009, hvordan de pakistanske myndigheder i overvejende grad har overladt store territorier til forskellige konstellationer af fundamentalistiske bevægelser. Det bemærkelsesværdige er den netværksdannelse, som har fundet sted i de seneste år mellem grupperinger som al Qaeda, Lashkar-e-Taiba, Lashkar-e-Jhangvi, Harkat-ul-Jihad-al-Islami, og Tehrik-e-Taleban Pakistan, uagtet deres forskellige natur og fokus (henholdsvis lokale, regionale og globale). Områderne fremstår som et fundamentalistisk Silicon Valley, hvor der netværkes, planlægges, og ideudvikles. Undersøgelser af data fra huset i Abbottabad har vist, at netop udbyggelse af det, den indiske indenrigsminister Chidambaran betegner som den pakistanske ”terror-infrastruktur” under en al Qaeda-paraply, var Osama bin Ladens primære fokusområde i ugerne op til hans død.

Situationen muliggøres dels af de pakistanske myndigheders reelle afmagt i regionen, dels af de betændte forbindelser mellem de fundamentalistiske kræfter og efterretningstjenesten ISI og hæren, som er Pakistans egentlige magtfaktor. ISI og hæren ser fortsat gennem fingre med de terrorgrupperinger, som de mener at kunne drage nytte af i stedfortræderkrigen i Kashmir. Det faktum har betydet, at Pakistan har været en til tider meget fodslæbende partner i kampen mod terror siden Colin Powell og Richard Armitage første gang stillede Musharraf over et afgørende ultimatum i de hektiske uger efter 11. september 2001 – også selvom terroren ofte rammer Pakistan selv.

Afsløringen af bin Ladens tilholdssted bare 50 km fra Islamabad har fået spørgsmålene om Pakistans egentlige loyalitet til at blusse op med fornyet kraft.

Øget amerikansk pres
Både i kraft den hjemmedyrkede ekstremisme og sine porøse grænser til Afghanistan er det umuligt at forestille sig en stabil region uden en indsats i selve Pakistan: AfPak-konceptet er en velvalgt neologisme. Problemet er, hvordan man bevirker disse forandringer. Ifølge et lækket notat fra den amerikanske ambassade i Islamabad ingen amerikanske check på bistand stor nok til at overtale Pakistan til at definitivt at kappe båndene til terrorgrupperne. Samtidig risikerer USA at fremmedgøre og underminere de pakistanske myndigheder yderligere ved at gribe ind med militære operationer, det såkaldte ’targeted killing programme’.

Det omstridte program, som især er kendt for brugen af de dødbringende dronefly, blev optrappet betragteligt i 2008 og er steget drastisk siden. Men den relativt høje succesrate følges af stort antal civile tab, der skaber moralske og politiske problemer. De præcise tal er omstridte, men for hver Ilyas Kashmiri, Baitullah Mehsud eller Usama al-Kini ramt, mister 10 civile livet.

Den kritik og modvilje, der udtrykkes fra officiel hold i Pakistan, er i en vis grad til ære for det hjemlige publikum: Uden for den offentlige diskurs har Pakistan været mere medgørlig. Ikke desto mindre er der en reel utilfredshed med USA’s overtrædelser af landets suverænitet – en utilfredshed som i 2011 i stigende grad er blevet vokaliseret. Bemærk følgende: Osama bin Laden død har ledt til fortørnelse over den amerikanske indgriben mere end til selvransagelse.

Den amerikanske administration selv står splittet. Foreløbig er det dog besluttet at holde fast i den nuværende kurs. Mens Pakistan raser, parlamentet vedtager forbud, og udenrigsministeren indgiver protester på den amerikanske ambassade, er aktionerne taget til siden april. I indeværende uge er der ifølge New York Times allerede udført fem droneangreb, hvoraf ét altså sandsynligvis dræbte Ilyas Kashmiri.

Uagtet Pakistans protester bestyrker den seneste tids succes med aktionen mod bin Laden i maj og droneangrebet mod Kashmiri i juni USA i den offensive, unilaterale fremgangsmåde. Først og fremmest symboliserer angrebene, at USA er villig til bevæge sig langt ind i den international folkerets gråzoner – og at Pakistans bedste redskab imod suverænitetsovertrædelserne er at øge samarbejdet og optrappe sin egen indsats i de problematiske regioner.

Skriften har stået på væggen længe, men med den seneste tids iøjefaldende operationer, har den amerikanske ledelse tegnet den op med rødt. Når Pakistans lader terroristerne søge tilflugt i sine nordlige egne, er USA parat til at skrue op for varmen under dem.

Foto: Den pakistanske terrorist Ilyas Kashmiri – nu dræbt af droner.

Christiane Bjerglund Andersen (f. 1983) studerer International Business and Politics på CBS, er BA i Medievidenskab fra Københavns Universitet og har læst politisk kommunikation og vælgeradfærd ved University of Wisconsin-Madison. Christiane er studentermedarbejder i Integrationsministeriet og tidligere politisk praktikant ved den danske Ambassade i New Delhi.