19.05.2011

Mindre fokus på solidaritet og liberalisme og mere ustabilitet – uanset hvem der vinder. Det er udsigterne op til parlamentsvalget i Polen til efteråret, hvor venstrefløjen meget vel kan blive nøglen til regeringsmagten.

Af Søren Riishøj

Polen har siden valget i 2007 været styret af en flertalskoalition bestående af Donald Tusk’s Borgerplatformen og Bondepartiet. De seneste meningsmålinger tyder på, at koalitionen næppe kan fortsætte efter valget. Udsigterne til at generobre regeringsmagten forekommer ligeledes minimale for Kaczynski-brødrenes Ret og Retfærdighedspartiet (PiS). Partiet får formentlig omkring en fjerdedel af stemmerne og er dermed uden store chancer for at være med i den kommende polske regering.

Nøglen til regeringsmagten vil antagelig være hos Venstredemokratisk Alliance (SLD). Partiet er i den økonomiske og sociale politik nærmest Ret og Retfærdighedspartiet, men kan dog næppe leve med Kaczynski’s antikommunistiske fundamentalisme. Donald Tusk kan muligvis undgå at regere sammen med ”postkommunisterne” ved hjælp af partiet ”Polen er det Vigtigste”, dannet af en gruppe afhoppere fra PiS, hvis altså partiet kommer i parlamentet.

Meget er usikkert, men én ting er sikker: Polen er uanset hvad på vej mod mere politisk ustabilitet, og den historiske bipolaritet i polsk politik mellem solidaritet og liberalisme er under afvikling.

Fra bipolaritet til ustabilitet
Valget tilbage i 2007 var en styrkeprøve mellem på den ene side det ”solidariske” Polen ledet af Kaczynski-brødrenes Ret og Retfærdighedspartiet (PiS) og på den anden det ”liberale” Polen ledet af Donald Tusk’s Borgerplatformen.

Den gamle skillelinje i polsk politik – ”postkommunisme” over for ”post-Solidaritet” – havde ikke længere den store betydning, og den tidligere så stærke ”postkommunistiske” Venstredemokratiske Alliance (SLD) var gået voldsomt tilbage i vælgeropbakning.

Både Ret og Retfærdighedspartiet og Borgerplatformen, hovedaktørerne ved valgene i 2005 og 2007, er unge partier. Begge blev oprettet i kølvandet på Valgaktion Solidaritets (AWS) krise og undergang op til valget i 2001. Begge var solidt repræsenteret i parlamentet under den socialistiske regering fra 2001 til 2005, da vælgeropbakningen til den ”postkommunistiske” regering var i frit fald.

Kampen mellem Borgerplatformen og Ret og Retfærdighedspartiet blev ved valget i 2005 vundet af Ret og Retfærdighedspartiet. Jaroslaw og Lech Kaczynski’s parti vandt overraskende både regeringsmagten og præsidentposten.

I 2007 vandt Borgerplatformen. I valgkampen havde Donald Tusk og Borgerplatformen lanceret sloganet om det ”moderne Polen” og et ”irsk mirakel” i Polen som kontrast til Kaczynski-brødrenes nationalistiske og stærkt højre-konservative politik. Den polske økonomi klarede sig pænt dengang, men kun takket være de internationale konjunkturer. I 2007 gik den irske økonomi stærkt frem, og hundredetusinder forlod Polen for at søge arbejde på de britiske øer og stemte i stort tal på Borgerplatformen.

Polen under Tusk: administrere, ikke reformere
Efter valgsejren i 2007 kunne Borgerplatformen uden besvær danne regering sammen med Bondepartiet. Bondepartiet var dog ikke indstillet på at gennemføre store neoliberale reformer, som en lav flad skat, flere privatiseringer og nedskæringer af den offentlige sektor.

Den nye regering havde et pænt flertal bag sig, men flertallet var ikke stort nok til at omgå de præsidentielle veto’er mod love vedtaget i parlamentet. At omgå præsidentiel veto kræver 60 procent flertal, og her manglede regeringen stemmer.

Rivaliseringen mellem præsidenten Lech Kaczynski og ministerpræsidenten Donald Tusk var også markant i udenrigspolitikken, især i forhold til EU og Rusland. Donald Tusk ønskede en mere ”normal” diplomatisk og interessebetonet politik i forhold til både EU og Rusland, mens Lech Kaczynski stod for en klart mere euroskeptisk politik og en helt åben koldskrigspolitik over for Rusland, både før og efter udbruddet af Ruslands krig med Georgien i 2008. Os-dem-opdelingen var kort sagt altafgørende for Kaczynski-brødrenes parti, både i udenrigs- og indenrigspolitikken. Donald Tusk derimod repræsenterede en centristisk linje.

Striden med Lech Kaczynski stillede sig i vejen for at gennemføre bestemte love, men var, målt vælgermæssigt, ikke til skade for Borgerplatformen, der vandt mange stemmer alene på at være ”anti-PiS”. Donald Tusk slog på, at der med regeringsskiftet var skabt politisk og økonomisk ”normalitet”, hvor det gjaldt om at ”administrere”, frem for at ”reformere”.

Polen har under Tusk bevæget sig over mod enkeltsagspolitik med vægt på tillid eller mistillid til enkeltpersoner og med lav vægt på politiske programmer. Ret og Retfærdighedspartiet fastholdt efter tabet af regeringsmagten den højrepopulistiske profil. På Venstrefløjen, i den centristiske bløde populistiske variant, var Grzegorz Napiralski’s Venstredemokratisk Alliance, der måske kan opnå et politisk comeback ved valget i efteråret.

Borgerplatformens centristiske linje blev beklaget af neoliberale som den tidligere finansminister og nationalbankdirektør Leszek Balcerowicz, men bekom længe mange polakker vel, i hvert fald så længe forsigtighed med hensyn til gennemførelse af nye politiske og økonomiske reformer var ledsaget af stigning i levefoden.

Polen klarede sig overraskende godt igennem finanskrisen. Der var taget få udlandslån i hårde valuter, bankreguleringen var bedre end i mange andre EU-lande, og det store hjemlige marked og EU-støtten holdt godt gang i hjulene. Som eneste EU-land havde Polen økonomisk vækst både i 2008 og 2009.

Efter flytragedien
Flytragedien 10. april 2010 ændrede meget i polsk politik. Afdøde præsident Lech Kaczynski’s tvillingebror Jaroslaw Kaczynski valgte at stille op som modkandidat til Borgerplatformens Bronislaw Komorowski ved det fremskyndede præsidentvalg. Tonen i præsidentvalgkampagnen var væsentlig mindre brutal end ellers set ved polske valg, da Jaroslaw Kaczynski førte sit parti ind mod den politiske midte. Præsidentvalget gav sejr til Borgerplatformens Bronislaw Komorowski, men med en snæver margin. Jaroslaw Kaczynski’s position i sit parti blev ikke truet af valgnederlaget, men den moderate linje fra præsidentvalgkampen blev opgivet.

Måske uden Kaczynski’s direkte medvirken udbrød der således i august 2010 en regulær ”korskrig” – om placeringen af et stort kors ved præsidentpaladset i det centrale Warszawa – ligesom der fra partiets højrefløj blev stillet nye spørgsmål omkring selve årsagerne til flykatastrofen, underforstået at der kunne ligge en form for sammensværgelse bag med de liberale i Polen og folkene omkring Putin i Rusland som store skurke.

Étårsdagen for Smolensk katastrofen blev markeret af regeringen og oppositionen separat. Jaroslaw Kaczynski holdt sin egen tale i fundamentalistiske formler. Han gav myndighederne skylden for Smolensk flykatastrofen, da han ret så provokerende erklærede, at hans bror (Lech Kaczynski) kæmpede for Polen, og ”måske derfor er han ikke længere blandt os”. Jaroslaw Kaczynski og hans parti var reelt, men måske bevidst ophørt med at interessere sig for politik i den normale betydning ved at forskyde debatterne og synspunkterne over på moralsk, eksistentialistisk og identitetsmæssigt plan. Modstanderne var ”onde mennesker” og forrædere, der solgte ud af nationale interesser.

Nyt parti ser ud til at få en nøglerolle
Sammenholdet i Ret og Retfærdighedspartiet kunne umuligt opretholdes. Før julen 2010 var gruppen af afhoppere fra PiS blevet til 15. Europaparlamentsmedlemmet Marek Migalski, der havde kritiseret den nye højrekurs, blev ekskluderet og flere eksklusioner fulgte efter. En anden af afhopperne, Joanna Kluzik-Rostkowski, tog initiativ til oprettelse af partiet ”Polen er det Vigtigste”, som stiller op som parti ved parlamentsvalget i 2011.

Det nye parti bestræber sig på at indtage en mellemposition mellem Borgerplatformen og Ret og Retfærdighedspartiet. Partiet kan dog næppe vinde alene på at være et ”PiS minus” parti, men må konkretisere politikken på områder som eksempelvis den økonomiske politik.

Borgerplatformens monopol på at være kritisk over for Kaczynski’s parti er udfordret, ikke alene af ”Polen er det Vigtigste”, men også af den stærkere venstrefløj i form af Venstredemokratisk alliance.

Partierne ”Polen er det Vigtigste” og Vestdemokratisk Alliance kan efter det kommende polske valg få en nøgleposition og en stor indflydelse på polsk politik. Den høje partikoncentration og det bipolære system med et solidarisk over for et liberalt Polen bliver under alle omstændigheder mindre iøjnefaldende ved valget, end det var tilfældet ved tidligere valg i Polen.

Foto: Nuværende premierminister Donald Tusk og Lech Kaczyńsk – præsident fra 2005 til sin død i en flyulykke i 2010i – efter valget i 2007 (commons.wikimedia.org).

Søren Riishøj er lektor ved Instituttet for Statskundskab ved Syddansk Universitet og ekspert i øst- og centraleuropæiske politiske forhold.