Hvis Israel kunne vælge: Obama og Romney gør det samme, så det kan være det samme

Hvis Israel kunne vælge: Obama og Romney gør det samme, så det kan være det samme

16.10.2012

.

“Romneys retorik vil være skarpere og mere pro-israelsk end Obamas, men jeg tror ikke, at der vil være nogen betydelig forskel, når det kommer til realpolitikken,” siger Ron Zweig, som er professor i israelske studier ved New York University.

INTERVIEW af Casper Hindse, New York City


HVIS VERDEN KUNNE VÆLGE: USA’s præsident er verdens mægtigste mand. Derfor er det ikke kun amerikanerne, der går op i, hvem der vinder kampen om det Det Hvide Hus. Det gør alle. RÆSON spørger: Hvem ville verden vælge?
Hvis Kina skulle vælge: Obama, fordi de ved, hvor de har ham
Hvis Rusland skulle vælge: Romney for at kunne dæmonisere ham
Hvis Tyskland skulle vælge: Romney for at få lettere ved at holde fast i sparekursen


RÆSON: Jeg starter med to påstande, som du gerne må forholde dig til.
Nummer et: Det har stor betydning for de diplomatiske muligheder mellem USA og Israel, at Mitt Romney og Benjamin Netanyahu har studeret og arbejdet sammen i deres unge år, hvis Romney bliver præsident?
Ron Zweig: Lad mig sige det sådan, at Mitt Romney gør en del ud af at fortælle, hvor godt han husker Netanyahu fra dengang, men hvis nogen valgte at gå den påstand lidt efter i sømmene, ville man nok finde ud af, at han sjældent og måske aldrig har talt med Netanyahu i sine unge år.
RÆSON: Påstand nummer 2. Det er et stort problem for præsident Obama, at han ikke har besøgt Israel i sine første fire år.
Zweig: De seneste interne rapporter fra Israel fortæller, at USA og Israels forhold sjældent har været mere roligt og velfungerende, end det er netop nu. Det er fordi, Obama har skåret ind til benet og kun beskæftiger sig med to hovedemner: Sikkerhedsproblematikken og spørgsmålet om fremtiden for bosættelserne.
RÆSON: Er det virkelig de eneste to ting, en amerikansk præsident skal beskæftige sig med, eller mangler præsidenten at se på andre vigtige områder – om der for eksempel ikke skal genstartes en fredsproces?
Zweig: Som iagttager mener jeg, at Obama forenkler politikken for meget. Han fokuserede for eksempel efter sin tiltrædelse på at række hånden ud til den arabiske verden. Men han gjorde ikke så meget andet end at række hånden ud. Tænk på hans store tale i Kairo (i juni 2009, red.). Den fik folk til at tale om en ny kurs for USA, selvom Obama blot bad om en ny begyndelse mellem USA og den muslimske verden. Det var ikke en ny kurs, for Obama har jo netop slået fast flere gange siden, at kursen ikke bliver mere liberal. Men det er det enkeltstående tilfælde i Egypten, medierne har skrevet om. Her burde Obama og hans stab have formidlet deres budskab langt bedre. Man kan ikke forvente, at man både kan række hånden ud mod den arabiske verden og samtidig beskytte Israel yderligere. Gør man det, så skal det i hvert fald virkelig forklares, så alle forstår det.
RÆSON: Men hvorfor kan det ikke lykkedes?
Zweig: Fordi man bliver nødt til at forberede verden på, at man vil noget nyt. Man kan ikke bare række hånden ud og så rejse hjem til USA for at diskutere noget nyt den næste dag. Obamas udmelding kom bag på muslimer og palæstinensere, ligesom den gjorde på israelerne, og derfor kom der ikke noget egentlig resultat ud af Obamas håndsrækning.
RÆSON: Hvad er det så, der gør, at forholdet mellem USA og Israel er så roligt og velfungerende, som du beskriver det?
Zweig: Det er især den økonomiske støtte, som USA har givet Israel under Obama. Inden for de seneste fire år har Israel oplevet teknologiske gennembrud og har kunnet opbygge et missilforsvar, der er utrolig effektivt. Sådan en støtte er noget israelerne forstår, og noget der gør, at de kan lide præsidenten.
RÆSON: Så konklusionen på de seneste fire års samarbejde mellem Obama og Israel er, at Netanyahu på overfladen er en konservativ Romney-støtte, men inderst inde meget tilfreds med Obama?
Zweig: Det er konklusionen. Obamas og Israels forhold er rigtig godt. Netanyahu og præsidenten har ikke verdens bedste kemi, men til gengæld er Obamas relationer til alle andre ledende skikkelser i Jerusalem særdeles udmærkede.


Glemt alt der sker i valgkampen

RÆSON: Hvordan vil forholdet mellem landene så vil ændre sig, hvis USA får en præsident Romney i stedet for en præsident Obama?
Zweig: Romney har talt meget til den jødiske lobby og rost Israel. Men jeg tror absolut ikke, at vi vil få en ændret Israel-politik, hvis der kommer en ny præsident fra 2013. Det er svært at ændre kurs over for Israel, uden at blive særdeles upopulær i USA. Alle troende kristne mennesker i Amerika har den dybeste sympati for Israel. Det har de, fordi amerikanerne altid kigger på Israel og siger ”det er det, vi tror på. Et frit land, for et frit folk. Et frit folk, der har gået så uendelig mange lidelser igennem, men som har fået friheden”. Mange amerikanere, næsten alle, kan identificere sig med Israel og deres frihed. Det har intet med bosættelser at gøre, intet med had mod muslimer at gøre, men det handler ganske enkelt om ”the land of the free”.
RÆSON: Handler det ikke også om, at amerikanerne godt kan lide, at der er et demokrati lige midt imellem de muslimske lande?
Zweig: Det gør det i høj grad. Men den almene kristne amerikaner ser det mere som en frihedskamp, der er vundet. Hver gang nogen i den arabiske verden brænder det israelske flag af, så brænder de jo også et amerikansk flag ved siden af. Det har en enorm stor signalværdi i USA, og det binder landenes mentalitet mere sammen. Men det er jo også klart, at jo højere op du kommer i systemet, jo vigtigere betragter diplomater og politikere selvfølgelig Israels geografiske placering. Inden Det Arabiske Forår var Israel det eneste velfungerede demokrati i hele regionen.
RÆSON: Når du siger, at Romney som præsident ikke vil gøre det anderledes end Obama, så må man da anholde, at mens Obama har rakt hånden ud mod den arabiske verden, så har Romney modsat sagt, at han mener, at folk, der ikke støtter Israel som stat, ikke er til at kommunikere med. Det virker som en noget anden opfattelse af Israel-politikken end den, der føres i dag.
Zweig: Hvad der bliver sagt i en valgkamp om Israel, kan man ligeså godt glemme alt om. Romney taler til højreorienterede jødiske stemmer i Florida (en særdeles vigtig svingstat, red.). I øvrigt er jeg sikker på, at det ikke kommer til at virke. 80 procent af de jøder, der er bosat i USA, stemmer oftest demokratisk, og det bliver de ved med. Der er absolut ingen grund til at tro, at Romney vil spille hård over for den arabiske verden og forsvare Israel ubetinget. Det er tiden ikke til med alt det, der sker i den arabiske verden i disse år. Og sådan har ingen præsident de seneste 50 år gjort i øvrigt.


USA skal holde sig fra konflikten med palæstinenserne

RÆSON: I modsætning til Romney, så har Obama for ganske få måneder siden sagt, at intet folkefærd har lidt så meget som det palæstinensiske. Vil vi se en decideret fredsproces gå i gang, hvis han får fire år mere som præsident?
Zweig: En fredsproces vil først starte den dag, at både israelerne og palæstinenserne er klar til det. Uden at amerikanerne blander sig. Se på Oslo-aftalen (et forlig fra 1993, hvor Israel og PLO anerkendte hinanden som forhandlingspartnere, hvilket ansås som et enormt gennembrud for fredsforhandlingerne, red.). Den blev til noget uden amerikanerne. Det eneste, amerikanerne kan gøre, er at sikre en ordentlig tone og få parterne til at tale alt igennem, så man ikke ”overser” farlige emner.
RÆSON: Så du mener, at det ville være bedst, hvis amerikanerne holdt sig fra at starte en fredsproces?
Zweig: Absolut.
RÆSON: Selvom amerikanerne skal holde sig på afstand, som jeg forstår det på dig, så forekommer det stadig mærkeligt, at Obama ikke har besøgt Israel i sin første periode. Hvordan kan det være?
Zweig: Fordi han ikke har behøvet. En del af det med at række hånden ud mod den arabiske verden har netop været ikke at rende Israel på dørene hele tiden. Til gengæld har man gjort den israelske befolkning meget opmærksom på, at Obama har mange jødiske venner og rådgivere. På den måde har præsidenten kunnet forblive populær i Israel uden at genere den arabiske verden unødigt.
RÆSON: Men hvis Iran nu pludselig angriber Israel, ville Obamas fravær de første fire år så ikke komme til at udstille ham som en præsident, der ikke støttede ordentlig op om Israel, mens tid var og derfor fik Israel til at se svag ud?
Zweig: Det er en interessant tanke, men jeg tror faktisk, at hvis Iran angriber Israel, så ville netop det være tidspunktet for Obama til at besøge Israel. Så ville han fremstå som modig og stærk. Men det er hypotetisk, for det angreb kommer aldrig. Man skal huske, at Iran jo altid har truet Israel, og hvis de nogensinde skulle gøre alvor af deres trusler, så ville Israel have hele den vestlige verdens opbakning til at knuse Iran. Selv hvis Israel flyver ind over Iran og ødelægger deres atombombefabrikker, vil Iran holde sig i ro.
RÆSON: Så uanset, hvem der bliver USA's nye præsident, så kan hverken Obama eller Romney gøre andet end at kaste militæret ind for at hjælpe Israel mod Iran.
Zweig: Man skal huske, at USA dominerer luftrummet i Mellemøsten, og jeg tror mere, at det vil være på den måde, at du vil se støtten. Der vil, heller ikke her, være den store forskel på Obamas og Romneys måde at agere på. Jeg beklager.”
RÆSON: Vi kan altså konkludere, at du absolut ikke ser nogen forskel på Obamas og Romneys måde at håndtere Israel på, uanset hvem der vinder 6. november?
Zweig:Jeg tror, at Romneys retorik vil være skarpere og mere pro-israelsk end Obamas, men jeg tror ikke, at der vil være nogen signifikant forskel, når det kommer til realpolitikken, nej.


Casper Hindse er samfunds- og kulturjournalist med speciale i større interviews og længere udredende artikler. Endvidere anmelder han film. For tiden er Casper bosat i New York, hvor han følger det amerikanske præsidentvalg tæt.