04.01.2012

[Denne artikel er fra RÆSON10 og forudsætter abonnement]

af Jørgen Ørstrøm Møller

Det ser skidt ud, så er det sagt. Året 2011 slutter med global vækst på ca. 4 %, hvilket er væsentligt lavere end i perioden fra begyndelsen af 1990’erne til det økonomiske tilbageslag omkring 2007-2008. For året 2012 ser det ikke meget bedre ud. Det politiske systems handlekraft hæmmes af, at Kina udskifter sin politiske ledelse, USA og Frankrig holder præsidentvalg, og Tyskland nærmer sig valg i 2013.

Året 2012 vil give klarhed over fremtiden for eurozonen – måske er det allerede sket. Efter lang tids tøven og en god del famlen vil nogenlunde stabilitet være tilvejebragt, og efter et hårdt første halvår 2012 med dystre økonomiske tal vil eurozonen gradvis i løbet af andet halvår bevæge sig ind i højere vækst med genskabt tillid. Opmærksomheden svinger derefter over mod to andre lande involveret i den internationale gældskrise: Storbritannien og USA. Ud af eurokrisen kommer et stærkere EU koncentreret om kernelandene i eurozonen, dvs. Frankrig og Tyskland. De vil ønske at gå videre med integrationen og ser et stærkere og forpligtende samarbejde om finanspolitikken som nødvendig for eurosamarbejdet på længere sigt. Det kræver en traktatændring, og et forslag om dét vil komme på bordet i løbet af 2012. Storbritannien er ikke med i dette spil. Men en traktatændring, uanset at den kun berører eurolandene, kan næppe formuleres uden at kræve ratifikation i alle EU-lande – inklusive dem, der står uden for euroen. Den britiske konservative regering har for længst lovet vælgerne, at nye traktater skal sendes til folkeafstemning. Det er tænkeligt, at der kan manøvreres udenom, men i lys af stemningen i det konservative regeringsparti er det tvivlsomt om premierminister Cameron får lov at slippe. Situationen tilspidses, fordi det britiske parlament i oktober debatterede den principielle idé om at udskrive en alt-eller- intet-folkeafstemning – ja eller nej til EU. Resultatet blev som ventet afvisende; men 79 medlemmer af det konservative regeringsparti stemte imod regeringen, og en samtidig opinionsanalyse viste 49 % for udtræden og 41 % for forbliven i EU. Premierministeren er dermed kommet i en penibel politisk situation. Søgelyset retter sig mod Storbritanniens fortsatte rolle i EU og den svage britiske økonomi med mere urovækkende gæld og underskud på statsbudgettet, end tilfældet er for eurozonen. Dernæst kommer turen til USA, der heller ikke i løbet af 2012 vil være i stand til at gennemføre en overbevisende plan for nedbringelse af gæld og reduktion af underskud på det føderale budget. Nettorenteudgifterne for gælden beslaglægger efterhånden en antagelig del af det føderale budget – hen i mod 10 % – og gælden vokser. Finansieringen af gælden finder i vid udstrækning sted gennem udstedelse af statsobligationer (treasury bonds) med lang levetid, typisk 30 år. I øjeblikket er afkastet ca. 3,3 %. I lyset af at inflationen har stort set samme niveau, betyder det et afkast på nul. De fleste investorer – indenlandske og udenlandske – forventer, at inflationen i de kommende år stiger på baggrund af centralbanken (FEDs) udpumpning af næsten astronomiske beløb over de seneste 4-5 år. Kort og godt består den tikkende bombe i, at investorerne siger nej til køb af flere amerikanske treasury bonds med dramatiske virkninger på det amerikanske renteniveau, der i så fald vil stige kraftigt. Det vil stille politikerne over for et dilemma i pengepolitikken: Er det hensynet til lav inflation eller til vækst og beskæftigelse, der skal have forrang? Der bliver tale om høj søgang for den amerikanske økonomi med negativ afsmitning på den globale økonomi. I virkeligheden har 2011 frembragt et klart valg mellem to økonomiske modeller. De europæiske lande forsøger håndfast at bringe underskuddene under kontrol og reducere deres gæld. USA ser nok problemerne omkring gæld og underskud, men er ikke i stand til – eller ønsker måske ikke – at sætte ind for at løse dem. I løbet af 2012 vil verden erfare, hvilken af disse to modeller, der vinder kapløbet om investorernes tillid. Prisen for den, som forkastes, bliver høj. Taberen i dette udskilningsløb vil i en lang årrække blive fastlåst i lavvækst eller stagnation. Det er overvejende sandsynligt, at den europæiske model – efter en del tumult – vinder, af den simple grund, at ingen kan have tillid til en fortsat lånefinansieret økonomi.

Præsidentvalget i USA vil finde sted under dårlige konjunkturer og en voksende kritik af Kina. Præsident Obama vil næsten uundgåeligt blive presset til at kræve af Kina, at landet yderligere opskriver sin valuta, yuan, som amerikanerne mener er alt for billig. Kravet vil blive ledsaget af slet skjulte trusler om protektionisme. Det ligger i luften, at USA og præsident Obama nærmer sig det punkt, hvor der må ske et eller andet i forhold til Kina. Men i en situation med Kina som største og vigtigste kreditor er det et yderst følsomt spil med potentielle negative konsekvenser for verdensøkonomien. Med støtte fra en stribe økonomiske analyser kan Kina svare, at det stort set hverken gør fra eller til for den amerikanske økonomi, om yuan’en opskrives. Kinas overskud på betalingsbalancen er over de sidste fire år faldet dramatisk – fra 10,1 % af bruttonationalproduktet til 2,9 % i 2010. Der er således ved at være balance, hvilket understreger, at det ikke er Kinas konkurrenceevne, som er problemet – problemet er, at den amerikanske opsparing er for lav, og det hjælper kursen på den kinesiske valuta ikke meget på. Underskuddet på USA’s betalingsbalance er i samme periode svinget omkring 3-4 % og er stigende. Det fortæller, at hvis importen fra Kina presses ned, svinger den blot over til andre asiatiske lande – dvs. en opskrivning af den kinesiske valuta rammer Kina, men hjælper ikke USA. I denne situation er det sandsynligt, at den kinesiske ledelse vil søge en gradvis eller delvis afkobling fra sin nuværende afhængighed af USA ved tøven over for fortsat akkumulering af amerikanske treasury bonds. Hvis det amerikanske pres bliver for stærkt (hvilket ikke alene er tænkeligt, men sandsynligt), skubber det Kina over mod placering i andre valuaer, hvilket gør en kinesisk indsats for at støtte euroen realistisk. En del iagttagere taler om, at Kina vil „hjælpe“ euroen. Det er en misforståelse. Kina vil støtte euroen for at hjælpe sig selv – ved at reducere sin afhængighed af USA og sikre et rimeligt afkast af sine investeringer. Den amerikansk-kinesiske følen-hinanden- på-tænderne er begyndt med forslag i Kongressen om indgreb over for den kinesiske valuta og salg af F16-jagere til Taiwan. Over årene har der været en del skærmydsler, som alle er endt uden andet end verbale udgydelser. Denne gang er det mere alvorligt, eftersom modsætningerne kommer frem under særdeles ømtålelige konjunkturer, som formindsker det spillerum, de to lande har for at provokere hinanden. Det vil ikke komme helt overraskende, hvis 2012 byder på det første større angreb på den frihandel, som har tjent verden så godt i mere end 60 år. På sin vis er det overraskende og en af de få opmuntrende observationer er, at verdens politiske ledere foreløbig har formået at holde fast, selv om forhandlingerne om yderligere liberalisering (Doha-runden) ikke har det godt. En måske større risiko er blokering af internationale investeringer foranlediget af Kinas opkøb af råvarer og energikilder og landbrugsområder. Australien oplever en heftig debat, om det fortsat skal lade døren stå åben for sådanne opkøb eller afvise udenlandske (læs: kinesiske) investeringer. En del iagttagere er optaget af at beregne, hvornår Kina passerer USA som verdens største økonomi, og hvornår det også sker beregnet efter indkomst pr. indbygger. De begår den klassiske fejl at fremskrive uden at tage i betragtning, at kurver ofte knækker.

For Kinas økonomiske vækst er ved at aftage. Lønomkostningerne er stigende. I 2015 begynder den totale arbejdsstyrke at falde, der er meget store uligheder i Kina med et tilbagestående indre og vestligt Kina samt uhyre miljømæssige problemer. De kinesiske ledere er først og fremmest optaget af at løse disse problemer og mindre engageret i at overtage rollen som styrmand for den globale økonomi fra USA. Det har to konsekvenser: For det første er udsigten til kinesisk indtræden på scenen som en slags brandmand eller redningsmand for at trække den skrantende verdensøkonomi opad urealistisk. Kina rammes – om end ikke så hårdt som visse andre – af den faldende globale vækst og vil være mest optaget af at afbøde skadevirkningerne på den kinesiske økonomi. Mange taler om en boble, der kan få det kinesiske ejendomsmarked til at falde sammen og udløse en ny finanskrise. Det er ikke realistisk – der er mange grunde til, at det kinesiske ejendomsmarked holder kursen. Problemet i Kina er overinvesteringer i andre sektorer, navnlig inden for infrastruktur, affødt af den store opsparing med risiko for overkapacitet når stigningen i den samlede efterspørgsel begynder at flade ud. For det andet bliver rollen som den ubestridte leder af verdensøkonomien efter USA ubesat. EU er ikke i stand til at træde til. Kina og Indien er fortsat for svage – og heller ikke interesserede i lyset af deres egne problemer. Det bliver derfor en verden uden ledelse, der aftegner sig netop på et tidspunkt, hvor verden har skrigende behov herfor i form af en samlet økonomisk-politisk løsning. Det globale styresystem holder – endnu. Det mest sandsynlige er, at de politiske ledere uanset deres ufuldkommenheder og åbenlyse mangler formår at holde fast og modstå glidningen hen i mod et virkeligt vakuum med protektionisme, konkurrerende devalueringer, blokeringer for udenlandske investeringer og forsøg på at vælte gældsproblemer over på andre – men det bliver snært, og risikoen for, at det går galt, kan ikke afvises. I sidste halvdel af 2011 var der urovækkende tegn. Et eksempel var forholdet mellem Kina og USA. Et andet, præsident Obamas pludselige udtalelser om, at den europæiske gældskrise er en medvirkende årsag til USA’s økonomiske problemer („a drag on the US economy“, kaldte han Europas problemer), som han fulgte op med åben kritik af de europæiske ledere for manglende evne til at løse krisen. Når krybben er tom, bides hestene. Verden har brug for solidaritet og gensidige bestræbelser på at løse krisen – ikke gensidige udfald, anklager og kritik. På sin vis lyder det næsten patetisk, men slutter 2012 med en global økonomi i stort set samme form som nu og et intakt globalt styresystem, skal vi være glade.

Jørgen Ørstrøm Møller er Visiting Senior Research Fellow, Institute of Southeast Asian Studies, Singapore. Adjunct Professor, Copenhagen Business School. ILLUSTRATION: Frankfurt, Tyskland (foto: S.Borisov/Shutterstock)