25.09.2012
.”Man må godt flippe ud over noget, præsidenten gør indenrigspolitisk, men man tier, når det kommer til udenrigspolitiske forhold. Og det forventes, at Romney kender spillereglerne; At han ikke ville gøre noget, der var så dumt, som det han gjorde.” Det siger USA-kommentator Mads Fuglede til RÆSON.
INTERVIEW af Jonas Thomsen Sekyere
MUHAMMEDKRISEN 2.0: En anti-islamisk amatørfilm har antændt en steppebrand af demonstrationer i den muslimske verden. Demonstrationerne er foreløbigt kulminerede med drabet på flere ansatte på den amerikanske ambassade i Libyen. RÆSON dækker krisen gennem en række interviews og kommentarer.
– Jeppe Nybroe: Det er også et angreb på libyernes dyrt købte frihed
– Zubair Butt Hussain: Islams image lider under få ekstremes vold
– Kommentar: Vi bliver nødt til at sige undskyld for at beskytte demokratiet
Der har været et politisk spil omkring USA’s officielle reaktion på angrebet i Libyen. Ambassaden i Cairo havde mere travlt med at fordømme amatørvideoen end attentatet, hvilket Mitt Romney udlagde som, at Obama havde sympati for angrebsmændene. Obama har så senere i klare termer fordømt angrebet. I hvor høj grad skal det forstås som en del af den amerikanske valgkamp, og hvor meget af det er en regulær debat om udenrigspolitik?
Jeg tror, man generelt skal passe på med at adskille de to ting. Obama er en amerikansk præsident i en valgkamp. Man altid kan tænke hans reaktioner ind i hans forsøg på at blive genvalgt. Obama tænker sådan, at når der sker sådan noget, som det vi har set i Libyen, skal det selvfølgelig håndteres på en måde, så han ikke fremstår politisk ubegavet i USA. Man har dog traditionelt haft en politik om, at valgkampene standser ved USA’s landegrænser. Modstandere må godt flippe ud over noget, præsidenten gør indenrigspolitisk, men man tier, når det kommer til udenrigspolitiske forhold. Obama er også Mitt Romneys præsident, og det respekterer han mere eller mindre, når det handler om landets udenrigspolitiske interesser. Et godt eksempel er den mislykkede redningsaktion under gidselkrisen i Teheran i 1980. Her bakkede udfordreren, Reagan, Præsident Carter fuldstændigt op. Punktum.
Hvem har så umiddelbart draget fordel af det her spil?
Den klare holdning er, at man ikke laver politik ud af de her ting. Derfor forventes det selvfølgelig også, at Romney kender spillereglerne. At han ikke gør noget, der er så dumt, som han gjorde. Og han fik også et døgns tæsk for det i medierne. Romneys angreb, som nu er blevet meget nedtonet, er et resultat af, at Romney som kandidat ikke er ret god på udenrigspolitik, og at hans valgkamp på mange måder sejler. Hvis han bliver ved med at agere på den her måde, skyder han sig selv i foden hver gang, der tales udenrigspolitik. Hvis man ser bort fra det, har begge kandidater jo nogle strategiske overvejelser om, hvad USA's engagement er og bør være i disse lande, hvilket også har en betydning for, hvordan de reagerer.
Hvilke handlemuligheder har Præsident Obama i konflikten? USA vil jo på den side undgå flere konflikter i området, men skal vel også fremstå principfast og handlekraftig?
Obama vil nok forsøge at sende et signal om, at der er en grund til, at amerikanerne er til stede i Mellemøsten og Nordafrika, selvom mange ikke er begejstret for det. Han vil derfor kommunikere, at selvom der sker ting som dem, vi ser nu, er vi nødt til at være der. Det betyder også, at når amerikanere – særligt amerikanere i tjeneste – bliver dræbt, kræves der et ”swift” svar og krav om, at det pågældende land gør noget aktivt for at modsvare angreb som det i Libyen. Det kan godt være, at der er lidt valgkampsovervejelser, men svaret lyder overordnet ens fra begge lejre.
Hvilken udenrigspolitisk linje giver Obamas reaktion så udtryk for?
Jeg tror, USA ønsker at holde Libyen tæt ind til kroppen og støtte op om den demokratiske kurs, der er lagt. Så når der er afvigende elementer i samfundet, forsøger amerikanerne at sende et stærkt signal om, at sådanne grupperinger virkelig leger med ilden. For eksempel ved at sende flåden ned til Libyens kyst. ”Speak softly, but carry a big stick.” Jeg kan godt forestille mig, at man internt i Obamas administration spekulerer i, om man skal gøre krisen til en populistisk sag om ytringsfrihed, flippe lidt ud, og at det måske også ville give udslag i valgkampen. Men jeg tror, at man har vurderet, at det ikke kan betale sig. Derfor har man også set de neddæmpede udmeldinger fra Hillary og andre, som forsøger at nedtone hele situationen og sender et signal om, at man gerne vil videre nu.
USA har aktivt støttet nogle af de regimer, som det ”arabiske forår” har fejet af vejen. I fraværet af de gamle diktaturer ser vi tegn på, at grupperinger, der har været betragtet som radikale, i en eller anden grad er ved at blomstre op i regionen. For eksempel ved valget i Egypten. Er amerikanerne stadig begejstrede for det arabiske forår?
USA er meget bekymret over udviklingen. Man støtter aktivt en proces, hvor man gerne vil have nogle moderate stemmer til fadet, uden det synligt fremstår som om, at man blander sig i landenes interne anliggender. Det er nok også derfor, vi har oplevet, at USA har været ret tilbageholdende under det arabiske forår. Landets navn og ry har det ikke altid godt i regionen, hvorfor man nok foretrækker diplomati som en løsning, så man aktivt kan marginalisere radikale grupperinger. Det er en helt klar amerikansk interesse.
Jonas Thomsen Sekyere er jurastuderende på Københavns Universitet og har læst International Politik på Institut for Statskundskab og International Political Theory på LSE’s sommerskole. Han har desuden skrevet for det London-baserede magasin Think Africa Press og har haft artikler og indlæg i Information og Politiken.