Newt Gingrich: Modsætningernes kandidat

Newt Gingrich: Modsætningernes kandidat

03.01.2012

.

RÆSON portrætterer op til det amerikanske primærvalg fra januar-juni 2012 de Republikanske kandidater, der har størst vinderchancer. En af dem bliver Barack Obamas udfordrer ved præsidentvalget til november 2012. Her Newt Gingrich, den tidligere formand for Repræsentanternes Hus. I dag stemmer Republikanerne i Iowa.

Læs også
Ron Paul: Den evige dark horse
Herman Cain: Den afgørende outsider (GRATIS)
Rick Perry: Den nye favorit
Mitt Romney: Den stille favorit
Michelle Backmann: Den højlydte outsider (GRATIS)

Kan Newt Gingrich vinde den Republikanske nominering? Det var der i lang tid ikke mange, der troede på. Men hans pludselige succes i meningsmålingerne har gjort den tidligere formand for Repræsentanternes Hus til en seriøs udfordrer for favoritten Mitt Romney. Hans succes har medført yderligere splittelse i Det Republikanske Parti, og Demokraterne vil formentlig juble, hvis Gingrich bliver Republikanernes kandidat. Han er nemlig en tikkende bombe af politiske og personlige skandaler, som i sidste ende kan koste partiet valgsejren i 2012.

Republikanernes interne kamp for kandidaturet til præsidentembedet har det seneste år været præget af favoritter, der pludselig dummer sig; fx med dumme udtalelser (Rick Perry, der ikke kunne huske hvilke ministerier han ville nedlægge) eller skandaløse hemmeligheder fra fortiden (Herman Cain, der anklagedes for utroskab og sexchikane). Men hvordan er en mand, der er hadet i store dele af Det Republikanske Parti, pludseligt blevet favorit til at skulle udfordre Obama i november 2012? Ifølge mange politiske kommentatorer er det en blanding af andre konservative kandidaters nedtur (især Rick Perry og Herman Cain) og den moderate Mitt Romneys føring i meningsmålingerne. Basen i partiet og især i Tea Party-bevægelsen stoler simpelthen ikke på Romney, som både er mormon, fra det sædvanligt liberale Massachusetts, hvor han som guvernør indførte en sundhedsreform, som senere blev brugt som model for Obamas sundhedsreform, og som tidligere støttede retten til fri abort. Kort sagt er Romney simpelthen ikke højreorienteret nok. Det er Gingrich derimod. Til gengæld følger politiske og personlige skandaler ham overalt. Indtil nu er det dog lykkedes Gingrich at få basen i Det Republikanske Parti til at glemme dette og i stedet se ham som en statsmand og stor konservativ tænker. Men kan Gingrich holde masken hele vejen til vejen til Det Hvide Hus?

Fra historieprofessor til præsidentens fjende nummer ét
Gingrich voksede op i Pennsylvania og senere Georgia som søn af en soldat. På sin officielle kampagnehjemmeside nævner Gingrich faderens militære karriere som inspirationen for idealet om at beskytte nationen. Ifølge artiklen ”13 reasons why Newt will never be the GOP nominee” af Tim Murphy fra magasinet Mother Jones er det en del af Gingrich-myten, at han som high school-elev skulle have en speciallavet fodboldhjelm, da hans hoved var for stort – dette var en reference til, at Newt allerede i ungdomsårene var kendt for sit usædvanligt store ego og arrogance. Han studerede Historie på to af sydstaternes mest anerkendte universiteter; først Emory University i Atlanta, hvorfra han modtog sin BA i 1965, og sidenhen Tulane University i New Orleans, hvorfra han modtog sin PhD i 1971. Det første skridt på karrierevejen blev jobbet som lektor i Historie og Miljøstudier på College West George. Disse to interesser har senere skinnet igennem i hans politiske og personlige interesser.

Gingrich begyndte sin politiske karriere med at stille op til Kongressen i 1974 med intentionen om at være ”an old-time political boss in 20 years”. Dette vidner om en mand, der fra starten af sin karriere satte magt og status over ideologi og principper. Efter to nederlag ved kongresvalgene i 1974 og 1976 lykkedes det endelig Gingrich at blive valgt for staten Georgia i 1978. En af hans første handlinger i sit nye politiske liv var at lade sig skille fra sin kræftsyge kone, Jackie Battley, mens hun stadig lå på hospitalet. De havde mødt hinanden, da hun var hans lærer i high school. Gingrichs mange affærer var velkendte i Washington, og kort tid efter giftede han sig igen, denne gang med Marianne Ginther, som han havde set i adskillige år inden skilsmissen.

I 1980’erne markerede Gingrich sig som Republikansk tænker og støtte for præsident Ronald Reagan (1981-89). Det var dog først posten som formand for Repræsentanternes Hus efter valget i 1994, der for alvor fik Gingrich på det nationale, politiske landkort. Ved valget havde Gingrich været en af hovedarkitekterne bag Contract with America, et højreorienteret valgmanifest, der krævede konservative reformer inden for skattepolitik, velfærdspolitik og en stramning af lovgivningen over for kriminalitet. Manifestet var samtidig en krigserklæring mod præsident Bill Clinton (1993-2001). Slaget mellem Clinton og Gingrich definerede amerikansk lovgivning i det meste af 1990’erne – oftest med Gingrich som vinder – og ligger til grund for mange af sidstnævntes styrker og svagheder i den nuværende valgkamp. Kulminationen kom i november 1995 til januar 1996, da den føderale regering af to omgange måtte lukke ned, fordi Kongressen (dvs. Gingrich) og Clinton ikke kunne blive enige om et nyt budget. I sidste ende blev Gingrich syndebuk i offentlighedens øjne, især da det kom frem, at en del af hans vrede mod præsidentens skyldtes, at han var blevet tildelt dårlige pladser på Air Force One.

Republikanernes sidste, fejlslagne angreb på Clinton blev forsøget på at rejse en rigsretssag i forbindelse med Lewinsky-affæren. Gingrich kritiserede Clintons dårlige personlige moral, samtidig med at han siden 1993 havde haft en affære med en politisk medarbejder (mens han stadig var gift med Marianne), den 23 år yngre Callista Lisek, som senere blev hans tredje og nuværende hustru. Endnu et hårdt slag i karrieren som formand for Repræsentanternes Hus var en bøde på 300.000 dollars, som Repræsentanternes Hus idømte ham for skattesvig i forbindelse med undervisning af et universitetskursus. Ved valget i 1998 annoncerede Gingrich, at han trak sig fra Kongressen – utvivlsomt på grund af hans styrtdykkende popularitet blandt vælgerne.

Siden han forlod Kongressen i 1999 har Gingrich skabt en industri på udelukkende at være Newt Gingrich. Således har han har brugt sin akademiske baggrund til at skrive 23 bøger, primært i genren historical fiction, holdt utallige foredrag og har gennem de seneste år fremsat nye ideer til partiet i form af organisationer såsom American Solutions For Winning the Future (som dog blev nedlagt i sommeren 2011), og i 2010 foreslog han Det Republikanske Parti en ny strategi kaldet ”Replace the Left”. Sidstnævnte er en langsigtet plan for at fjerne de upersonlige bureaukratier i Washington og i stedet vende tilbage til en mindre regering. Med tiltag som disse har Gingrich opbygget et ry ikke blot som politiker, men som en afgørende tænker inden for partiets moderne ideologi. På trods af at Gingrich ikke har været folkevalgt politiker siden 1999, har han stadig været en del af maskineriet i Washington. Således har han det sidste årti tjent en formue som politisk konsulent. Det er især arbejdet for den faldne realkreditkæmpe Freddie Mac, der hjemsøger Gingrich i den nuværende valgkamp. Han modtog efter sigende 1,6 millioner dollars som ”historisk konsulent”, men de politiske modstandere står i kø for at påpege, at der var tale om lobbyisme – en anklage, der ikke kan undgå at skabe store problemer med Tea Party-bevægelsen.

The Great Right Hope
Det er netop Tea Party-bevægelsen, der har gjort Gingrichs comeback muligt. For bare få måneder siden lignende han en færdig mand i det Republikanske kapløb. Han annoncerede oprindeligt sit kandidatur til præsidentposten i maj 2011, men kampagnen blev hurtigt erklæret død af de amerikanske medier, da størstedelen af Gingrichs stab sagde op i juni. Utilfredshed med manglende fokus i kampagnen og manglende seriøsitet fra kandidatens side var de primære kritikpunkter. Mange af medarbejderne gik i stedet over til Rick Perry. Men i løbet af efteråret er de øvrige kandidater faldet fra. Med Rick Perry reelt ude af løbet og Herman Cains beslutning om at trække sig har græsrødderne i partiet overført deres støtte til Gingrich. Ifølge en Gallupundersøgelse fra 15. december er det primært de ældre vælgere og de vælgere, som beskriver sig selv som traditionelt konservative, der støtter Gingrich. Den tidlige favorit Mitt Romneys skiftende politiske principper og mormonske tro har fået Tea Party-bevægelsen overbevist om, at den tidligere formand for Repræsentanternes Hus med de tre ægteskaber er ”the Great Right Hope”.

Det er især Gingrichs svendestykke – slaget mod Clinton – han lever højt på. Gingrichs motto for sin nuværende præsidentkampagne er ”21st Century Contract with America”. Denne moderne udgave af hans 1990’er-svendestykke vil fokusere på en reducering af den føderale regering, styrkelse af græsrødderne i det amerikanske samfund og en gennemgående reform af regeringens virke. På mange moralske områder er Gingrich perfekt på linie med den amerikanske højefløj. Han er imod retten til fri abort, homoseksuelle ægterskaber, og han har lovet at genindføre Don’t Ask, Don’t Tell-politikken, der tidligere forbød homoseksuelle at tjene i militæret. Dette er traditionel konservativ politik, men Gingrich har på nogle punkter været langt fra den gængse ideologi. Udover de mange personlige skandaler om skilsmisser, utroskab, skattesvig og lobbyisme har Gingrich gennem tiderne haft politiske holdninger, som Tea Party-bevægelsen ville finde dybt frastødende, hvis de kom fra hvilken som helst anden politiker. Miljøspørgsmål har været en af den tidligere universitetslektor i Miljøstudiers yndlingsemner. I 2008 lavede han en tv-reklame sammen med Nancy Pelosi for Al Gores Alliance for Climate Protection, hvor de i fælleskab opfordrede Kongressen til at handle på miljøspørgsmål. Gingrich har siden da haft travlt med at bortforklare reklamen. I en anden test for konservative, nemlig spørgsmålet om illegale indvandrere, har Gingrich ligeledes udtrykt en mere moderat holdning til, hvorvidt alle illegale indvandrere skulle deporteres – en test, Rick Perry fejlede, og som kostede ham dyrt.

Et politisk problem for Gingrich er Obamas sundhedsreform. Modstanden mod denne holder mere end noget andet Det Republikanske Parti sammen. Det er dog kommet frem, at Gingrich har støttet ideen om individual mandate [at alle borgere skal pålægges at købe sygesikring, hvis de har råd til det, red.] – et begreb som mange Republikanere nu udpeger som det mest undertrykkende og kontroversielle aspekt af Obamacare. Men hvorfor er Gingrich overhovedet kommet i førertrøjen, hvis han fraviger fra så vigtige punkter fra Republikansk politik? Gingrichs comeback er blevet symbolet på splittelsen i Det Republikanske Parti. Han er hadet af de fleste fremstående republikanere. Især de, som har arbejdet sammen med ham, advarer mod hans hovmod og rastløshed. Selv de konservatives mediedarling nummer 1 Glenn Beck har udtalt, at Gingrich er den eneste Republikaner, han ikke kan støtte i 2012. Den konservative radiovært Michael Savage tilbød for nylig Gingrich en million dollars, hvis han ville trække sig, da han mente, at Gingrich som kandidat ville koste Republikanerne valget.

Men alligevel er partiets højrefløj vilde med ham. Muligvis i mangel af bedre, mener lektor i amerikanske samfundsforhold ved Syddansk Universitet, Niels Bjerre-Poulsen: ”Han er paradoksalt nok alt, hvad Tea Party-bevægelsen påstår, de ikke kan døje ved Washington. Alligevel synes mange af dem nu parate til at stemme på ham for at slippe for Romney. De kan lide hans retoriske brandbomber og tror, at han, modsat Romney, for alvor kan skrue bissen på over for Obama. Og jo mere den liberale presse advarer imod Gingrich, jo mere overbeviste bliver de om, at han er deres mand.”

For et parti, der fremhæver sig selv som moralens vogter, er støtten til en tre gange fraskilt mand heller ikke det indlysende valg. Leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, Jørn Brøndal siger: ”Tea Party-bevægelsen er åbenbart parate til at tilgive ham sine private synder, fordi han mere eller mindre indrømmer dem.” Gingrich har haft held med at nægte at undskylde for dine skandaler og i stedet fokusere på at besejre Obama. Et andet tegn på Gingrichs særlige forhold til græsrødderne er, at han faktisk ikke har opsøgt dem, som man ville forvente. Ifølge Jørn Brøndal vil en Gingrich-sejr i primærvalgene være usædvanlig, idet Gingrich primært har appelleret til vælgerne gennem tv-mediet og ikke ansigt-til-ansigt, som det ellers er kutyme.

En af Gingrichs styrker i det Republikanske opløb er dog udenrigspolitikken. På grund af Obamas overraskende aggressive udenrigspolitik og drabet på Osama bin Laden har Republikanerne indtil videre været ukarakteristisk tavse på udenrigspolitiske spørgsmål. Udenrigspolitik har primært givet anledning til forlegenhed hos de Republikanske kandidater som fx Herman Cain, der ikke kunne huske, hvordan han forholdt sig til krigen i Libyen, og Michelle Bachmann, der ville lukke en ambassade i Iran, der ikke har eksisteret i 30 år. Ved den Republikanske debat lørdag 14. december 2011 erklærede Gingrich, at Ronald Reagans militaristiske udenrigspolitik ville danne grundlag for en eventuel Gingrich administrations udenrigspolitik. Gingrichs udenrigspolitiske argumenter har da også primært været fokuseret på de punkter, hvor mange Republikanere mener, Obama har været for blødsøden, nemlig Iran og Israel-Palæstina-konflikten. Det store kendskab til udenrigspolitik giver Gingrich et mere seriøst og statsmandslignende udtryk end de øvrige konservative kandidater.

Præsident Gingrich?
Niels Bjerre-Poulsen og Jørn Børndal erklærer sig enige med de fleste amerikanske eksperter: Gingrich kan godt vinde den Republikanske nominering, men han kan ikke slå Obama. Splittelsen i partiet kan give ham nomineringen, men han har for mange politiske og personlige lig i lasten til at kunne indtage Det Hvide Hus. I magasinet The New Republic spår Ed Kilgore, at hvis Gingrich vinder nomineringen, så vil han være den svageste Republikanske kandidat siden Barry Goldwater, som led at massivt nederlag til Lyndon B. Johnson i 1964.

Gingrich er det bedste bud fra Republikanernes højrefløj lige nu, men hans storhedsvanvid og arrogance vil formentlig frastøde mange vælgere på midten. Han har allerede sammenlignet sig selv med Abraham Lincoln, sat navne på flere ministre i en eventuel regering, og udtalt, at han stort set ikke kan tabe nomineringen, som meningsmålingerne ser ud på nuværende tidspunkt. Således går mange af hans modstandere blot og venter på, at han selvdestruerer sin kampagne. De fleste er ikke i tvivl om, at Gingrich dummer sig på et tidspunkt, men timingen er altafgørende for Republikanernes chance i 2012. Ifølge Niels Bjerre-Poulsen håber hans modstandere, at det sker snart: ”De mener, han har en mental brist, som før eller siden får ham til at gå op i limningen. Hvis det IKKE sker – eller først sker, når han er blevet nomineret til Republikanernes kandidat – bliver det for alvor interessant. Både på den fede og på den ufede måde.”

Anne Mørk (f. 1985) er ph.d.-studerende ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Newt Gingrich (foto af Gage Skidmore).