12.01.2012

Efter massearrestationer af journalister i december, skønnes det at over 100 journalister på nuværende tidspunkt sidder fængslet i Tyrkiet. Tyrkiet er dermed et af de lande i verden med flest fængslede journalister per indbygger. Både EU og OCSE kritiserer den tyrkiske straffelov og antiterrorlov for ikke at beskytte journalisterne tilstrækkeligt, og den stigende internationale kritik har fået den tyrkiske regering til at iværksætte initiativer på området. Det store spørgsmål er dog, om der er tilstrækkelig reformvillighed hos regeringen.

Af Mathias Findalen

Juleaftensdag blev 36 mediefolk arresteret, og fire dage forinden blev knap 50 mediefolk anholdt ved razziaer rundt omkring Tyrkiet. Samtlige af de arresterede er beskyldt for at være en del af KCK (Kurdisk Demokratisk Samfunds-Forbund), som af den tyrkiske stat anses for at være en PKK-ledet organisation i de sydøstlige byer i Tyrkiet. PKK – den kurdiske separatistorganisation – er både på EU’s og USA’s terrorlister. Arrestationerne kommer i kølvandet på masseanholdelsen 3. marts sidste år, hvor ti regeringskritiske journalister, heriblandt de anerkendte og regeringskritiske journalister Ahmet Sik og Nedim Sener, blev anholdt: Anklagerne lød på ”medlemskab af en terrororganisation” og ”opfordring til had”. Det var et led i den såkaldte Ergenekon-sag, som den tyrkiske regering indledte i 2008, og som omfatter undersøgelse af et påstået sekulært/nationalistisk netværk, som beskyldes for at planlægge militærkup og destabilisering i årene efter, at AKP vandt deres første valg den 3. november 2002.

Massearrestationerne af regeringskritiske journalister har ifølge den største uafhængige paraplyorganisation for journalister i Tyrkiet, TGS, gjort Tyrkiet til et af de lande i verden med flest fængslede journalister. Det tyrkiske retssystem efterforsker ifølge TGS i øjeblikket mellem 8000-10.000 sager, som involverer tyrkiske journalister, hvor flere er involveret i over 100 sager, og de færreste har udgået en dom. Siden 2008 er Tyrkiet kravlet fra en plads som nr. 102 på den anerkendte internationale NGO, Reporters without borders’, pressefrihedsindekset til en plads som nr. 138 i 2010 efter lande som Ukraine og Irak.

Den tyrkiske regering afviser traditionelt kritikken med, at ingen journalister bliver anholdt pga. deres journalistik, men fordi de står i ledtog med kriminelle organisationer (Ergenekon-netværket eller PKK). Regeringen henviser også til anklagemyndighedens uafhængighed, men mange regeringskritiske iagttagere hævder, at anklagernes hånd er “ført”. Andre tilføjer, at anklagerne ikke handler på baggrund af direkte ordrer, men mere i en ”atmosfære af intolerance” og ud fra, hvad man tror, regeringen gerne vil have bl.a af karrieremæssige årsager.

Lovgivningen er roden til problemet
Den tyrkiske straffelov og antiterrorlov er ifølge EU og OCSE (Organisation for sikkerhed og samarbejde i Europa) på kant med internationale standarder. Straffeloven indeholder bl.a. gummiparagraffer, der gør det ulovligt at ”ærekrænke den tyrkiske identitet”, at bagvaske og at antænde had og fjendtlighed, mens antiterrorlovens endog meget uklare propagandaparagraffer ligeledes bruges i stor stil, ikke mindst mod kurdiske politikere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere. Journalisterne Nese Düzel og Adnan Demir fra Avisen Taraf blev blandt andet arresteret og anklaget for propagandavirksomhed efter et interview med PKK-lederne Zübeyir Aydar og Remzi Kartal. Ligeledes står journalisten Ertugul Maviolu under anklage for terrorpropaganda efter en artikel i avisen Radikal, som indeholdte et interview med Murat Karayilan, som er leder for PKK’s sidegren PJAK (Partiet for et frit Kurdistan), som hører hjemme i Nordirak.

Selvom straffeloven og antiterrorloven ses som hovedårsagerne til, at de massive arrestationer af journalister er mulige, så hersker der også en stigende bekymring for de lange varetægtsfængslinger, som giver den tyrkiske stat mulighed for at tilbageholde mistænkte i op til 10 år. Et af skrækeksemplerne er journalist og grundlægger af tv-kanalen Kanaltürk, Tuncay Özkan, som i slutningen af november 2011 kunne markere sin tusinde dag som varetægtsfængslet. Den noget fortolkningsvenlige lovgivning samt de lange varetægtsfængslinger er ifølge formanden for det progressive journalist forbund i Ankara, Ahmet Abakay, blevet hensynsløse midler til at eliminere politiske modstandere, og han ser det som en af de klare grunde til, at oppositionen er så svækket, som den er i dag.

Selvcensur er blevet hverdag
Den tyrkiske journalist Deniz, som er medlem af TGS og som af sikkerhedsmæssige hensyn ønsker sit efternavn holdt anonymt, siger, at det stigende antal arrestationer har en negativ påvirkning på medielandskabet i Tyrkiet, og at selvcensur efterhånden er blevet hverdag for de tyrkiske journalister. Deniz påpeger, at selvcensur er en naturlig udvikling af det psykologiske og økonomiske pres, som regeringskritiske journalister bliver udsat for, og hun sammenligner tilstanden med McCarthy-perioden i USA i 1950erne: ”Vi ser i dag et Tyrkiet som i stigende grad ligner McCarthy-periodens massefængsling af kommunister og andre regeringskritikere”.

Den tyrkiske regering har de seneste år slået hårdt ned på al form for regeringskritik, hvilket har skabt en politisk debat, som er stærkt polariseret. Premierminister Erdogan udtalte i april sidste år, at ingen journalister er fængslet på grund af deres arbejde, men fordi de er en trussel mod den tyrkiske stat. Ved samme lejlighed sammenlignede han Ahmet Siks bog om den tyrkiske regeringsvenlige imam Fethullah Gülen og hans tilhængeres indflydelse i det tyrkiske politikorps, ”Imamans hær”, med bombemateriale og hentydede derved til, at bogen kunne være skyld i fremtidig terror. Deniz påpeger derudover, at regeringen selv opfordrer til selvcensur. Et fremhævet eksempel er Erdogans møde med en række medieejere og journalister den 21. oktober sidste år, hvor Erdogan eftersigende opfordrede til selvcensur vedrørende det kurdiske spørgsmål. Argumentet var, at alt andet kunne medføre national uro. Deniz bemærker ligeledes, at den uforklarlige store skattebøde på over 3 milliarder kroner til Dogan mediegruppen efter reportager om korruption i regeringspartiets kredse også har medført stigende selvcensur hos flere aviser, og hun tilføjer: ”Dogan-sagen har gjort regeringskritiske journalister bange for økonomiske repressalier”.

Vil international kritik hjælpe?
EU fremhæver jævnligt presse- og ytringsfrihedsområdet i Tyrkiet som problematisk, senest i ganske direkte vendinger i Fremskridtsrapporten fra oktober og i rådskonklusionerne i december i 2011. Også Europarådet har udtrykt kritik på det område, samt OSCE’s repræsentant Dunja Mijatovic, som ved et besøg i Tyrkiet sidste år slog fast, at den massive fængsling af journalister var stærkt kritisabel. Hun opfordrede ved samme lejlighed den tyrkiske regering til at putte reformering af lovgivningen øverst på dagsordenen.. Den amerikanske vice-præsident, Biden, rejste også spørgsmålet, angiveligt som det eneste kritiske punkt under sit besøg i Tyrkiet december 2011, hvor han over for den tyrkiske premierminister betonede vigtigheden ved et ytringsfrit politisk klima.

Det store spørgsmål bliver så om den tyrkiske regering overhovedet er interesseret i at imødekomme den stigende internationale kritik i et Tyrkiet, hvor tidligere tiders EU begejstring er væk. Ind til nu har regeringen afvist kritikken. Der er dog enkelte tegn på, at kritikken alligevel bliver taget til efterretning. Det tyrkiske Justitsministeriet er angiveligt i gang med at udarbejde en handlingsplan på ytringsfrihedsområdet. Regeringen har også fornyeligt udtrykt vilje til at se på de meget lange varetægtsfængslinger. Også opblødningen af regeringens problematiske initiativer på internetområdet i november 2011 giver et vist håb. Her besluttede regeringen efter hjemlig og internationalt pres at afblæse etableringen af et planlagt og omfattende obligatorisk internetfiltersystem, som de ellers havde varslet. Systemet ville have medført en blokering af flere tusinde internetsider. Nu skal den tyrkiske borger i stedet selv aktivt tilmelde sig filterordningen. Måske endnu vigtigere, så arbejder Parlamentets fire partier med regeringen i front pt. på en ny forfatning, som skal erstatte ”Kup-forfatningen” fra 1982. Forfatningsreformprocessen kan ifølge iagttagere få positiv indflydelse på væsentlige områder inkl. individuelle rettigheder og hermed også ytringsfrihedsområdet. Både TGS og Ahmet Abakay peger dog på, at en forfatningsændring langt fra kan gøre det alene. I nuværende forfatning stilles der ytringsfrihedsgarantier, men det er tilsyneladende ikke nok. Det, der virkelig betyder noget, er en ændring af straffe- og antiterrorlovene, ikke af forfatningen alene, lyder argumentet. Og her er signalerne fra regeringen modsatrettede.

Mathias Findalen (f. 1985) har en bachelor i historie fra RUC og er kandidatstuderende på center for mellemøststudier på Syddansk Universitet. Han har over de seneste par år rejst i store dele af Mellemøsten og er indtil 1. februar 2012 bosat i Tyrkiet. ILLUSTRATION: (Shutterstock)