11.11.2012

“Tyskland eksporterer arbejdsløshed. Ligesom reallønnen er den tyske efterspørgsel flad som en pandekage. Det eneste, der har hjulpet tysk økonomi, er, at man har overtaget internationale markedsandele fra nabolandene.” Det siger direktøren for afdelingen for makroøkonomi og udviklingsstrategier i FN-organisationen UNCTAD, Heiner Flassbeck til RÆSON

INTERVIEW af Lukas A. Lausen

TYSKLAND I KRISEN For at forstå eurokrisen, må man forstå Tysklands rolle i den. Og for at få forstå Tysklands rolle, må man forstå Tyskland. RÆSON spørger politikere og eksperter: Bestemmer Berlin i Bruxelles, og hvem bestemmer i Berlin?
– Tyskland bør indføre en parallelvaluta for at undgå inflation
– Merkels bedste ven i oppositionen er hendes værste fjende
– Euroen er skyld i de største spændinger i Vesteuropa siden anden verdenskrig

RÆSON: Du har flere gange foreslået, at man ensretter lønningerne i eurozonen. Allerede før euroen blev indført, havde det tyske arbejdsmarked forandret sig helt grundlæggende. Fagforeningerne, staten og arbejdsgiverne blev enige om, at man skulle fastfryse lønningerne. Hvad skete der dengang?
Flassbeck: Efter den tyske genforening var de tyske fagforeninger svækket. De formåede ikke at organisere sig fornuftigt i Østtyskland, og den østtyske lønudvikling var selvfølgelig svær at bære. Derfor blev de nødt til at finde løsninger, så det nu samlede Tyskland kunne generobre sin førende stilling i Europa. Først og fremmest skulle de sørge for at nedbringe den daværende meget høje arbejdsløshed i Tyskland, og det kunne de ved at prøve den neoklassiske tilgang, hvor man ikke skar i arbejdstiden for at bringe flere i arbejde, men til gengæld skar i lønningerne.
RÆSON: Er det du siger, at fagforeningerne frivilligt er gået med til at skære i deres medlemmers lønninger?
Flassbeck: Ja. Det er en tankegang, der slet ikke er så langt fra fagforeningernes ideologi, som den lyder. Det er et udtryk for solidaritet. Nogle giver afkald på lidt, så andre kan få mere. Fagforeningerne definerede dengang deres politik som solidarisk anstrengelse; en kamp mod arbejdsløshed.
RÆSON: Vi ser i Tyskland i dag en stærk tendens til, at flere og flere arbejdere bliver understøttet af staten, da de ikke kan leve af deres lønninger, selvom de arbejder hårdt. Var den del af udviklingen også med i aftalen mellem regeringen og fagforeningerne?
Flassbeck: Nej. De støttede ideen om at holde lønningerne nede, men gik ikke med til mere. Da det viste sig, at selv en svag lønudvikling bremsede Tysklands økonomiske udvikling, og der endnu ikke var sket den store udvikling i Tysklands eksport, blev regeringen nødt til at handle for at holde gang i økonomien. Regeringen sørgede for, at lønningerne stagnerede, og gennemførte Hartz-reformerne og Agenda 2010-aftalen, som var med til at udvikle Tyskland til et lavtlønsland. Og det har ført til, at Tyskland i dag er så enormt billig i forhold til mange andre lande.
RÆSON: Men var det ikke en mærkelig politik at føre for en rød regering dengang?
Flassbeck: Jo, men Schröder var meget presset. Han så ikke andre løsninger, så han gav efter for de neoklassiske økonomer og tvang så sit eget parti til at gå med til det.
RÆSON: Hvad har lavtlønspolitikken betydet for valutaunionen?
Flassbeck: Eksport af arbejdsløshed. Det indre marked i Tyskland er ikke vokset de seneste ti år. Ligesom reallønnen er den tyske efterspørgsel flad som en pandekage. Det eneste, der har hjulpet tysk økonomi, er, at man har overtaget internationale markedsandele fra nabolandene, og det er helt klart eksport af arbejdsløshed.
RÆSON: Kan det fortsætte på den måde?
Flassbeck: Nej. Det er udfordringen nu. Tyskland bliver nødt til at anerkende, at det var en forkert politik og må derfor sørge for, at lønningerne stiger væsentligt hurtigere end i andre lande. På den måde kan lønningerne blive balancerede over en periode på 10-15 år. Sker det ikke, kommer mange af landene til at forlade euroen og devaluere deres valuta, indtil de kan overtage markedsandele fra Tyskland igen.


Tyskland vil ikke anerkende sit ansvar

RÆSON: Da fagforeningerne og den tyske regering frøs lønningerne, var forhandlingerne om euroen allerede nået meget langt. Har man med disse skridt ikke fra starten udhulet det kommende valutasamarbejde?
Flassbeck: Jo. Men man har ikke set sammenhængene i det, og har ikke tænkt over det.
RÆSON: Hvordan kan den tyske regering have gennemført sådan en politik, og så stadig satse så meget på eurofællesskabet?
Flassbeck: Hverken dengang eller i dag har de forstået princippet bag en valutaunion. Selv i dag koncentrerer politikerne sig først og fremmest om statens politik og finanser. Det er lettere at forholde sig til som nationalpolitiker. Finanslove og balancerede budgetter kan de forholde sig til. Derfor er man fra starten gået en forkert vej. Problematikken omkring lønningerne i et europerspektiv er først gået op for dem meget senere.
RÆSON: Hvis vi accepterer din præmis om, at grundlaget for krisen er lønudviklingen i de enkelte medlemslande, burde man så ikke etablere en fælles europæisk institution, der overvåger lønudviklingen i alle landene?
Flassbeck: Jo. Der findes noget lignende nu. For cirka et år siden vedtog Kommissionen og Det Europæiske Råd, at man skulle institutionalisere overvågningen. Det er den såkaldte sixpack; altså seks forskellige indikatorer for udviklingen i medlemslandene. Og her er den makroøkonomiske udvikling – det som jeg har talt om hele tiden – én af de seks. EU skal overvåge medlemmernes betalingsbalancer, og man kan endda sanktionere, hvis nogle af landene bevæger sig i den forkerte retning. MEN, Tyskland har samtidig krævet, at overskudslande bliver behandlet helt anderledes end lande med underskud. Det er selvfølgelig en absurd tankegang, fordi man dermed fra start af giver skyldnerlandene ringere vilkår. Og det betyder i bund og grund, at hele projektet er forkert tænkt. Der er ikke lige vilkår for alle i et lige fællesskab.
Ræson: Tyskland har altså fra dag ét bevidst undergravet eurofællesskabet. Landet er medskyldig i eurokrisen, som vi ser den i dag. Er det ikke hyklerisk, at tyskerne bebrejder de hårdest ramte eurolande, når de selv har været med til at undergrave euroen og sende EU ud i krisen?
Flassbeck: Så længe der ikke er nogen politikere, der tilstår, at tyskerne også har en del af skylden, vil det fortsætte sådan. Tyske politikere har fra begyndelsen været travlt optaget af at give andre lande skylden og krævet af dem, at de skal tilpasse sig Tyskland. Imod al logik kræver man stadig, at skyldnerlandene skal blive lige så konkurrencedygtige som Tyskland. Det giver ingen mening, da ikke alle lande samtidig kan være konkurrencedygtige. Man kræver, at landene skal øge deres konkurrenceevne i en recession, og samtidig spare utrolig meget på deres nationale budgetter. Det er fuldstændig ulogisk, og det har selv den internationale valutafond erkendt nu. Men alligevel kører vi den hårde linje videre.


Heiner Flassbeck er direktør for afdelingen for makroøkonomi og udviklingsstrategier i FN organisationen UNCTAD og tidligere tysk vicefinansminister.

Lukas Antaeus Lausen (f. 1990) studerer statskundskab på Københavns universitet. Han har tidligere arbejdet i både danske og tyske partier.