50 år for Kennedy-mordet: Skammens by kæmper for at rejse sig

50 år for Kennedy-mordet: Skammens by kæmper for at rejse sig

22.11.2013

.

For 50 år siden blev USA’s populære præsident John F. Kennedy myrdet på åben gade i den konservative texanske by Dallas. Byen har siden 1963 kæmpet for at lægge mordet og den medfølgende skyldfølelse bag sig. Her er historien om Kennedy og Dallas.

BAGGRUND af Stephanie Aziz og Anne Mørk, Syddansk Universitet


Utallige events og udstillinger i Dallas-området har i løbet af denne måned sat fokus på John F. Kennedy – særligt hans sidste dage i Texas, attentatet og de mennesker, der den 22. november 1963 var helt tæt på de dramatiske begivenheder. I denne måned er det nemlig 50 år siden, at Kennedy blev skuddræbt, da han kørte gennem gaderne i Dallas. Det blev en skelsættende dag i amerikansk historie, der både nationalt og internationalt stadig modtager betragtelig opmærksomhed.

Kulminationen på “Kennedy-måneden” er drabsdagens officielle arrangement på Dealey Plaza, hvor attentatet fandt sted, der beskrives som en ”seriøs, underspillet og respektfuldt mindehøjtidelighed som hyldest til nationens 35. præsident” på arrangementets hjemmeside. Månedens mange begivenheder viser også tydeligt, at byens borgere sætter en ære i at mindes den populære præsident, men samtidig står det klart, at dette ikke altid har været lige nemt.

I dagene efter mordet fokuserede de nationale medier på højreorienterede grupper i Dallas, hvilket også fortsatte, efter at attentatmanden, Lee Harvey Oswald, var blevet afsløret som kommunist. Det var ikke blot en enkelt gal mands værk, men en handling der blev muliggjort af en hel bys had til Kennedy. På landsdækkende radio blev Dallas ligefrem fremhævet som højreekstremismens højborg, og i byen selv var man da også bevidst om netop skyldsspørgsmålet. Dagen efter mordet argumenterede Dallas Morning News for, at en hel by ikke skulle stilles til ansvar for en mands handling, men byens anden store avis, Times Herald, undskyldte modsat på byens vegne.

Det har været en omfangsrig opgave for Dallas at håndtere den dårlige omtale, som byen var genstand for i tiden efter mordet, og på mange måder ville det være forståeligt, hvis en form for kollektivt hukommelsestab kendetegnede byen i dag. Men Dallas’ befolkning har igennem årene tydeliggjort, at Kennedy-historien er en del af deres historie, og at de er villige til at stå ansigt til ansigt med fortiden, da den fælles sorg, skyld og skam også skabte en mere sammentømret by.

Siden november 2012 har Dallas Morning News bragt en daglig serie om mordet på Kennedy og dets betydning for byen. Avisen har især sat fokus på byens forsøg gennem årene på at sone for dets skyld. I 2013 er Kennedy-mordet stadig en del af Dallas’ hverdag, og de amerikanske mediers øjne er derfor i spænding rettet mod byen, som gennem årtier har kæmpet med, hvordan den skulle mindes Kennedy. Det er endt med, at byens politiske elite har valgt at fejre Kennedy med et stort event på selve årsdagen: ”The 50th: Honoring the Legacy of President John F. Kennedy.”

Eventet ledes officielt af byens borgmester Mike Rawlings, men han får stor hjælp fra Dallas Morning News og andre private såvel som offentlige aktører. Der har vist sig at være en enorm stor offentlig interesse, og derfor bliver billetterne til arrangementet fordelt ved et lotteri. De omfattende sikkerhedsforanstaltninger omkring eventet tyder desuden på, at byens politiske ledere frygter for demonstrationer og anden uro, der vil kaste negativt lys over dagen. Det her lader netop til at være dagen, hvor byen for alvor skal forsøge at sone sin fælles skyld. Der er altså meget på spil. Fokus er således heller ikke på mordet eller Dallas, men det er i stedet Kennedys arv som præsident, der skal mindes.

Rejsen til Texas
John F. Kennedy vandt staten Texas i 1960 i et tæt kapløb med den republikanske præsidentkandidat Richard Nixon. Kennedys sejr tilskrives ofte vicepræsidentkandidaten, Lyndon B. Johnson, som var senator fra Texas. Staten har en lang og voldsom historie med en generel modstand mod statsmagten og er kendt som en af USA’s mest konservative stater. Selv i den kontekst var Dallas anno 1963 berygtet for at være en af de mest voldelige og højreekstremistiske byer i landet.

Kennedy blev advaret mod Dallas, efter hans FN-ambassadør Adlai Stevenson, som også havde været Demokraternes præsidentkandidat i både 1952 og 1956, var blevet overfaldet under et besøg i Dallas i oktober 1963. Stevenson blev slået ned af en kvindelig demonstrant og spyttet på, inden det lykkedes politiet at få ham i sikkerhed. Måneden efter blev mordet på Kennedy opfattet i medierne som en del af samme tendens som angrebet på Stevenson.

Hvorfor valgte Kennedy så at tage til Texas alligevel? Kennedy søgte genvalg i 1964, og efter den knebne sejr i 1960 havde han ikke råd til at tabe staten. Udover den traditionelle valgkampagne med førstedamen var Kennedy også i Texas for at mægle i en konflikt blandt Demokraterne i Texas, der kunne bringe det følgende års valgkamp i fare. Kennedys rådgivere håbede, at billeder af præsidenten tiljublet af tusindvis af konservative texanere ville overbevise befolkningen om, at netop denne præsident kunne samle nationen. Kennedy var dog bevidst om risikoen ved at rejse til Texas, og til sine medarbejdere sagde han inden afrejse: ”We are heading into nut country”.

I ugerne inden besøget modtog Det Hvide Hus adskillige breve fra bekymrede borgere, der anbefalede præsidenten at holde sig væk fra Texas. Den demokratiske politiker Byron Skelton sendte tilmed et avisudklip til justitsminister Robert Kennedy om en tale af den højreorienterede Edwin A. Walker, hvori Præsident Kennedy blev beskrevet som en farlig mand og en trussel mod USA. Skelton følte, at talen indirekte opfordrede til et angreb på præsidenten, og frygtede, at en enlig psykopat ville tage Walkers tale alt for bogstaveligt. Ifølge Bill Minutaglio og Steven L. Davis, der skriver om attentatet i bogen ”Dallas 1963”, reagerede justitsministeren dog aldrig på advarslen. En skæbnesvanger beslutning. I timerne efter attentatet på Kennedy anså både de lokale medier og politiet i Dallas Edwin Walker eller en af hans tilhængere som den mest sandsynlige gerningsmand.

Dallas var ikke kun stærkt konservativ, men også særdeles anti-kommunistisk og anti-katolsk i starten af 1960’erne. Dækningen af Kennedys præsidentkampagne i 1960 fokuserede ofte på hans katolske tro og formodede socialistiske tendenser. Disse fordomme var typiske for hele USA i starten af 1960’erne, men havde en særlig ondskabsfuld undertone i Dallas. Ved besøget i Texas var det dog svært for mange modstandere at beskylde Kennedy for at være kommunist efter hans opgør med Sovjetunionen under Cuba-krisen i 1962. Derudover havde Kennedy ikke brugt sit embede til at promovere katolske interesser, som nogle ellers frygtede. Men i Dallas var mistilliden til Kennedy ikke blevet mindre af den grund.

Da Kennedy ankom til byen efter besøg i adskillige andre texanske byer, ventede der ham tusindvis af smilende mennesker i byens gader, men også dyb fjendtlighed i byens medier. Dallas Morning News havde spillet en central rolle i kritikken af Kennedy under valget i 1960, og på selve dagen for besøget bragte avisen en helsides annonce fra en højreorienteret gruppe, der fremstillede Kennedy som forræder og kommunist. I gaderne var der dog ikke mange tegn på vrede mod præsidenten. Folkemængden var så ekstatisk under Kennedys køretur igennem byen, at guvernørfruen Nellie Connally vendte sig om mod ham og sagde: ”Mr. President, you can’t say Dallas doesn’t love you”. Få sekunder efter lød skuddene ud over Dealey Plaza.

De svære minder
I timerne og dagene efter mordet på Kennedy udviklede Dealey Plaza sig til et såkaldt “makeshift memorial”, hvor sørgende amerikanere efterlod blomster. Tragedier som mordet på Kennedy har efterladt den amerikanske nation skræmt og tvivlende på fremtiden, og befolkningen bruger disse personlige og kreative monumenter til at holde sammen og dele den smerte, der har ramt dem. I denne proces bliver stedet for tragedien næsten helligt – et sted, hvor amerikanere kan mødes i nationalt fællesskab. På tværs af USA findes der derfor utallige bygninger, slagmarker og andre steder med national betydning, der er bevaret gennem årtier for at sikre, at mindet om tragedien ikke går i glemmebogen, og at fællesskabet styrkes. Dette har naturligvis også været tilfældet i Dallas, hvor adskillige “Kennedy-steder” er blevet bevaret for eftertiden, heriblandt Dealey Plaza, der i 1993 blev udpeget som et bevaringsværdigt National Historic Landmark District.

I årene efter attentatet blev Dallas konstant konfronteret med, hvordan man ville mindes Kennedy i byen på permanent vis. De interimistiske monumenter i 1963 var en klar indikation af, at befolkningen ønskede at mindes den afdøde præsident, og konstruktionen af et varigt monument virkede derfor som en naturlig løsning. Spørgsmålet var blot: Hvilken type monument bygger man i byen, hvor en af landets mest populære præsidenter blev myrdet af en lokal indbygger? Dallas var i årene efter Kennedy-mordet tynget af både skam og skyldfølelse. Som tidligere nævnt blev byens højreekstremistiske miljø udpeget som en af grundene til mordet, og samtidig måtte både lokale politikere og politiet affinde sig med den store kritik, der fulgte i kølvandet på, at Kennedys morder selv blev slået ihjel, mens han var i politiets varetægt. Som udgangspunkt var der altså mange aspekter ved de begivenheder, der fandt sted i november 1963, som Dallas hellere ville være fri for at huske. Samtidig havde mordet og den medfølgende opmærksomhed og kritik dog også skabt en følelse af styrket fællesskab i Dallas, og forud for konstruktionen af et monument diskuterede man derfor, hvordan dette både kunne samle byen yderligere, give besøgende et indtryk af en anderledes by end i 1963 og samtidig ære den folkekære præsident.

Kulminationen på overvejelserne blev John F. Kennedy Memorial Plaza, der alene blev betalt af Dallas’ borgere og indviet i 1970. Med Jacqueline Kennedys godkendelse af designet blev monumentet bygget en enkelt blok fra Dealey Plaza, hvor trafikken ikke muliggjorde placeringen af et monument. JFK Memorial Plaza består af en næsten 10 meter høj, hvid betonmur, der omkranser en sort granitsten, hvor der står skrevet “John F. Kennedy” – et tidstypisk minimalistisk design, der ikke imponerede alle besøgende i 1970erne.

I et interview med Dallas Morning News kaldte designeren Philip Johnson selv monumentet ”et sted for stille tilflugt, et indkapslet sted for eftertænksomhed og fordybelse adskilt fra byen omkring det”. Kritikere mente, at man i højere grad burde have æret Kennedy i form af et mere traditionelt monument samt inkluderet elementer, der hjalp besøgende med at forstå og fortolke Kennedys liv og hans død i Dallas. Denne kritik udsprang af en bekymring for, at man med tiden ville glemme, hvilken indflydelse attentatet havde på byen, både positivt og negativt.

Har Dallas givet slip på skyldfølelsen?
De politiske ledere i Dallas brugte følelsen af medskyldighed i mordet til at indføre reformer, der skulle føre byen i en mere moderat og inkluderende retning. I 1966 tog byens borgmester initiativ til projektet ”Goals for Dallas”, hvilket både skulle inkludere flere af byens minoriteter samt styrke lokalsamfundets indflydelse på og deltagelse i det kulturelle og politiske liv. Et af de senere tiltag for at styrke byens liberale image var grundlæggelsen af det humanistiske Dallas Institute i 1980, som i år har været vært for adskillige events og seminarer om Kennedy. Rent politisk er Dallas også blevet mere moderat siden 1963. Byen valgte en sort borgmester i 1995, og Obama vandt et flertal af stemmer i Dallas i både 2008 og 2012.

The Sixth Floor Museum at Dealey Plaza, som blev indviet næsten tre årtier efter mordet, er endnu et forsøg på at bearbejde traumet i Dallas. Museet er placeret i det, der i 1963 var The Texas School Book Depository, hvorfra Lee Harvey Oswald affyrede de dødelige skud mod Kennedy fra et vindue på sjette etage. Bygningen fungerede indtil 1970 stadig som skolebogslager, hvorefter dens videre skæbne blev genstand for stor debat i Dallas. The Texas School Book Depository var endnu en påmindelse om byens skamfulde historie, og mange Dallas borgere ønskede at få bygningen revet ned.

Debatten om The Texas School Book Depositorys skæbne forsatte indtil Dallas County overtog bygningen i 1977 for at etablere kommunekontorer på de første fem etager. Sjette etage forblev dog tom – en anerkendelse af stedets historiske betydning og en indikation af, at byen på et tidspunkt ville være klar til at konfrontere fortiden på dette sted. Dette blev en realitet, da The Sixth Floor Museum at Dealey Plaza åbnede dørene i 1989. Museet er endnu et eksempel på, at det i høj grad er lykkedes byen at finde en “seriøs, underspillet og respektfuld” måde at ære og mindes Kennedy.

I dagene op til 50-års jubilæet har den store interesse for Kennedy-historien i Dallas nærmest været et problem for byen, der ifølge borgmester Mike Rawlings ikke ønsker at gøre årsdagen til en turistattraktion. Nu hvor mordet ikke længere er et smertefuldt tabu for byen, er de politiske ledere altså bevidste om mulige beskyldninger om, at Dallas udnytter tragedien for økonomisk gevinst. Så selvom Dallas efterhånden har tilgivet sig selv, vil byen altid være stedet, hvor Kennedy blev myrdet. En præsident, hvis arv stadig dominerer både Dallas og resten af USA 50 år efter sin død.


Stephanie Aziz er cand.mag. i amerikanske Studier, og Anne Mørk er ph.d.-studerende i amerikanske studier, Syddansk Universitet. FOTO: Flickr