07.03.2013

I Europa har man siden 2007 talt om „krisen“. I Frankrig er det begreb blevet brugt de sidste 40 år.

ANALYSE af Jon Egeris Karstoft

FRA RÆSON KOMPAKT #1: Torsdag d. 7. marts udkom premierenummeret af RÆSONs nye kvartalsmagasin: KOMPAKT. RÆSONs abonnenter har automatisk adgang til alt materiale fra KOMPAKT i digital form her på vores website.

TEGN ABONNEMENT NU: 250 kr./året inkl. porto og ekspedition. Pris for studerende og pensionister kun: 200 kr./året.

Siden 1984 har Frankrig nærmest uafbrudt haft en arbejdsløshed på over 8 pct., i mange år endda svingende omkring de 10. 24 pct. af Frankrigs unge under 25 år er arbejdsløse. Landets små og mellemstore virksomheder er skrøbelige og har svært ved at konkurrere globalt, og statskassen har kørt med underskud siden 1974.

Frankrig har brug for reformer. Og Europa har brug for reformer i Frankrig. I november 2012 havde The Economist et temanummer om Frankrig med overskriften „Tidsbomben, i midten af Europa“. I Frankrig blev man ikke just fornøjet. Premierminister Ayrault kommenterede efterfølgende: „Overdrivelse, der kun er til for at sælge papir, imponerer på ingen måde Frankrig.“ Krisen i de sydeuropæiske lande har været alvorlig for EU, men hvis Frankrig, Europas næststørste økonomi, også kommer i vanskeligheder, er situationen hinsides kontrol. De gældsplagede lande i syd, der har været ofre for finansmarkedernes nervøsitet, er i øvrigt i gang med reformer, man end ikke overvejer i Frankrig.

Det offentlige underskud
HER ER PROBLEMET: Frankrig har haft underskud siden 1974 og sidder nu tilbage med en offentlig gæld på over 90 pct. af BNP. Efter at eurokrisen har passeret Spanien og Italien, peger mange på Frankrig som det næste offer for finansmarkedernes nervøsitet. I 2012 havde Frankrig et offentligt underskud på 4,5 pct. af BNP, men franskmændene låner dog fortsat til historisk lave renter.

HVAD HAR MAN GJORT FØR? Frankrig betaler for fortidens synder: Det er konsekvenserne af årtiers manglende budgetdisciplin, som to økonomer konkluderede i Le Monde for to år siden. I 2010 begyndte Sarkozy dog på at formindske underskuddene med en kombination af øgede skatter og upopulære besparelser: Blandt andet har han hævet pensionsalderen og fastfrosset overførselsindkomsterne. Således fik han bragt underskuddet fra 7,1 pct. af BNP i 2010 til 5,2 pct. i 2012.

HVAD HOLLANDE VIL GØRE VED DET: I løbet af sin valgkamp og igen umiddelbart efter sin regerings tiltræden har Hollande lovet at bringe de offentlige underskud ned til 4,5 pct. af BNP i 2012 og til 3 pct. i 2013, så landet igen overholder de europæiske aftaler. I 2012 lykkedes det for hans regering at holde løftet (dog med et underskud på én milliard euro mere end det beløb, de havde angivet som målsætning). Dette skete ved en kombination af at fastfryse de offentlige udgifter og hæve skatterne for de rigeste og virksomhederne. Regeringen har dog netop oplyst, at den ikke mener, den kan overholde sin målsætning om 3 pct. i 2013, grundet den lave vækst. På sin vej er præsidenten også stødt ind i problemer. Forfatningsrådet har underkendt Hollandes millionærskat på 75 pct. på lønninger over en million euro, og uden rådets velsignelse kan den ikke træde i kraft. Deres begrundelse var dog en teknisk detalje, og regeringen fastholder sin målsætning.

FREMTIDSUDSIGT: Regeringen baserede sin prognose for 2013 om et underskud på 3 pct. af BNP på et vækstskøn på 0,8 pct. Såvel EUKommissionen som IMF finder dette skøn alt for optimistisk og regner med et underskud på 3,5 pct. af BNP. Regeringen har måttet bøje sig for dette ræsonnement og erkender, at de har været for optimistiske, men fastholder deres løfte om at nedbringe underskuddet til 0 inden for Hollandes præsidentperiode, altså inden 2017. Jean Pisani-Ferry, tidligere økonomisk rådgiver for den socialdemokratiske premiermini- ster Lionel Jospin, siger til RÆSON: „Indtil videre har regeringen hovedsageligt arbejdet på at øge indtægterne, altså hævet skatterne, men det kan man ikke blive ved med. Nu skal regeringen spare cirka 60 mia. euro væk, og det kan kun betyde én ting: besparelser på de store offentlige velfærdsprogrammer.“ Han ser det heller ikke for sandsynligt, at regeringen når sit mål, og forudser et tal imellem 3 og 4 pct.

DET BETYDER DET FOR EUROPA: „Det er helt afgørende for EU, at Frankrig får saneret de offentlige finanser, fordi landet har et budgetunderskud, som overstiger de grænser, der er sat op herfor i finanspagten,“ fastslår Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet. „Samtidig er Frankrigs gæld efterhånden kommet så højt op, at landet risikerer ‚italienske tilstande‘ med høje rentesatser på statsobligationerne.“

„Hele Europa husker november 2003, hvor Frankrig og Tyskland gjorde fælles front for at undgå de straffe, de skulle have for at have forbrudt sig mod Stabilitetspagtens bud om et underskud på under 3 pct.,“ siger Jean Pisani-Ferry. „Nu, hvor regeringen har erklæret, at den ikke regner med at kunne komme under de 3 pct. i 2013, frygter hele Europa, at historien vil gentage sige.“

Det rigide arbejdsmarked
HER ER PROBLEMET: På det franske arbejdsmarked findes der to slags ansættelsesforhold: de tidsbegrænsede og de tidsubegrænsede. Med de tidsubegrænsede følger en række privilegier, deriblandt at det indtil nu har været næsten umuligt at blive fyret. Tanken har været, at man igennem sit liv lægger ud med et par tidsbegrænsede kontrakter for så at ende med at få en tidsubegrænset. Systemet kommer fra en tid, hvor man i meget mindre grad end i dag skiftede arbejdsplads, men avancerede inden for samme virksomhed. I dag gør systemet det svært for de unge at trænge ind på arbejdsmarkedet og for de ældre at få et nyt job, hvis de først mister deres tidsubegrænsede kontrakter. Og frygten for at miste sine privilegier gør, at folk er mindre tilbøjelige til at skifte ar- bejdsplads – de er ganske simpelt bange. Det gør hele arbejdsmarkedet ufleksibelt. Det siger direktøren for tænketanken Vores Europa, Yves Bertoncini, til RÆSON.

HVAD HAR MAN GJORT FØR? I 2006 forsøgte den daværende borgerlige regering under Jacques Chirac at få indført den såkaldte førstejobskontrakt. Under denne kontrakt skulle det i løbet af de første to år være muligt at afskedige den ansatte uden at give nogen grund. Formålet var netop at øge incitamentet til at ansætte unge. Loven var reelt vedtaget, men efter heftige protester fra studerende, gymnasieelever, fagforeninger og venstrefløjen besluttede Chirac alligevel at trække den tilbage.

HVAD HOLLANDE VIL GØRE VED DET: På bedste nordiske vis indkaldte Hollande til forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, så de selv kunne finde en løsning. Det er meget atypisk for Frankrig, hvor lovgiverne har tradition for at tromle ting igennem. Derfor har de i forvejen svage fagforeninger heller intet incitament haft til at tage ansvar og har historisk set modsat sig forsøg på forandring. Nu fik de dog en pistol for panden, idet præsidenten truede med at lovgive sig frem. 11 dage efter nytårsdag, hvor Hollandes ultimatum udløb, fandt arbejdsgiverne og to af de store fagforeninger så frem til en aftale. Den gør det på den ene side væsentlig lettere for arbejdsgiverne at afskedige medarbejdere og øger deres muligheder for at regulere lønningerne og arbejdstiden, hvis de til gengæld afgiver et løfte om at undgå fyringer. Desuden bliver det lettere for arbejdsgiverne at bede deres medarbejdere flytte til en anden afdeling. På den anden side øger aftalen beskatningen på de tidsbegrænsede kontrakter og gør det lettere for lønmodtagerne at tage den opsparede ret til videreuddannelse med sig. Det er reelt en fortyndet version af den danske flexicurity-model. Teksten er dog blevet kritiseret for ikke at gå hele vejen og stadig operere med et todelt arbejdsmarked. På nuværende tidspunkt er aftalen ved at blive omformet til et lovforslag i det franske beskæftigelsesministerium.

FREMTIDSUDSIGT: Umiddelbart burde det virke som en smal sag for præsidenten at få aftalen igennem parlamentet, for hans eget parti har et absolut flertal. Men det franske socialdemokrati rummer stadig en yderlig venstrefløj, der årvågent holder øje med lønmodtagernes rettigheder, og der bliver hvisket i krogene om at ændre på teksten. Regeringen, der har lovet arbejdsmarkedets parter ikke at ændre på aftalen, taler om at binde afstemningen til et mistillidsvotum, imens arbejdsgiverne pga. indre magtkampe er begyndt at trække i land.

DET BETYDER DET FOR EUROPA: „Den manglende franske jobskabelse lægger en hindring i vejen for et generelt europæisk opsving,“ siger Peter Nedergaard, men han tvivler på, at den nye aftale får stor betydning: „Den kan muligvis rette lidt op på ungdomsarbejdsløsheden, men det er efter alt at dømme for lidt til, at det for alvor får gang i jobskabelsen i Frankrig.“

Jean Pisani-Ferry er stort set enig: „For Frankrig er aftalen en god ting, fordi det er lang tid siden, vi har set en regeringsperiode i Frankrig begynde med succesfulde forhandlinger imellem arbejdsmarkedets parter, og fordi aftalen øger fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Men i forhold til resten af Europa indhenter Frankrig bare en del af sin forsinkelse.“

Det uholdbare pensionssystem
HER ER PROBLEMET: På nuværende tidspunkt er pensionssystemet allerede i stærkt underskud. Selvom befolkningssammensætningen er en smule mindre problematisk i Frankrig, da der fødes flere børn end i de fleste andre europæiske lande, vil det fortsat være et kæmpe problem, når de store årgange begynder at forlade arbejdsmarkedet. Før Sarkozy var pensionsalderen 60 år – han satte den op til 62 år for privatansatte, imod fx 67 år i Tyskland. Regeringens ekspertråd om pensionssystemet forudser, at ordningen selv under gunstige makroøkonomiske forhold vil vise mindst lige så store underskud frem til 2030, som den har gjort indtil nu. Umiddelbart efter valget sænkede Hollandes regering pensionsalderen tilbage til 60 år for nogle af de lønmodtagere, der har været længst på arbejdsmarkedet, men det forventes ikke at have nogen mærkbar effekt på pensionssystemets underskud.

HVAD HAR MAN GJORT FØR? En række tiltag har været forsøgt. I 90’erne besluttede man at lade pensionerne følge inflationen i stedet for lønningerne. Man har udvidet det grundlag, de månedlige ydelser beregnes på, fra de 10 bedste år i ens arbejdsliv til de 25 bedste. Og man har hævet pensionsalderen. Men ingen af tiltagene har været nok.

HVAD HOLLANDE VIL GØRE VED DET: Indtil videre kører diskrete forhandlinger med fagforeningerne om at lade den månedlige ydelse, pensionisterne får under den såkaldte tillægspension, stige i et langsommere tempo end priserne – og det vil reelt sige: lade den falde. Dette retfærdiggøres ved, at pensionisterne i Frankrig er nogle af Europas mest velstillede.

FREMTIDSUDSIGT: Det er netop blevet besluttet at fremrykke regeringens bebudede reform af pensionssystemet fra 2014 til 2013. Der vides endnu ikke meget om regeringens planer, men den lover at komme med ‚signaler‘ før en planlagt socialkonference i juli. Det vides dog, at man for at lade ordningen løbe rundt i 2020 enten skal i) hæve pensionsalderen yderligere med et halvt år, ii) hæve de livslange indbetalinger eller iii) lade forholdet mellem lønnen for arbejde og de månedlige ydelser falde. Det siger sig selv, at ingen af delene er videre populære.

DET BETYDER DET FOR EUROPA: „Frankrig står over for en stigende pensionsbyrde, som det offentlige og arbejdsgiverne langt hen ad vejen skal bære, fordi Frankrig ikke som Danmark aflastes af lønmodtagernes selvopsparing via arbejdsmarkedspensionerne,“ forklarer Peter Nedergaard. „Det er et stort problem. Det er skadeligt for Frankrigs konkurrenceevne, for mulighederne for at stabilisere de offentlige finanser og dermed også for eurozonens samlede økonomiske formåen.“

Den forsømte konkurrenceevne
HER ER PROBLEMET: Frankrig har i løbet af de sidste 10 år set sin konkurrenceevne blive udhulet og sit handelsoverskud gå fra at være svagt positivt til stærkt negativt. Det skyldes, at Frankrig i høj grad ud- byder varer af mellemkvalitet, der er stærkt prisfølsomme, uden at de franske lønmodtagere af den grund har vist tilbageholdenhed med lønstigningerne. Tyskland, derimod, udbyder varer af høj kvalitet, der er mindre prisfølsomme, og har samtidig ført en politik, der befordrer løntilbageholdenhed. Landene syd og øst for Frankrig kan omvendt tilbyde lavere priser og langsomt øge kvaliteten af deres varer. Frankrig er dermed presset fra to sider.

HVAD HOLLANDE VIL GØRE VED DET: Hollande bad i sommer industrilederen Louis Gallois, som går for at være venstreorienteret, udfærdige en rapport om, hvordan den franske konkurrenceevne kan forbedres. Resultatet blev præsenteret i november, og regeringen overtog hovedanbefalingen: at lette skatten på arbejde. Der er tale om en engangsskattelettelse på 20 mia. euro, der skal give virksomhederne luft her og nu. Det skal finansieres af besparelser i det offentlige og moderate stigninger i momsen. Hele pakken blev vedtaget som en del af finansloven i december.

FREMTIDSUDSIGT: Jean Pisani- Ferry siger om tiltagene: „Der er tale om en saltvandsindsprøjtning til virksomhederne, som kan have en vis virkning på kort sigt. Men det er klart, at det ikke kan erstatte de mere strukturelle indgreb, som Frankrig har brug for, fx hvad angår landets små og mellemstore virksomheder, der har svært ved at vokse og innovere. De har brug for at få adgang til forskning og kapital.“ Derudover nævner han landets tærskelproblemer: Når en virksomhed når en vis størrelse, opstår en masse krav, fx til medarbejderrepræsentation og beskatning. Det medfører, at mange virksomheder fastholder en størrelse lige under tærsklen. Pisani-Ferry forventer, at der senere vil komme strukturelle indgreb, som skal virke på lang sigt – men mener, at Hollande var for optimistisk, da han lovede, at 2013 vil være året, hvor arbejdsløsheden begynder at falde.

DET BETYDER DET FOR EUROPA: „Forbedringen af Frankrigs konkurrenceevne er afgørende for, at fransk økonomi kommer op i et andet vækstgear, hvilket igen er afgørende for, at eurozonens økonomi igen bliver en vækstøkonomi og ikke en stagnationsøkonomi. Tyskland kan ikke alene trække eurozonen ud af lavvæksten. Hertil behøves også et fransk bidrag. Frankrig er nøglen til at få vendt udviklingen i eurozonen,“ siger Peter Nedergaard.

Til RÆSON siger Jean Pisani-Ferry: „I løbet af de kommende år må eurozonen finde en indre balance. Det er betingelsen for, at den samme pengepolitik skal kunne gælde for alle, og for, at den samme valutakurs passer til alle. Afstanden mellem Tyskland og Frankrig må ikke være for stor på lang sigt.“

Et folk af sortseere
Hollande levede længe et liv i skyggen som stille partiformand i det splittede franske socialdemokrati (PS) og havde egentlig trukket sig fra politik, før han op til præsidentvalget i 2012 stillede op til sit partis primærvalg. Meget atypisk for det i europæisk sammenhæng venstreorienterede PS vandt han primærvalget på løfter om finanspolitisk ansvarlighed – og på trods af nogle vage formuleringer kan ingen nægte, at han blev valgt på en reformdagsorden. Hans parti, PS, sidder alene på et flertal af sæderne i underhuset, og venstrefløjen styrer alle magtcentre både nationalt og i det store flertal af regionerne. Hovedmodstanderen på højrefløjen, det konservative UMP, ligger i ruiner efter en formandsvalgkamp, der truede med at få det meget sammensatte parti til at eksplodere.

Men i modsætning til de fleste europæiske socialdemokratier har PS aldrig fået udrenset sin marxistiske venstrefløj og opdateret sit program. Det er altså ikke sikkert, at hele Hollandes flertal i parlamentet er brugbart. Hollandes valgsprog lyder, at man for at reformere varigt skal bevare en social konsensus. Men de fagforeninger, han skal bruge for at opnå den ønskede „sociale konsensus“, har ingen tradition for indflydelse og har derfor ofte valgt bare at sætte sig imod ved at strejke. De har dog vist sig samarbejdsvillige, da det gjaldt. Der blev slagtet nogle hellige køer i den aftale, de indgik med arbejdsgiverne 11. januar.

Franskmændene selv er et af verdens mest pessimistiske folkefærd og tror hverken på en lysere fremtid eller på, at de byrder, reformer vil påføre dem, vil blive retfærdigt fordelt, som Jean Pisani-Ferry for nylig fortalte Ræson.dk. En række meningsmålinger bekræfter dette billede. Det markeds- og globaliseringsangste folk har på trods af denne pessimisme tidligere foretrukket ledere, der gav dem falske forhåbninger om storhed uden de anstrengende reformer. Muligvis netop derfor er Hollande stødt på problemer med sine reformtiltag. I dag, knap et år efter hans valg, er kun 38 pct. af vælgerne tilfredse med hans indsats. Som Jyllands-Postens tidligere korrespondent i Paris Niels Levinsen sagde om det franske præsidentvalg i 2007: „I sidste ende er det lige meget. Franskmændene er altid euforiske omkring deres nyvalgte præsidenter. Om lidt hader de dem alligevel.“


Jon Egeris Karstoft (f. 1992) studerer økonomi på Københavns Universitet og har boet 8 år i Paris. FOTO: Jean-Marc Ayrault via Flickr.