12.02.2013

Faren for at det europæiske projekt bryder sammen er overstået i denne omgang. Men EU står stadig over for store sociale udfordringer, som er fulgt i kølvandet på den økonomiske krise.

ANALYSE af Michael Leif Larsen


Så sent som sidste sommer var euroen og det europæiske projekt truet af et regulært sammenbrud. Situationen i Grækenland forværredes næsten dagligt, og renten på de spanske statsobligationer var steget til højder, som gjorde det umuligt for landet at komme af med gælden igen. En spansk udtræden af euroen blev pludselig anset for at være en mulighed, og det ville i værste fald kunne true selve eksistensen af den fælleseuropæiske valuta. De ledende europæiske politikere ville derfor for enhver pris sikre Spaniens medlemskab af euroen.

Det ser nu ud til at være lykkedes, men de sydeuropæiske lande kæmper fortsat hårdt med krisens sociale eftervirkninger. Fjendske og ligefrem hadefulde ytringer mod den tyske forbundskansler Angela Merkel har demonstreret, at befolkningerne i Sydeuropa udmærket ved, hvor den reelle politiske og økonomiske magt i Europa befinder sig. Sydeuropæerne må rette ind efter den tyske opfattelse af sund økonomisk politik, og den økonomiske krise har kun gjort dette demokratiske dilemma endnu tydeligere.

”EU-projektet lider under, at de nationale politikere ikke vil tale om EU,” siger Marlene Wind, professor i statskundskab ved Københavns Universitet. ”De har ingen interesse i at gøre det europæiske projekt mere populært, fordi det kan skabe et ryk fra det nationale og over mod det europæiske. Det er de nationale politikere ikke interesserede i.”

Professor i europæisk og dansk historie ved CBS, Uffe Østergård, tror heller ikke på, at den økonomiske krise vil gøre befolkningerne mere interesserede i EU. Han påpeger, at da Maastricht-traktaten i 1992 lagde fundamentet for et tættere europæisk samarbejde, forventede de fleste, at de europæiske befolkninger ville blive drevet mere sammen. Men det modsatte skete, og i de seneste to årtier er de nationale identiteter blevet styrket. ”Det er altså nogle spor, som kører mere uafhængigt, end man havde regnet med,” siger han.


Stabilisering af euroen og EU-samarbejdet

En række tegn tyder dog på, at den økonomiske hestekur, som de stærkt gældsramte lande har været underlagt, er begyndt at virke. ”Renterne er nu er kommet ned på et håndterbart niveau, og det er en betingelse for, at et opsving kan komme i gang,” siger professor i økonomi ved CBS, Jesper Rangvid. ”Men hovedårsagen til optimismen er nok, at konkurrenceevnen i Spanien, Irland, og Grækenland er blevet langt bedre. Deres lønninger er decideret faldet, og det er grunden til, at der er social nød. Men det er det, der skal til, for at man har lyst til at købe de varer, som landene producerer.”

Stabiliseringen af euroen og EU-projektet begyndte med en enkelt udtalelse af chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, på en konference i London den 26. juli sidste år. ”Inden for vores mandat vil den Europæiske Centralbank gøre, hvad der skal til for at bevare euroen,” sagde Draghi. ”Og tro mig, vi vil gøre nok.” Han sagde med andre ord, at ECB i yderste konsekvens var parat til at trykke den mængde euro, der var nødvendig for via ubegrænsede opkøb af spanske statsobligationer at holde eurostrømmen til Spanien flydende. Og dermed Spanien inde i euroen.

”Mario Draghi slog en tyk streg under, at det ikke kan lade sig gøre, at Spanien forlader euroen,” siger Jesper Rangvid. ”ECB havde tidligere købt græske statsobligationer, men det var for et begrænset beløb. Det, han sagde nu, var, at banken ville købe ubegrænset op, hvis der skulle komme tvivl om euroens overlevelse.”

Renterne på de spanske statsobligationer var drevet i vejret, fordi investorerne var begyndt at indregne den risiko for tab, en konvertering af spansk gæld fra euro til en ny spansk valuta ville medføre, hvis Spanien forlod eurozonen. Draghis håndfaste forsikring betød, at de finansielle investorer ikke længere behøvede at indregne denne risiko i rentens størrelse, når de købte spanske statsobligationer. Umiddelbart efter Draghis udtalelser begyndte renterne på de spanske statsobligationer derfor at falde, og presset på Spanien tog af.


Forsvaret for euroen har skabt optimisme

Stabiliseringen af euroen blev yderligere forstærket, da EU’s ledere i december sidste år besluttede at oprette en fælles bankunion, som efter planen skal træde i kraft i begyndelsen af 2014. Med bankunionen, som vil omfatte omkring 200 af de største europæiske banker, vil der under ECB blive etableret et fælleseuropæisk opsyn med Europas største banker. Når bankunionen er trådt i kraft, bliver krisehåndtering og rekapitalisering af store, nødstedte europæiske banker en fælleseuropæisk opgave og ikke længere en tung byrde for den eller de konkurstruede bankers hjemlige økonomier.

”Bankunionen betyder, at den økonomiske byrde bliver fordelt over hele eurozonen, hvis en stor bank går ned. Hvis bankunionen havde været der, da de irske banker kom i vanskeligheder, havde de ikke trukket Irland ned. Så var de andre EU-lande og EU-borgere også kommet til at betale for redningen af de irske banker,” siger Jesper Rangvid.

Det bastante forsvar af euroen og den kommende bankunion har skabt grobund for en vis optimisme. I en tale til diplomater i Lissabon den 3. januar i år fastslog formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, at euroen var reddet. Investorerne på de finansielle markeder havde nu indset, at Europas politiske ledere var indstillede på at bevare euroen for enhver pris. Men Barroso erkendte også, at den økonomiske krise har store sociale konsekvenser, og han erklærede sig villig til at analysere og justere eksisterende planer og programmer for at minimere de sociale omkostninger ved krisen.


Krise på de sociale dimensioner

”EU står nu over for en krise, som handler om social uro og arbejdsløshed. Men der er ingen, der længere sætter spørgsmålstegn ved, om valutasamarbejdet holder, om Europa står samlet, og om Europa bevæger sig fremad mod yderligere integration og konsolidering af økonomierne,” vurderer Marlene Wind. ”Hvor det de sidste to år har kørt meget på, om euroen og måske EU falder fra hinanden, så er vi i 2013 rykket over i, at det handler om arbejdsløshed og social marginalisering. Altså krise på de sociale dimensioner.”

For at imødegå den sociale krise har Kommissionen foreløbig spillet ud med et forslag, som efter fire måneders ledighed skal sikre unge et job, en uddannelse eller en praktikplads. Det gælder alle unge mellem 18 og 25 år samt unge under 30, der netop har afsluttet en uddannelse. Europa-Parlamentet vedtog i januar i år forslaget med stort flertal og beslutningen forventes endelig konfirmeret når EU-landenes beskæftigelsesministre mødes i februar.


Michael Leif Larsen (f. 1959) er cand.scient.pol. og freelance-journalist. Han har tidligere bragt kommentarer og analyser i blandt andre RÆSON, Berlingske og Kristeligt Dagblad. ILLUSTRATION: Grækenlands tidligere premierminister George Papandreou og EU-præsident Herman Van Rompuy (Foto: Den græske premierministers kontor).