Flemming Splidsboel: Nu lytter verden til Putin

Flemming Splidsboel: Nu lytter verden til Putin

08.11.2013

.

”Rusland har været en af de eneste nationer, som stædigt har holdt fast ved, at vi har en verdensorden, og at den skal respekteres i form af non-intervention. Det er bemærkelsesværdigt.” Det siger Flemming Splidsboel, ruslandsekspert og lektor ved Københavns Universitet.

INTERVIEW af Sahra-Josephine Hjorth og Nadja Aarøe Simonsen


RÆSON: Er Putin ved at positionere Rusland som seriøs spiller i det internationale magtsystem?
Splidsboel: Ja. Det er helt klart Kina, som er længst fremme, og som er den største konkurrent, hvis man ser på de egentlige ressourcer. Men Rusland er længere fremme i skoene end Kina. Vi har overvurderet Rusland før, men nu har de altså haft held til at få øget indflydelse. Når jeg kigger internt i Rusland, kan jeg se masser af problemer, men de har alligevel haft held til at omsætte deres kapaciteter til øget indflydelse. Rusland er stadigvæk langt under USA, men særligt udviklingen i Syrien-konflikten viser, hvor stærk en spiller Rusland er. Tilbage i 2008, da Rusland gik i krig med Georgien, var budskabet til verden også klart: ”Bland jer udenom. Det er vores område.”
RÆSON: Er Rusland i stand til at påvirke den internationale magtbalance?
Splidsboel: Hvis man måler magt som indflydelse, har Rusland mere magt internationalt, end vi hidtil har regnet med. Helt konkret kan man se det på de beslutninger, som er blevet truffet omkring Syrien af det internationale samfund. Putin har været dygtig til at lodde den stemning, som har været i det internationale miljø angående Syrien – nemlig at en intervention i Syrien skal undgås i det omfang, det er muligt. Rusland har været en af de eneste nationer, som stædigt har holdt fast ved, at vi har en verdensorden, og at den skal respekteres i form af non-intervention. Det er bemærkelsesværdigt.
RÆSON: Hvordan har Ruslands internationale rolle ændret sig siden 2012?
Splidsboel: Rusland har haft held med at forsøge at definere en normativ magt. Putin stiller eksempelvis spørgsmålstegn ved, hvad der er det rigtigt, og hvad der er forkert i forhold til Syrien-konflikten. Og omverdenen lytter til ham. Putins kommunikationsform har også ændret sig. Vi så det blandt andet til G20-topmødet, hvor Putin henvender sig til Obama med et ønske om, at man følger FN’s konventioner. Russerne har opnået en bedre forståelse for, hvordan man agerer i det internationale samfund. Rusland er her blevet mere ”teflonbelagte”. Når Rusland møder international kritik, afviser de kritikken med en tilsvarende kritik af afsenderen. Det gør det vanskeligt at håndtere Rusland for eksempelvis Vesten. Den stigende russiske magt og forbedrede ageren i det internatonale samfund påvirker også Putins image internt i Rusland.
RÆSON: Det er kommet frem, at den aftale, USA indgik med Assad, om at USA ikke ville intervenere militært i Syrien, hvis Assad udleverede sine kemiske våben, er designet af russerne. Hvorfor er denne plan attraktiv for russerne?
Splidsboel: Fordi den køber mere tid til Assad. Nu har Assad et år til at afslutte borgerkrigen i Syrien. Vi kan se, at Assad er meget begejstret for Putin, og den måde som Putin har brugt vetoretten og FN-systemet på. Den er også attraktiv, da den positionerer Rusland forholdsvist centralt i Syrien-konflikten.
RÆSON: Er det russisk-amerikanske forhold i forbedring?
Splidsboel: Forholdet virker forholdsvist harmonisk. Begge parter har været glade for udfaldet i Syrien-konflikten, hvor der måske ligefrem har været samarbejde bag kulisserne. Men inden aftalen så vi jo ret store spændinger mellem landene.
RÆSON: Har USA “tilgivet” Rusland for at nægte at udlevere Edward Snowden?
Splidsboel: Jeg tror ikke, det har haft så stor betydning. USA har erkendt, at man må komme videre. Så ser man, hvad der sker, når hans asyl udløber.
RÆSON: Hvordan opfattes Obama af Kreml?
Splidsboel: Forholdsvis svag. Efter Syrien-aftalen har russerne fået en opfattelse af, at man kan skubbe rundt med Obama. Jeg tror, det er en af konklusionerne ved Syrien-affæren.
RÆSON: Hvordan har præsidentskiftet fra Bush til Obama påvirket relationerne i mellem Rusland og USA?
Splidsboel: Det er blevet bedre. Russerne føler, at de har fået større råderum.
RÆSON: Hvad er russernes drømmescenarie for Syrien?
Splidsboel: Sådan som situationen er nu. Russerne har vist Assad, at uden Rusland havde han været færdig. Nu har Assad bare at rette sig efter Ruslands ønsker fremadrettet, og det må vi formode, at han gør i en vis udstrækning. Det er positivt for russerne.


Irrationel interesse i omkringliggende lande

RÆSON: Hvad mener den almene russer om Putin og Ruslands rolle i Syrien?
Splidsboel: Der er stor tilfredshed i befolkningen. Man har forsvaret de russiske interesser, og man har forsvaret flere principper, som russerne støtter op omkring, herunder det tidligere nævnte FN-spor og respekt for suverænitet. Putin oplever dog stadig modstand nationalt, men han har også stor opbakning. Han er stadig den mest populære politiker i Rusland. Det er der ingen tvivl om.
RÆSON: Hvordan påvirker Ruslands øgede indflydelse de omkringliggende lande?
Splidsboel: Ruslands øgede indflydelse betyder ikke, at de har fået flere allierede blandt de omkringliggende lade. Tværtimod. Ruslands base af allierede smuldrer langsomt for dem. Det er et paradoks, at Rusland virker stærkere, men at flere og flere allierede forsøger at komme væk fra samarbejdet. Senest har vi set det med Armenien, som har forsøgt at distancere sig fra Rusland, men som blev tvunget ind i folden igen. Et tilsvarende eksempel er Ukraine, som gerne vil underskrive en aftale med EU og nedprioritere alliancen med Rusland.
RÆSON: Hvad er Putins vision for regionalt samarbejde i fremtiden?
Splidsboel: Putin vil jo gerne etablere en ny Eurasisk Union med de gamle Sovjetlande. Det får han besvær med at føre ud i livet.
RÆSON: Hvilken rolle spiller de tidligere sovjetiske lande i Ruslands forsøg på at skaffe sig mere international magt?
Splidsboel: De har kun en marginal rolle. Det er egentlig besynderligt, at Rusland vil trække landene til sig. Det betyder jo i realiteten ikke meget, at et lille land som Armenien bliver mere provestligt, men det gør det åbenbart for Rusland. Vi skal også huske på, at Rusland støtter lande som Armenien med en lang række generøse midler.
RÆSON: Hvorfor bruger Rusland så kræfter på de omkringliggende lande?
Splidsboel: Jeg mener, at Rusland forsøger at trække nabolandene til sig af irrationelle grunde. Det er den følelsesmæssige forbindelse mellem landene, der er afgørende for russerne, og samtidig er der en frygt for alternativet til, at de flytter sig trættere på Rusland.
RÆSON: Hvad er Putins holdning til at lande som Moldova og Ukraine kigger mere og mere mod EU?
Splidsboel: Det er der bestemt en negativ stemning omkring. Ukraine er den store sværvægter her. Ukraine er markant mere demokratisk og velfungerende end Rusland. Og hvis den udvikling accelererer, kan det være med til at udstille problemerne i Rusland. Hvis Ukraine bliver mere demokratisk, så kan det føre til, at Rusland må gennemføre flere reformer.
RÆSON: Hvordan forsøger Rusland at genskabe sin indflydelse i de tidligere sovjetiske lande, som de tilsyneladende ikke vil opgive?
Splidsboel: De lokker med økonomiske goder. Vi skal huske, at de ikke kun giver dem tæsk. Nu forsøger man med den her nye union, som skal være klar inden 2015. Det er det mest ambitiøse integrationsprojekt, som vi har set hidtil. Men det er tamt at sige, at det er en lille udgave af EU, og Ukraine har allerede meldt sig ud. Det er problematisk for Rusland, og derfor truer Rusland nu med at hæve prisen på energiforsyninger. Man kunne også forstille sig, at de lukker for gassen. Eller også nægter Rusland Ukraine adgang til det russiske marked. På den måde skaber russerne flaksehalse og begrænsninger for landene. Det skader økonomien. Det har Rusland efterhånden gjort så mange gange, at vi næsten ikke lægger mærke til det mere.
RÆSON: Hvilken rolle spiller piraterianklagerne mod Greenpeace-aktivisterne for Ruslands image i EU?
Splidsboel: Set fra Vesten har de en betydelig effekt. Det er med til at påvirke vores syn på Rusland. Fra russisk side bekymrer de sig dog i dag mindre om, hvad vi mener, end de gjorde for ti år siden. Derfor træffer Rusland en række kontroversielle beslutninger, som eksempelvis går ud over personerne fra Pussy Riot og andre aktivister. Rusland er dog ikke helt stoppet med at lytte. Hvis vi kigger på homo-loven er russerne begyndt at trække lidt i land. Et eksempel på dette er, at Putin modtager russiske atleter, der har vundet medaljer, også hvis de er homoseksuelle.
RÆSON: Hvilken dom forudser du, at aktivisterne får?
Splidsboel: Jeg tror, at russerne ønsker at skræmme aktivisterne i første omgang, og så får de en beskeden dom senere. Det skyldes, at Rusland padler lidt i land ved andre sager. Rusland er også klar over, at Greenpeace er en stor organisation, der hurtigt kan mobilisere sig. Rusland vil gerne betragtes som vestlige og civiliserede.


Sahra-Josephine Hjorth er medlem af RÆSONs chefredaktion, Ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet og direktør for Hjorth Media & Strategic Consulting. Hun har tidligere skrevet speciale omkring demokratisering i Rusland og været praktikant ved det danske generalkonsulat i Skt. Petersborg. Nadja Aarøe Simonsen er freelanceskribent og kandidatstuderende på cand.public.-uddannelsen ved Aarhus universitet og Journalisthøjskolen. Hun har en bachelor i politik og administration fra Aalborg Universitet. FOTO: Freedom House via. Flickr.