07.03.2013

På Socialdemokraternes kongres i 2009 vedtog partiet, at det støtter et forbud mod købesex (ligesom SF). Nu er forbuddet droppet.

ANALYSE af Maria Arcel

FRA RÆSON KOMPAKT #1: Torsdag d. 7. marts udkom premierenummeret af RÆSONs nye kvartalsmagasin: KOMPAKT. RÆSONs abonnenter har automatisk adgang til alt materiale fra KOMPAKT i digital form her på vores website.

TEGN ABONNEMENT NU: 250 kr./året inkl. porto og ekspedition. Pris for studerende og pensionister kun: 200 kr./året.

Justitsminister Morten Bødskov (S) har forklaret, at regeringen droppede forbuddet mod prostitution, fordi det ikke fik en anbefaling af Straffelovrådet. Men justitsministeren har ingen problemer med at gå imod en række andre af rådets anbefalinger. Og hvis man ser på Socialdemokraternes overvejelser om at gennemføre forbuddet på kongressen, er det ifølge eksperterne svært at finde noget i rådets betænkning, som partiet ikke allerede vidste, da flertallet af partiet stemte for. De væsentligste problemer, som rådet peger på, havde S allerede taget højde for i deres temapolitiske program fra 2009, som partiet offentliggjorde kort efter beslutningen om at støtte et forbud. En af de problemstillinger, rådet fokuserer mest på, er, at et forbud vil kræve mange ressourcer, hvis det skal have den ønskede effekt. Men i 2009 skrev S: „Ligeledes vil et forbud mod køb af seksuelle ydelser kræve tilførsel af store ressourcer til politi, anklagemyndighed, domstole og kriminalforsorg. Prioriteringerne af dette vil skulle indgå i Socialdemokratiets øvrige prioriteringer og behovet for udbygning af velfærden.“

En anden af rådets hovedpointer er, at der kun vil være tale om en begrænset effekt, hvis et forbud bliver gennemført, men heller ikke det kan komme bag på justitsministeren. I 2009 skrev S nemlig: „Det vil næppe være muligt at afskaffe prostitution helt indenfor en overskuelig fremtid. […] Alle nylige tiltag har derfor som fælles udgangspunkt, at man udmærket er klar over, at man ikke afskaffer prostitution, uanset hvad man gør, men at tiltagene må have som formål at begrænse enten omfanget og/eller de sociale og økonomiske uretfærdigheder forbundet med prostitutionen.“

„Der står ikke noget i rapporten, som sådan set ikke også står i Socialdemokraternes eget program fra 2009, men det undrer mig ikke, at forbuddet ikke kom igennem. Partitoppen med Morten Bødskov, Karen Hækkerup og Henrik Sass Larsen i spidsen har været imod forbuddet hele vejen igennem,“ siger professor ved Institut for Statskundskab på SDU Erik Albæk og forklarer, at vi i Danmark ofte ser denne måde at føre politik på. „Morten Bødskov har med rapporten fået et ekstra argument foræret, da Straffelovrådet ikke entydigt kan anbefale et forbud. Det er jo helt almindeligt i en politisk proces at benytte de argumenter, man kan få – og her får han tilbudt noget, han kan tolke på en sådan måde, at det støtter den holdning, han hele tiden har haft.“ Albæk tilføjer: „Socialdemokraterne må jo så tage op til diskussion, hvordan man har det med at have en regering, som ikke følger den politik, som medlemmerne har formuleret.“

Ifølge professor, dr.jur. Eva Smith påpeger betænkningen vanskelighederne ved at anmelde prostitution: „Det er klart, at det er meget svært, fordi vi har to parter, hvor ingen af dem er interesseret i at blande politiet ind i det. Erfaringerne fra Sverige viser, at det navnlig er, hvis der foregår en anden form for kriminalitet, fx vold mod den prostituerede, at prostitutionen på samme tid bliver opdaget og anmeldt.“ Og sammenligningen med Sverige er et af regeringens gennemgående argumenter.

20. november 2012 bragte Politiken en kronik med overskriften „Et forbud mod sexkøb er ikke løsningen“ af social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R), justitsminister Morten Bødskov (S) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF). Kun få timer efter offentliggørelsen af kronikken meddelte regeringen, at man på baggrund af Straffelovrådets betænkning alligevel ikke ville kriminalisere købesex. I kronikken hedder det: „Det er endvidere Straffelovrådets vurdering, på grundlag af erfaringerne fra Sverige og Norge, at et forbud mod købesex vil være meget vanskeligt at håndhæve.“

Men politiinspektøren for det svenske rigspoliti og Sveriges førende ekspert på området, Kajsa Wahlberg, kan ikke forstå Straffelovrådet og de danske ministres bekymring. Hun mener ikke, at det svenske politi har nogen problemer med at få køberne fældet for køb af sex, og i forhold til justitsministerens gennemgående argument om, at et forbud vil være for ressourcekrævende, forklarer hun:

„Når man snakker om, at det er ressourcekrævende at gennemføre et forbud, skal man se på helheden af prostitution i samfundet. For det første er der alle de prostituerede, som bliver syge og tager skade og ofte ender i stofmisbrug – det koster samfundet enormt mange penge. Derudover ved vi, at prostitutionen fører meget andet kriminalitet med sig, såsom stoffer, vold mod de prostituerede osv., så man skal huske at se på alle de skadevirkninger og al den kriminelle virksomhed, som prostitutionen fører med sig, og som koster samfundet mange penge.“

Og når ministrene i kronikken forklarer, at „Det vigtigste for os som politikere er, at færre får skader af et liv i prostitution“, kan Kajsa Wahlberg ikke forstå, at de så alligevel har valgt at droppe forbuddet. „Lovgivningen i Sverige blev vedtaget, fordi vi gennem forskning har kunnet se, at majoriteten af kvinder i prostitution bliver skadet af prostitutionen. Det er for dem, vi har lavet lovgivningen. Ikke for den lille minoritet, som ikke vil hjælpes.“

Politiinspektøren mener også, at det er misvisende, når ministrene skriver, at „Med Straffelovrådets konklusioner i hånden mener vi ikke, at vi hjælper de prostituerede ved at indføre et forbud mod købesex. Det underbygges af de prostituerede selv.“ Hun siger: „Man har i stedet for at tale med majoriteten, som tager skade, valgt at lytte til stærke pro-prostitutions-røster. Sexindustrien er jo ikke dum – de har naturligvis lobbyister, som taler om, hvor fantastisk det er for kvinder i prostitution. At det er et godt arbejde, som man tjener mange penge på, og så videre.“ I stedet mener hun, at man burde se på Sveriges erfaringer, hvor tallene taler for sig selv: I Sverige har forbuddet, siden det blev gennemført i 1999, nemlig ført til en reduktion i kvindehandlen og en halvering af gadeprostitutionen, hvor Danmark har tre gange så mange gadeprostituerede kvinder, som Sverige har. Og mens antallet af prostituerede på bordel i Danmark er steget i løbet af de sidste 10 år, er der intet, der tyder på, at det samme er tilfældet for Sverige. Derudover havde 13,6 pct. af de svenske mænd købt sex inden lovens indtræden, hvor det i dag kun er 7,8 pct.

Derfor er hun også forundret over Straffelovrådets konklusion, som Morten Bødskov bruger som gennemgående argument for at nedlægge forbuddet. „Jeg undrer mig over, hvorfor Straffelovrådet ikke mener, det vil have den store effekt. Men en grund kunne jo være, at det kun er mænd, som sidder i rådet. Mænd vil bevare deres magt og deres privilegier – det er en vældig central del af mandens historie. Politiet er også ofte mænd, og de spiller også en rolle i sådan en lovgivning, og man kan se, at holdningen om at være imod et forbud ofte optræder i de store magtinstanser – inden for politiet, domstolene osv. At gå til prostituerede er et privilegium, som mændene har, og som mændene gerne vil beholde.“

Et spørgsmål om holdninger
Ifølge Eva Smith lægger den danske betænkning vægt på, at der i høj grad er tale om et holdningsspørgsmål. „Betænkningen siger, at hvis man har den opfattelse, at det under alle omstændigheder er ydmygende for den, som sælger sin krop, så må man jo lave det forbud. Men der er ikke noget juridisk belæg for at lave det. Den siger, at der er tale om et holdningsspørgsmål.“ Netop denne holdning var argumentet i S.

Svenskernes holdning til, hvorvidt det er acceptabelt, at mænd køber sex fra kvinder, har ændret sig markant efter forbuddets indførelse og er næsten omvendt af danskernes. I Sverige i dag er 80 pct. af befolkningen for et forbud, mens 67 pct. af den danske befolkningen (heraf 81 pct. mænd) er imod. På den måde kunne man forvente, at et forbud kunne skabe den samme samfundsmæssige holdningsændring i Danmark, som den har gjort i Sverige.

„Flere og flere mennesker støtter lovgivningen, hvilket betyder, at loven har haft en normativ effekt på svenskerne. Det, man gerne vil opnå med et forbud, er en holdningsændring. Formålet er ikke at sætte folk i fængsel – formålet er, at folk skal afholde sig fra de handlinger, som vi har kriminaliseret,“ forklarer Kajsa Wahlberg. Jurist og dommer ved Frederiksberg Ret Kari Sørensen mener, at man kan sammenligne denne form for holdningsændring ud fra en lovændring med en anden dansk lovgivning, nemlig revselsesretten. „Man kunne fx tage det, man kalder afskaffelsen af revselsesretten, hvor lovændringen måske har været medvirkende til at ændre forældres holdning til det at afstraffe deres børn. En lov kan i nogle tilfælde være med til at ændre folks holdning, men man kan jo ikke vide, om den holdningsændring ville være kommet alligevel.“

Ledelsen og partiet
Da RÆSON spørger ministeren, hvorfor han henviser til Straffelovrådets betænkning, når han på andre områder handler i modstrid med anbefalingerne, lyder svaret: „Regeringen har truffet den beslutning, at vi er enige i Straffelovrådets indstilling på dét punkt, og på andre punkter har vi drøftet Straffelovrådets vurderinger og er kommet frem til en anden konklusion. Så enkelt er det.“ DSU’s formand, Camilla Schwalbe, rettede den 6. februar i et indlæg i Politiken skarp kritik af justitsministeren. Her opfordrede hun, på vegne af DSU, Morten Bødskov til at komme med den rigtige forklaring på, hvorfor regeringen valgte at skrotte forslaget om at kriminalisere købesex.

Hun køber ikke justitsministerens forklaring om, at regeringen traf sin afgørelse på baggrund af Straffelovrådets betænkning, fordi Bødskov samtidig afviser at følge en række andre af Straffelovrådets anbefalinger – blandt andet forslaget om at afkriminalisere seksuelle forhold mellem plejehjemspersonale og beboere, forslaget om at sælge pornografi til mindreårige og anbefalingen om ikke at hæve forældelsesfristen i pædofilsager.

Ligesom DSU er Socialdemokraternes hovedbestyrelse meget forundrede over partitoppens beslutning. Få dage efter ministrenes kronik tilkendegav Socialdemokraternes hovedbestyrelse den 23. november, at partiet stadig vil kæmpe for et forbud, og at regeringens beslutning om at droppe kriminaliseringen af købesex strider imod Socialdemokraternes politik. Det samme siger baglandet. Borgmester i Brønderslev Lene Hansen (S) er forundret over, at partitoppen ikke har arbejdet for et forbud, når nu kongressen har pålagt dem det. Hun tror heller ikke på, at rådets betænkning er den reelle grund til, at forbuddet faldt til jorden.

„Vi var en gruppe i folketingsgruppen, som gik meget stærkt ind for et forbud mod købesex. Men vi kunne jo godt mærke, at de ledende kammerater (Morten Bødskov, Karen Hækkerup og Henrik Sass Larsen) ikke var enige, og nu kan vi jo så se, at resultatet er, at deres tankesæt har vundet foreløbig.“ Men selvom hun er skuffet, er Lene Hansen ikke overrasket over udfaldet: „Det er klart, at når så indflydelsesrige medlemmer af gruppen ikke er enige, så er der meget stejlt op ad bakken. Derfor var jeg faktisk næsten helt sikker på, at forbuddet ville blive lagt i glemmebogen et stykke tid, men vi er stadig et flertal, som har den her holdning.“

Ligesom DSU mener hun, at betænkningen er blevet brugt som undskyldning. „Jeg ved ikke, hvorfor de ikke skal stå til ansvar for ikke at føre vores politik videre. Jeg ved ikke, hvad det er for nogle synspunkter, de synes er så væsentlige, at de ikke vil kæmpe for vores holdning mere. Når der kommer en rapport, som ikke er entydig i sin anbefaling, kan man jo vælge at tage en anden holdning end den, man egentlig er blevet pålagt.“

Skal ministeren ikke kæmpe for partiets kongresbeslutning, når der ikke står noget nyt i betænkningen? Han svarer os: „Jeg respekterer selvfølgelig alle de beslutninger, der bliver truffet i Socialdemokraternes kompetente organer, men jeg er også justitsminister og arbejder efter, hvad der står i regeringsgrundlaget. Og det er den enkle årsag til, at regeringen er kommet til den konklusion, som regeringen er kommet til.“

Til Politiken siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, at han bakker op om de beslutninger, regeringen træffer, men samtidig, at kongressen er den øverste myndighed, og at Socialdemokraterne stadig går ind for et forbud. Direktør for tænketanken KRAKA Peter Mogensen vurderer: „Her står det jo fuldstændig tindrende klart, hvor håbløs situationen er internt hos Socialdemokraterne i den her sag. De er virkelig på den. Kongressen er jo den øverste myndighed, så det at formulere sig uden om, at man skal følge kongressen, er altså ikke nemt, men det er det, han forsøger her.“

Han siger: „Der er en fløj hos Socialdemokraterne, som blandt andre består af Morten Bødskov og Karen Hækkerup. De er ret stærke ministre i regeringen, og de er mere kritisk indstillede over for et forbud, end den anden fløj er, som blandt andre rummer Mette Frederiksen. Bødskovfløjen har så forsøgt at bruge rapporten som noget, der simpelthen tager luften ud af muligheden for alligevel at mase det igennem for den anden fløj.“

Lektor ved Institut for Statskundskab i Aarhus Rune Stubager peger også på modsætningsforholdet mellem kongres og ledelse: „Internt i partiet er der jo ikke mindst fra de centrale spillere, som justitsministeren, modstand mod et forbud. Så selvom det er en kongresbeslutning, som siger, at Socialdemokraterne går ind for det, så stemte nogle af partiets ledende kræfter jo imod den beslutning. Og det er jo de samme ledende kræfter, der har været med til at træffe beslutningen i regeringen om at nedlægge forbuddet. Her kunne man jo godt forestille sig, at de har sat sig imod.“

Peter Mogensen kan godt forstå, hvis vælgerne er forundrede over, at de tre regeringspartier er kommet frem til dette resultat: „Der har været ret stor opbakning til at gennemføre det, både på Socialdemokraternes kongres og i ledelsen. SF har været endnu mere optaget af det end S, og De Radikale har ikke været negativt stemt over for det,“ siger han og forklarer, hvordan det så alligevel kan være, at vi i dag ikke har et forbud: „Karen Hækkerup og Morten Bødskov er nogle af Thornings faste støtter, og Mette Frederiksen, som er varm fortaler for et forbud, er mildt sagt ikke en af Thornings store støtter. Derfor er det klart, at hvis Thorning skulle vride halsen om på Straffelovrådet og alligevel gennemføre det for at være loyal over for kongresbeslutningen, så ville hun gå imod sit eget hold og noget, de har talt meget kraftigt imod.“

„Der er ikke noget afgørende nyt i rapporten, som kan have overrasket Socialdemokraterne og partitoppen så meget, at de burde skifte politik. Det virker, som om rapporten har givet dem mulighed for at benytte de argumenter, de også benyttede før – men som de nu kan få ekstra støtte til, fordi det er et uafhængigt organ, der siger det,“ siger Erik Albæk. „Det er typisk, at man hører om en eller anden rapport eller selv bestiller den, for at den kan sige lige præcis det, man gerne vil have den til at sige. Så får man et ekstra argument og kan på den måde sige ‚Der kan I selv høre, der er nogle eksperter, der siger lige præcis det samme, som vi gør‘.“

„Det er klart, at når man synes, noget er uklart, og der er en usikkerhed forbundet med det, har man en tendens til at følge den slagne vej. Og her er den slagne vej det, som udvalget ender med at konkludere,“ siger Peter Mogensen. „Jeg vil påstå, at den umodenhed har en pris her. De tør simpelthen ikke rykke på det. Uanset om de så mener det eller ej,“ forklarer han og pointerer, at det har været en velovervejet beslutning fra ministrenes side: „De har vejet det på en guldvægt og vurderet, at gevinsterne simpelthen er for spekulative, i forhold til hvor mange ofre de må yde. Og samtidig har de den interne kabale, hvor der har været stærk modstand fra centrale ministre mod det her, og derfor har det været alt for store omkostninger i forhold til at tage den her lidt mere heroiske beslutning.“

S og ideologien
Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, vil stadig kæmpe for et forbud. „Det VAR socialdemokratisk politik, og det ER socialdemokratisk politik. Ligesom det også er regeringens politik at hjælpe de prostituerede ud af prostitution. Det bliver så bare ikke på den måde, jeg og mange andre socialdemokrater havde håbet på,“ siger han, men vil ikke spekulere over, hvorfor hans partitop ikke har kæmpet for partiets kongresbeslutning. „Jeg går ikke ud og peger fingre af nogen, og jeg er ikke skuffet over min ledelse, men jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at der ikke kommer et forbud.“

Det er borgmester Lene Hansen også. Og hun er ærgerlig over, at hendes ledelse ikke har brugt Sverige som forbillede. „For os handlede det om at skabe en holdningsændring, især hos unge mænd – ligesom vi har set det i Sverige. Vores vision var, at man reflekterede over, om det er i orden at benytte et sexmarked, der er domineret af kriminelle, som i virkeligheden måske er at sammenligne med de største våbenhandlere og narkotikaforbrydere, vi har.“

Wahlberg understreger netop den svenske holdningsændring: „De fleste mennesker ønsker at være på den rigtige side af loven. Hvis det var lovligt at stjæle, ville vi se flere tyverier. Lovgivning og forbud virker på de fleste mennesker. Ikke på alle, men på de fleste.“

Tilbage står Lene Hansen og resten af Socialdemokraterne, som stadig kæmper for et forbud mod købesex. „Vi er mange, der har kæmpet for det her i flere år, så jeg går ud fra, at vi alle er lettere skuffede og desillusionerede på det her område.“

Hvor Anders Fogh Rasmussen i sin tid som statsminister gjorde op med ekspertvældet, har SRSFregeringen ifølge Peter Mogensen ført det tilbage igen. „Det er ikke mennesker, der har den politiske råstyrke til at bryde ud af det der ekspert-noget og så lave ideologisk politik, når det er velvalgt. Det ser vi i alt, hvad de foretager sig. De har ikke den store rutine politisk. De har sprunget en generation over i S, og det koster i forhold til at gennemskue risiciene i, hvor mange problemer det vil medføre at gøre nogle særskilte ting, og have modet til at gennemføre det alligevel.“ Han fastslår: „Det ville ikke have været den mest dristige beslutning nogensinde set i dansk politik – der er ting, der ville have overgået det. Så selvfølgelig kunne de da have kørt over det der udvalg og sagt ‚Sådan er det bare‘. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Det har denne regering bare ikke modet til, og det ville virkelig overraske mig, hvis den havde, for det har den heller ikke på alle mulige andre områder.“


Maria Arcel (f. 1990) er RÆSONs Christiansborgredaktør. Hun studerer journalistik på SDU. FOTO: Ramón Peco via Flickr.