08.01.2013

“Vi skal løse den økonomiske krise med en rigtig energipolitik. For få år tilbage besluttede man at sætte en stopper for atomkraftenergi. Det var en stor fejl, for vi kan ikke løse de økonomiske problemer på grøn energi.” Det siger økonomiprofessor Filippo Reganati til RÆSON.

INTERVIEW af Helle Asbjørn Sørensen

LÆS OGSÅ:
– Frankrig i 2013: Reformer arbejdsmarkedet efter dansk model

RÆSON: Hvad er de største økonomiske udfordringer for den italienske økonomi i dag?
Reganati: I dag er hovedproblemet stadig det offentlige budget. Situationen er, at arbejdsløsheden stiger, folk forbruger mindre, og vi har høje, offentlige udgifter. Men skatten kan umuligt stige mere, hvorfor man må adressere udgifterne i stedet. En anden stor økonomisk udfordring for Italien er i virkeligheden politisk forankret. I dag står vi i et meget fragmenteret politisk landskab. Mindst 35 procent af befolkningen har ikke lyst til at stemme, og de politiske partier er splittede. Der er kommet et nyt parti til med Peppe Grillo (italiensk stand-up komiker, red.) i spidsen. Nogle konspirerer i, at Mario Monti tager over i en ny periode. Situationen er mildest talt usikker. Den store udfordring for økonomien er derfor også, hvilken regering der tager over efter Monti til valget i marts. Eller om han selv vinder magten.
RÆSON: Hvorfor er den parlamentariske situation en økonomisk udfordring?
Reganati: Monti har implementeret en række tiltag. Og han formåede at sælge Italien udadtil i det internationale samfund. Hvis han går af til foråret, skaber det politisk usikkerhed, der har stor indflydelse på økonomien. Lad mig give dig et eksempel: da Berlusconi udtalte, at han ikke længere kunne støtte Monti, røg rentespændet med ét i vejret. Den politiske stabilitet og landets internationale ry er meget vigtig for økonomien.
RÆSON: Du peger i din diagnose på udfordringen i det offentlige underskud. Hvilke udfordringer ser du på længere sigt for italiensk økonomi?
Reganati: På langt sigt skal vi for det første øge produktiviteten. Sammenlignet med andre lande, eksempelvis Tyskland, har Italien meget lav produktivitet. Den store udfordring bliver at implementere en politik, der for alvor forbedrer produktiviteten og væksten. For ellers er vi ikke konkurrencedygtige på det internationale marked, og så vokser vores problemer sig blot større. For det andet skal vi mindske gælden. Det hænger naturligvis også sammen med væksten. Vores vækst i BNP i de sidste ti år har gennemsnitligt været under 1 procent. Italien er et land uden betydelig vækst. Det er fundamentalt set vores største udfordring.


Italien er delt i to

RÆSON: Man kan også pege på en demografisk kløft i Italien med cirka 34 procent ungdomsarbejdsløshed, lav fertilitet blandt italienske kvinder og enormt høje pensionsrater. Ser du det som en stor udfordring?
Reganati: Ja, til en vis grad, men jeg ser det ikke som vores største problem. Pensionsproblemet er stort set løst efter Montis reformer. Systemet er bæredygtigt og finansieret. Det er klart, at der er store problemer med ungdomsarbejdsløsheden. Men for at få folk i arbejde, unge som gamle, skal man skabe job. Og det peger igen på, at vi skal øge væksten.
RÆSON: Hvor presserende et problem er den geografiske kløft mellem det nordlige og sydlige Italien?
Reganati: Det problem har mindst 100 år på bagen! Det går dybest set tilbage til dengang, Italien blev forenet. Det er naturligvis et stort problem, men det er snarere på det meget lange sigt. Det vil tage århundreder at få det problem adresseret. På italiensk siger man, at vi er et land bygget på dualismo. Det vil være et problem for politikere om 10, 20 – måske endda 40 år. Jeg ser det ikke som et meget presserende problem.


Liberalisering af arbejdsmarkedet undervejs

RÆSON: Hvad gør politikerne i 2013 for at konfrontere den økonomiske krise?
Reganati: Det spørgsmål kan jeg dårligt svare på, for det afhænger af den nye regering, der kommer til. Den nuværende regering går reelt set af med slutningen af dette år, og der foreligger ingen planer herefter. Du ved ikke, hvem der vinder. Du ved ikke, hvilken slags regering der kommer til. Det er et sort hul, og jeg kan ikke forudsige fremtiden.
RÆSON: Kan man ikke se udover næste valgperiode?
Reganati: Teoretisk set skal alle politikere respektere EU’s krav. Man må eksempelvis ikke have underskud på de offentlige finanser i 2013. EU opstiller en række rammebetingelser, som vi skal følge, hvis vi fortsat vil være en del af det europæiske samarbejde. Derfor skal den nye regering på en måde også følge Montis plan. Men hvilke tiltag den nye regering konkret vil tage i brug, det ved vi simpelthen ikke.
RÆSON: Hvad er Montis plan for 2013?
Reganati: For det første har han gjort det klart, at skatterne ikke vil stige. Han ønsker at respektere de europæiske krav og indskrænker derfor det offentlige forbrug. Det vil han især gøre ved at sælge offentlig ejendom. Han vil adressere gældsproblemet og underskuddet. Ved udgangen af 2012 vedtog parlamentet en lov, der stabiliserede økonomien. Den målretter sig mod arbejdsløshed ved at reducere skatten på arbejdskraft. Det vil forhåbentligt medføre, at virksomheder ansætter flere folk. Tidligere ville han reducere indkomstskatten, men det måtte han ændre. Det er meget forskellige partier, der støtter Montis regering, og derfor skal der hele tiden findes nye kompromisser. Men de forsøger altså at respektere de europæiske krav om stabilitet i den økonomiske politik og samtidig skabe reel vækst. Det gør man ved at forsøge at liberalisere arbejdsmarkedet. Det italienske arbejdsmarked er meget korporativt og kendetegnet ved mange gruppeinteresser. Der mangler koordination mellem parterne på arbejdsmarkedet. Men jeg er bange for, at vi ikke vil se de store resultater af reformbestræbelserne på arbejdsmarkedet. Problemet er identificeret og bliver til en vis grad adresseret, men der er stadig meget mere at gøre.


Grøn energi er ikke løsningen

RÆSON: Hvad bør politikerne gøre for økonomien i 2013?
Reganati: Jeg er for så vidt enig i det forelagte program. Der er dog ting, jeg ville supplere med. For det første burde vi mindske udgifterne på det politiske område. Politikerne og deres partier bruger uhyre mange penge. Det er let at sige for mig, fordi jeg ikke selv er politiker. Og det er et nærmest umuligt foretagende, for en sådan lov skal vedtages af politikerne selv. Det er mildest talt usandsynligt, at de vil vedtage, endsige foreslå, en sådan lov. For det andet er udgifterne til det offentlige også alt for høje. Alle offentlige ledere burde rationalisere deres område og skære i det store antal unødvendige udgifter. Hvis alle gjorde det, ville vi spare mange penge. Der er nok at tage fat på. For det tredje ville jeg adressere skatteunddragelse. Monti har tilsyneladende fået gode resultater, men det er endnu svært at sige, hvor stor effekt de nuværende initiativer vil have. Man kan helt sikkert gøre mere. I dag undersøger man alt – kontoudtog, bilmærke og meget mere – og den information skal afdække, om man betaler det rette beløb i skat. Det er en fornuftig strategi, men det vil vise sig i fremtiden, hvor meget mere der bør gøres på det område.
RÆSON: Bør Italien få endnu en hjælpepakke fra EU?
Reganati: Som situationen er i dag, mener jeg ikke, det er nødvendigt. Jeg vil ikke udelukke det, hvis der sker noget uventet. Det kunne eksempelvis være et eksternt chok på grund af turbulens i Grækenland, som påvirker Italiens økonomi mærkbart. Men ellers behøver vi ikke hjælp.
RÆSON: Dine supplementer synes kortsigtede. Hvad bør man gøre i et langsigtet perspektiv?
Reganati: Det er klart, at der skal reformer til. Men vi kan endnu ikke bedømme om den arbejdsmarkedsreform, Monti har implementeret, vil have den fornødne effekt. På langt sigt ville jeg også adressere energiproblemet i Italien. Det er et stort problem, at vi har mærkbart større energiomkostninger sammenlignet med andre EU-lande. Det påvirker vores konkurrenceevne i betydelig grad, fordi det ikke er attraktivt for internationale virksomheder at producere her i landet. Vi har brug for en stærk energipolitik. For få år tilbage besluttede man at sætte en stopper for atomkraftenergi. Det var en stor fejl, for vi kan ikke løse de økonomiske problemer på grøn energi. At løse vores økonomiske problemer med en rigtig effektiv energipolitik ville være min førsteprioritet.


Helle Asbjørn Sørensen (f. 1988) er bachelor i Statskundskab fra Aarhus Universitet kandidatstuderende ved Statskundskab på København Universitet. Foto: wikipedia