Offentlighedsloven. Åbent brev til Folketinget
23.04.2013
.Et massivt politisk flertal – S, SF, R, V og K – står til at vedtage den nye Offentlighedslov. RÆSONs Oliver Kløvedal Reich har for RÆSONs chefredaktion formuleret et åbent brev til politikerne, som en lang række danske chefredaktører og mediechefer har underskrevet:
ÅBENT BREV TIL FOLKETINGET
To væsentlige punkter i regeringens forslag til en ny offentlighedslov begrænser gennemsigtigheden i det danske demokrati. Det drejer sig om paragraf 24 og paragraf 27, stk. 2, som underskriverne af dette brev opfordrer til at undlade i den endelige lovgivning.
‐ Paragraf 24 medfører at retten til aktindsigt i fremtiden ikke længere vil gælde dokumenter sendt mellem statslige myndigheder i sager, hvori det kan forventes, at ministeren kan få brug for embedsværkets rådgivning og bistand. Da vi har ministerstyre i Danmark, foregår selv underordnede myndigheders forvaltning på ministerens ansvar, hvorfor ministeren naturligvis har brug for embedsværkets rådgivning og bistand. Det medfører, at paragraf 24 i praksis vil kunne anvendes til at undtage stort set alle dokumenter, sendt mellem statslige myndigheder fra aktindsigt, i det øjeblik pressen begærer aktindsigt i dem.
‐ Paragraf 27, stk. 2 vil medføre, at retten til aktindsigt i fremtiden ikke skal omfatte dokumenter og notater, som ministre udveksler med forligspartnere og støttepartier i Folketinget i forbindelse med lovgivning og anden politisk proces. Det betyder, at adgangen til faglige notater bag de politiske forhandlinger i fremtiden vil blive begrænset væsentligt. Det vil ikke alene svække det faglige grundlag for den offentlige debat, men også begrænse folketingets oppositionspartiers indsigt i grundlaget for f.eks. indgåede forlig.
Disse to punkter findes ikke lignende i offentlighedslovens nuværende form og betyder i praksis, at det i fremtiden vil blive sværere at få indsigt i oplysninger, som har relevans for såvel Folketing, offentlighed og pressen.
Formuleret af Oliver Kløvedal Reich for RÆSON
Underskrevet af:
‐ Poul Madsen, chefredaktør, Ekstra Bladet
‐ Christian Jensen, chefredaktør, Information
‐ Olav Skaaning Andersen, chefredaktør, BT
‐ Lisbeth Knudsen, chefredaktør, Berlingske
‐ Ulrik Haagerup, Direktør, DR Nyheder
‐ Bo Lidegaard, chefredaktør, Politiken
‐ Michael Dyrby, Nyhedsdirektør, TV2
‐ Anders Krab‐Johansen, chefredaktør, Børsen
‐ Jørgen Ramskov, chefredaktør, Radio24syv
Folketinget (Arkivofoto: Shutterstock)