17.07.2013

Interview med Rasmus Boserup (DIIS) af Sahra-Josephine Hjorth, RÆSONs chefredaktion

RÆSON: I din artikel “den rigtige revolution” i RÆSON #14 skitserede du to mulige scenarier for Egyptens fremtid: Det første scenarie: geninstitutionaliseringen af de politiske konflikter med henblik på valg i efteråret 2013. Det andet scenarie, det usandsynlige, var et hvori tæppet blev rykket væk under Præsident Morsi. Hvad er der sket i Egypten siden artiklen gik i tryk?
Boserup: Det usandsynlige scenarie, scenarie to, har vist sig at være det som udspillede sig i en variant, altså at statsinstitutionerne i en eller anden udstrækning blev presset af den brede oppositionsfløj, som skred ind og fjernede Præsident Morsi. Det er den korte version af hvad der er sket. Jeg vurderede det var usandsynligt – det kom bag på mig, hvor ufatteligt mange mennesker, der stod bag Tamarod-kampagnen [græsrodskampagnen, der krævede at Morsi skulle udskrive præsidentvalg, red.]. Der har været 20 millioner mennesker på gaden – langt flere end dem, der demonstrerede imod Mubarak. Der var større folkelig opbakning til at afsætte Morsi end jeg havde vurderet.

RÆSON: Hvad handlede protesterne under Morsi om? Ligner protesterne under Morsi og Mubarak hinanden?
Boserup: Helt kort, er jeg af den holdning, at det denne gang handler om politik, ligesom jeg beskriver i artiklen. Der er ikke nogen politisk midte i Egypten, og øget polarisering har resulteret i fløjpolitik. Det gør at man har mistet halvdelen af vælgerkorpset. Og det er det der skete i perioden under Morsi. Sådan så det ikke ud under Mubarak, det var en længere og mere generel protest over manglende politiske perspektiver. Der, hvor de to situationer ligner hinanden, det er i afvisningen af en leder som ikke er i stand til at stille sig op og sige “jeg repræsenterer alle og trækker landet i en fornuftig retning som vil bringe bedre tider for Egypten”. Ingen af de to præsidenter har skabt tillid til at de faktisk kunne trække hele den egyptiske befolkning og ikke bare en fraktion med sig. Der er også nogle ens grundlæggende sociale dynamikker under Mubarak og Morsi. Folk er stadigvæk presset på pengepungen, og de er blevet endnu mere pressede, men den politiske kontekst har forandret sig ret meget – og dét er forskellen.

RÆSON: Kan det forventes at de egyptiske militær fremadrettet laver flere militærkup hvis der er utilfredshed med magthaver, og hvad vil sådanne udmunde i?
Boserup: Militæret har lagt en meget klar præcedens ved to gange på 2,5 år at skride ind og de er effektive til at lave et militærkup. Mubarak sagde, “Jeg går ikke!” og Morsi sagde “jeg går ikke – jeg har retten på min side!”. Militæret siger derimod at de vurderer Morsi ikke kan lede landet længere, fordi han har befolkningen imod sig. Militærets mulighed for at intervenere er, at de kan sige “vi har historisk store demonstrationer – landet er ved at falde fra hinanden og statsinstitutionerne har vendt sig imod præsidenten, alt i alt kan præsidenten så ikke længere lede landet. Og hvis præsidenten selv er så stædig at han ikke kan se det, så må vi hjælpe ham”. Det er sådan militæret rationaliserer, og det kan man sagtens forestille sig vil udspille sig igen i fremtiden. Det er utroligt svært at forudse hvad der vil se i Egypten nu, men jeg tror nu ikke et militærkup ligger i kortene igen i den nære fremtid. Men der er skabt præcedens for at de relativt nemt kan gøre det og slippe godt fra det.

RÆSON: Hvilken betydning har militærets aktive rolle for en liberal demokratisk fremtid i Egypten?
Boserup: Ja, spørgsmålet er jo om militæret i virkeligheden hjælper eller skader demokratiet. Der er to typer demokratisk legitimitet i Egypten for øjeblikket og hvert af dem rummer et potentiale. Det ene er det, som Morsis folk står for: Morsi selv holdt en tale halvanden dag før kuppet, hvor han forklarede sit synspunkt, nemlig det legalistiske argument, at han har den egyptiske forfatning på sin side, og det kan man fra en dansk kontekst kun give ham ret i. Juridisk set er det et validt argument. På den anden led, har du dem som fortog kuppet: de bruger argumentet “det her er større end legalismen; på gaden står det egyptiske folk samlet om ét krav, nemlig at præsidenten skal stå af, derfor er hans lederskab ikke legitimt mere; han repræsenterer ikke befolkningen, og har ikke retten til at lede folket mere”. Det er direkte demokrati og det er i overensstemmelse med demokratiske principper at man har ret til at demonstrere. Så det er to legitime typer demokratier, der konkurrerer mod hinanden. Det er enormt sundt for egypterne at gå på gaden og være vrede over at politikerne ikke kan komme med holdbare løsninger på deres problemer. Direkte demokratisk deltagelse er et godt demokratisk udgangspunkt. Det har været et kæmpe problem i Egypten i mange år at egypterne ikke engagerer sig politisk, og vi har ellers et faldende politisk aktivitet det sidst halvandet år, så det er godt at Egypterne er villige til at engagere sig og til at bruge ikke-voldige metoder. Det er måske en mere revolutionær legitimitet, men begge typer legitimitet kan hjælpe Egypten ud af en kultur der har været autoritær.

RÆSON: Er det på baggrund af kuppet mere eller mindre sandsynligt at der forekommer en borgerkrig i Egypten?
Boserup: Vi er der slet ikke endnu. Vi er der, hvor det er sandsynligt at der kommer mere politisk vold, men om det udvikler sig i retning af en borgerkrig er svært at sige. Broderskabet har f.eks. ikke et lige så godt argument for at massemobilisere som det store islamistiske parti FIS (Front Islamique du Salut) havde, da det blev kuppet i Algeriet i 1992. I Egypten er den islamistiske bevægelse knækket over på i to: Broderskabet og Salafisterne. Derfor er det svært for islamisterne i Egypten at hævde at der er sket et kup imod Islam. Trods repressive tendenser hos den egyptiske overgangsregering har de insisteret på at invitere Broderskabet med i regeringen. Der er lidt et spil for galleriet – for samtidig har den de udstedt arrestordre på ledelsen af Broderskabet. Men det er mindre voldsomt end i Algeriet i 1992, hvor overgangsregeringen sagde “I er alle kriminelle – hele partiet skal lukkes og alle skal smides i fængsel” – det var op imod 30.000 mennesker. I Egypten i dag er der indtil videre udsendt arrestordre på ca. 600, men det er lidt uklart hvor mange medlemmer af broderskabets ledelse, de faktisk har taget ind. Mange af dem, der er udstedt arrestordre på, dukker jævnligt op på ved Broderskabets demonstrationer udenfor Rabaa al-Daawiyya i Nasr City, og holder taler – så hvor hårdt det de repressive tendenser i Egypten egentlig håndhæves er lidt uklart. Potentialet for politisk vold er der helt klart, men borgerkrig, hvem ved?

RÆSON: Kommer den sekulære befolkning og de ikke-religiøse grupper til at have mere magt i Egypten nu?
Boserup: Helt klart, de havde ellers skrevet sig selv ud af politikken det sidste halve år, som jeg beskriver i artiklen. De har meget aktivt boykottet Morsi og fremprovokeret netop det scenarie vi har nu. Det helt klare formål har været at sætte sig selv i førertrøjen.

RÆSON: Hvad er det sandsynlige scenarie i Egypten nu, efter Morsi?
Boserup: Det mest sandsynlige og ligetil scenarie er det kupmagerne forsøger at realisere, nemlig en hastig gennemført overgangsfase, i modsætning til tidligere. Det består i en hastig udarbejdelse af en ny forfatning eller ændringer til den eksisterende forfatning. At forfatningsdomstolen driver processen er tegn på at den del af det kan gå hurtigt. Der skal også indsættes en demokratisk regering som er så lidt ideologisk farvet som overhovedet muligt. Så skal der gennemføres et nyt valg, nok indenfor et halvt år. Det er det mest sandsynlige scenarie.

ILLUSTRATION: Demonstration i Cairo 1. juli 2013 [foto: George Nazmi Bebawi/Shutterstock]